Vi introducerer Kære DPM – Anonyme råd til digitale projektledere (med Robyn Reynolds)

Læs transskriptionen:

Vi afprøver at transskribere vores podcasts ved hjælp af et softwareprogram. Tilgiv venligst eventuelle stavefejl, da botten ikke er korrekt 100 % af tiden.

Ben Aston:

Tak fordi du lytter med. Jeg hedder Ben Aston, og dette er podcasten for den digitale projektleder. I dag har jeg selskab af min nye bedste ven, Robyn Reynolds. Og i dag skal vi tale om vores fantastiske nye DPM-projekt, Kære DPM.

Robyn Reynolds:

Hej alle sammen. Jeg er superglad for at være her. Tak fordi du inviterede mig, Ben. Jeg elsker dig. Nye bedste venner.

Ben Aston:

(latter) Vores venskab er vokset. Men det taler vi om om lidt. Men Robyn, lad os først tale lidt om dig. Du har faktisk ikke skrevet en artikel for en digital projektleder før. Vi er ved at lancere dit første indlæg. Men du har arbejdet på dette nye projekt. Og det taler vi om om lidt. Men fortæl os lidt om dig selv. Du er i det nordvestlige Stillehavsområde, ikke?

Robyn Reynolds:

Jo. Jeg bor i Portland, Oregon. Eller mere præcist bor jeg lige uden for byen ved Mount Hood National Forest. Så jeg bor nærmest i et nordvestligt Stillehavsområde-klichémiljø. Lige uden for mit vindue står disse enorme cedertræer, og der løber en brusende gletsjerbæk. Det er ret sjovt, og jeg kan rigtig godt lide det.

Ben Aston:

Regner det lige nu?

Robyn Reynolds:

Det er solskin og blå himmel.

Ben Aston:

Utroligt. Det er det også hos mig. Men normalt regner det faktisk.

Robyn Reynolds:

Jeg ved ikke, hvad jeg skal stille op med solen lige nu. Det er mærkeligt.

Ben Aston:

Jeg gik ud i solen tidligere i dag, og det føltes faktisk varmt. Det er en forfriskende ændring på denne årstid. Fortæl os lidt om det. Det lyder, som om du befinder dig midt ude i ingenting som fjernprojektleder.

Robyn Reynolds:

Det gør jeg. Ja, absolut. Lige nu er jeg seniorprojektleder i en virksomhed, der hedder Dream 10. Vi er et lille designstudio, og vi fokuserer meget på produktdesign og brugeroplevelse, så det er virkelig sjovt.

Ben Aston:

Fedt. Hvordan begyndte du at arbejde sammen med dem? Jeg er altid interesseret i, især når det gælder fjernprojektledere, hvordan de faktisk får jobbet, når de arbejder på afstand. Hvordan fungerer det?

Robyn Reynolds:

Lad os starte fra begyndelsen. Når man bliver færdig på universitetet, ved man måske allerede ved slutningen af studiet, at man gerne vil arbejde med reklame. Desværre fik min mand, som var min kæreste på det tidspunkt, et godt job i Alaska, hvor jeg kommer fra. Så vi var nødt til at flytte tilbage dertil. Det var udfordrende at flytte tilbage til min hjemby. Men jeg begyndte at arbejde på et traditionelt bureau. På det tidspunkt arbejdede vi sammen med en leverandør, der hed 14-4, på et webprojekt. Pigen hed Amanda, og hun var producent. Og jeg ville lave det, hun lavede.

Ben Aston:

Du ville være hende.

Robyn Reynolds:

Jeg var fascineret. Så jeg skyndte mig grundlæggende tilbage ud af Alaska og ned til Portland, hvor jeg havde studeret, og arbejdede på et par forskellige bureauer der. For min nuværende stilling må jeg faktisk takke digitalprojectmanager.com for at have skaffet mig jobbet. Det var faktisk her, jeg så jobopslaget. Og jeg tænkte: ja, dronning, jeg søger. Det lyder fantastisk. Og her er vi i dag.

