Sådan faciliterer du en engagerende workshop på afstand

Læs transskriptionen:

Vi afprøver at transskribere vores podcasts ved hjælp af et softwareprogram. Bær over med eventuelle stavefejl, da robotten ikke er korrekt 100 % af tiden.

Galen Low: Hej alle sammen, og tak fordi I lytter med. Jeg hedder Galen Low og kommer fra The Digital Project Manager. Vi er et fællesskab af digitale fagfolk med en mission om at hjælpe hinanden med at blive dygtigere, mere selvsikre og bedre forbundet, så vi kan øge værdien af projektledelse i en digital verden. Hvis du vil høre mere om det, så gå ind på thedigitalprojectmanager.com/membership.

Godt, i dag får vi en lektion i, hvordan man faciliterer engagerende workshops på afstand, fra bestsellerforfatter, ekspert i facilitering af ledere, grundlægger af Starfish Synergies og eksklusiv nordamerikansk leverandør af Hasbros Play-Doh Power Solutions-virksomhedstræning, Theresa Bailey.

Theresa, velkommen tilbage i programmet.

Theresa Bailey: Tusind tak. Jeg er så glad for at være tilbage.

Galen Low: Jeg er så glad for at have dig her, fordi vi talte om, hvordan du bruger Play-Doh i workshops med lederteams, og hvordan det frigør kreativitet og innovation. Og jeg tænkte: Åh gud, det her er perfekt. Hvis jeg skulle sætte scenen, ville jeg sige, at projektledelsens verden og projektlederens rolle, især i den digitale verden, er under stor forandring. Og jeg tænkte, at der er to indbyrdes forbundne ting, som jeg ser ske i den digitale projektledelses verden. For det første forventes projektledere i stigende grad at kunne facilitere workshops og sessioner. For det andet foregår projektrelateret samarbejde i stigende grad i hybride og virtuelle konfigurationer.

Så i mine øjne er enhver projektleder, der er i stand til at facilitere en engagerende workshop på afstand eller en hybrid workshop, guld værd lige nu. Og hvem er bedre til at give os en lektion end dig, som gør det her så meget? Jeg glæder mig til at dykke ned i det.

Theresa Bailey: Ja, og helt ærligt hjælper jeg folk med at finde ud af, hvordan de faciliterer, især mennesker som ikke bryder sig om at tale foran andre. Vi ved, at offentlige taler ofte vurderes højere end døden på frygtskalaen. Så det er nok min mest populære workshop: at hjælpe folk med at finde ud af, hvordan de faciliterer. Så jeg ved, at det er en utrolig vigtig kompetence på tværs af alle områder.

Galen Low: Og du har ret: Der er noget unaturligt ved det, og derfor er det noget, der skal trænes og finpudses.

Og forhåbentlig kan vi i dag lære af nogle af de ting, du har lært på den hårde måde undervejs. For du har ikke altid været facilitator. Du faldt lidt tilfældigt ind i facilitering, tror jeg, for omkring 15 år siden. Kan du give os din oprindelseshistorie? Kan du fortælle os, hvordan du gik fra næsten at forfølge en akademisk karriere med en doktorgrad i psykologi til at facilitere virksomhedsworkshops med ledere ved hjælp af Play-Doh?

Theresa Bailey: Helt sikkert. Jeg ville faktisk være sportspsykolog for mange år siden og lavede frivilligt arbejde, dels fordi jeg gerne ville det, men også for at komme ind på en videregående uddannelse som klinisk psykolog. Jeg var frivillig hos Canadian Mental Health Association. Og i Ottawa arbejdede jeg på et projekt, hvor vi forsøgte at forstå, hvordan hjemløse ønskede at modtage hjælp. Jeg gik ind på et herberg og endte med at sidde lige over for en ung mand, der var præcis to uger yngre end mig.

Vi var vokset op på samme måde. Og jeg ville forstå, hvordan han var endt dér, mens jeg var endt her. I det øjeblik forsvandt mine drømme om at blive sportspsykolog, og jeg begyndte at studere, hvad der hjælper mennesker med at trives, og hvad der hjælper mennesker med at være effektive. Derefter tog jeg en kandidatgrad i samfundspsykologi, hvor jeg virkelig forsøgte at forstå, hvad der hjælper mennesker med at klare sig godt, og jeg studerede modstandsdygtighed på et akutherberg for unge kvinder for at se, hvad der hjalp folk med at klare sig godt, når de kom videre fra den ene situation eller den anden.

