Sådan gør du en karriere ud af det, der interesserer dig

Læs transskriptionen:

Vi prøver at transskribere vores podcasts ved hjælp af et softwareprogram. Bær over med eventuelle stavefejl, da botten ikke er korrekt 100 % af tiden.

Michael Mordak: Hej, det er Michael fra The Digital Project Manager, og velkommen til dagens medlemsprofil!

Det er lykkedes os at samle den største og mest imponerende gruppe projektledere, der skaber forandring og udfordrer de eksisterende paradigmer inden for projekter i dag. Derfor deler vi deres historier – de personlige og professionelle drejninger og omveje, vi tager, mens vi forsøger at besvare det gamle spørgsmål: "Hvad vil du være?" – så du også kan nå dertil.

I dag taler vi med det anerkendte medlem af fællesskabet og direktør for projektledelse hos 256, Sara Fisher. Sara har længe haft en passion for både grafisk design og regnskab, to veje, der kan se ud til at ligge i hver sin ende af karrierespektret. Det kan også se ud, som om de ikke har noget med projektledelse at gøre, men ved at være opmærksom på og åben over for mulighederne omkring sig endte hun ved et tilfælde i en rolle, hvor hun kan kombinere sine mange passioner til én.

Sara, det jeg gerne vil, er at finde ud af, før vi kommer for langt ind i det, hvad du egentlig havde forestillet dig for din karriere. Måske da du var yngre og voksede op – var der noget, du havde i hovedet, som du helt sikkert vidste, at du ville arbejde med?

Sara Fisher: Hvis vi starter med LS-serien, er jeg ret sikker på, at første gang nogen stillede mig det spørgsmål, var mit svar en rulleskøjtende tandlæge.

Jeg var kun fire år, så jeg vidste tydeligvis ikke, hvad spørgsmålet betød, og jeg havde sandsynligvis for nylig været hos tandlægen og til en fødselsdagsfest på en skøjtebane – to ting, der ikke havde noget med hinanden at gøre. Og jeg tænkte ved mig selv, at det var mærkeligt og kedeligt at gå til tandlægen, men at det ville være meget sejere at gå til tandlægen, mens man stod på rulleskøjter. Men mere seriøst var mit første rigtige svar på spørgsmålet helt sikkert kunstner.

Jeg har altid været tiltrukket af farver, design og kreativitet. Jeg var et af de børn, der elskede at få beskidte hænder med kunst- og håndarbejdsprojekter. Senere i gymnasiet udviklede det sig til et ønske om at blive grafisk designer. Da jeg skulle tilmelde mig universitetet, indsnævrede jeg derfor mine valg til to helt forskellige uddannelser: grafisk design eller regnskab.

De kunne ikke være mere forskellige. Jeg besluttede mig i sidste ende for grafisk design, men jeg har stadig en forkærlighed for og et blødt punkt for regnskab, som mange af mine venner og kolleger ærligt talt ikke forstår. Jeg synes, det er underligt beroligende og tilfredsstillende at organisere tal. Og nu kan jeg bruge det i budget- og scope-regnearkene for de projekter, jeg leder. Så det gik jo op.

Michael Mordak: Det er så interessant, fordi det virkelig er hver sin side af hjernen. Som du siger, den kreative side, hvor man udtrykker farver og kreativitet. Og så den side, hvor man analyserer tal og organiserer dem til læsbar information.

Det er også et enormt spænd, fra tandlæger og rulleskøjter til grafisk design og regnskab. Du har virkelig mange forskellige interesser.

Sara Fisher: Jeg har det hele. Hvad mere skulle man ønske sig?

Michael Mordak: Ja, du nævnte, at du valgte grafisk design på universitetet. Hvad skete der så? Tog du uddannelsen og begyndte at arbejde med grafisk design, efter du var færdiguddannet?

Sara Fisher: Når jeg ser tilbage, giver det perfekt mening, at jeg endte med at specialisere mig i projektledelse for kreative virksomheder. I slutningen af mit sidste år på bacheloruddannelsen havde jeg netop afsluttet min uddannelse i kommunikationsdesign, og jeg havde fået øje på et ledigt job som administrativ assistent hos et kreativt bureau, der specialiserede sig i produktion af statiske og animerede webbannere og e-mails og den slags.