Ben Aston:

Wow. Ved du hvad, det er første gang, det er den første succeshistorie, jeg har hørt fra jobsektionen.

Robyn Reynolds:

Ja, og jeg tror virkelig, at fremtiden for meget af vores arbejde bevæger sig i retning af fjernarbejde. For mig ønskede jeg udfordringen ved at forme fjernteams, opbygge styrke og finde ud af, hvordan man driver en organisation bedre på afstand.

Ben Aston:

Hvor stor er Dream 10 så?

Robyn Reynolds:

Vi er stadig ret små. Vi er omkring fire personer, og så udvider vi afhængigt af projektbehovene. Det sjove er, at jeg også arbejder sammen med mange internationale freelancere. Så jeg kan være online meget tidligt om morgenen eller tjekke ind sent om aftenen, afhængigt af de forskellige tidszoner.

Ben Aston:

Og hvad angår de kunder, I har, hvem … Er der nogen på et kontor et eller andet sted, der lader, som om de driver et stort bureau?

Robyn Reynolds:

Vi er meget åbne om, at vi arbejder på afstand. Det, der er anderledes, er, at jeg ikke længere rejser i forbindelse med arbejdet. Da jeg tidligere arbejdede hos Struck, rejste jeg altid til Salt Lake eller L.A. for at mødes med kunder. Men nu holder vi mange møder via webkonference, nemlig Zoom Room. Jeg har fundet ud af, at vi er meget hurtige til at vende tilbage med projektplaner. Og vi er virkelig gode til at præsentere og opfordre vores kunder til at deltage gennem Zoom Room, som jeg er besat af.

Ben Aston:

Fedt. Så den måde, du typisk interagerer med kunderne på, er, at alle arbejder på afstand?

Robyn Reynolds:

Ja.

Ben Aston:

Så ingen tager til fysiske kundemøder?

Robyn Reynolds:

Nej, ikke endnu. Og det står vi virkelig ved. Jeg synes ikke, det har været en udfordring. Når man har sit webkamera tændt, er man ret sårbar og synlig for alle. Og selv på den måde viser jeg mit hus, ikke? Man kan se, hvad der er bag mig, og nogle gange kan man se mit barn. Så jeg synes stadig, det er meget personligt.

Ben Aston:

Ja, fantastisk. Hvad holder dig beskæftiget uden for arbejdet? Der er én ting, jeg gerne vil spørge dig om. Jeg stalkede dig på LinkedIn tidligere.

Robyn Reynolds:

Godt.

Ben Aston:

Og jeg så, at du er PR-direktør for Sons of Norway Anchorage.

Robyn Reynolds:

Det skal jeg have ændret. Nej, min far kommer fra Norge. Jeg kommer fra en ret stærk norsk baggrund, hvad angår kulturelle traditioner. Min far drev en forening deroppe for nordmænd. De mødes, har sprogundervisning og spiser norsk mad. Det hjalp mig med at styrke mine færdigheder inden for e-mail, webpublicering og alle mulige andre ting. Så det gør jeg ikke længere.

Ben Aston:

Så må du opdatere det.

Robyn Reynolds:

Det gør jeg. Jeg blev afsløret.

Ben Aston:

Afsløret. På LinkedIn har du tilsyneladende gjort det i omkring ti år.

Robyn Reynolds:

Jeg er meget erfaren, ja.

Ben Aston:

Jeg var imponeret. Meget imponeret. Hvis du ikke længere arbejder med Sons of Norway i Anchorage, syntes jeg, det var interessant. Det var et norsk selskab i Alaska, men du gjorde det fra Portland, og det syntes jeg var fascinerende.

Robyn Reynolds:

Nej, jeg beklager, hvis jeg skuffer.

Ben Aston:

Hvad laver du så ellers?