Det var den første del af mit liv. Derefter gik jeg ind i uddannelsessektoren. Jeg arbejdede med mental sundhed og en masse forskellige områder. Og efter jeg havde fået mit tredje barn, begyndte jeg som konsulent, så jeg kunne få mere fleksibilitet. Men mit fundament var egentlig at være forsker.

Da jeg begyndte at bruge de færdigheder, jeg havde tilegnet mig gennem min baggrund i samfundspsykologi og samfundsudvikling, og jeg arbejdede meget mere med teambuilding, facilitering af fællesskaber og strategisk planlægning, indså jeg, at jeg ikke brød mig om forskningsdelen med regneark. Så jeg endte virkelig mere med facilitering.

Og dér følte jeg, at jeg var kommet hjem. Jeg følte, at jeg var hjemme, når jeg forsøgte at få det bedste frem i mennesker, når vi alle var samlet et sted. Spol frem til pandemien: Jeg mistede hele min indkomst over tre dage i marts 2020 og besluttede at vende tilbage til mine rødder og lave et kursus om modstandsdygtighed, som jeg begyndte at sælge.

Og jeg blev bedt om at afholde en workshop med Hasbro af marketingchefen i Canada. Og vi ville gerne gøre det. Det fører os videre til resten af samtalen. Jeg havde aldrig faciliteret en onlineworkshop på det tidspunkt, fordi vi ikke havde haft brug for det. Så jeg var nødt til at sammensætte en onlineworkshop, fordi den var blevet aflyst to gange som fysisk workshop, og de bad mig om at integrere Play-Doh i workshoppen.

Så jeg mødte op, fandt ud af, hvordan det skulle gøres, og det gik så godt, at jeg tre uger senere fik mulighed for at udvikle Play-Doh Power Solutions-virksomhedstræning. Det er det, jeg har arbejdet med de sidste fire år, tror jeg.

Galen Low: Jeg elsker, at kimen var denne fascination af at hjælpe mennesker med at trives. Når man ser på din historie under ét, giver det virkelig mening.

Når man er i en workshop, har vi samlet mennesker for at nå et mål. Vi ønsker, at de skal trives. Og det er måske ikke den mest komfortable situation. Man er nødt til på en eller anden måde at frigøre noget, både A) i sig selv som facilitator og B) i deltagerne, så de kan trives.

Og jeg kan godt lide det som et tema for, hvorfor man skal interessere sig for sin workshop og den session, man faciliterer. Ikke bare fordi man skal, men fordi det måske er en del af det resultat, man gerne vil hjælpe med at skabe.

Theresa Bailey: Helt sikkert. Jeg tror, folk kan mærke det, når man bare afholder en workshop for at afholde den. Det er noget af det første, jeg taler om, når jeg underviser, og det fører sikkert også ind i nogle af de andre ting, vi taler om: Hvad er dine intentioner? Jeg sætter mine mål; du har målsætninger, ting du gerne vil opnå. Jeg taler om afkrydsningsfelterne. Så hvad er dine intentioner med en workshop, men også: Hvilket verdenssyn tager du med ind i den?

For mig er det sådan, at hvis målene er som afkrydsningsfelter, så er intentionerne som de bander, der hjælper begyndere med at lære at spille bowling. Når du fastlægger dine intentioner med workshoppen og får de andre til at gøre det samme, er I alle engagerede i det samme. Og det er lettere at få opbakning til at skabe en virkelig effektiv workshop.

Galen Low: Jeg kan godt lide den måde at se det på, fordi målene handler om at sætte kryds i en boks. Det er ikke så ofte, at man går fra en workshop, og alle siger: Ja, vi satte kryds ved alle de bokse. Det kan være en god måde at spørge på: Investerede vi tiden fornuftigt? Fik vi det, vi kom efter? Men der er faktisk et eller andet særligt ved det, der gør en workshop god.

Måske vender jeg spørgsmålet om til dig, fordi du har afholdt mange workshops og kørt mange sessioner. Hvad er det, der gør en workshop engagerende for deltagerne, uanset om den foregår på afstand, som hybrid eller fysisk? Hvad er det, der får folk til at føle, at det virkelig var værdifuld brug af deres tid?