Jeg var til samtale om rollen, og under samtalen viste jeg dem min designportfolio og fortalte, at jeg var interesseret i at skifte til en designerrolle, hvis der blev en ledig. De var åbne over for idéen, men sagde, at deres umiddelbare behov var at finde en, der kunne hjælpe dem med at holde styr på deres projektfiler og kalender.

Og med at administrere opsætningen af projekter i deres projektstyringssystem. Det var nok første gang i mit liv, at jeg hørte udtrykket projektstyringssystem. Jeg fik jobbet, og overraskende nok var det fuldt ud fjernarbejde, hvilket var sjældent dengang. I løbet af den første uge fandt jeg ud af, at der ikke var noget system til at fordele projekter til designerteamet, og kalenderen var i praksis helt fri leg. Designerne kiggede på kalenderen og tildelte sig selv projekter hver morgen, og jeg bemærkede, at teamet løb ind i problemer, fordi designerne endte med at arbejde på de samme projekter på samme tid.

Det var et miljø med hurtig gennemløbstid, hvor de fleste af vores projekter kun tog nogle få timer at færdiggøre. Så arbejdsgangen var et mareridt, og jeg tror virkelig, det var her, jeg ved et tilfælde blev projektleder. Jeg begyndte langsomt at tildele opgaver til folk. Til sidst blev det normen.

Jeg fulgte derfor op på leveringen af materialer fra kunderne og hjalp designerne med at holde orden, så de vidste, hvornår deres projekter skulle være færdige. Jeg blev oversætter af uklare kundeinstruktioner for designerne på måder, der gav mening i produktionen, og omvendt. Og jeg synes virkelig, det hjalp – som jeg nævnte tidligere, er det lidt som højre og venstre hjernehalvdel.

Jeg har den analytiske side, men jeg kan også tale kreativt. Og jeg tror, det hjalp mig meget, og jeg bruger det stadig i dag. Jeg vidste det ikke dengang, men nu står det helt klart for mig, at jeg lavede projektledelse hele tiden. Og lige siden har jeg, selv når min jobtitel ikke indeholdt ordet projektleder, bygget videre på de færdigheder, og der har sandsynligvis været et element af projektledelse involveret et eller andet sted.

Michael Mordak: Det er sjovt, for som du siger, søgte du egentlig bare rollen, fordi den var der, og fordi det var en lille by. Men baseret på dine interesser passede den næsten perfekt. Det var en rolle, hvor du talte med designere, men også skulle organisere dem. Og man kan virkelig høre, at der slet ikke var nogen styring involveret.

De tog alle de samme projekter og arbejdede på dem på samme tid. Det må have været totalt kaos, kan jeg forestille mig.

Sara Fisher: Ja, og det var fantastisk, fordi jeg faktisk også fik lov til at designe – det var bare ikke den primære funktion i mit job. Senere, da jeg var blevet fortrolig med projekttyperne og det, vi lavede, begyndte de, hvis hele teamet var optaget, at give mig designprojekter ved siden af. Til sidst blev det til: "Sara er også virkelig god til det tekniske." Så hvis jeg havde problemer med min fil – det var dengang, vi stadig brugte Flash til at lave animerede bannere – gik jeg ind i den og sørgede for: Er click tag placeret det rigtige sted?

Jeg blev den, man gik til på det tidspunkt, og endte med at oplære folk og lave oplæring, såsom vejledninger til produktionsarbejdsgange. De havde brug for en som mig, fordi den slags ikke rigtig blev samlet nogen steder. Og jeg kan godt lide dokumentation. Jeg kan lide at oplære folk og hjælpe folk, så det hele gik op. Til sidst blev jeg i stedet for at skifte til en designerrolle assisterende leder på den arbejdsplads. Så det fungerede godt for mig. Det er jeg ret glad for.