Robyn Reynolds:

Jeg fyldte for nylig 30, og jeg ved ikke hvorfor, men jeg prøver at gøre mig selv utilpas meget mere i min fritid. Det er lidt mærkeligt, for eksempel at lave denne podcast. Men jeg satte også et luksustelt op hjemme hos mig og lagde det på Airbnb sidste sommer, og det var virkelig sjovt.

Ben Aston:

Fedt.

Robyn Reynolds:

Når jeg ikke laver mærkelige og ubehagelige ting som det, drikker jeg en masse specialøl her i det nordvestlige Stillehavsområde. Jeg kan godt lide at besøge venner, og selvfølgelig ser jeg Netflix i lange stræk ligesom alle andre.

Ben Aston:

Især når du tilsyneladende befinder dig midt ude i ingenting ved siden af dine træer og din bæk.

Robyn Reynolds:

Nej.

Ben Aston:

Ud over at du slog teltet op i baghaven og solgte verden, eller Airbnb-verdenen, på din idé om luksuscamping: Hvad har du ellers gjort for at gøre dig selv utilpas?

Robyn Reynolds:

En anden ting, jeg gjorde for at gøre mig selv utilpas og udfordre mig selv, var at bestige det højeste bjerg i Oregon, Mount Hood. Det ligger omkring 30 minutters kørsel fra mit hus, og jeg havde kigget på det, efter jeg havde pendlet hjem fra Portland hver dag i omkring to år. Så tænkte jeg: Fint, jeg kommer efter dig. Jeg fandt ud af, hvordan jeg kunne få en masse træningsture ind. Min veninde Linda og jeg gjorde det, og det var sandsynligvis en af de hårdeste, men også mest spændende ting, jeg har gjort.

Ben Aston:

Det er sejt. Det bjerg googlede jeg, hvilket er grunden til, at jeg ignorerede dig et øjeblik. Det er lige omkring 3.500 meter højt. Det havde senest udbrud i 1907, hvis nogen er interesserede.

Robyn Reynolds:

Det er stadig aktivt.

Ben Aston:

Var det røgfyldt?

Robyn Reynolds:

Nej, man kan lugte svovl rundt omkring. Det virkelig skræmmende er, at vi gjorde det ret tidligt på sæsonen, så der var meget sne. En person endte faktisk med at dø deroppe den dag, hvilket er meget, meget trist. Så pas på, når I klatrer, alle sammen.

Ben Aston:

Pas på. Det er et af de rigtige bjerge, der har sne på toppen. Det er en stor ting. Lad os tale om Kære DPM. For tre måneder siden, hvilket desværre føles som lang tid siden, ville Robyn og jeg, som begge er projektledere, gøre det ordentligt. Der er derfor gået meget planlægning i det. Robyn skrev helt ud af det blå til mig og sagde: Jeg synes, vi skal lave en anonym rådgivningsspalte for digitale projektledere. Tre måneder senere er den her. Men Robyn, det hele var din idé. Jeg hopper bare med på din vogn. Hvad handler Kære DPM om?

Robyn Reynolds:

Først og fremmest tak, Ben, fordi du overhovedet var åben over for idéen. Jeg skrev jo bare tilfældigt til dig. Så det sætter jeg pris på. Jeg elsker så mange forskellige rådgivningsspalter og podcasts, der findes derude. Fra Savage Love til Dear Sugar og den helt almindelige Dear Abby. Jeg synes, der er noget virkelig særligt og dejligt ved at lære om og føle med andre menneskers problemer og derefter relatere dem til sig selv. Jeg ved, at jeg mange gange har vendt tilbage til de spalter eller tænkt på dem, når jeg stod i en lignende situation. Det har gjort mig klogere. I vores branche som DPM'er har vi en utrolig udfordrende rolle. Vi håndterer hele tiden andre menneskers problemer og fokuserer ikke nødvendigvis på vores egne, vel? Vi tilpasser, faciliterer, sender, redigerer og fastlægger omfang, men nogle gange står vi over for udfordringer, hvor vi bare har brug for at være åbne over for andre i vores fællesskab og søge råd uden at vise svaghed eller frygt over for et internt team eller en kunde.
Jeg ville bare virkelig gerne skabe et fællesskab, hvor vi kunne tilbyde nogle råd fra en uafhængig tredjepart, se om vi kunne hjælpe en anden og få et nyt perspektiv.

