Hvordan trækker du grænsen mellem projektledelse og det at blive alle andres personlige administrator? Som PM, oplever du så, at du udfører det “beskidte projektarbejde?” I denne episode deler PM-eksperten Patrice Embry værdifulde råd til PM’er, der har mistanke om, at de påtager sig for meget administrativt arbejde, og som gerne vil tilbage til at gøre det, de er bedst til – at være PM!
Denne podcast er en del af en artikel, der er udgivet på The Digital Project Manager.
Du kan læse artiklen her.
Relaterede links:
- Resource Guru – Software til ressourceplanlægning
- Patrice Embry – Digital projektleder
- Sådan estimerer du projekter: Den komplette guide til projektbudgetter og omkostningsestimering
- Projektlederuddannelse – The Digital Project Manager-skolen
- Ressourcer til projektledelse
- Hvad er projektressourcestyring? Den ultimative guide + de bedste værktøjer
- Bliv en del af vores medlemsfællesskab
Læs transskriptionen:
Vi afprøver et program til transskribering af vores podcasts. Tilgiv venligst eventuelle stavefejl, da botten ikke er korrekt 100 % af tiden.
Ben Aston:
Velkommen til DPM-podcasten, hvor vi går videre end teorien for at give ekspertråd til projektledere, så de kan lede bedre digitale projekter. Tak fordi du lytter med. Jeg hedder Ben Aston og er grundlægger af The Digital Project Manager. Nu spekulerer jeg på, om noget af dette lyder bekendt for nogle af jer. “Hey, kan du ikke bare arrangere et møde for os?” eller “Hey, kan du ikke bare finde en telefonkonference til mig?” eller endnu bedre: “Hey, kan du ikke bare bestille mine flybilletter og mit hotel for mig?”
Så spørgsmålet er: Hvordan svarer du? “Øh, jo.” Men bør du sige ja til det? Bør du udføre alles beskidte arbejde? Det er det, dagens podcast handler om. Hvordan og hvor trækker vi grænsen mellem det, der legitimt er projektledelse, og det, der er andres projekt- eller personlige administration, som de selv burde tage sig af?
Denne episode sponsoreres af Resource Guru, værktøjet til ressourcestyring, som bruges af teams hos virksomheder som Apple, Ogilvy, Deloitte og Publicis. DPM-lyttere kan få 20 % rabat i hele kontoens levetid med kuponkoden DPM2018.
Læs mere på resourceguru.io/dpm
Her er dilemmaet for os projektledere: Vi er ret gode til at få ting til at ske, og det lægger folk mærke til. De ved, at det er os, de skal gå til. Vi er dygtige og organiserede, men hvis vi ikke passer på, kan alle begynde at tro, at de kan bruge os som deres personlige assistenter. Men udnytter de os bare? Og hvad kan vi gøre ved det? I dag taler jeg med Patrice Embry. Patrice er ekstern digital projektleder, certificeret Scrum Master og en af vores faste DPM-eksperter hos Digital Project Manager. Patrice har nogle ret stærke holdninger til det her med projektadministration, så vi skal tale om, hvordan vi kan lede os selv og vores teams bedre, så vi får vores teams til at tage ansvar for deres egen administration. Det lyder godt, ikke? Hej Patrice.
Patrice Embry:
Hej!
Ben Aston:
Det er godt at have dig med igen i dag.
Patrice Embry:
Det er altid en fornøjelse.
Ben Aston:
Patrice og jeg talte sammen uden for optagelsen. Patrice skal snart optræde – jeg tror, vi kalder det at optræde – ved DPM Summit med sit korte lynoplæg. Patrice, kan du give os en forsmag på, hvad du vil tale om?
Patrice Embry:
Jeg taler om efterevalueringer, og jeg kalder dem efterevalueringer, selv om alle hele tiden fortæller mig, at det er for makabert, og at jeg burde kalde dem retrospektiver. Så det var forsmagen. Jeg nægter at tilpasse mig, og jeg vil kalde dem efterevalueringer.
Ben Aston:
Er der nogen grund til, at du foretrækker det makabre?
Patrice Embry:
Det ved jeg ikke. Jeg synes faktisk, det passer. Folk synes, det er makabert, men det handler jo faktisk om at dissekere –
Ben Aston:
… projektet er dødt, ikke?