Michael Mordak: Du nævnte, at der var nogle ting, hvor du med din baggrund og analytiske tilgang allerede havde erfaring, som du tog med ind i jobbet. Var der andre specifikke færdigheder eller begreber, som faldt dig naturligt, og som du tog med ind i rollen, så du hurtigt fik succes?

Sara Fisher: Ja. Jeg har en naturlig tilbøjelighed til organisering og klarhed, hvilket hjalp mig meget og stadig gør det. Jeg er den type person, der gerne vil forstå hvorfor, og selv hvis jeg ikke forstod, hvad jeg skulle gøre for at fuldføre en bestemt opgave, ville organisering og klarhed det meste af tiden lede mig hen, hvor jeg skulle.

Ikke altid, men det meste af tiden. Jeg arbejdede på et offentligt bibliotek i gymnasiet, hvor jeg begyndte med at sætte bøger på plads, og det job var en fantastisk kanal for min kærlighed til organisering. Den primære funktion var jo at sætte ting på plads og holde orden, så vi brugte Deweys decimalsystem til at placere faglitteraturen. Det var måske min første officielle introduktion til organisatoriske systemer på en arbejdsplads, og i dag bruger jeg næsten hver dag noget tilsvarende som projektleder.

Jeg arbejdede også som blomsterdekoratør i et par blomsterbutikker gennem gymnasiet og lidt i løbet af universitetet. Her lærte jeg helt sikkert begrebet tidsstyring og vigtigheden af at vide, hvor lang tid det tog mig at færdiggøre en dekoration eller en opgave, og hvordan forretningen gik op og ned. Jeg lærte, at højtider som valentinsdag og mors dag var de dage, hvor vi alle begyndte tidligt og arbejdede meget sent.

Og nogle gange måtte vi hente ekstra hjælp ind for at få alle ordrerne færdige. Jeg hjalp også med at sikre, at vi havde alle de materialer, vi skulle bruge til at færdiggøre ordrerne. Hvis vi var ved at løbe tør, sagde jeg det til lederne, så de kunne sørge for, at alt blev bestilt og leveret, så vi kunne komme igennem alle vores ordresedler.

I projektledelsestermer har jeg siden lært, at det kaldes ressourcestyring, som jeg også bruger dagligt på arbejdet. Så det var virkelig nyttigt. En anden ting, jeg lærte i blomsterbutikkerne, var værdien af at holde kunderne tilfredse, for uden tilfredse kunder er det umuligt at få betaling.

Og det gælder stadig for de projekter, jeg leder i dag.

Michael Mordak: Jeg er også virkelig nysgerrig efter at vide – du nævnte, at Deweys decimalsystem var din første introduktion til organisering. Bruger du Deweys decimalsystem på arbejdet? Eller har du tilpasset det til det, du laver til daglig?

Sara Fisher: Jeg ville ikke kalde det Deweys decimalsystem, men når det gælder navngivningskonventioner for filer, kan filnavnet måske begynde med en datokode, fordi man skal vide kronologisk, hvornår det blev lavet, og det måske er det vigtigste, afhængigt af hvad applikationen var. Derefter kunne det være understregning, kundenavn, understregning, akronymet for annonceformatet eller de dimensioner, det havde. Så ja, det er ikke Deweys decimalsystem, men det er et eksempel på filnavngivning eller mappenavngivning og alt det.

Og jeg har helt sikkert brugt nogle organisatoriske systemer.

Michael Mordak: Det var nogle færdigheder, du havde opbygget over tid og tog med ind i jobbet. Men da du først begyndte at arbejde med det, hvor var de områder, hvor du vidste, at du havde brug for at opkvalificere dig? Og hvor var de steder, hvor du ikke var helt så god til jobbet?

Sara Fisher: Jeg tror, en af de største udfordringer, jeg personligt kæmpede med i det job som administrativ assistent, jeg nævnte tidligere, var at bruge for meget tid på detaljer, der i sidste ende ikke påvirkede det endelige mål. Og at indse, at de organisatoriske forbedringer, jeg måske gerne ville lave, ikke nødvendigvis var de bedste for hele teamet.