Theresa Bailey: Jeg tror nok, jeg er anderledes. Jeg vil ikke sige unik, men det er vigtigt for mig at sikre, at alle har mulighed for at deltage. Vi kan tænke over, hvad der er engagerende, og hvad der ikke er. Det er ofte ikke engagerende, når én person har hele taletiden, og man bare modtager information.

På den anden side kan det også være intimiderende for folk, der ikke er vant til eller er bange for at få plads til at deltage. Så man er nødt til at finde en måde at engagere folk i samtalen på, som føles relevant. Hvem kan lide isbrydere, der ikke er relevante? Meget få mennesker. Jeg har stillet det spørgsmål, og det er nok kun 7 % af folk, der siger: Ja, jeg elsker isbrydere, medmindre man kan knytte dem til deres arbejde.

Ikke? Så man er nødt til at finde en måde at engagere folk på, som føles relevant, for så er de mennesker, der ikke bryder sig om at deltage, mere tilbøjelige til at gøre det. Samtidig føles det trygt, og de føler ikke, at de bliver udstillet. For mig er det vigtigt, at det kan være produktivt. Engagerende og trygt er det, der skaber en god workshop.

Galen Low: Jeg elsker den trygge del. Det er næsten balancen mellem: Åh gud, den og den tog al taletiden, og ingen fik mulighed for at bidrage. Og den anden side af skalaen: Jeg var med i denne session, og jeg skulle deltage, og åh gud, hvor var det irriterende.

Der er den her balance mellem tryghed og komfort, hvor det ikke nødvendigvis handler om at slæbe nogen med til deltagelse, mens de stritter imod, fordi de skal. Det kan faktisk blive engagerende for dem, fordi de på et tidspunkt under workshoppen tænker: Faktisk føler jeg, at jeg kan bidrage, og det er trygt, og mit input vil være værdifuldt.

Theresa Bailey: Helt sikkert. Mange gange er jeg med i starten af et projekt, uanset om det er sammen med en projektleder eller sådan, som de har planlagt det, for at sætte tonen for det arbejde, der skal fortsætte. For projektledere er det en virkelig vigtig del, synes jeg, at finde ud af, hvordan vi skal arbejde sammen.

Og at sikre, at de mennesker, der typisk måske har de mere stille stemmer, kan finde en måde at komme til orde på, uanset om det er ved at tale, sende en besked eller på en anden måde, så de ved, at der er en tryg måde for dem at komme ind i samtalen på, og at deres stemme er lige så værdifuld som alle andres. Det kan man gøre ved at fastlægge, hvordan man kører workshoppen, og det kan fortsætte i resten af arbejdet.

Galen Low: Det er faktisk en rigtig god overgang, for jeg tænkte, at vi måske kunne dykke ned i din tilgang til workshops. Og jeg vil gerne fokusere lidt på den virtuelle og hybride side af tingene. Du fortalte os i starten en utrolig historie om, hvordan du bare måtte finde ud af det under pres.

Men selv nogle af de ting, vi taler om, såsom at al magien ikke sker, du ved, "i rummet". Nogle gange handler det om planlægningen og bevidstheden. Jeg spekulerer på, om du kan føre os gennem nogle af de vigtigste elementer, du tænker på, når du forbereder en workshop på afstand eller en hybrid workshop.

Hvilke tilgange hjælper med at frigøre fantasi og kreativitet og få deltagerne ind i en slags innovationstilstand?

Theresa Bailey: Der er en masse trin i det her, men grundlæggende handler det om at finde ud af, hvad du vil have ud af det. Og hvordan vil du få alle til at føle, at de kan se sig selv i det arbejde, der bliver udført?

Typisk taler jeg flere gange med den, der har inviteret mig. Jeg har måske nogle samtaler med andre for at få deres input, eller også har vi et længere møde for at finde ud af det. Og derefter handler det virkelig om baglæns planlægning. Okay, det er de tre ting, vi gerne vil have dækket.

Jeg ved, at jeg lige vil sige, at jeg ved en heldagsworkshop ikke anbefaler heldagsworkshops på afstand. Del den op over et par dage. Det er så meget lettere for folk, hvis det overhovedet er muligt. Men find derefter ud af, hvordan du vil strukturere den. Jeg har en ret fast måde, jeg kan lide at gøre tingene på. Den første time handler nok om bare at skabe rammerne for det arbejde, vi skal udføre resten af dagen, måske endda en halv time til 45 minutter.

