Sådan vælger du den rigtige frivillige mulighed for at udvikle din karriere inden for projektledelse

Læs transskriptionen:

Vi prøver at transskribere vores podcasts ved hjælp af et softwareprogram. Tilgiv venligst eventuelle stavefejl, da robotten ikke er korrekt 100 % af tiden.

Galen Low: Hej alle sammen, tak fordi I lytter med. Mit navn er Galen Low fra The Digital Project Manager. Vi er et fællesskab af digitale fagfolk med en mission om at hjælpe hinanden med at blive dygtigere, mere selvsikre og bedre forbundet, så vi kan øge værdien af projektledelse i en digital verden. Hvis du vil høre mere om det, så gå ind på thedigitalprojectmanager.com/membership.

Okay, i dag fortsætter vi samtalen om frivilligt arbejde, og hvordan man vælger den rigtige frivillige rolle for at få den projekterfaring, der kan føre dig derhen, hvor du gerne vil. Og en spoiler: Nogle gange er de bedste roller til at få erfaring med projektledelse ikke nødvendigvis roller inden for projektledelse.

Med mig i dag har jeg to markante profiler fra den internationale projektledelsesverden, Yasmina Khelifi og Mayte Mata Sivera. Yasmina er seniorprojektleder i telekommunikationsbranchen, podcaster og ivrig blogger. Mayte er leder af et projektstyringskontor i detailbranchen og en flittig foredragsholder. Sammen har de netop udgivet en bog om præcis dette emne. Den hedder Vejen fra frivilligt arbejde til projektledelse.

Yasmina, Mayte – mange tak, fordi I er her i dag.

Mayte Mata Sivera: Tak, fordi I havde os med.

Yasmina Khelifi: Mange tak, Galen.

Galen Low: Jeg sagde det i introduktionen, og jeg vil bare sikre mig, at jeg er tydelig over for mine lyttere.

Vi har haft et par episoder om frivilligt arbejde. Og grunden til, at jeg bliver ved med at fremhæve det, er, at det er så vigtigt i de samtaler, jeg har med enkeltpersoner – det klassiske hønen-og-ægget-problem: Alle vil have erfaring med projektledelse, men for at få erfaring med projektledelse skal man have erfaring med projektledelse.

Og hvad kan jeg gøre i den situation? Hvordan kan jeg finde et godt fodfæste i min karriere som projektleder? Og meget ofte er svaret, at frivilligt arbejde faktisk er en fantastisk måde at opbygge erfaring på, som får dig bemærket og hjælper dig med at lande de roller. Indtil nu har vi talt om frivilligt arbejde for at få erfaring med projektledelse.

Men jeg tænkte, at vi i dag kunne åbne samtalen lidt mere, anlægge et internationalt perspektiv og tale om noget af den relaterede erfaring, man kan få – ikke nødvendigvis ved at gå ud og lede efter frivillige projektlederroller, for der er sandsynligvis færre af dem, end man skulle tro – men også om, hvordan man vælger den rigtige mulighed for at få de rigtige færdigheder, der kan føre karrieren fremad, uden at sidde fast i den onde cirkel.

Jeg tænkte, at jeg ville gå direkte til sagen og stille jer begge et spørgsmål. Spørgsmålet er: Hvad er den mest usandsynlige frivillige rolle, I har haft, som endte med at hjælpe jer med at udvikle en færdighed, der blev afgørende for jeres karriere?

Mayte Mata Sivera: Jeg tager denne, fordi jeg brænder for frivilligt arbejde. En af mine første muligheder, da jeg flyttede hertil til Utah, var at være frivillig ved TEDxSaltLakeCity.

Det er et lokalt TED-arrangement. Og alle tænker: »Åh gud, Mayte arbejder frivilligt der.« Ja, jeg var projektleder. Vi havde masser af møder og tidsplaner, men min første praktiske erfaring dagen før arrangementet var at fylde vandflasker. Jeg brugte to-tre timer i et rum på at rengøre flasker, fylde dem med vand og gøre dem klar til deltagerne.

Og jeg tog en masse billeder, fordi jeg gerne ville huske oplevelsen. Det var vigtigt for mig, fordi jeg var sammen med en anden person. Vi knyttede et stærkt bånd, og hun hjalp mig med at lære om selve arrangementet dagen efter. Men min første praktiske aktivitet ved et arrangement var at fylde vandflasker. Og det er lige meget, om aktiviteten er stor eller lille – du kommer til at lære noget ved at gøre det.

Især hvis du gør det med glæde og et åbent sind.

