Sådan omfavner du AI, mens du holder dine projekter menneskelige

Læs transskriptionen:

Vi afprøver at transskribere vores podcasts ved hjælp af et softwareprogram. Tilgiv venligst eventuelle stavefejl, da botten ikke er korrekt 100 % af tiden.

Galen Low: Hej alle sammen, og tak fordi I lytter med. Jeg hedder Galen Low og kommer fra The Digital Project Manager. Vi er et fællesskab af digitale fagfolk med en mission om at hjælpe hinanden med at blive dygtigere, mere selvsikre og bedre forbundet, så vi kan øge værdien af projektledelse i en digital verden. Hvis du vil høre mere om det, så gå ind på thedigitalprojectmanager.com.

Okay, i dag gør vi noget lidt anderledes. I dag får vi et journalistisk perspektiv på brugen af AI-værktøjer og store sprogmodeller i digitale brancher. Altså ting som, hvad disse værktøjer er gode til i dag, sammenlignet med hvad de endnu ikke er helt gode til, og hvilke kompetencer digitale fagfolk bør fokusere på for at være på forkant med AI-udviklingen.

Med mig i dag har jeg Kelli Korducki, en erfaren journalist, som har skrevet for en lang række publikationer, som I sikkert har liggende på skrivebordet lige nu, og som for nylig er gået i dybden med brugen af store sprogmodeller i techbranchen.

Kelli, tak fordi du vil være med i dag.

Kelli Korducki: Tak fordi jeg måtte være med.

Galen Low: Jeg elsker din baggrund. Til de lyttere, der ikke ser videoen: Kelli har en dejlig plantesamling, en bogreol og en meget smukt belyst lejlighed i New York. Det er en fornøjelse at have dig med i programmet. Jeg nævnte det i begyndelsen, men det her er lidt anderledes. Jeg har normalt ikke journalister med i programmet, men jeg syntes, at dette var virkelig vigtigt, fordi der sker så meget med AI og store sprogmodeller, som går på tværs af forskellige brancher, den digitale sektor og techbranchen.

Og jeg ville virkelig gerne have dit perspektiv, fordi du har kigget bredt på området og ikke kun ser det gennem de samme projektledelsesbriller, som jeg gør. Jeg tænkte, at det kunne blive en rigtig god samtale. Men jeg ville gerne give vores lyttere lidt baggrund. Du har altså et imponerende CV, i hvert fald synes jeg, at det er et imponerende journalist-CV.

Du har skrevet for publikationer som Cosmopolitan, The Atlantic, The New York Times, Insider og The Guardian, bare for at nævne nogle få. Du har også skrevet en bog om historien bag at bryde fri, som jeg virkelig glæder mig til at læse. Jeg har ikke læst den endnu, men jeg er meget interesseret i den. Det, der slog mig, da jeg undersøgte din baggrund, var, at din spændvidde er enorm.

Og på det seneste ved jeg, at du har dykket lidt ned i AI og specifikt i, hvordan det kan omfavnes for at gøre fremtidens arbejdsliv en smule mere menneskeligt. Så jeg tænkte, at jeg ville starte med det måske indlysende spørgsmål: Hvad trak dig ind i AI? Som journalist forstår jeg godt, at det måske bare er en bølge, man er nødt til at følge, men da du og jeg talte sammen tidligere, kunne jeg virkelig mærke, at der er en passion for det, og at det resonerer med dig.

Hvordan kom du ind i det, og hvad trak dig ind?

Kelli Korducki: Det er et godt spørgsmål. Jeg tror faktisk, at jeg kom ind i AI gennem naturlig nysgerrighed, helt ærligt og også af egoistiske grunde. Ikke fordi jeg tænkte: Det her er nyt og spændende, og det skal folk skrive om, men snarere: Kommer det her til at overtage min karriere?

Vil jeg være helt ubrugelig om fem eller ti år? Bør jeg efteruddanne mig? Da bølgen af generativ AI for alvor begyndte at tage fart, hvilket var lidt over et år siden, altså i efteråret 2022, begyndte jeg virkelig at være opmærksom på det. Det er vildt at tænke på, hvor meget der er sket på så kort tid.