Patrice Embry:
Projektet er dødt, og du er nødt til at finde ud af, hvad der dræbte det, så ja, jeg synes, det er meget passende.
Ben Aston:
Der er jo en projektlivscyklus. Projektet bliver født og kommer til live, modnes, og så …
Patrice Embry:
Dør det.
Ben Aston:
Ja, så jeg synes, det er fair. Bortset fra dit ret makabre oplæg, kan du så fortælle os om nogle af de andre ting, du arbejder med for tiden?
Patrice Embry:
Jeg befinder mig lidt på det mærkelige sted, som freelancere sikkert kan genkende, hvor nogle af mine større projekter er ved at slutte, og jeg prøver at finde ud af, hvordan resten af mit år skal se ud. Jeg tror helt sikkert, at freelancere forstår, hvad det gør ved en, og når man samtidig er lidt nervøs for at holde et oplæg på Digital Project Management Summit og spekulerer på, om der kommer mere arbejde ens vej, er det en lidt stressende tid for mig. Men du ved, man prøver at –
Ben Aston:
Betyder det, at der snart er en digital projektleder til leje?
Patrice Embry:
Måske, måske, måske.
Ben Aston:
Så der kan I se. Hvis I vil hyre Patrice, så gå ind på hendes hjemmeside og tag kontakt. Det er Patrice-Embry.com, ikke?
Patrice Embry:
Jo, Patrice bindestreg Embry punktum com.
Ben Aston:
Sådan. Fint. Hvilken slags projekter elsker du at arbejde med? Hvad føler du er dit speciale? Jeg er nysgerrig på, hvad du som ekstern projektleder er bedst til, og hvilke projekter du holder mest af. Hvad er det, og hvordan beslutter du, om du vil tage en opgave, selv hvis den ikke helt rammer dit speciale?
Patrice Embry:
Jeg tror, jeg nævnte det sidste gang, vi lavede en podcast sammen, men uden nogen ekstra indsats fra min side har jeg arbejdet meget mere med nonprofitorganisationer, hvilket jeg virkelig holder af, fordi det får mig til at føle, at jeg gør noget godt for verden. Så nonprofitorganisationer og den akademiske verden. Det er lidt, som om man sender noget ud i universet, og så kommer det tilbage til en, så jeg har arbejdet meget med det på det seneste. Projekterne har selvfølgelig ikke de samme budgetter som nogle andre projekter, så det stiller mig også lidt dårligere, men jeg nyder arbejdet og følelsen af, at det, jeg laver, er meningsfuldt. Det betyder ikke, at jeg aldrig ville lave noget andet, men det er dér, jeg er lige nu. Så hvad projektet handler om, og hvad vi faktisk laver, er lidt underordnet for mig, fordi jeg virkelig godt kan lide de slutkunder, jeg arbejder med. Så jeg laver lidt af det hele.
Ben Aston:
Ud over budgetterne, som du nævnte – der er jo den udfordring, når man arbejder for nonprofitorganisationer eller i den akademiske verden – hvilke andre udfordringer er der? Hvordan håndterer du dem? For det første er der naturligvis ikke lige så stort et budget til en projektleder eller til dig, men når det handler om at lede projektet, hvad har du så lært gennem dine efterevalueringer? Hvad har du lært fra den akademiske verden og nonprofitverdenen, som andre kan drage nytte af, hvis de påtager sig et lignende projekt?
Patrice Embry:
Jeg tror, at de fleste projektledere altid leder efter måder at strømline tingene på og finde effektiviseringer. Det bliver bare forstærket, når man arbejder på et projekt med et lille budget, og når man nogle gange arbejder med et lille budget, men ved, at kunden har ekstra penge i kassen. I det arbejde, jeg laver nu, er der ikke ekstra penge. Det ved jeg. For nogle af slutkunderne ved jeg endda, hvordan de skaffer deres midler, og jeg ved, at pengene simpelthen ikke er der. Derfor finder man alle de effektiviseringer, der overhovedet er mulige, og man fortæller hele tiden de mennesker, man arbejder sammen med, og som udfører arbejdet: Du har kun så meget tid, og hvis du ikke kan nå det på den tid, skal du sige det inden for den aftalte tidsramme. Hvis du ikke kan udføre denne opgave på tre timer, skal du fortælle mig efter femten minutter, at du ikke kan nå det. Det er meget præcist.