Ben Aston:

Ja, fantastisk. Vi har lagt nogle eksempelspørgsmål op, som folk måske gerne vil stille os. For at forklare konceptet har vi en ny side på thedigitalprojectmanager.com. Hvis du går til fællesskabssektionen, finder du Kære DPM. Der finder du den nye side, vi har oprettet, og på siden er der en formular. Alt, hvad du skal gøre for at indsende et spørgsmål, er at sende det anonymt. I andre fora og sammenhænge ville der være en registrering af, at du stillede spørgsmålet for evigt. Det smukke ved dette er, at du spørger anonymt. Robyn og jeg modtager dit spørgsmål, og så besvarer vi dine spørgsmål til Kære DPM. Vi har allerede lagt nogle spørgsmål op, og dem taler vi om om lidt. Har du startet et nyt job og indset, at du har begået en stor fejl? Arbejder du sammen med en kreativ diva, der driver dig til vanvid? Eller får du panikanfald på grund af den konstante lyd af Slack-notifikationer? Det var alle Robyns idéer til eksempelspørgsmål.
Så jeg må spørge, Robyn: Er det alt sammen noget, du selv har oplevet? Er det personlige problemer, du har stået over for?

Robyn Reynolds:

De er ret universelle DPM-problemer, ikke? Kan du ikke tænke tilbage på et tidspunkt, hvor du siger: Det skete vist også for mig. Scenariet er dog kontroversielt.

Ben Aston:

Det er lidt svært at tale om. Men lad os gøre det. Fortæl om at starte et nyt job og indse, at man har begået en stor fejl. Jeg må være ærlig og sige, at jeg næsten hver gang, jeg har startet et nyt job, har haft det sådan. Man begynder et nyt sted, og pludselig opdager man, at alle de ting, man tidligere var sikker på i sit gamle job, ikke længere fungerer. Man møder nye systemer, nye processer og nye mennesker, og så tænker man: Jeg hader det her, det er forfærdeligt.

Robyn Reynolds:

Helt sikkert.

Ben Aston:

Jeg ved ikke, om du har haft en lignende oplevelse.

Robyn Reynolds:

Helt sikkert. Jeg sidder herovre og nikker, for hvis du ikke oplever det i et nyt job, føler jeg næsten, at du ikke rigtig er begyndt endnu. Det er et meget menneskeligt øjeblik at gå igennem.

Ben Aston:

Jeg husker et bureau, hvor jeg begyndte, og jeg synes, de værste job er dem, hvor man føler, at man har begået en stor fejl. Det var mit første job efter et karriereskift. Jeg tror, det var mit tredje job eller sådan noget. Jeg gik fra account management til en ny rolle. Jeg havde været helt ærlig gennem interviewprocessen. På det tidspunkt var jeg account manager og havde været account executive. Jeg var blevet account manager på et traditionelt reklamebureau. Jeg var til samtale hos et bureau, der hed DARE, og fik at vide, at rollen var som producent, hvilket stort set var det samme, som jeg allerede lavede. Jeg syntes, det lød interessant. Min jobtitel ændrede sig fra account manager til producent.
På min første arbejdsdag fik jeg et projekt og fik at vide, at vi skulle bruge et estimat, et projektpanel og en arbejdsbeskrivelse. Jeg spurgte, om der var en projektleder, jeg skulle arbejde sammen med. De sagde nej, det var mig, der skulle gøre det. Det var på det tidspunkt, jeg indså, at jeg aldrig havde lavet en projektplan før. Jeg havde aldrig lavet et estimat eller en arbejdsbeskrivelse. Jeg havde altid arbejdet sammen med en projektleder. De gjorde det for mig, og jeg var bare den, der solgte det til kunden. Den dag tænkte jeg: Åh gud, det her var en virkelig dårlig idé. Jeg aner ikke, hvad jeg laver.