En del af det skyldtes, at jeg arbejdede som redaktør for The Atlantic, hvor jeg redigerede nyhedsbreve. En af de skribenter, jeg redigerede, var Charlie Warzel, som er techklummeskribent og nu fast techskribent på The Atlantic. På det tidspunkt skrev han et teknologinyhedsbrev, og tidligere havde han været på The New York Times og BuzzFeed, hvor han skrev om tech.

Han var den første person, der introducerede mig til det. Jeg tror, det var i min første uge på jobbet i august 2022, hvor han skrev om DALL-E og AI-kunst. Jeg tænkte bare: Det her er virkelig interessant. Det åbner for mange spændende spørgsmål om værdien af det menneskelige præg. Hvad bringer disse AI-værktøjer til bordet?

Hvordan ændrer det vores måde at tænke på menneskelig viden og menneskelig intelligens på – og på menneskers værdi? Så springer vi frem til marts 2023, hvor GPT-4 blev udgivet. Man hører straks alle de utrolige ting, som at den kan bestå advokateksamen, score virkelig højt i standardiserede tests og skrive en hel opgave på kommando, hvis man bare giver den nogle instruktioner.

Alle de ting vakte naturligvis min og alle andres interesse. Jeg blev betalende GPT-4-abonnent med det samme, så snart jeg kunne. Jeg begyndte at lege med det og forsøgte samtidig at forstå, hvordan det fungerer. Jeg har ikke en baggrund inden for datalogi, kunstig intelligens eller computerlingvistik. Jeg læste engelsk på universitetet.

Så jeg var nødt til at lære alt dette på en meget grundlæggende måde, som lægperson. Jo mere jeg lærte, og jo flere eksperter jeg talte med til artikler – og også bare af nysgerrighed – desto mere syntes konsensus at være, at der ganske enkelt er ting, en maskine ikke kan gøre, og som AI ikke kan gøre. AI kan ikke reagere på mennesker, AI kan ikke reagere på en ny situation eller en uforudsigelig omstændighed og derefter træffe en vurdering.

De er afledte modeller. Store sprogmodeller fungerer sandsynlighedsbaseret. Man giver dem et input, og så giver de dig det svar, der med størst sandsynlighed virker som det rigtige. På en måde er det meget cool, for det er også sådan, menneskelig deduktiv tænkning fungerer til en vis grad, men der er grænser for det.

Den kan ikke kontrollere sig selv. Den kan ikke følge en tankegang. Den kan ikke finde på noget nyt. Og for mig er det den mest værdifulde del af det, jeg laver. Det er faktisk også den del, det har taget længst tid at udvikle. Jeg var altid god til at skrive på sætningsniveau, men det at blive en god tænker var noget, jeg måtte udvikle over tid.

Og ja, AI kan ikke tænke. Den er snu, men den er ikke intelligent. Der er forskel på de to ting.

Galen Low: Jeg kan godt lide, hvordan dit perspektiv er centreret omkring arbejde og omkring værdien af menneskelig viden. Og jeg tror, at det gælder i alle professioner, men helt sikkert inden for projektledelse, og jeg vil også tro, at det gælder journalistik.

Det er nemt at reducere det til: Nå, du sætter ord på en side? Det gør den store sprogmodel også. Men der foregår faktisk noget andet, som er den intelligente del ud over den snedige del. Og jeg tror, at alle jobs har den del. Da vi talte sammen før, fik jeg en klar fornemmelse af, at vi taler om AI, men at de fleste af os specifikt taler om store sprogmodeller lige nu.

Den sandsynlighedsbaserede udfyldning af hullerne baseret på det, der er gjort før. Fra det perspektiv er jeg enig i, at den ikke skaber nye ting. Den skaber ting, men ikke nødvendigvis nye ting. Og så er der det, der ligger ud over det, hvor der sikkert sker en masse inden for AI, som bliver ret intelligent.