Galen Low: Jeg elsker det, for det handlede også om forholdet til menneskerne omkring dig. Det var ikke nødvendigvis vigtigt, hvad du lavede. Jeg forestiller mig, at de fleste af dine projekter og dit daglige arbejde ikke involverer rengøring og påfyldning af vandflasker, men allerede den idé at kunne knytte bånd til nogen, lære om arrangementet og udvikle evnen til at udforske noget nyt – hvad vil du sige til det?

Mayte Mata Sivera: Det var 3.000 flasker. 3.000 vandflasker på to-tre timer. Det var sjovt. Lad os sige det sådan.

Galen Low: Hvad vil du sige var den vigtigste færdighed, du tog med dig derfra?

Mayte Mata Sivera: Ud over at åbne og rengøre flasker ...

Yasmina Khelifi: Tålmodighed, sandsynligvis.

Galen Low: Jeg ville have sagt udholdenhed. Ja, vedholdenhed.

Mayte Mata Sivera: Nej, jeg synes, de viste mig, hvordan man bliver besat af deltageroplevelsen.

Det betyder, at jeg virkelig ønskede, at deltagerne skulle have frisk vand. Jeg indså virkelig, hvor vigtigt det er at betjene andre mennesker, og at de små ting betyder noget, for da vi bagefter delte disse vandflasker ud, blev folk meget begejstrede, fordi de ikke behøvede at købe vand. Det var nærmest en souvenir med virksomhedens logo.

Og det hjalp mig virkelig meget med at udvikle mig i det frivillige team.

Galen Low: Det elsker jeg. At forstå, at ting, der ser små ud, faktisk betyder meget, ikke? Det kan man tage med sig overalt. Det elsker jeg.

Yasmina, hvad med dig? Har du nogle gode historier om frivilligt arbejde?

Yasmina Khelifi: Den er mindre opsigtsvækkende end Maytes, men du talte om at lære nye ting. Det var faktisk også det, jeg opdagede gennem frivilligt arbejde, og det blev noget, jeg blev meget passioneret omkring. Jeg skulle designe visuelt materiale til sociale medier. For mig var det helt nyt, fordi det ikke er mit område. Jeg arbejder ikke med kommunikation i mit arbejde. Jeg er projektleder, så jeg arbejder med kommunikation, men jeg arbejder for eksempel ikke med virksomhedskommunikation.

Så jeg måtte gøre det. Det var helt nyt, og det var også noget, jeg ikke følte mig særlig tryg ved i begyndelsen, men nogen skulle gøre det i teamet, fordi grafikeren var stoppet. Så jeg sagde: »Okay, hvorfor ikke prøve?« Og jeg brugte også et softwareprogram. Jeg sagde: »Vi har et program, lad os prøve det.«

Der er nogle skabeloner, vi kan tilpasse. Samtidig kunne vi også hjælpe andre med at komme ombord, for da vi havde en grafiker, brugte han specifikke tekniske værktøjer, som ikke alle kunne beherske. På den måde blev det også en måde at lære at dele viden i teamet på.

Galen Low: Jeg elsker også den kommunikationsvinkel. Jeg elsker historier, især historier om frivilligt arbejde, hvor man tænker: »Jeg vidste ikke, hvordan man gjorde det her. Jeg var bange for at gøre det. Der var ingen andre til at gøre det. Jeg var nødt til at gøre det. Og nu har jeg lært det.« Det er i sig selv en enorm færdighed.

Men jeg kan også godt lide kommunikationsvinklen: Du satte dig ikke bare ned og tænkte, »Jeg må hellere lave noget grafik, så er opgaven klaret.« Du tænkte: »Hvorfor er det vigtigt? Hvordan kan jeg se det som en måde at forbedre min kommunikation på og udvikle mig?«

Og ja, måske arbejder du ikke i Photoshop eller Canva hver dag, men nu kan nogen i det mindste sige: »Hey, nogen skal træde til og lave grafik til de sociale medier.« Så har du selvtillid nok til at gøre det – og også selvtillid nok til, at hvis det var noget andet end grafik til sociale medier, kan du sige: »Hør, jeg er ret god til at finde ud af software, og jeg forstår kommunikation.«

Ja, jeg kan række hånden op og træde til og gøre det. Og jeg synes, det er en meget interessant og anvendelig færdighed.

Yasmina Khelifi: Præcis. Og noget andet, der også er vigtigt, og som vi sikkert taler om senere, er, at jeg gjorde det, fordi jeg ikke var alene. Jeg var en del af projektteamet. Nogle kunne give mig feedback, hjælpe og støtte mig, og jeg kunne rette og forbedre mit arbejde.