Ben Aston:
Det er godt, ikke? Det tvinger os til at være lidt mere disciplinerede i den måde, vi leder og styrer projekterne på. Man er nødt til at kende alle de små detaljer, ellers falder tingene meget hurtigt fra hinanden. Lad os tale om din artikel og om virkeligheden: Vi ender bare med at udføre småopgaver for vores teams. Vi talte om det, da du skrev artiklen, men det virker, som om projektlederne altid er dem, der af en eller anden grund får til opgave at finde mødelokaler, rydde mødelokaler, hente vand til møderne. Selv noget så fjollet som at ringe op til konferencen, når man sidder i et mødelokale – af en eller anden grund forventer alle, at projektlederen er den, der trykker numrene på telefonen. Vi tager referatet, henter donuts, og vi smører hjulene, så arbejdet kan foregå omkring os. Men bør vi gøre det? Og er det virkelig en del af vores rolle som projektledere?
Patrice har skrevet en virkelig god artikel om dette, som I alle bør læse. Et af de punkter, du fremhæver i artiklen, er, om det er noget, vi ender med at gøre på grund af vores køn. Jeg er naturligvis en mand, og du er en kvinde – eller er det noget, vi gør, fordi vi bare er for flinke? Det er tydeligvis noget, du brænder for, og jeg ser det fra en anden vinkel. Du mener naturligvis, at hvis man er kvinde, er man ofte mere tilbøjelig til at ende med at udføre disse opgaver. Som mand kan jeg bestemt sige, at jeg også har været den, der gjorde den slags, men lad os først tale om de anmodninger, vi får. Hvad er den værste anmodning, du nogensinde har fået fra nogen, der bare antager, at det er din rolle at gøre den slags?
Patrice Embry:
Der er ikke noget, jeg er blevet bedt om, som har været særligt groft, så vidt jeg husker. Jeg tror, det snarere er den enorme mængde gange, jeg er blevet bedt om at gøre den samme ting.
Ben Aston:
Ja, ikke?
Patrice Embry:
Du ved, hvad jeg mener?
Ben Aston:
Ja.
Patrice Embry:
Der er altså ikke noget, der skiller sig ud som: “Åh gud, den her fyr bad mig om at klippe hans tånegle.” Det er ikke sådan noget. Men antallet af gange, jeg bliver bedt om at gøre nogle af de her ting, er virkelig forbløffende.
Ben Aston:
Ja, jeg tror helt sikkert, at det for mig personligt handler om mængden og gentagelserne. Og jeg tror ofte, det sker, hvis vi ikke passer på. Vi kan komme til at understøtte en kultur, hvor vi bliver udnyttet, ikke?
Patrice Embry:
Jo.
Ben Aston:
Når vi imødekommer anmodningen: “Hey, kan du ikke bare bestille en taxa til lufthavnen til mit kundemøde?” Eller noget i den stil, og man tænker: “Ja, jeg hjælper dig denne gang, fordi jeg ved, du har travlt, og jeg vil ikke have, at du misser dit fly, for jeg vil gerne have, at du kommer til mødet. Hvis du ikke kommer til det møde, falder hele projektet fra hinanden.” Det handler om balancen mellem at hjælpe vores teams med at udføre deres bedste arbejde og holde fokus på arbejdet, men også om at spørge: “Hey, hvorfor skulle de ikke selv bestille deres taxa?” Så lad os komme ind til kernen. Handler det om, at vi skal definere vores jobbeskrivelse bedre, eller om, at vi ikke skal være så nemme at overtale? Hvad tænker du?
Patrice Embry:
Jeg synes, meget af det, du lige sagde, er helt rigtigt. Vores arbejde står måske ikke skrevet i jobbeskrivelsen, men det ligger i selve det arbejde, vi udfører: Vi fjerner de hindringer, folk møder, så de kan få udført det arbejde, vi har brug for, at de udfører, så projektet kan bevæge sig fremad. Det er vores job at fjerne alle forhindringer og bane vejen for, at arbejdet kan blive udført. Hvis det betyder, at de arbejder helt frem til mødetidspunktet og har brug for, at nogen banker på deres dør og siger: “Hey, det er tid til vores møde,” så de bliver mindet om det personligt, har jeg gjort det mange gange.
Ben Aston:
Ja.