De flyttede måske ikke nålen på nogen væsentlig måde, bortset fra at de gav mig selv en følelse af tilfredshed, hvilket ikke er vigtigt i det store billede. Selv i dag kan jeg nogle gange blive opslugt af at bygge en ny arbejdsgang eller et nyt organisatorisk system, selv om jeg i virkeligheden burde bruge min tid et andet sted og fokusere mere på det, der faktisk bidrager til de overordnede mål.

I dag opdager jeg det meget tidligere, når jeg bevæger mig ned ad den vej, fordi jeg har opbygget en vis selvbevidsthed omkring det. Jeg er bestemt ikke perfekt, men jeg har lært at minde mig selv om, at selv om jeg måske er den mest organiserede person i rummet, og det bare er en del af min personlighed, blev jeg ikke nødvendigvis ansat for at overorganisere alt omkring mig på arbejdet. Der er en balance i det hele, og grænser kan være rigtig sunde i den forbindelse. Jeg kan for eksempel bruge den energi på at holde mit klædeskab organiseret efter ROYGBIV-farvespektret, og ingen andre bliver påvirket af det. Jeg får lov til at nyde det.

Ingen andre bliver irriterede over det, så det er en win-win-situation. Jeg blev også frustreret, hvis kunder ændrede mening om en projektanmodning eller en retning for en leverance. Jeg blev så forvirret i de situationer, hvor en projektanmodning var blevet oprettet med virkelig klare instruktioner, og leverancerne var produceret helt efter bogen og sendt til kunden, hvorefter kunden kom tilbage og sagde: "Det her er slet ikke, hvad jeg ønskede", eller: "Beklager, vi går i en anden retning."

Med tiden har jeg lært, at selv om jeg gerne ville holde tingene på sporet hele tiden og gerne ville have, at tingene var ligetil, vil projekter næsten altid ikke forløbe efter planen. Da jeg holdt op med at kæmpe imod den idé, lærte jeg at acceptere, at projekter hele tiden ændrer sig, og at forandring er en del af ethvert projekt. De bedste projektledere ved, hvordan de tilpasser sig disse ændringer og stadig ender med et virkelig tilfreds team og virkelig tilfredse kunder.

Selv om nogle ændringer virkelig er helt uforudsete, kan det nogle gange hjælpe at stille afklarende spørgsmål for at forhindre, at det sker. Så forsøg og fejl var helt sikkert min ven, og det er det stadig, når det gælder håndteringen af disse forglemmelser – ligesom det, at tiden går. Nogle ting kommer med tiden og er svære at forstå, før man selv har oplevet dem. Jeg har arbejdet inden for dette felt i over 12 år nu, og på dette tidspunkt har jeg opbygget et lille kartotek i hovedet over ting, man skal holde øje med.

Når bestemte problemer opstår under ledelsen af et projekt, har jeg eksempler, jeg kan hente frem fra hukommelsen på, hvad der gik galt, hvad der gik godt, og jeg kan bruge disse tidligere eksempler til at træffe bedre beslutninger i fremtiden. Jeg kan også se på, hvad andre gør i lignende situationer. Så hvis jeg skal opsummere de blinde vinkler, som jeg tidligere i min karriere havde brug for at opkvalificere mig inden for, handler det om at se det store billede i stedet for at leve helt nede i detaljerne.

Jo flere projekter jeg leder, desto mere indser jeg, hvor nyttigt og vigtigt det er at kunne se det store billede. Detaljer er gode og kan være virkelig nyttige, men at være overdrevent fikseret på detaljerne er måske ikke det bedste for mig selv, teamet eller kunden. Nogle gange er man nødt til at kunne se det hele for at vide, hvad der er bedst.

Michael Mordak: Det er en god opsummering. En ting, du nævnte til sidst, var betydningen af forsøg og fejl, at gennemføre retrospektiver og se tilbage på det: Okay, lad os tænke kritisk et øjeblik over, hvad der gik godt, hvad der ikke gik godt, og hvor der er områder, vi kan forbedre.

Vil du sige, at der er en genvej til at nå dertil hurtigere, eller er forsøg og fejl noget, man bare er nødt til at gennemgå?