Galen Low: Jeg kan virkelig godt lide det – trygheden i det. Jeg har aldrig rigtig tænkt over fællesskabet på den måde. Der findes selvfølgelig frivillige muligheder, hvor de placerer dig alene og håber, at alt er perfekt, når du er færdig.

Men i mange tilfælde er der en form for nåde omkring det, fordi du er frivillig. Det er ikke, fordi vi har betalt dig, fordi du er fantastisk til det her. Du meldte dig frivilligt, vi var i problemer og havde brug for støtte, og vi ved, at du kommer til at lære det. Når alt kommer til alt, skal vi bare gøre det så godt, som vi kan. Det er en fantastisk måde at lære en ny færdighed på i stedet for under pres. Jeg synes, det er virkelig godt. Begge historier er rigtig gode.

Jeg tænkte, at jeg måske kunne zoome lidt ud, for I har samarbejdet om og skrevet en bog om frivilligt arbejde. Det er på en måde nyt, ikke? Jeg ser ikke mange bøger om frivilligt arbejde, og som jeg sagde i begyndelsen, synes jeg, det er så vigtigt. Jeg spekulerer på, hvad der motiverede jer til at begynde jeres frivillige rejse, og hvad der senere motiverede jer til at skrive en bog om det, for det er ikke nogen lille opgave.

Det er en stor opgave. Man skal virkelig brænde for det. Så hvad satte jer i gang, hvad motiverede jer til at udforske frivilligt arbejde, og hvorfor var det så vigtigt, at I tænkte: »Vi er nødt til at skrive en bog om det her?«

Yasmina Khelifi: For mig begyndte denne frivillige rejse, fordi jeg tror, det var på arbejdet. Jeg havde brug for flere udfordringer uden for arbejdet. Det var sådan, jeg havde det. Jeg kunne ikke formulere det særlig godt. For at være ærlig forstod jeg det først senere, men jeg tror, jeg havde brug for flere udfordringer. Så huskede jeg, at en underviser på PMP-kurset havde sagt, at man kunne arbejde frivilligt i sin lokale afdeling. Så jeg tænkte: »Hvorfor ikke prøve?«

Det var det første. Hvad angår motivationen for bogen, ville jeg forsøge at give folk svar på de spørgsmål, jeg selv havde. Da jeg begyndte, vidste jeg ingenting, og jeg havde mange spørgsmål, som jeg ikke turde stille.

Galen Low: Det er en rejse omgærdet af mystik.

Og kulturelt, der hvor jeg kommer fra, siger man: »Ja, du bør arbejde frivilligt.« Og så tænker man: »Okay, hvad nu?« Mange mennesker sidder faktisk fast ved trin ét. De tænker: »Hvordan finder jeg den rigtige mulighed? Hvad kan jeg forvente? Hvad er mine mål?« Der er ikke meget dialog om det. Så jeg sætter virkelig pris på det.

Lad os besvare nogle af de spørgsmål for folk på en måde, hvor vi kan nå dem, gennem en kanal, hvor vi kan nå mange mennesker. Det synes jeg er rigtig fint.

Mayte, hvad med dig? Hvad satte din rejse i gang, og hvorfor betyder frivilligt arbejde noget for dig?

Mayte Mata Sivera: Min rejse begyndte for alvor, da jeg flyttede til Utah.

Jeg var mellem to jobs. Jeg kendte ingen. Jeg ledte efter et sted, hvor jeg kunne føle, at jeg hørte til, og hvor jeg kunne møde mennesker. Jeg havde ingen venner, så jeg følte mig lidt fortabt og ledte efter et støttende netværk. Det var dér, jeg fandt TEDxSaltLakeCity-arrangementet og PMI's lokale afdeling. Det ene var et arrangement, hvor jeg virkelig elskede TED's mission og værdier og den slags arrangementer, og PMI fandt jeg, fordi jeg havde taget min PMP-certificering og tænkte, at det var et godt sted at finde mennesker med samme tankegang.

I forhold til bogen ville jeg virkelig gerne dele viden. Det har jeg altid ønsket. Da jeg gik på universitetet, underviste jeg andre og lavede sprogudveksling for at hjælpe dem med at øve mit sprog. Jeg har altid gerne villet dele min viden, så jeg syntes, det var en god måde at vise andre gennem bogen, hvordan man gør det, og hvordan man gør det ordentligt. Det var en meget givende oplevelse at kunne dele alt det.