Jeg lyttede til hvad-var-det, Diary of a CEO, hvor der var en person fra Google, hvis navn jeg ikke kan huske lige nu, som talte om, hvor hurtigt AI kan blive intelligent. Men på denne dag i november 2023 – jeg tidsstempler normalt ikke de her ting, men alligevel – befinder vi os på et tidspunkt, hvor vi siger: Okay, det, vi arbejder med lige nu, er værktøjer, der bruger store sprogmodeller, og det ændrer vores måde at tænke på os selv på. Det er eksistentielt skræmmende, tror jeg.

Men jeg kan godt lide hele den tankeproces, du endte med: Okay, jeg er intelligent, og den store sprogmodel, jeg bruger, er snedig. Jeg var nysgerrig på den, og jeg er nødt til at omfavne den. Men jeg skal behandle den som en snedig assistent snarere end som noget, der kommer til at gøre mig overflødig. Det synes jeg er interessant. Det er sjovt, for i alle de samtaler, jeg har i disse dage, er det store spørgsmål: Hvor længe går der, før AI overtager mit job?

Men selvom det er det spørgsmål, vi alle tænker på, og jeg tror, at det også dukkede op for dig undervejs, er det så overhovedet den rigtige måde at se på det på? Og hvis ikke, hvad er så den mest produktive måde at se på det og besvare spørgsmålet på, så man kan komme videre?

Kelli Korducki: Det citat, jeg altid vender tilbage til, når jeg hører spørgsmålet om, hvorvidt AI vil tage mit job, er fra en AI-ekspert, jeg talte med til en artikel, jeg skrev for The Atlantic tidligere på efteråret. Han sagde: AI erstatter ikke jobs, den erstatter opgaver. Hvis man tænker på et job, består alles job af alle mulige slags opgaver.

Nogle af dem er grovarbejde, rutinearbejde og administrative ting som at sende opfølgende e-mails, lægge ting i en Google-kalender eller administrere et budgetark. Det kan være en del af nogens job og af mange menneskers jobs, men det er ikke det centrale i jobbet.

Den centrale del af jobbet er i projektledelse for eksempel at lede mennesker, sørge for at folk arbejder sammen på en måde, der giver mening, og at man når et mål inden for en bestemt tidsramme og helst inden for et bestemt budget. AI kan hjælpe med bestemte opgaver, der hænger sammen med det, som at planlægge eller finde nogle af budgetdetaljerne.

Men når alt kommer til alt, er det her et menneskejob. Det handler om, at mennesker kan være i et rum eller i et virtuelt miljø, se på de andre i et team og sige: Okay, den her person arbejder godt sammen med den her person. Den her person skal lave den slags. Den anden person er virkelig stærk på dette område. Og så få alle de forskellige dele til at gå op i en højere enhed, så man når et mål.

Det er ganske enkelt ikke noget, som nogen sprogmodel i øjeblikket er i stand til, og måske aldrig bliver i stand til. Det er også den vigtigste del af en projektleders job: menneskedelen. Det er projektledelsens kunst. Så hvis du tænker på AI i forbindelse med projektledelse, kan du virkelig se det som en praktisk assistent, der overtager nogle af de opgaver, jeg ikke nødvendigvis vil kalde mindre kvalificerede, men mindre strategiske og mindre menneskeorienterede, og sørger for, at de spiller godt sammen.

Galen Low: Det er sjovt, for jeg tror måske, at vi alle tænker det i vores hoveder, og jeg er sikker på, at det også sker i nogle samtaler, men i de højeste stemmer og mest offentlige samtaler hører jeg ikke mange sige: Hurra, nu kan vi bare slappe af, fordi vi ikke skal planlægge, beregne budgetafvigelser eller udføre de opgaver, som de fleste egentlig ikke havde lyst til at lave til at begynde med.