Sara Fisher: Jeg tror virkelig, at forsøg og fejl er noget, man er nødt til at gennemgå. Der er så mange nuancer fra projekt til projekt, såsom teamsammensætning og kundedynamik.

Man kan ikke bare kopiere og indsætte eksempler, man har læst online, i ethvert projekt, man leder. Det var svært for mig i begyndelsen. Jeg ville gerne have, at alt var afklaret, fordi det bare er sådan, jeg er. Det tog mig et stykke tid at indse, at der altid vil komme ændringer. Jeg kan hjælpe med at dokumentere ting og strømline ting.

Men med den antagelse, at det vil ændre sig om en måned eller seks måneder. Så jeg tror, at jeg tidligere havde skyklapper på og kun fokuserede på det, jeg lavede, fordi det var min første rolle i den branche nogensinde. Og siden har jeg tænkt: Hold da op, jeg brugte virkelig meget tid på at være besat af, hvad en bestemt fil skulle hedde, set i det store billede.

Ja, jeg kunne godt have slækket lidt på det, men.

Michael Mordak: Jeg kan bestemt relatere til den situation, hvor man har skyklapper på og bare fokuserer på opgaven lige foran sig. Det er virkelig svært at se ud over skyklapperne og den umiddelbare opgave, når man ikke engang rigtigt forstår sin jobtitel.

Man identificerer sig måske ikke som projektkoordinator eller projektleder. Man prøver bare at håndtere det, der lander på ens bord, eller det, man tror, ligger på ens bord. En ting, du nævnte, at du med tiden har gjort for at udfylde det hul, er, at du er blevet lidt mere selvbevidst.

Jeg ville høre, om du kunne dele nogle af de strategier eller ting, du måske gør for at opbygge den selvbevidsthed.

Sara Fisher: Selvfølgelig. Uafhængigt af det er jeg også yogainstruktør med fokus på traumeinformeret yoga. Så jeg har forsket meget i og arbejdet personligt med, hvordan traumer påvirker kroppen, og med at kunne lægge mærke til de små signaler i kroppen, som kan indikere, at jeg er utilpas.

Det betyder ikke, at alt er en stor traumatisk ting, men menneskekroppen reagerer på situationer. Hvis jeg for eksempel er overdrevent fokuseret på noget, selv om jeg har masser af andre ting, jeg skal lave, og begynder at opdage: Spiste jeg frokost i dag? Sad jeg ved computeren i 10 timer uden at rejse mig?

Så er jeg meget mere bevidst om mit eget helbred, end jeg har været tidligere. Og så tænker jeg: Vent, tog jeg en dyb indånding, eller holder jeg vejret? Prøver min krop at fortælle mig noget? Måske er jeg utilpas på en eller anden måde, uden at jeg ved det endnu. Jeg forstår det ikke endnu. Min krop siger, at jeg er utilpas, men min hjerne registrerer det ikke endnu.

Så jeg har personligt arbejdet meget med det. Og jeg har også haft nogle virkelig gode ledere, som hjalp mig med at se det. De kunne sige: Sara, wow, du brænder for det her, men det er ikke, fordi vi er ligeglade med, at du er meget analytisk og kan organisere ting. Du har bare alle de her andre ting, og du kan godt gå væk fra det – det behøver ikke blive løst nu.

Det har hjulpet mig at have virkelig gode ledere, der mindede mig om det. Jeg har taget det til mig, så jeg nogle gange hører deres stemmer i baghovedet: Sara, bør du virkelig bruge så meget tid på det lige nu? Måske er der noget andet, du kan bruge din energi på, hvor det ikke føles så tungt for din krop eller hjerne, for det kræver meget arbejde at organisere ting, og den overdrevne fokusering kræver meget energi.

Så ja, det er vel mit bidrag her.

Michael Mordak: Grundlæggende siger du altså, at du skal lede det næste DPM-yogaretreat.

Sara Fisher: Hey, lad os tale om det.