Robyn Reynolds:

Åh gud.

Ben Aston:

Heldigvis var der nogle fantastiske mennesker i den situation på DARE. Nogle, der var virkelig hjælpsomme og støttende. Jeg afslørede ikke helt, hvor lidt jeg vidste, men jeg var nødt til i smug at se YouTube-videoer om, hvordan man bruger Microsoft Project til at lave projektplaner. Ved dagens udgang tænkte jeg: Det her kan jeg godt. Det er ikke så svært at lave de ting, vi skal lave, så efter nogle få dage var jeg i gang. Men det var bestemt et af de øjeblikke, hvor jeg tænkte: Det her er en virkelig dårlig idé. Hvad laver jeg her?

Robyn Reynolds:

Åh gud. Jeg er helt enig i, at man nogle gange bare må lade, som om man kan det, indtil man faktisk kan det, ikke?

Ben Aston:

Jo.

Robyn Reynolds:

Og man skal selvfølgelig forblive ydmyg i den situation, men man skal også tænke: Okay, det finder jeg ud af. For jeg tror, at vi som digitale projektledere grundlæggende har et sæt færdigheder, hvor vi altid prøver at løse problemer. Færdigheder kan læres. Nu er du jo mester i Microsoft Project.

Ben Aston:

Ja. Jeg tror, det er så rigtigt. Det sjove ved digital projektledelse er, at det hele tiden udvikler sig, og der altid er noget nyt. De projekter, vi arbejder på, udvikler sig konstant. Vi arbejder ikke på de samme ting, som vi arbejdede på for fem år siden. Tidligere lavede jeg Saxton Banner-kampagner og mikrosider i Flash, som kunden brugte omkring en halv million pund på til en månedslang kampagne. Den slags gør vi ikke længere. Men vi havde helt andre udfordringer, som at arbejde med ActionScript og Flash. Og når jeg ser på det, der kommer, med virtual reality og spørgsmålet om, hvordan man skaber en brugeroplevelse i et virtual reality-scenarie, tænker jeg: Vent lidt. Det skal man finde ud af. Det er den slags ting, hvor man må lade, som om man kan det, indtil man faktisk kan det.
Der er altid en første gang, hvor man skal gøre det og etablere processen og derefter forbedre den. Men nogen skal vise vejen og lægge en plan og se, om planen kan gennemføres. Ellers har man bare en masse mennesker, der ikke aner, hvad de laver.

Robyn Reynolds:

Præcis. Nogle gange kan jeg godt lide at bruge ordet improviseret. Det har en negativ klang, men i den situation ved ingen måske, hvordan man når frem til slutpunktet. Så vi bliver bare nødt til at fortsætte med at prøve og justere et par ting for at nå derhen.

Ben Aston:

Ja, helt sikkert. Fortæl os om din kreative diva, der drev dig til vanvid.

Robyn Reynolds:

Jeg har haft et par stykker. Det har du sikkert også. Der er nogle få personer, der virkelig skiller sig ud. Masser af mennesker, der stormede ud af møder. Jeg måtte nogle gange finde meget, meget unikke måder at få fat i folk på.

Ben Aston:

Fortæl os historien om, hvad du måtte gøre for at få fat i en kreativ direktør, der gemte sig på pubben.

Robyn Reynolds:

Det er faktisk sket. Pubben lå i min bygning.

Ben Aston:

Fedt.

Robyn Reynolds:

Så jeg kunne spørge: Hvor er den og den til dette møde? Og så måtte jeg gå ned og trække dem med op. Nogle gange sladrede jeg om dem, hvilket er lidt drilsk. En gang holdt jeg en retrospektiv som en drukleg, og så mødte alle faktisk op til mit møde. Sådan.