I stedet er vi stolte af dem, og vi er så stolte af vores arbejde, vores professionelle liv, og der er ikke noget galt med det. Men i en sådan grad, at når teknologien kommer og siger: Du kan gøre mindre, du behøver ikke gøre lige så meget, så tænker vi: Åh nej, det er jeg bange for.

Det er en meget interessant tankegang, den måde vi beskytter vores roller, professioner og karrierer på. Jeg ved ikke. Har du haft mange samtaler, hvor folk siger: Nej, det her er fantastisk. Tag endelig over på de opgaver, så jeg kan lave andre ting?

Kelli Korducki: Ja, det er faktisk en rigtig god pointe, som jeg føler, vi ikke hører så meget om. Men det er sandt. Min egen oplevelse og oplevelsen hos alle, jeg taler med – de fleste af mine venner arbejder inden for journalistik eller noget, der ligger tæt på journalistik, og næsten alle mine venner er kreative fagfolk – er, at den sjove ting ikke er: Åh, jeg vil ikke have, at denne maskine blander sig i de ting, jeg kan lave.

Alle, jeg kender, siger: Ja tak! Tag endelig den her opgave, som jeg ikke behøver at lave. Vil du transskribere min optagelse? Fantastisk! Gå bare i gang. Jeg tror, at folk, i hvert fald dem jeg kender og mig selv, har en tendens til at se det for, hvad det er: Den kommer ikke til at lave arbejdet for dig, når det gælder arbejdet med faktisk at skabe noget nyt, som ikke eksisterede i verden før.

Men den er meget nyttig til mere trivielle og rutineprægede opgaver. Jeg begyndte næsten med det samme at bruge en AI-baseret lydtransskription. Så snart det blev muligt, begyndte jeg at bruge AI-transskription til mine lydoptagelser fra de interviews, jeg lavede, fordi jeg optager tre, fire eller fem timers lyd på en given uge.

Hvis jeg skulle transskribere alt det manuelt, ville det være hele mit liv. Jeg ville ikke have tid til faktisk at skrive. Og det er faktisk skrivningen, jeg bliver betalt for. Jeg bliver ikke betalt for at transskribere interviews. Så jeg tror, at mange af os, i hvert fald alle jeg kender, ser det sådan.

Det er virkelig nyttigt til at opsummere meget lange tekster. Hvis jeg skal opsummere nogle forskningsartikler, videnskabelige artikler udgivet i videnskabelige tidsskrifter, er det et dokument på 40 sider gange det antal, jeg skal gennemgå. Det er meget nyttigt at give det til en chatbot og bede den om at give mig hovedpunkterne i et sprog, som almindelige mennesker kan forstå. Og selvfølgelig – eller i hvert fald efter min personlige bedste praksis, som jeg anbefaler alle – skal man helt klart dobbelttjekke, fordi disse ting ikke er 100 % pålidelige, og de finder på ting. De hallucinerer.

Så man er nødt til at faktatjekke. Men ja, det er virkelig nyttigt. Det sparer enormt meget tid og frigiver tid til at lave det arbejde, der faktisk er arbejdet. Det arbejde, som jeg er særligt kvalificeret til at udføre.

Galen Low: Jeg kan godt lide den måde, du indrammer det på. Folkene i dine kredse er kreative fagfolk, men jeg tror, at det er dér, nøglen ligger.

Mange af vores professioner har et kreativt aspekt. Du talte om forskellen mellem rutine og ting, der er helt nye. Jeg tror også, at mange projektledere faktisk tænker, at de bliver betalt for at udføre nogle af de opgaver, der sker i et regneark, eller for eksempel for at skrive statusopdateringer.

Men de, der tænker sådan, overser pointen. Pointen, som du sagde tidligere, og som jeg er helt enig i, er, at projektledelse grundlæggende handler om mennesker. Det handler om at tackle nye udfordringer sammen med mennesker hver dag, om ting, der ikke nødvendigvis er blevet gjort før, og derefter selv løse problemerne, så et projekt bliver leveret med succes. På en måde kan man sige, at det hele er kreativt. Det er det kreative. Det er det, en projektleder er særligt kvalificeret til. Det resonerer med mig som det kreative aspekt af ethvert job. Jeg tror, det er den del, der forhåbentlig bør blive forstærket af det her.