Michael Mordak: Jeg er sikker på, at der er mange flere mennesker, der gerne ville tage lidt fri og bare fokusere på at slappe af. Måske kunne vi lave en mandag morgen med Sara Fisher.

Sara Fisher: Det er jeg med på.

Michael Mordak: Vi har talt om, at du begyndte med at ville være rulleskøjtende tandlæge. Du læste grafisk design, faldt ind i projektledelse, og det, jeg virkelig gerne vil vide, er: Hvor går du hen nu? Hvad er det store billede for Sara?

Sara Fisher: Jeg vil også gerne sige, at jeg stadig betragter mig selv som grafisk designer. Det er bare ikke min karriere. Jeg gemmer den energi til personlige projekter og ting for mine venner. Jeg fandt bare ud af, at projektleder var et meget bedre valg for mig professionelt. Og jeg kan godt lide at bruge den kreativitet på mine egne ting i stedet for på noget, jeg måske ikke brænder for.

Jeg lavede en masse bilreklamer, hvor bilen skulle køre ind fra venstre i snevejr. Jeg havde lavet så mange af dem, at det ikke længere var design. Det var bare gentagelse. Men når jeg ser fremad, er jeg lige nu direktør for projektledelse, og det vil jeg gerne udforske mere.

På længere sigt tror jeg, at jeg gerne vil bevæge mig ind i en rolle som driftsdirektør eller måske arbejde med konsulentydelser inden for projektledelse. Jeg kan helt sikkert se mig selv fortsætte med at arbejde med kreative mennesker. Det er min specialitet, det er det sprog, jeg taler, og det er min præference. Når jeg brænder for en bestemt interesse, er jeg den type person, der gerne vil vide alt, hvad der er at vide om den. Jeg går typisk videre til at lære noget nyt, når jeg føler, at jeg har lært alt.

Jeg bevæger mig ret hurtigt. Jeg lærer altid noget nyt. Jeg elsker følelsen af fremdrift. Og jeg bryder mig heller ikke om tanken om at lave det samme hver eneste dag resten af mit liv, så jeg kan mærke, at jeg på et tidspunkt gerne vil væk fra den daglige, praktiske projektledelse.

Det er derfor, jeg har fulgt den naturlige udvikling, som nogle projektledere følger: begyndende med arbejde som administrativ assistent, derefter projektkoordinering og videre til der, hvor jeg er nu. Jeg har gennemgået den udvikling. Men indtil for et par år siden vidste jeg ikke, at det var det, jeg ville.

Jeg tænkte bare: Nå, det her lavede jeg før, og det ser ud til, at jeg opfylder alle krav, så jeg søger og ser, om jeg får det. Hver af de nye stillinger bringer mig lidt tættere på at kunne leve i det store billede i stedet for i de daglige detaljer. Jeg har derfor lært, at jeg gerne vil have tid og rum til at tænke, og jeg elsker at løse problemer. Jeg vil gerne bruge mine færdigheder til at løse endnu større problemer.

Jeg elsker en god udfordring, så hvad den magiske stilling end måtte være, må du endelig fortælle mig det.

Michael Mordak: Den magiske stilling, der udfordrer os, men ikke overvælder os.

Sara Fisher: Ja.

Michael Mordak: Jeg kan virkelig godt lide den måde, du formulerede det på, og det lyder, som om det, du gjorde, var – du havde tydeligvis denne passion for grafisk design og kreativitet, og i stedet for at gøre det, som jeg tror, mange ved et tilfælde ender med at gøre, nemlig at jagte deres passion og bare gøre den til et job.

Og på en måde føle sig afkoblet fra den fandt du noget, der ligger tæt på en hobby, vil jeg kalde det, hvor du får lov til at arbejde ved siden af din passion, men ikke faktisk designe den samme bilreklame seks gange om dagen igen og igen. Og bare arbejde efter luner hos kunder, der – jeg vil sige det høfligt – nogle gange kommer med en mærkelig anmodning. Sådan.

Sara Fisher: Ja. Mine projektlederinstinkter går i gang. Jeg tror, min telepati fortæller mig, hvad du prøver at sige. Jeg forstår det.