Det handler om at få alle til at bakke op om det, vi skal lave, og lade mig vide lidt om, hvordan de har det med det. Og derefter strukturere workshoppen. Det er virkelig enkle ting, såsom hvornår man planlægger pauser, at sørge for, at der er pauser, at fortælle folk på forhånd, hvornår de er, og tale om kameraregler.

Det er noget, vi kan gå mere i detaljer med, alt efter hvor du befinder dig, for strukturerne er meget forskellige.

Galen Low: Forarbejde. Jeg tror, det er let for folk, der har deltaget i en workshop, at tænke: Åh, den facilitator har bare denne her færdige dagsorden, og så kommer vedkommende ind og gør sit og så videre.

Men faktisk består en stor del af det af samarbejde og research på forhånd: Hvem kommer? Hvad vil vi have ud af det? Og at sikre, at du skaber den rette overensstemmelse med de mennesker, der har bedt dig om at komme, og at du forstår, hvem der skal være en del af det, samt fastlægger de rigtige regler og forventninger.

Og jeg elsker idéen om, at en hybrid, fysisk og virtuel workshop er forskellig. Selv koncentrationsevnen og den tid, der går, før man rammer træthedsgrænsen, er forskellig alt efter, om det foregår fysisk, virtuelt eller som hybrid. Man skal planlægge alt det og derefter sige det højt, altså fortælle folk: Her er, hvad I kan forvente, og her er, hvad vi skal lave.

Magien opstår naturligvis i rummet, når du faciliterer, men den opstår ikke uden al denne forberedelse og dette forarbejde. Har du oplevet situationer, hvor folk sagde: "Okay, jeg ved godt, at du har sendt mig Play-Doh, og jeg ved godt, at det er en workshop, men jeg vil ikke have mit kamera tændt. Beklager"?

Theresa Bailey: Nogle gange sker det på grund af internetforbindelsen, ikke? Især hvor vi er. Nogle slukker det, men tænder det for at vise, hvad de har skabt. Og det er helt okay. Nogle gange foregår der også ting i baggrunden, som de ikke er trygge ved. Som minimum beder vi folk om at vise os, hvad de har skabt, men som regel er det fint, fordi den måde, vi strukturerer tingene på, gør, at folk gerne vil se, hvad de andre laver, og faktisk nyder, at de andre ser deres reaktioner.

Vi gør forskellige ting, såsom at bruge musik. Så ofte ser man folk danse med skuldrene, ikke fysisk rejse sig og danse, men det bliver mere et miljø, hvor folk gerne vil se hinanden. Og jeg siger til folk, der har kameraet slukket, at det har jeg nogle gange også, men det er sværere at vurdere, hvornår folk har brug for en pause, hvis alle altid har kameraet slukket, fordi man ikke kan aflæse energien lige så godt.

Så selv hvis kameraet er tændt noget af tiden og slukket noget af tiden, er det meget hjælpsomt for alles energi, hvis man indimellem kan have det tændt.

Galen Low: Det giver faktisk mening. Jeg kan godt lide begrundelsen. Jeg synes ofte, jeg ser sessioner, hvor det er en hård og fast regel: Kameraerne skal være tændt. Men du nævnte lige fire rigtig gode grunde til, at nogen kan have kameraet slukket, og fire rigtig gode grunde til, at det ikke bare handler om: Du skal have kameraet tændt, fordi jeg siger det. Det handler mere om, at jeg kan aflæse rummet, så jeg forstår, hvad folk har brug for fra sessionen, hvordan de reagerer, hvordan vi kommer videre og når vores mål og intentioner.

Theresa Bailey: Undskyld, jeg ville bare sige, at det netop vender tilbage til intentionerne.

Hvis vi er enige, og jeg spørger folk, hvad deres intentioner er med workshoppen, og vi alle er enige om, at det er intentionerne, så er folk mindre tilbøjelige til at koble fra, fordi de selv har ansvaret for deres deltagelse i mødet. I ethvert møde, det behøver ikke være en workshop, afhænger det af den energi, du bringer med dig.