Ben Aston:

Tal deres sprog.

Robyn Reynolds:

Ja, og det smukke ved fjernarbejde er, at jeg ikke længere behøver at købe frokost til folk. Jeg behøver ikke se deres udgiftsrapporter eller den slags, så jeg føler mig ret fri.

Ben Aston:

Det er smukt. Fortæl mig så om dine erfaringer med at blive DPM og nu seniorprojektleder. Hvordan har din rejse været med hensyn til den støtte, du har fået, og hvordan du har håndteret din udvikling gennem karrieren?

Robyn Reynolds:

Jeg føler mig utrolig heldig. Jeg har en meget stærk gruppe venner, som er projektledere, producenter og account managers, alt sammen inden for det felt. Nogle har været mine juniorproducenter og er vokset gennem graderne. Andre har altid været mine chefer, og jeg holder så meget af dem. Det er sådan, jeg altid har håndteret det: ved virkelig at støtte mig til de relationer for at få perspektiv og høre om deres erfaringer. På den måde synes jeg stadig, at det er utrolig vigtigt at få et helt upartisk perspektiv. Nogle gange tænker jeg tingene igennem ved at tale med andre om dem. Derfor vil jeg give jer alle en måde at gøre det på, så I måske ikke ender med at græde på badeværelset. Måske kan jeg få jer til at føle, at I har et lyttende øre, eller give jer et lille digitalt klap på skulderen. Jeg hjælper jer med at formulere det, hvis I ikke har nogen at gå til, eller hvis I ikke kan lide det svar, de gav jer. Ben, hvordan håndterer du det? Hvad gør du?

Ben Aston:

Jeg græder som regel på badeværelset.

Robyn Reynolds:

Ja.

Ben Aston:

Det er altid virkelig nyttigt at tale med folk. Jeg har også været heldig gennem min karriere. Det kunne være den account-person, jeg arbejdede sammen med, eller andre på mit team. Men jeg husker også situationer i nogle bureauer, hvor jeg tænkte: Vent, jeg har ingen at tale med lige nu. Det her er virkelig svært. Det bliver meget stressende, når man prøver at håndtere situationen alene og ikke nødvendigvis ønsker at eskalere den. For som du siger, kan det nogle gange gøre tingene mere alvorlige, end de behøver at være. Nogle gange har man bare brug for at høre, at man skal fortsætte, og at man er på rette spor, uden at eskalere det til direktøren og alle mulige forfærdelige ting.

Robyn Reynolds:

Der har også været tidspunkter, hvor min mentor eller chef sagde: Du overreagerer lidt. Og det har også været meget værdsat, ikke? At få at vide, at man går i panik over en dum ting.

Ben Aston:

Med skiftet til, at flere arbejder på afstand, uanset om alle eller kun nogle gør det, kan det være meget let at overreagere. Meget af kommunikationen foregår skriftligt. Jeg går ikke bare længere hen over kontoret. Der er meget større mulighed for at misforstå folk og ved et uheld overreagere på ting.

Robyn Reynolds:

Helt sikkert. Slack er en guldgrube af problemer, ikke? Jeg har lært, at nogle emojis er frække. Dem skal man ikke bruge. (latter)

Ben Aston:

Så burde jeg nok vide det. Hvilke må jeg ikke bruge?

Robyn Reynolds:

Den med tvillingerne? Pigerne, der er tvillinger og danser.

Ben Aston:

Okay, den kender jeg ikke.

Robyn Reynolds:

Har de ikke den i Canada?

Ben Aston:

Nej, det tror jeg ikke.

Robyn Reynolds:

Jeg sender den til dig bagefter.

Ben Aston:

Tak, det sætter jeg pris på. Okay, den skal man altså ikke bruge.

Robyn Reynolds:

Det er altid sjovt at navigere i den slags.

Ben Aston:

Er du også involveret i Portland DPM Meetup?