Michael Mordak: Anmodninger, der ikke altid giver mening. Lad os bare sige det sådan. Ja. Jeg kan virkelig godt lide den måde, du gjorde det på. Jeg vil slutte af med et hurtigt spørgsmål. Jeg er nødt til at vide – og det er vores lyttere også – hvad er din yndlingssnack på kontoret?

Hvad spiser du ved skrivebordet, som hjælper dig gennem dagen? For jeg ved, at vi talte om, at man måske nogle gange ikke får spist frokost, og det er vi alle skyldige i.

Sara Fisher: Hvis jeg skal være ærlig, er den her virkelig svær, fordi jeg elsker mad. Af hensyn til denne podcast vil jeg sige, at min yndlingssnack i dag er chips med guacamole.

Det er bare så lækkert og mættende. Det er salt, velsmagende og knasende. Og det er min foretrukne hurtige frokost ved skrivebordet. Hvis man tilføjer skiveskåret kalkun, som man ruller sammen og spiser ved siden af, har man et hurtigt måltid. Man får protein, knas og natrium, og avocadoen giver alle de sunde fedtstoffer.

At drikke ville jeg sige en London Fog. Jeg smagte min første, da jeg gik på en videregående uddannelse for nogle år siden, og jeg har aldrig set mig tilbage. Jeg kan godt lide at lave dem derhjemme, og jeg elsker især at tilsætte lavendel. Og med henvisning til det, du sagde, da vi planlagde denne podcast: Guacamole og chips og London Fog hænger ikke sammen.

Jeg anbefaler dem ikke. Det er bare mine favoritter hver for sig.

Michael Mordak: Det er bare underligt at have en varm drik sammen med guacamole, tror jeg, fordi det er sådan let og forfriskende, eller jeg ved ikke. Det er bare mig.

Sara Fisher: To forskellige smagsprofiler, der ikke bør kombineres.

Michael Mordak: Der er for meget sammenstød.

Nå, men jeg vil bare sige igen, Sara, tusind tak, fordi du kom og talte med os. Det har været virkelig oplysende. Og jeg tror, at din historie vil give genklang hos så mange mennesker, som måske har gennemgået lignende udviklinger, mens de forsøgte at finde ud af, hvad de gerne vil lave.

Det er et spørgsmål, vi så ofte stiller os selv, og vi forsøger altid at finde ud af, hvad den bedste vej er for os, og hvor vi bør fokusere vores indsats for at få det bedste ud af vores karrierer og vores liv. Så jeg tror, at denne indsigt vil være utrolig nyttig. Og jeg sætter virkelig pris på ikke bare denne samtale, men også på at have din stemme i vores fællesskab dag efter dag, fordi du hele tiden giver masser af indsigt til resten af vores medlemmer derinde.

Og jeg ved, at de får så meget værdi ud af at have dit perspektiv og din erfaring med i den samtale. Så tusind tak. Det sætter jeg virkelig pris på.

Sara Fisher: Ja. Tak, fordi jeg måtte være med. Jeg vil meget gerne gøre det igen. Og ja, DPM-fællesskabet har også en særlig plads hos mig. Jeg elsker at vende idéer med alle.

Og det føles virkelig som et fællesskab for mennesker som os projektledere. Jeg er lige nu alene i min afdeling. Så jeg føler mig nogle gange lidt alene, og det er utrolig nyttigt at have et sted, hvor man bare kan spørge: Hvad synes du om den her idé? Og så få 10 svar inden for fem minutter. Der er andre mennesker, som oplever lignende ting i deres karrierer. Så det er virkelig hjælpsomt for mig.

Michael Mordak: Tak, fordi du lyttede til vores medlemsprofil med Sara Fisher. Hun har meget mere viden og indsigt at dele med dig. Så hvis du har lyst til at chatte med os i Slack-kanalen sammen med hele vores fællesskab af digitale projektledere, vil vi meget gerne have dig med!

Du kan læse mere om det på vores websted på thedigitalprojectmanager.com/membership.

Tak, fordi du lyttede med, og vi ses i den næste episode!