Det leder mig til det næste spørgsmål. Du har talt med folk overalt i techbranchen, udviklere og folk fra hele techindustrien. Men når det handler om værdien af menneskelig viden, den kreative side og den intelligente del, hvad bør projektledere, der arbejder digitalt, så gøre lige nu? Hvordan kan man bruge det til sin fordel i dag? Hvad bør man fokusere på?

Kelli Korducki: Det første og måske mest indlysende svar er at begynde at lege med værktøjerne, blive venner med dem og integrere dem i sit arbejdsliv. Jeg talte med en virkelig interessant projektleder, som er en veteran. Jeg tror, hun har arbejdet inden for området i over 30 år. Hun bor i Kelowna, British Columbia, på Canadas vestkyst.

Hun fortalte mig, at hun mener, det er det bedste, der er sket for fagområdet. Det siger en person, der har arbejdet inden for området nærmest for evigt. Hun sagde, at vi endelig kommer til at få folk til rent faktisk at lave deres forarbejde, før de går i gang med et projekt, og måske rent faktisk planlægge.

Hun tror, at det vil frigive tid til, at folk kan lave deres forarbejde om de forskellige bevægelige dele, de skal arbejde med, og at det vil forbedre projekternes succesrate.

Så ja, en måde at tænke på det på kunne være som en makker til det kreative og strategiske arbejde, så det kan foregå på en mere lineær, organiseret, mindre skræmmende og mere succesfuld måde.

Galen Low: Jeg kan virkelig godt lide det, du siger om at blive venner med værktøjerne. Og hvis jeg samler op på det, du siger, handler det om forarbejde. Du nævnte forarbejde. Det handler om at lære noget nyt, sætte sig ind i den nye teknologi og finde ud af, hvordan den kan hjælpe dig med at gøre dit job. Men jeg tror også, at du talte om det forarbejde, man sandsynligvis burde have lavet som fagperson og projektleder.

Måske kunne man ikke gøre det, fordi man hele tiden var begravet i disse opgaver, og nu er man nødt til at gentænke sin værdi samt den forberedelse og det forarbejde, der skal til for at få et projekt til at gå godt. Jeg vil tro, at det måske ikke handler om at bruge en time om ugen på at lave en statusrapport, men om hele den del af jobbet, der handler om – og så bogstaveligt talt forarbejde – at finde ud af: Hvad handler dette projekt om? Hvad er målene? Hvilken værdi tilfører jeg? Hvilken værdi leverer teamet? Hvilket forretningsresultat skaber det? Hvordan passer det ind i det større billede, i stedet for kun at spørge: Er dette milepæl på den rigtige dato?

Kommer vi til at nå den? Det er også vigtigt, men måske bliver den virkelig succesfulde person på dette tidspunkt den, der er kreativ omkring spørgsmålet: Hvad kan jeg gøre nu, som er anderledes, hvis jeg er blevet venner med dette værktøj, og det kan hjælpe mig med nogle af mine opgaver?

Jeg tror, at mange tænker sådan. Men som en person, der selv er kreativ, ved du, at kreativitet er svært. Især hvis man ikke ser sig selv som et kreativt menneske, og man har gjort tingene ret ensartet, projekt efter projekt. Man har sin metode, og så skal man ændre den.

Det svære er faktisk at finde på noget nyt uden allerede at have et grundlag for, hvordan det ser ud.

Kelli Korducki: Ja, helt sikkert. Men i den forbindelse vil jeg sige, at alt vidensarbejde – og jeg tror ikke, nogen vil være uenige i, at projektledelse er vidensarbejde – er kreativt arbejde, fordi det i sidste ende handler om at omsætte koncepter til at udføre noget nyt. Alt, der er bare en smule innovativt eller fremmer et mål, og opnåelsen af et mål, vil være kreativt, fordi problemløsning og det at lægge en strategi for at få noget gjort er kreativt arbejde.