Patrice Embry:
De havde en kalenderpåmindelse. Det er det, man gør. Men jeg tror, den afgørende grænse går ved, om de gør det, fordi de har brug for hjælp, samtidig med at de stadig respekterer din rolle, eller om de gør det, fordi de ikke respekterer din rolle og tror, at det er dit arbejde. Forskellen er, om jeg hjælper nogen, der ellers ikke ville spørge mig, og som respekterer min rolle som den, der leder et projekt, eller om de tænker: “Jeg behøver ikke gøre det her, fordi den anden person har til opgave at gøre det.” Det er dér, jeg bliver lidt utilpas. Jeg har nogle måder at gøre det klart på en høflig måde, at jeg ikke gør det.
Ben Aston:
Fortæl os om de måder. Hvordan gør du? Lad os lege rollespil. Patrice, jeg er lidt forsinket til mit møde i dag. Kan du sørge for, at konferencerummet er gjort klar, og sikre, at der er ringet op, så vi kan gå i gang, så snart jeg kommer?
Patrice Embry:
Jeg ville nok sige noget i retning af: “Jeg kan godt hjælpe dig denne gang, det er ikke noget problem. Jeg har ikke noget planlagt lige inden, så det er godt nyt – jeg kan godt hjælpe.” På den måde understreger jeg, at jeg måske ikke kan gøre det i fremtiden. Hvis jeg havde noget, jeg skulle lave helt frem til det tidspunkt, hvor jeg selv skulle være i mødet, kunne jeg ikke hjælpe, og det er sandt.
Ben Aston:
Ja.
Patrice Embry:
Når man gør det diskret, trænger budskabet for de fleste igennem. Man skal måske gøre det flere gange, men budskabet kommer frem, og de forstår, at når man gør det, gør man det for projektet og ikke for dem, fordi man er deres tjener.
Ben Aston:
Ja, helt sikkert. Fortæl os om dit perspektiv. For nogle mennesker – nogle af os – har været tjenere i årevis. Det er noget, vi på en måde har taget til os i vores rolle. For mig begyndte det, da jeg var praktikant på et reklamebureau, så som praktikant –
Patrice Embry:
Så du var professionel tjener.
Ben Aston:
Ja, præcis. Det gør en meget ydmyg, ikke? Man indser, at man er nederst på rangstigen, og at der ikke er nogen under en. Hvis der er beskidt arbejde, der skal gøres, er det en selv, der skal gøre det. Jeg føler, at det gennem min karriere har været svært at slippe den tankegang. Når folk omkring en har brug for at få noget gjort, prøver man bare at smøre hjulene og gøre, hvad der skal til, for at de kan udføre deres arbejde. Man hælder måske til at sige: “Okay, fint. Hvis det gør dig tilfreds og holder tingene kørende, så gør vi det.” Mit spørgsmål er derfor: Hvor meget handler det om et princip? I hvilken grad er det et princip, at vi ikke bare skal udføre alles beskidte arbejde? Og i hvilken grad handler det om, at ingen andre gør det – så hvorfor skulle jeg ikke gøre det?
Patrice Embry:
Hvis det gør dig vred, og du får lyst til at bede dem om at rende dig, synes jeg, du skal stoppe op og spørge dig selv, om du gør det, fordi du føler dig udnyttet, eller om du måske er lidt usikker på, hvor meget lederskab du har i projektet, bureauet eller virksomheden.
Der kan være mange grunde til, at du har det sådan, og du er nødt til at undersøge hvorfor. Det kan være, fordi du ikke føler, at du har den rigtige lederposition, og derfor føler dig lidt usikker. Det er ikke en god grund til at sige fra. At du er usikker på din position, er ikke en særlig god grund til at sige fra over for den slags. Men en god grund til at sige fra er, hvis du ikke får noget af dit eget arbejde gjort, fordi du skal udføre de her opgaver.
Ben Aston:
Ja.
Patrice Embry:
Det er et øjeblikkeligt advarselssignal. Eller hvis du er i en seniorposition, og den person, der beder dig om at gøre noget, er en junior designer: Femten minutter af din tid koster bureauet mere end femten minutter af deres tid.
Ben Aston:
Ja.
Patrice Embry:
Så du kan også se på det på den måde. Det koster dem måske 50 dollars at bede dig om det, men det koster dem 100 dollars at bede mig om det. Du bør udføre det arbejde. Det er også en god måde at anskue det på, så du kan vurdere, om det er en god idé at sige fra. Omvendt: Hvis det koster 100 dollars at få mig til at gøre det, men 200 dollars at få en vicepræsident til at gøre det, så gør jeg det. Der er altså også mere konkrete måder at navigere i det på.