Og jeg vil gerne sige, at bogen ikke er en erindringsbog om, hvordan jeg fyldte vandflasker eller ikke lavede kreative designs. Den kan hjælpe mange mennesker med at forstå det smukke ved det og bruge disse færdigheder på en arbejdsplads.

Galen Low: Det kan jeg virkelig godt lide. Alt i det er også centreret omkring fællesskab.

Ikke? Det handler om videndeling og om at være sammen. Og jeg tror, at folk ofte glemmer noget, fordi det ikke er forudsigeligt: De mennesker, man møder, og netværket. Så længe man ikke har meldt sig til en frivillig stilling, hvor man er fanget alene i en hule og slikker frimærker.

Man er sandsynligvis sammen med andre mennesker, og de mennesker kan sikkert hjælpe en med at udvikle sig eller opdage andre muligheder, som man ikke selv ville have fundet. Jeg kan ikke huske, om du nævnte det i det grønne rum, men den person, der fyldte vandflasker sammen med dig – har du stadig kontakt med hende?

Mayte Mata Sivera: Ja, selvfølgelig har vi kontakt. Hun flyttede til en anden stat, men vi sender stadig beskeder til hinanden på fødselsdage og den slags. Der er et kommende arrangement på mandag, og jeg skal for første gang deltage som gæst efter at have arbejdet frivilligt sammen med dem i seks år. Jeg er lidt nervøs. Jeg ved ikke, hvordan det er at være deltager, og jeg ved ikke, om jeg kommer til at sidde ned hele tiden, eller om jeg løber om backstage, hvis jeg ser, at jeg kan hjælpe med noget.

Så jeg har købt mine billetter. Og jeg skal hænge ud med alle som deltager.

Galen Low: Det er fantastisk. Nu kan du tage af sted og bedømme vandflaskerne. Du kan sige ...

Mayte Mata Sivera: Ja, jeg håber, de har dem denne gang.

Galen Low: Lever de op til min standard? Jeg må sige til mine lyttere, at jeg var meget fristet til at forsøge at få hele jeres bog med i denne podcast-episode.

Det var bare for meget. Der er så meget. Jeg lægger den i shownoterne. Jeg linker til, hvor folk kan finde bogen, og I har begge generøst givet vores lyttere lidt rabat. Jeg lægger koden i shownoterne nedenfor, så den er nem at kopiere og indsætte. Og ja, vi sørger for, at I kan få et eksemplar af bogen, for grundlæggende er jeg enig: Det handler om at dele denne viden. Det bør ikke være hemmeligt. Det bør være noget, folk har adgang til, så vi alle kan få noget ud af det.

Okay, jeg skifter lidt spor, for da vi forberedte os, gik det op for mig, at jeg ser på det her fra et meget nordamerikansk perspektiv. Jeg nævnte tidligere, at frivilligt arbejde nærmest er en forventet overgangsrite. Det er noget, folk gør. Nogle gange hjælper det en med at komme ind på universitetet, og folk kan spørge til det i forbindelse med et job. Men jeg indså, at frivilligt arbejde faktisk opfattes forskelligt i forskellige regioner og kulturer.

Det er ikke bare én ensartet ting. Og da I skrev bogen, interviewede I mange mennesker fra hele verden om deres erfaringer med frivilligt arbejde. Jeg spekulerer på, hvilken interessant indsigt I fik i, hvordan frivilligt arbejde gribes an i forskellige regioner og kulturer.

Yasmina Khelifi: Du har ret. Mit team og jeg interviewede mere end 100 frivillige, og vi lavede også nogle undersøgelser for at få faktiske data ud over vores egne erfaringer samt nogle vidnesbyrd og historier. Målet var ikke at lave formel forskning for præcist at vide, hvordan frivilligt arbejde opfattes i forskellige kulturer.

Men jeg kan tale om min egen franske kultur. Da jeg gik i skole, blev frivilligt arbejde slet ikke værdsat i mit pensum. Og ved det første job, når man var til jobsamtale, og man sagde: »Jeg arbejder frivilligt i en projektorganisation«, så var reaktionen: »Ja, og hvad så?« Det ville ærligt talt ikke tilføre meget værdi, fordi folk i Frankrig er meget fokuserede på eksamensbeviser og erfaring. Det var min oplevelse. Måske har det ændret sig nu, fordi verden bliver mere global, så det kan have ændret sig i den nuværende akademiske praksis. Vi har også i bogen et eksempel på en person, vi interviewede fra Argentina.