Kreativitet eller det at være kunstner er noget, folk ofte taler om gennem deres kreative praksis, deres skrivepraksis eller deres malerpraksis. Kreative mennesker, som kunstnere, har en tendens til at tænke på processen med at skabe som selve målet. Det handler om hele det, der sker fra begyndelse til slut.

Det er en lang og kringlet måde at sige, at jeg synes, det faktisk minder meget om projektledelse eller enhver anden form for vidensarbejde. Vi har en tendens til at tænke på det at være kreativ som en slags særlig ingrediens eller magisk proces, men når alt kommer til alt, handler det faktisk bare om at stille spørgsmål og forsøge at finde forskellige måder at komme derhen, hvor man skal.

Jeg forestiller mig, at projektledere allerede eksperimenterer med deres processer fra projekt til projekt. Jeg vil tro, at ikke to projekter er ens, og at en del af arbejdet består i at rode med processen, justere den og lave små ændringer for at gøre udførelsen lettere.

Galen Low: Hundrede procent. Det her er måske en lille afstikker, men jeg tænker på, at ikke alle projektledere ser sig selv som kreative.

Og jeg ved, at processen med at skabe noget som kreativ person er en lidt anderledes tilgang. Så jeg spekulerer på, hvad du gør for at sætte ekstra fart på din kreativitet, blive inspireret eller virkelig finde en ny måde at gribe det an på, som du er i gang med at arbejde hen imod eller bygge.

Hvilke ritualer har du, som bringer dig ind i en kreativ tankegang, og som en projektleder måske kunne tage til sig?

Kelli Korducki: Det bliver det mest kedelige svar, men hvis jeg virkelig sidder fast, prøver jeg som regel at tage en pause. Hvis jeg læser noget, der ikke har noget at gøre med det, jeg skal arbejde med, vender jeg ærligt talt tilbage til min opgave eller mit projekt fuldstændig fornyet. Kvaliteten af min tænkning bliver bedre, og kvaliteten af min faktiske skrivning bliver bedre.

Nogle gange har man bare brug for at træde et skridt tilbage og rette tankerne mod noget andet, som stadig indebærer aktiv tænkning og engagerer ens tanker, men som ikke er arbejde.

Galen Low: Det er fair. Jeg tænkte faktisk, at det også var en interessant tilgang, fordi jeg også tænkte på inspiration.

Ville du opsøge noget lignende eller noget, der kunne inspirere dig? Eller bringer det dig faktisk ud af kurs, fordi det sætter dig i en sammenlignende tilstand?

Kelli Korducki: Helt sikkert. Nogle gange ville jeg kalde det research.

Galen Low: Ja, fair nok. Okay, der har vi det.

Kelli Korducki: Men ja, helt sikkert. For at få mere information. Nogle gange skyldes det at sidde fast, at man ikke har nok information. Så det er altid nyttigt at få mere information.

Galen Low: Og helt ærligt kan projektledere være dårlige til det. Vi sidder i vores silo og tænker, at vi selv skal løse alle problemer.

Der findes ikke nødvendigvis en bogreol med andre menneskers projekter, som vi kan bladre igennem for at få idéer og lave research. Det gør vi selvfølgelig i vores fællesskab. Det er samtaler, vi har dag ud og dag ind. Det er en god måde at se det som research på.

Det havde jeg ikke rigtig tænkt over. Men jeg tænkte på, hvordan projektledere kan tage en mere kreativ proces til sig og se sig selv mere som kreative fagfolk, fordi det vil hjælpe dem med at arbejde sammen med nogle af de værktøjer, der bygger på store sprogmodeller, og som kan overtage nogle af de opgaver, der efter alt at dømme er mindre kreative.

Men så er de nødt til at være kreative omkring, hvad de i stedet bør lave, nu hvor disse opgaver overtages eller i det mindste kan uddelegeres til en stor sprogmodel. Det er en interessant tanke.