Ben Aston:
Det synes jeg er godt og hjælpsomt. Du hjælper med at trække grænsen og skelne, for der kan være ting, som kun vi kan gøre, fordi vi er de eneste, der har adgang til noget, eller fordi vi har kreditkortoplysningerne. Derfor bliver vi ved med at blive bedt om at bestille sandwiches eller noget i den stil.
Patrice Embry:
Ja, selvfølgelig.
Ben Aston:
Men det er et virkelig godt punkt, at man bør tænke over, om det er den mest værdifulde anvendelse af ens tid, og om tiden kunne bruges bedre på noget andet. Det er meget hjælpsomt. For dem, der tænker: “Det er alt sammen meget godt. Vi skal gøre mere modstand og trække en grænse, men hvis det har været sådan i årevis, hvordan stopper man så?” Du gav eksemplet med at sige: “Jeg gør det denne ene gang, fordi jeg ikke har noget bedre at lave lige nu, men det kan være anderledes næste gang.” Men hvad gør man, hvis man pludselig vender rundt og fortæller nogen det, og de bliver overraskede?
Patrice Embry:
Ja, helt sikkert.
Ben Aston:
Forandringsledelse. Hvordan ændrer man kulturen? For det er vel det, vi taler om her: at ændre den kulturelle forståelse af, hvad det vil sige at være projektleder, og måske især hvad det vil sige at være mandlig projektleder sammenlignet med kvindelig projektleder?
Patrice Embry:
Hvis du allerede har gjort det hele tiden og tænker: “Ved du hvad, Patrice, du har ret. Det påvirker min mulighed for at få mit andet arbejde udført. Jeg kan virkelig ikke blive ved med at gøre det så ofte,” kan du sige: “Jeg ved, at jeg normalt gør det her. Jeg ved, at jeg normalt booker de her møder, og jeg ved, at jeg normalt bestiller frokosten, men min kalender … jeg kan simpelthen ikke. Måske ville det være en god idé, at vi hver især tager en del af det? Jane kan gøre den del, og John kan gøre den anden del.” Hvis du siger: “Jeg plejede at kunne gøre det, men min kalender er blevet så travl,” kan folk relatere til det. Det er en rigtig god grund til ikke at gøre noget igen. Du kan bruge det som forklaring, og du kan bøje det lidt, men det er sådan, du kommer ud af det.
Ben Aston:
Fint.
Patrice Embry:
Ja.
Ben Aston:
Det synes jeg er godt. At dele opgaven og få alle til at tage ansvar er et rigtig godt råd. Hvad ville være det første skridt til at identificere, om man bliver udnyttet, eller om noget skal ændres? Du har talt om at identificere de presserende ting, man bliver bedt om at gøre igen og igen, som måske ikke er vigtige. Er det et godt sted at begynde, eller hvor ville du starte, hvis du skulle trække grænsen?
Patrice Embry:
Jeg ville ændre det, der er lettest, først. Jeg tror meget på de lavthængende frugter. At begynde på noget som helst starter med det første skridt. Gør det første skridt nemt, og gør den nemme ting. Det er personligt sådan, jeg ville gøre det, især fordi det ikke vil føles så pludseligt, hvis du begynder med på en respektfuld måde at sige fra over for noget småt og derefter gør det samme over for større ting. De vil forstå, at du begynder at sætte grænser, og de bliver ikke overraskede, når du gør det. Så jeg siger: Begynd i det små, og arbejd dig op til de større ting.
Ben Aston:
Fortæl os ud fra din erfaring: Er det noget, du altid har kæmpet imod, eller noget, du først for nylig har indset – “Hey, det her bør jeg ikke gøre. Det skal ændres”? Hvad er din personlige erfaring med at blive udnyttet og derefter gøre modstand?
Patrice Embry:
Jeg begyndte ikke som praktikant, men jeg begyndte som en, der var ret junior. Alle, der nogensinde har undersøgt min baggrund, ved, at jeg ikke blev færdig på et almindeligt college. Jeg har ikke en bachelorgrad, så det var altid … Nu er jeg 400 år gammel, så det betyder ikke rigtig noget længere.