Han fortalte os: »Da jeg begyndte at arbejde frivilligt, blev folk i Argentina meget overraskede, fordi de sagde: Hvad skal du arbejde gratis for?« Det var simpelthen ikke den gængse tankegang. Og i Frankrig var min erfaring med frivillige, at det for det meste var pensionerede mennesker – ikke udelukkende, men mange pensionerede. Når de gik på pension eller gik tidligt på pension, sagde de: »Okay, jeg er nødt til at lave noget. Jeg skal holde mig beskæftiget. Lad os gå ud og lave noget frivilligt arbejde.« Det var det billede, jeg havde. Derfor begyndte jeg at arbejde frivilligt ret sent sammenlignet med dig, Galen.

Galen Low: Nej, det er faktisk virkelig interessant – alle de perspektiver. Og ja, jeg tror, det er rigtigt. Man skal også forvente at være i en frivillig rolle sammen med mennesker, der ikke nødvendigvis forsøger at gøre det samme som en selv.

Det er ikke alle, der forsøger at blive projektledere. Nogle er der måske, fordi de kedede sig. Uanset hvad kommer man til at møde alle mulige mennesker, der arbejder frivilligt af forskellige grunde. Og jeg synes, det, du sagde, understreger det: En ansættende leder eller en organisation er måske ligeglad med frivilligt arbejde. Det er måske ikke vigtigt for dem, eller måske er det. Men uanset hvad handler det om erfaringen, og hvordan man fremstiller den erfaring – at man har gjort noget, ikke bare læst en bog, men faktisk gjort noget. Og selv når du siger, at det i Frankrig handler om kvalifikationer og erfaring, så hører frivilligt arbejde i høj grad til i erfaringskategorien.

Det er måske en god overgang til den praktiske del, for vi begyndte denne samtale med at spørge: Hvordan finder man den rigtige mulighed? Og i det ligger spørgsmålet: Hvad gør en frivillig rolle til det rigtige match for en person, og hvordan kan en nuværende eller kommende projektleder opsøge frivillige muligheder, der passer til vedkommendes mål?

Yasmina Khelifi: I vores bog, Vejen fra frivilligt arbejde til projektledelse, forsøgte vi at hjælpe folk med at finde den rigtige frivillige rolle. Derfor bad vi dem først identificere deres SMART-mål. Hvad vil du lære? Hvad vil du opnå? Det var ét trin. Derefter er det også altid vigtigt at have viden.

Da jeg begyndte at arbejde frivilligt, vidste jeg intet om de forskellige roller. Derfor forsøger vi nu at forklare forskellige roller: at være bidragyder, projektleder, bestyrelsesmedlem eller global frivillig. Til sidst designede Mayte og jeg også en skabelon. Vi kalder den den frivillige skabelon, og den skal hjælpe læseren med at få sine SMART-mål til at passe sammen med de frivillige roller.

Galen Low: Det er virkelig fedt.

Mayte Mata Sivera: Det er meget fedt. Yasmina fremhævede grundlæggende det samme, som jeg ville sige, men jeg vil gerne minde vores lyttere om én ting: Find noget, der virkelig giver dig glæde. Frivilligt arbejde bør ikke bare være en del af din to-do-liste.

Vaske tøj, gå tur med hunden, købe ind. Frivilligt arbejde bør også være noget, der belønner dig og giver dig en smule glæde. Vi lever i en verden med masser af problemer på arbejdet og måske udfordringer i familien. Når du udfylder denne skabelon, skal du altid huske at sætte et lille smil et sted. »Det her giver mig glæde. Jeg brænder for emnet.«

Så ja, vi har lavet denne fantastiske frivillige skabelon, men husk altid, hvad der giver dig glæde.

Galen Low: Det elsker jeg, for for mange mennesker i de kredse, jeg bevæger mig i, er frivilligt arbejde forventet og en pligt – en øvelse i at sætte kryds.

Okay, jeg hjalp til. Jeg passede vagten i suppekøkkenet. Nu kan jeg gå videre med mit liv. Og det er ikke nødvendigvis sådan. Jeg nævnte tidligere optagelse på universitetet og den slags, hvilket ikke er det, vi taler om her, men mange tænker: »Jeg skal bare have timerne.«

Jeg skal bare have timerne – i stedet for at finde noget, der faktisk gør en forskel i forbindelse med noget, man interesserer sig for, og hvor man kan føle sig godt tilpas. Det bliver en helt anden oplevelse. Og jeg forestiller mig, at de relationer, man opbygger undervejs, også bliver mere relevante eller i det mindste mere interessante og langvarige.