Kelli Korducki: Ja, det er interessant. Den kvinde, jeg nævnte tidligere, projektlederen fra Kelowna i British Columbia, beskrev, hvordan hun bruger et værktøj. Jeg kan allerede ikke huske, hvad det hedder, men det er et værktøj til whiteboarding. Det kan have været Mural, og så er der et andet, der er virkelig godt til Gantt-diagrammer.

Galen Low: Det må være Tom's. Ja.

Kelli Korducki: Det er Tom's. Okay, så Tom's var til Gantt-diagrammer, og Mural var whiteboard-værktøjet. Men måden, Annie McLeod forklarede processen med at bruge en stor sprogmodel i et projektbaseret miljø på, kræver, at man giver den instruktioner og input. Man kan ikke bare forvente, at den magisk genererer noget.

Man er nødt til at tænke processen igennem, mens man giver den instruktionerne. Det ender med at blive et brainstormingsværktøj, et samarbejdsbaseret brainstormingsværktøj. Man skal tænke over, hvad man gør, og hvad man forsøger at opnå, og derefter justere undervejs. Det ender naturligt med at blive en kreativ, iterativ proces.

Disse værktøjer kan faktisk på nogle måder hjælpe den enkelte projektleder med at være mere kreativ i sin tilgang til arbejdet. Og det er fantastisk! De frigiver ikke kun tid til det kreative arbejde, men giver også et skelet til at have en kreativ proces. Det er virkelig interessant.

Galen Low: Det kan jeg godt lide. Og faktisk synes jeg, at det afrunder samtalen fint. Du sagde tidligere noget om menneskelige kompetencer. På nogle måder er den kreative proces det samarbejde, vi styrer. Ja, det er et projekt, men grundlæggende er det menneskeligt samarbejde.

Og det er faktisk det menneskelige aspekt, der bliver værdien. Det, projektledere bliver betalt for at gøre. Det, de er kvalificerede til at gøre. Måske føler ikke alle, der udfører jobbet i dag, sig kvalificerede til denne form for menneskeligt samarbejde. Men i samspil med værktøjerne: Hvordan kan projektledere lære mere og træne sig selv mere i menneskeligt samarbejde og menneskelige kompetencer?

Problemløsning, nuancer og den slags, i stedet for bare at lære en ny metode og forsøge at implementere den, hvilket sikkert er fint. Men kunne tiden også bruges på noget andet, der opbygger deres selvtillid i menneskelig interaktion og styring af samarbejde? Og hvis ja, hvad kunne det så være?

Kelli Korducki: Der er mange måder, folk kan arbejde på for at opbygge deres bløde kompetencer. Jeg føler, at The Digital Project Manager har skrevet om det før. Det handler om de bløde kompetencer, de grundlæggende menneskelige færdigheder inden for projektledelse. AI ændrer ikke disse kompetencer.

De har altid været grundpillerne i jobbet. Måderne at arbejde på for at opbygge dem er de samme, som de altid har været. Det er bare sådan, at der måske nu er et større incitament til virkelig at fokusere på disse evner. Hvis teknologien fortsætter med at udvikle sig i det tempo, den gør i øjeblikket, vil der snart ikke være meget spillerum til ikke at have stærke grundlæggende kompetencer.

Galen Low: Det kan jeg godt lide. For mig hænger det hele sammen med en gentænkning af værdi. Hvis du lytter til dette lige nu og er projektleder, og den værdi, du tror, andre ser i dig – og måske også den værdi, du ser i dig selv – handler om, hvor godt et regneark du har, eller hvor hurtigt du kan transskribere mødenoter og lave referater, kan det faktisk være en øvelse at tænke på dig selv som lidt mere kreativ og lidt mere strategisk.

Man kan skille det, man laver hver dag, ad og se på, hvad der er den menneskelige side, den kreative side og problemløsningssiden. Måske skal man bare gentænke den værdi for sig selv og gøre den til en del af sit brand. Ikke: Hej, jeg er en fantastisk projektleder, fordi mit regneark er fremragende, og mit Gantt-diagram er fremragende. Det er også vigtigt, men det, der skabte det, er processen med at skabe noget, der aldrig har eksisteret før. Det er en virkelig værdifuld ting.