Ben Aston:
Wow.
Patrice Embry:
Ja, men du ved … du begyndte som praktikant. Jeg begyndte med et mindreværdskompleks og en mistroisk indstilling, fordi folk måske ikke troede, at jeg kunne gøre et godt stykke arbejde. Ingen af dem, jeg arbejdede sammen med, vidste det. Det er måske ny information for nogle af lytterne, men det betyder ikke rigtig noget længere. Jeg begyndte et sted, hvor jeg tænkte: “Jeg må gøre alt, hvad jeg kan, for at få de her mennesker til at tage mig alvorligt.” Derfor gjorde jeg bogstaveligt talt alting, så folk skulle tænke: “Patrice har styr på det. Vi kan virkelig stole på, at hun klarer alt.” Men det eneste, jeg egentlig gjorde, var at gøre det nemt for folk at udnytte mig på bestemte måder.
Jeg tror derfor, at dette råd især giver mening for folk, der lige er begyndt på deres karriere. Men jeg tror, og jeg ved, at du og jeg er uenige her, at det sker oftere for kvinder end for mænd, fordi vi er vant til samfundsnormer og ubevidste fordomme. Ubevidst er det vigtige ord, fordi mange straks går i forsvarsposition og siger: “Jeg er ikke sexist. Jeg respekterer kvinder. Jeg gør ikke sådan noget.” Det er denne ubevidste fordom, eller det faktum, at man måske ser det ske uden helt at vide, om den person, der får det til at ske, gør det med vilje. Man vil ikke skabe uro, så det er enten den ubevidste fordom eller den ubevidste accept af en kulturel norm, der får dette til at ske oftere for nogle end for andre. Når man tænker på de her trivielle opgaver, kommer ordet sekretær til at tænke på en, ikke?
Værd at tjekke: Mørke historier, delt lys: En paneldebat i anledning af kvindemåneden
Ben Aston:
Ja.
Jeg er ikke projektets sekretær. Når du siger sekretær, hvad tænker du så på? En kvinde, der sidder bag et skrivebord. Der er altså en mærkelig ubevidst fordom, som gør det sværere for kvinder at sige fra over for den slags.
Ben Aston:
Ja. Jeg er selvfølgelig mand, og jeg har oplevet –
Patrice Embry:
Og du er en god mand. Du er en god mand, og det er derfor, det ikke rammer dig, fordi du er en god mand, og jeg er sikker på, at du ville sige fra over for det. Jeg forstår det.
Ben Aston:
Jeg tror også, at noget af det muligvis hænger sammen med, at der især inden for digital projektledelse – det er måske en generalisering, som er helt forkert – er mit indtryk, blandt andet på grund af de mennesker, jeg har haft på mine teams gennem årene, men også når jeg ser på branchen, at der er langt flere kvinder end mænd. Det betyder bare –
Patrice Embry:
Der er langt flere kvinder end mænd inden for digital projektledelse. Der er langt flere mænd end kvinder i udviklerroller, og når du ser på dit projektteam, har du typisk en masse udviklere og måske en designer. Jeg synes, designere er nogenlunde ligeligt fordelt mellem mænd og kvinder. Det er vi stadig ikke nået til med udviklere. Du har måske én designer, men fem udviklere. Du kan have fem mænd på dit team og måske én anden kvinde, så I er to, og derfor kan dynamikken ændre sig.
Ben Aston:
Ja.