Jeg synes også, det er virkelig interessant, og jeg elsker idéen med skabelonen. Jeg har ikke selv set den endnu, men idéen om at få det, man interesserer sig for, til at passe sammen med sine mål, er fantastisk. Svaret er måske ikke nødvendigvis: »Jeg vil være projektleder inden for software, så jeg må finde en frivillig rolle som projektleder inden for software.«

Det er måske ikke sådan, du når dit mål. Måske finder du en sag, du interesserer dig for, hvor du møder mennesker fra softwarebranchen, eller hvor du udvikler færdigheder, som hjælper dig med at nå dit mål.

Det behøver ikke være så bogstaveligt, men jeg har den samtale med mennesker hele tiden. De siger: »Jeg skal finde den frivillige version af det job, jeg senere vil have.« Og de kan ikke finde den. Jeg siger: »Den findes faktisk sandsynligvis ikke. Det er jo derfor, du vil have jobbet, fordi der ikke rigtig findes en frivillig rolle for det. Men du kan opbygge nogle af færdighederne og møde nogle af menneskene undervejs.«

Yasmina Khelifi: Ja, og jeg synes, det, Mayte sagde, er meget vigtigt: Den glæde, vi finder. Min erfaring er, at fordi jeg har arbejdet frivilligt i forskellige afdelinger, kan man nogle gange se mennesker, der absolut vil være bestyrelsesmedlemmer. Jeg husker én, der ønskede det, fordi man har et bestyrelsesmedlem på arbejdet, og selv om de endnu ikke var bestyrelsesmedlem på arbejdet, ville de have ordene »bestyrelsesmedlem« ved siden af deres navn.

Og når de så blev bestyrelsesmedlemmer, så jeg, at de blev flaskehalse, fordi de ikke havde tid. De vidste ikke, at de skulle forpligte sig, træffe beslutninger, give feedback og så videre. Fra mit synspunkt, hvor jeg ikke var bestyrelsesmedlem, var det ret frustrerende at samarbejde med dem. Og jeg synes også, at det er en vurdering – det er meget personligt. Jeg synes ikke, det giver et godt billede af, hvad en god frivillig er. Jeg har haft nogle meget gode rollemodeller inden for frivilligt arbejde, men jeg har også bemærket, at nogle mennesker ikke var særlig gode rollemodeller.

Galen Low: Selv når du siger det, ved jeg, at der findes en opfattelse af et bestyrelsesmedlem som en, der bare sidder og ikke laver noget. »Hvorfor slutter du dig ikke bare til en bestyrelse?« Det opfattes som noget, hvor arbejdet ikke er en del af det, men det er naturligvis ikke rigtigt, og det er en meget vigtig rolle.

For dem, der sidder i bestyrelser, havde jeg Karl Sakas med i podcasten. Jeg tror, han har siddet i en bestyrelse det meste af sit liv. Han går meget op i frivilligt arbejde og synes, det er vigtigt. Han er sikkert en rigtig god rollemodel, fordi han ved, at det er arbejde, og han ved, at han har afsat tid til at udføre jobbet – ikke bare rakt hånden op for at få titlen og sætte den ved siden af sit navn.

Og jeg synes, det er så vigtigt. Som Mayte sagde, handler det ikke bare om at sætte kryds og sige: »Fint, nu er jeg bestyrelsesmedlem. Så kan jeg gå ud og få det job og hvile på laurbærrene.« Værdien ligger faktisk i at udføre arbejdet, hjælpe og koordinere indsatsen, uanset hvilken rolle det er.

Det er en virkelig god pointe. Man skal vælge en rolle, man har tid til at udføre, for det er også en investering. Når man tænker på den person, man taler med, spørger man måske: »Hvorfor vil du gøre det? Du arbejder jo grundlæggende gratis.« Ja og nej, men hvis tid er enheden, er det stadig tid. Du investerer tid. Du er nødt til at forpligte dig til tiden, og du skal også vide, hvad du vil have ud af den tid. Hvis det ikke er penge, hvor skal den så føre dig hen, og hvordan får du den til at betyde noget for dig selv? Mayte, det du sagde om at finde en sag, der giver glæde, er virkelig stærkt.

Hold da op. I har virkelig tænkt over det her. Det er fremragende. Jeg synes ærligt talt, det er noget, vi har brug for at dele viden om.

Jeg ville se, om jeg kunne besvare spørgsmålet om det, jeg tror bliver titlen på denne episode. Jeg nævnte i introduktionen, at det ikke altid er frivillig erfaring inden for projektledelse, der hjælper dig som projektleder.