Så hvis det går dårligt, tager jeg noget af ansvaret, men hvor meget energi bringer du selv med ind i det? Ikke? Vi kan alle enten få en fantastisk dag sammen eller lade være. Og jeg tror, at det som regel fungerer til ens fordel at give folk ansvaret for det.

Galen Low: Det kan jeg godt lide. Ja. De har også selv kontrol over, hvor værdifuld tiden bliver. Det er ikke kun dig som facilitator.

Når vi taler om selve sessionen og om at facilitere og skabe den oplevelse, som folk kan engagere sig i, har jeg set, at det kan være virkelig udfordrende, selv i almindelige møder. Man har et hybridt eller virtuelt møde, og det er virkelig svært. Jeg tror ikke, vi alle har opbygget færdigheden i, hvordan man bryder ind, rækker hånden op, deltager eller får en stemme i et rum med højrøstede stemmer, især hvis man er den virtuelle deltager, mens alle andre er fysisk til stede, og man ikke kan høre tingene ordentligt. Men hvordan demokratiserer man oplevelsen for deltagerne i en virtuel, fysisk eller hybrid oplevelse?

Hvordan håndterer du nogle af de frustrationer, der følger med en hybrid session, hvad angår teknologi, psykologisk tryghed eller deres tilsyneladende mulighed for at bidrage og vide, hvor de kan bidrage?

Theresa Bailey: Vi lærer stadig, naturligvis, og teknologien ændrer sig overalt. Den anden ting, jeg arbejder med, er, at oplevelsen kan være helt forskellig alt efter, hvilken teknologi vi bruger, uanset om det er Teams, Zoom, Google Meet eller en hvilken som helst platform. Men igen tror jeg, at det kræver planlægning. Der er to forskellige ting. At være i en fysisk workshop med det arbejde, jeg laver, kræver, at man slæber eller sender en masse ting for at få dem frem.

At være i en hybrid eller virtuel workshop kræver meget mere afprøvning for at sikre, at vi har det, vi skal bruge, til rådighed. Vi skal vide, hvor kameraerne er, hvis der er tre personer i et rum her, og så har vi enkeltpersoner andre steder, og derefter sikre, at vi kan dække alle. Jeg tror, det kræver lidt mere planlægning og indsats.

Man kan kun gøre, hvad man kan. Teknologi er teknologi, som vi ved. Den er fantastisk, men den kan også nogle gange gå galt. Det er vigtigt at have nogen i rummet til at hjælpe folk. Men det er også vigtigt at udpege en person, enten fra ens egen organisation eller et andet sted, som hjælper folk med enten at logge på platformen eller holde øje med spørgsmål, hvis jeg som facilitator glemmer at gå til chatten eller ikke ser den, eller hvad det nu måtte være.

At have en person, der hjælper med at holde øje med det, gør en enorm forskel og kan hjælpe med flowet, fordi ingen føler sig ignoreret.

Galen Low: Det elsker jeg. Jeg får næsten lyst til at gøre det i nogle af mine egne møder, hvor vi helt sikkert har oplevet, at jeg gerne vil dele skærmen fra min bærbare, men så kan jeg ikke se nogen.

Og så rækker nogen hånden op og laver en lyd. Og vi siger: Åh, der er nogen, der har et spørgsmål. Hvem er det? Jeg kan ikke se det. Der er al denne akavethed. Og nogle gange overser vi spørgsmål. Jeg elsker idéen om, at det er vigtigt nok, at man bør have nogen, der sørger for, at intet af det bliver ignoreret eller falder mellem to stole, for det er netop sådan noget, der demotiverer folk i en session. De tænker: Jeg rakte hånden op, men ingen kommer til mig, eller jeg stillede dette spørgsmål, og ingen så det.

Og gæt, hvad jeg så vil gøre resten af sessionen? Ikke bidrage, vel?

Theresa Bailey: Man kan også skiftes til det. Det behøver ikke være den samme person hver gang. Faktisk er det effektivt at skiftes, fordi alle på forskellige tidspunkter er nødt til at være opmærksomme. Så ser man dem måske stille et spørgsmål, eller de begynder at svare, og så begynder andre at svare i chatten.

Og det er det, man ønsker. Man ønsker, at folk er opmærksomme og interesserer sig nok for emnet til, at de kommunikerer. Jeg gør det også tydeligt for folk, hvis de ikke ønsker at afbryde. Nogle gange vil jeg gerne have, at folk afbryder, og nogle gange er der materiale, jeg bare gerne vil have ud, så vi kan gå videre til næste del.