Du har sikkert været nødt til at tale med mange mennesker for at forstå, hvor lang tid ting tager, hvad der afhænger af hvad, og hvad de vigtige datoer er. Og undervejs har du sikkert navigeret i en masse menneskelig dynamik med folk, der ikke ønskede at forpligte sig til en dato, ikke ville dele alle oplysningerne eller havde for travlt til dig. Det er værdien, og det er en kompetence, der ikke forsvinder fra professionen lige foreløbig.

Kelli Korducki: Eller fra nogen profession. Det er den slags, mennesker gør. Det er derfor, man ikke kan erstatte mennesker, fordi kun mennesker kan være mennesker og have menneskelige kompetencer. Men det er fantastisk. På en måde får det dig til at indse, hvad mennesker bidrager med i det arbejde, vi udfører sammen. Det er måske enkelt og lidt klichéagtigt, men det er rart at blive mindet om det.

Galen Low: Helt sikkert. Det er rart og lidt klichéagtigt.

Kelli Korducki: Det er rart og lidt klichéagtigt.

Galen Low: Og ved du hvad? Jeg kunne sikkert afslutte på en meget varm og menneskelig måde, men det gør jeg ikke, for nu vil jeg trække tæppet væk under os.

Vi har talt om store sprogmodeller. Bare rolig, de overtager opgaver. Du er stadig menneskelig. Du er stadig kreativ. Dine jobs er sikre. Men hvis vi ser langt frem, hvad er så det inden for AI og fremtidens arbejdsliv, der kan ændre det? Er der noget ud over store sprogmodeller, som dukker op i dine samtaler, hvor man siger: Okay, når det sker, så er vi alle arbejdsløse?

Er der noget, der hænger over os? Holder vi bare os selv glade for tiden, selvom vores professionelle undergang ligger et sted længere nede ad havegangen?

Kelli Korducki: Folk er meget optagede af det. Jeg har stillet det spørgsmål til de bedste og mest kvalificerede personer for at få et endegyldigt svar. Og de har ikke et, hvilket i sig selv er et svar. Jeg tror, det er sådan, at I burde kende svaret på det spørgsmål.

Galen Low: Nå ja, okay. Jeg havde ikke tænkt på det på den måde.

Kelli Korducki: De siger: Vi ved det ikke. Jeg håber, det nok skal gå. Så svaret er, at vi ikke ved det. Og vi bliver bare nødt til at følge med.

Men min optimistiske måde at se tingene på er, at vi i kraft af at være mennesker besidder en form for intelligens, som maskiner ikke har. Formentlig vil maskiner enten aldrig få den, eller altid have mindre af den. Derfor vil vi altid have en slags fordel og kunne være på forkant med udviklingen. Hvem ved, hvad der sker næste gang?

Galen Low: Hvem ved det? Men det er bedre at omfavne det end at stikke hovedet i sandet.

Kelli Korducki: Det er jeg enig i.

Galen Low: Kelli, mange tak fordi du ville hænge ud med mig i dag. Det har været rigtig sjovt, og det har været fantastisk at få dit perspektiv. Jeg ved, at du har talt med mange mennesker fra mange forskellige brancher om det her, og jeg sætter virkelig pris på dine indsigter.

Kelli Korducki: Selvfølgelig. Tusind tak fordi jeg måtte være med. Det har virkelig været sjovt.

Galen Low: Så er der kun tilbage at sige: Der har I det. Som altid, hvis du vil deltage i samtalen med over tusind ligesindede fortalere for projektledelse, så kom med i vores fællesskab! Gå ind på thedigitalprojectmanager.com/membership for at få mere at vide. Og hvis du kunne lide det, du hørte i dag, så abonnér, og hold kontakten på thedigitalprojectmanager.com.

Indtil næste gang: Tak fordi du lyttede.