Vi har talt om at fylde vandflasker og om grafisk design. Jeg tror, det store spørgsmål i alles hoveder er: »Hvordan tager jeg så det og formulerer det i min profil og på mit CV og bruger det til en jobsamtale? Hvordan oversætter jeg det til noget nyttigt, der kan hjælpe mig med at blive projektleder?« For jeg forestiller mig, Mayte, at du ikke siger: »Jeg fortjener dette job, fordi jeg er virkelig god til at fylde vandflasker.«

Mayte Mata Sivera: Siden da har jeg lagt mere mærke til detaljer. Jeg skulle have tøjet rigtigt på. Flasken skulle være korrekt, for jeg ville ikke have, at personen skulle sige: »Hey, der er spildt vand.« Der er altid noget at lære.

Galen Low: Det kan jeg godt lide.

Yasmina Khelifi: Og jeg tror også, Mayte, at du helt sikkert allerede havde meget empati, men jeg synes også, det er vigtigt, fordi man udvikler empati og får nye perspektiver på andre menneskers arbejde. Hvis du for eksempel har en person på dit team til et arrangement, som skal fylde vand på, ved du, hvor stor en indsats det faktisk kræver.

Så fra mit synspunkt hjælper det også med at udvikle andre perspektiver. Og som vi alle har sagt, er det også en måde at lære nye ting på. Man indtager en holdning, hvor man siger: »Okay, jeg gør noget helt andet. Måske er jeg ikke særlig god til det i begyndelsen, men jeg accepterer at begå fejl og lære undervejs.«

Galen Low: Jeg kan godt lide den måde at tænke på. Nogle gange kræver det også et udefrakommende perspektiv at sige: »Okay, jeg gjorde denne ting. Hvordan oversætter jeg den til noget, der betyder noget, så jeg kan nå mine mål?« Og nogle gange er det meget nyttigt at spørge en anden, hvad de synes, man fik ud af oplevelsen.

Lad os vende det om, Yasmina. Hvis vi tænker på din frivillige rolle inden for grafisk design, hvordan formulerer du den så, eller hvordan vil du anbefale, at Mayte formulerer den i en projektledelseskontekst?

Yasmina Khelifi: For mig handler det om, hvordan jeg oversatte det. Først blev jeg mere opmærksom på slides – på den måde, jeg designede dem på, og på det budskab, de formidlede. Og i mit tilfælde fik jeg mere selvtillid i forhold til at lave og designe slides. Vi havde også et teknisk arrangement for nogle år siden. Vi skulle organisere det, og til det tekniske arrangement lavede jeg en lille plakat.

Det var ikke et krav, men jeg kunne have bedt virksomhedskommunikationen om at gøre det. I stedet sagde jeg: »Okay, jeg laver bare en lille plakat.« Den hang i hallen, da folk ankom. Så jeg ser virkelig, som Mayte sagde, at alt det, vi gør som frivillige, handler om at lære nye ting og møde nye mennesker. Netværk er også kulturelt, set fra mit synspunkt, for jeg kendte slet ikke betydningen af networking.

På fransk siger man vist noget i retning af »réseauter«, hvor netværk hedder »réseau«. Det er ikke et særlig pænt ord, synes jeg, men jeg vidste ikke, hvad det betød. Når man arbejder frivilligt, møder man nye mennesker og taler naturligt med dem. Man gør noget sammen og har det sjovt med sine venner. Jeg synes også, man lærer at lære mennesker hurtigt at kende.

Den erfaring, Mayte og jeg havde, har vi måske allerede fortalt om, men vi mødtes faktisk først sidste år i oktober. Det betyder, at vi havde arbejdet sammen i omkring to år. Vi skrev artikler, lavede webinarer, og senere lavede vi en podcast og fik idéen til bogen.

Alt sammen virtuelt. Og hvorfor? Fordi vi er en del af et fællesskab.

Galen Low: Ja, det elsker jeg. Hold da op. Jeg vidste ikke, at tidsrammen for den rejse var sådan. Det er utroligt, at I ikke rigtig havde mødt hinanden ansigt til ansigt før for et år siden.

Mayte Mata Sivera: Ja, vi mødtes på en projektledelseskonference, og endelig krammede vi hinanden. Det var sådan: »Åh gud, alle de Zoom-opkald og de udfordringer, vi har haft, fordi der er otte timers tidsforskel.« Det hjælper os også med at samarbejde bedre med vores fjernteams, hvis vi har dem. Det er altid en lærerig oplevelse.

Galen Low: Det elsker jeg. Det er så fedt.