Patrice Embry:
Det kan den, så …
Ben Aston:
Min pointe er, at det derfor bliver sværere som kvinde at sige fra over for det. Men det, der virkelig gav genklang hos mig i det, du har talt om, er, at vi som projektledere forsøger at skabe værdi for vores teams, projekterne og kunderne. Vi bør tænke: “Det er selvfølgelig okay at gøre nogle af de her ting en gang imellem.” Men hvis vi overvejer, hvad der er vigtigt, og hvad jeg bør prioritere, skal vi tænke på dilemmaet mellem presserende og vigtigt. Vi bør kun udføre de her trivielle opgaver for andre, hvis de både er presserende og vigtige. Vigtige for projektet, vigtige for at sikre, at vi leverer til tiden og inden for budgettet, og vigtige for at holde projektet kørende. Så kan vi gøre undtagelser –
Patrice Embry:
Og hvis du bogstaveligt talt er den eneste, der kan gøre det. Det er også vigtigt, for der er én ting, vi ikke har talt om: at tage noter. Det er et meget ømt punkt for mange. Alle kan tage noter i et møde. Alle kan gøre det, så der er ingen mangel på personer, medmindre du sidder i et møde kun med én anden person, og den anden person bogstaveligt talt taler hele tiden, mens du ikke siger noget. En anden end projektlederen kan tage noter. Jeg tager altid noter. Jeg er ligeglad med, hvem der ellers tager noter, for jeg tager noter til mig selv, og det –
Ben Aston:
Det var netop det, jeg ville sige. Som projektleder –
Patrice Embry:
Det er også det, jeg gør. Jeg siger –
Ben Aston:
Vi kunne tale, hvis du –
Patrice Embry:
Jeg siger: “Jeg tager noter til mig selv. Jeg er god til at tage noter til mig selv, men jeg kan sikkert også tage noter til projektet.” Det er en af mine standardsætninger. Når nogen siger: “Tager du noter?” svarer jeg: “Ja, jeg tager mine egne noter, men jeg tager ikke noter for projektet.” Eller jeg begynder mødet med at sige: “Jeg kommer til at tale meget under dette møde, så du, som ikke kommer til at tale så meget, vil du tage noter til mødet?”
Ben Aston:
Ja.
Patrice Embry:
Det giver mening, og ingen vil sige imod. Det giver mening.
Ben Aston:
Medmindre alle ved, at personen ikke skriver gode noter. For det interessante er, at alle kan skrive noter, men forskellen på noter skrevet af en projektleder er måske, at de er lidt mere strukturerede.
Patrice Embry:
Bedre.
Ben Aston:
Ja, det giver mening.
Patrice Embry:
Måske er de også lidt bedre.
Ben Aston:
Efter nogle gange med dårlige noter begynder folk måske at sige: “Hey, Frank, eller hvad du nu hedder, dine noter er virkelig dårlige. Du burde tale med Patrice og finde ud af, hvordan man gør det ordentligt.”
Patrice Embry:
Ja. Jeg tror, at hvis det, du gør, ikke bidrager til, at du kan indtage en lederrolle, og til at folk ser dig som leder, skal du passe på. Du ønsker ikke, at det at tage noter hele tiden, bestille rejser eller gøre den slags skal svække din mulighed for at sige til nogen: “Du udfører ikke det arbejde, jeg beder dig om, og jeg har brug for, at du gør det anderledes.” Hvis du har placeret dig selv i en situation, hvor det ville være mærkeligt at fortælle nogen, hvad de skal gøre, har du fjernet dig fra det, der grundlæggende er dit arbejde. Hvis du har placeret dig selv i en rolle med trivielle opgaver og ikke længere kan lede, er du gået for langt.
Ben Aston:
Ja.
Patrice Embry:
Du har været for imødekommende. Det er den store lakmustest. Kan du fortælle en person, at vedkommende har gjort noget forkert? Nej? Så har du sandsynligvis gjort for meget på den anden side.
Ben Aston:
Ja. Har det påvirket din evne til at udføre dit arbejde ordentligt som projektleder? Det har været fantastisk. Patrice, tusind tak fordi du ville være med. Det har været dejligt at have dig med i dag.
Patrice Embry:
Tak.
Ben Aston:
Som en af vores DPM-eksperter medvirker Patrice ikke kun på det kommende digitale PM-topmøde, hvor hun holder et lynoplæg, men også i vores kommende kursus, der starter i september. Det hedder Millstream digital projektledelse. Hvis du ikke ved, hvad jeg taler om, men ved, at du har brug for projektlederuddannelse, så tag et kig. Det er et intensivt syvugerskursus. Det omfatter interaktive videolektioner, opgaver, gruppediskussioner samt mulighed for coaching.
Gå til DPM School, og tilmeld dig. Vi har kun få pladser tilbage, før kurset er fyldt op. Hvis du vil bidrage til denne samtale, synes jeg, det er en virkelig interessant diskussion. Hvor trækker vi grænsen? Hvordan trækker vi grænsen mellem vores roller som projektledere og projektadministratorer? Skriv en kommentar til indlægget, og gå også til ressourcesektionen på thedigitalprojectmanager.com for at blive en del af vores Slack-team. Der foregår mange interessante samtaler. Men indtil næste gang: Tak fordi du lyttede med.