Robyn Reynolds:

Ja, helt sikkert. Beklager, min lydløs-knap var slået til. Jeg er løst involveret i det. Jeg driver det ikke, men jeg deltager ivrigt. Jeg var faktisk med i panelet sidste tirsdag. Det var en rigtig sjov oplevelse. Jeg fik lov til at tale med alle om at spørge en PM. Jeg var en af de fire repræsenterede personer, og det var spændende. Jeg elsker vores PM-fællesskab her i Portland, fordi vi ikke er account executives, vel? Vi er alle lidt udadvendte introverte. Vi mødes og taler, og så går alle igen. Arrangementerne er meget velorganiserede. Der er drikkevarer og mad, og der er ingen rekrutteringsfolk. Det er et smukt sted.

Ben Aston:

Det er sjovt, at det er sådan, du beskriver mødet. Jeg har været til Vancouver PM Meetup, og alle er glade for at deltage i selve mødet. Men næsten ingen tager med til drinks bagefter. Alle siger nærmest: Jeg har andre planer.

Robyn Reynolds:

Helt sikkert.

Ben Aston:

Jeg spekulerer på, om det er universelt. Det er interessant.

Robyn Reynolds:

Ja. Ingen bliver nogensinde vilde eller vanvittige. Alle har styr på sig selv.

Ben Aston:

Det er også meget rigtigt. Interessant. Jeg kan godt lide din meta-analyse af PM-mødet. Du var med i et panel. Hvad blev panelet spurgt om?

Robyn Reynolds:

Det hed Spørg en PM. Vi var fire. Jeg repræsenterede på en måde fjernarbejdet. Jeg er cool. Der var også en freelancer, en person, der var gået over til kundeservice, og en anden, der var strateg. Vi havde flere forskellige oplæg og derefter nogle breakout-sessioner som støtte.

Ben Aston:

Fedt.

Robyn Reynolds:

Ja.

Ben Aston:

Hvis du hører om meetups for første gang, så gå igen til fællesskabssektionen på thedigitalprojectmanager.com. Der finder du indlæg om alle de meetups for digitale projektledere, vi har fundet. Hvis du har et meetup, der ikke er med, så sig til, så tilføjer jeg det. De kan være en virkelig nyttig kilde til råd, information og til at holde sig opdateret. Det leder mig til mit spørgsmål til dig. Du talte om det konferenceværktøj, du elsker. Hvad har du ellers i din værktøjskasse som fjern-PM? Hvad bruger du til at håndtere dine medarbejdere og projekter?

Robyn Reynolds:

Min værktøjskasse har ændret sig, efterhånden som jeg er gået fra primært at arbejde på et kontor til at arbejde 100 % på afstand. Slack bliver brugt meget. Man skal vælge de rigtige emojis, have de rigtige kanaler og de rigtige samtaler i gang samt integrationer. Derudover er jeg personligt altid afhængig af min egen skrevne liste. Jeg har gennem årene lært, at jeg arbejder bedst med min prioriteringsliste skrevet ned. Ellers glemmer jeg den.

Ben Aston:

Så din prioriteringsliste er på papir?

Robyn Reynolds:

Ja. Jeg har notesbøger, og jeg er lidt mærkelig, fordi jeg gemmer mine notesbøger, indtil jeg er færdig med mit job.

Ben Aston:

Åh.

Robyn Reynolds:

Er det ikke tvangspræget? Og så smider jeg dem alle væk. Men det er ret sjovt. Det er som en dagbog med kedelige indlæg.

Ben Aston:

Jeg brugte også notesbøger tidligere. Jeg kunne godt lide, at man kunne gå tilbage, og at der øverst på hver side stod en dato. Så kunne man sige: Jeg ved præcis, hvad jeg lavede den 9. september 2015, fordi det står på denne side.

Robyn Reynolds:

Helt sikkert. Men vi er DPM'er, så vi kigger altid på andre værktøjer. Det er det sjove. Jeg kan altid lide at prøve forskellige ting. Men meget få ting bliver hængende for mig.