Den anden ting, jeg tænkte på i forbindelse med frivillig erfaring, var TEDx, som du nævnte, Mayte. I de kredse, jeg bevæger mig i, er vi nogle gange så fascinerede af store varemærker. »Åh, TEDx!« Og så begynder man at pakke det ud og spørge, hvad det egentlig betyder. Men noget, du sagde tidligere, gav virkelig genlyd hos mig: Det er de små detaljer, der gør oplevelsen god.

Når jeg tænker på TEDx-brandet, handler TED-brandet om høj produktionskvalitet og gennemtænkte tilgange til talere. Det er en helhedsoplevelse. Det handler om kvalitet. Og uanset hvilken rolle du havde i at skabe den oplevelse, er der så meget i det, der handler om at forstå presset ved at levere en utrolig oplevelse.

Jeg kunne holde et foredrag i mit lokale medborgerhus, hvor presset og indsatsen var lav, og jeg stadig ville lære noget. Men hele idéen om, at vi leverer TEDx-brandet, involverer vand, at vise folk til deres pladser og så mange andre ting. Man kan spille på det niveau, synes jeg, og det er også en interessant vinkel på frivillig erfaring, uanset hvad man laver i den sammenhæng.

Mayte Mata Sivera: Ja, for hver lille ting bidrager til succesen, og man indser, at man er nødt til at være opmærksom på de små detaljer. Nogle gange er der situationer med stort pres. »Åh gud, det begynder at regne. Hvordan får vi de mennesker, der spiser frokost udenfor, indenfor?« Eller: »Vi tænkte ikke på at flytte klaveret, vi har stående på scenen. Hvem kan hjælpe med at flytte et klaver?«

Jeg er ikke stærk nok, og jeg har ikke mulighed for det. Der er alle disse små ting og situationer med stort pres, hvor man lærer at være mere fleksibel og tilpasningsdygtig. Bagefter hjælper det dig med at blive en bedre projektleder.

Galen Low: Ja, jeg elsker den form for tilpasningsevne, når tingene ikke går efter planen.

Jeg er typen, der kan lide at se renoveringsprogrammer på Home and Garden Network eller hvad det nu hedder, for det er faktisk et projekt på 22 minutter, ikke? Alt begynder godt, alle er glade og inspirerede, ting går galt, budgettet skal øges, »åh gud, der er kakerlakker i væggene«, og så ender alle på en eller anden måde glade.

Jeg tænker: »Ja, det er projektet.« Vi er nødt til at kunne tilpasse os, for tingene går ikke altid godt, og vi har brug for færdigheder, som ikke altid står i en lærebog. Vi skal kunne tilpasse os, opbygge vores netværk, samarbejde med mennesker og opnå noget fantastisk. Jeg kom vist lidt væk fra emnet, men ...

Mayte Mata Sivera: Jeg elsker denne samtale. Jeg elsker at tale med jer begge. Det virker, som om I også brænder for hele dette emne, og jeg har det virkelig sjovt.

Galen Low: Jeg har det også sjovt. Jeg må sige, at jeg nok aldrig har arbejdet frivilligt, men efter denne samtale fortryder jeg det faktisk, for jeg tror, der sandsynligvis var mange muligheder for at bruge noget af min tid på en mere produktiv måde sammen med andre mennesker.

I stedet for at sidde alene og forsøge at gøre noget, der kunne hjælpe mig med min karriere eller mit liv generelt. Men helt ærligt, jeg er fuldstændig overbevist nu. Alle de råd, I har delt, er fantastiske. Jeg vil helt sikkert inkludere linket til bogen nedenfor. Og Yasmina og Mayte er begge meget synlige for vores lyttere, i hvert fald i mit LinkedIn-feed.

Hvis du vil følge med i, hvad de laver, vil jeg anbefale at følge dem. I to har altid gang i noget. Jeg synes, det er virkelig vigtigt, alt det, I bringer til bordet, og al den viden, I deler. Det er fantastisk at have jer med i programmet. Jeg sætter stor pris på det. Mange tak.

Mayte Mata Sivera: Tak.

Galen Low: Okay, folkens, så er den hjemme. Som altid: Hvis du vil deltage i samtalen med mere end tusind ligesindede forkæmpere for projektledelse, så kom med i vores fællesskab. Gå ind på thedigitalprojectmanager.com/membership for at læse mere. Og hvis du kunne lide det, du hørte i dag, så abonnér og hold kontakten på thedigitalprojectmanager.com. Indtil næste gang – tak, fordi du lyttede.