Ben Aston:

Så Slack.

Robyn Reynolds:

Slack bliver hængende.

Ben Aston:

Ja.

Robyn Reynolds:

Og stort set alt ender i Slack, ikke?

Ben Aston:

Hvad bruger du til at håndtere tidsplaner og projekter mere generelt?

Robyn Reynolds:

Lige nu bruger vi Flow hos Dream 10. Det er en ret enkel version af Trello eller et Kanban-board. Det har været meget sjovt. Jeg kan tildele mine opgaver og have forskellige kanaler og tidsplaner i det.

Ben Aston:

Fedt. Jeg har ikke hørt om Flow.

Robyn Reynolds:

Det havde jeg heller ikke, men nu er jeg evangelist for Flow. Det er fantastisk og enkelt. Nogle gange er enkelt bedre.

Ben Aston:

Ja. Jeg tror også, det afhænger af projektet. Nogle gange prøver vi at bruge de samme værktøjer til et stort projekt, som et stort teknisk webbyggeri, og så et strategisk UX-projekt. At prøve at bruge Jira til begge dele giver bare ikke mening.

Robyn Reynolds:

Helt sikkert.

Ben Aston:

Vi forsøger nogle gange at binde os til en bestemt proces og bestemte værktøjer, men så får vi et projekt eller en kunde, der ikke passer ind i det. Så tænker jeg: Det virkede ikke. Derfor tror jeg, det giver mening at være mere fleksibel og integrere med forskellige ting, så man har et system, der kan interagere med Jira, Asana eller Flow, eller hvad det nu er.

Robyn Reynolds:

Ved du, hvad der er sjovt? For flere år siden deltog jeg i det første Portland DPM Meetup. Det var hos Instrument, som er et virkelig godt bureau her.

Ben Aston:

Ja.

Robyn Reynolds:

De talte om, at de ikke havde en fast proces. Jeg fik en total åbenbaring. Bare fordi man arbejder ét sted og gør tingene på én måde, betyder det ikke, at alle projekter skal være sådan. Man kan tilpasse sin værktøjskasse og sin tilgang afhængigt af projektet og teamet, og det er helt okay. Det har jeg virkelig taget til mig siden.

Ben Aston:

Hvis man arbejder på et bureau, hvor man laver forskellige ting, giver det mening at standardisere, hvis man gentager den samme type projekt hver måned. Men hvis man laver lidt forskellige ting og aldrig helt ved, hvad der kommer ind ad døren, er det godt at forblive fleksibel.

Robyn Reynolds:

Helt sikkert.

Ben Aston:

Vi er ved at løbe tør for tid. Men endnu en gang: Gå ind på Kære DPM. Gå til fællesskabssektionen på webstedet, så finder du et link. Vi har allerede dækket nogle emner: Skal jeg blive, eller skal jeg gå? Det handler om at blive i sit job eller sige op. Og lidt fortabt, kvindelige chef. En fantastisk titel. Jeg har glemt, hvad den handlede om.

Robyn Reynolds:

Den handler om en kvinde, der overvejer, om hun skal forlade sit job eller blive og økonomisk støtte sin familie. Så det er ret tungt.

Ben Aston:

Det er ret tungt. På en lettere note udgav jeg i dag et indlæg om timesedler. Det er faktisk et meget almindeligt problem: Mit team udfylder ikke deres timesedler. Hvad skal jeg gøre? Se svarene på spørgsmålene, og udfyld dine egne. Vi vil meget gerne have dine spørgsmål. Vi laver sandsynligvis flere af disse podcasts, efterhånden som vi gennemgår nogle flere af de spørgsmål, der kommer ind. Hvis du vil bidrage til samtalen og ikke er en del af vores Slack-team, så gå igen til fællesskabssektionen på thedigitalprojectmanager.com. Der finder du et link til at blive medlem af vores fællesskab. Men indtil næste gang: Tak fordi du lyttede.