Man skal fortælle folk, hvornår de bør afbryde, men hvis de ikke vil afbryde, skal man også sikre, at de ved, at de kan skrive det i chatten, og at vi kommer til det. Det er virkelig vigtigt og en meget effektiv måde at håndtere alle på i deres forskellige formater.

Galen Low: Forventningsafstemning er et meget bredt ord i disse dage, men i forbindelse med en session elsker jeg, at der er forholdsvis enkle ting, der kan hjælpe folk med at få klarhed. Jeg har været til det møde. I mange af vores sessioner i fællesskabet siger jeg lige i begyndelsen som en del af de praktiske informationer: Ja, brug endelig chatten i siden.

Det er ikke distraherende. Det er ikke uhøfligt. Det er helt fint. Det behøver ikke engang at være relateret. Det, jeg ikke havde indset, før du sagde det, er, at det fortæller folk, at de ikke behøver at afbryde flowet. Jeg har også været til møder, hvor jeg ikke har sagt det, og den, der taler, opdager noget i chatten og føler, at vedkommende skal tage sig af det med det samme.

Og det afbryder deres flow, selv om det måske bare var en kommentar eller et svar på et spørgsmål. Men jeg kan godt lide idéen om, at samtalen kan foregå begge steder, og at der er øjeblikke, hvor man kan afbryde, og øjeblikke, hvor man måske ikke bør. Samtidig holder nogen øje med chatten eller med, hvem der har et spørgsmål eller gerne vil blande sig høfligt uden at afbryde, ikke?

Det skaber en oplevelse, hvor alle ved, hvad der skal ske. Der er klarhed.

Theresa Bailey: Helt sikkert. Og jeg tror, folk kan lide den følelse af struktur, men også fleksibilitet. Jeg tror, det hjælper meget, når man er online, for så bliver det langt mere som en samtale som denne, og folk kan føle, at de kan bidrage.

Galen Low: En af de ting, du og jeg talte om, var idéen om ikke bare at demokratisere oplevelsen, men også at løfte inklusion og tilgængelighed. Da vi talte om det, sagde vi, at Play-Doh er interessant, fordi det på mange måder er ret tilgængeligt med hensyn til, hvordan folk kan deltage.

Men naturligvis kommer vi til at have sessioner med folk med forskellige funktionsnedsættelser. Og den måde, vi planlægger en session på, uanset om det er med Play-Doh eller ej, er måske ikke befordrende for, at de kan deltage. Har du fået nogle tips, tilføjet noget til din tilgang eller nogle mål for, hvordan du kan gøre dine sessioner tilgængelige for mennesker med forskellige evner?

Og for folk, der måske ikke selv identificerer sig som neurotypiske, eller som har andre fysiske evner. Hvad er din tilgang til det?

Theresa Bailey: Mange mennesker, der ikke er neurotypiske, elsker virkelig at arbejde med forskellige materialer, ikke? Så workshoppen er et hit hos dem. Og jeg fokuserer virkelig på at være så inkluderende som muligt, hvilket igen handler om planlægning og om, når det er muligt, at finde ud af, hvem der kommer, og arbejde sammen med dem om at finde ud af, hvordan man kan være mere inkluderende.

Jeg ved, at jeg nævnte denne situation for dig, hvor jeg lavede en demonstration af mit arbejde, og det var en gruppe mennesker, jeg ikke havde mødt før. Jeg havde mødt et par af dem, men ikke dem alle, og jeg talte om, hvad jeg lavede. Der var en person, som var dobbeltamputeret på armene, og en kvinde, der var blind. Det fik mig virkelig til at tænke over, hvordan jeg kan gøre det arbejde, jeg laver, mere inkluderende for alle.

Og jeg tror, det rigtige svar er at spørge folk, hvordan de mener, at de kan deltage. Måske giver de mig svarene lettere, end jeg selv kan finde frem til dem. Så i de situationer skal man arbejde sammen med mennesker med forskellige funktionsniveauer og de mennesker, der støtter dem. Så finder man løsningerne, der gør det muligt for alle at bidrage og føle sig godt tilpas. Og folk kan godt lide at blive spurgt. Så spørg dem.

Galen Low: Jeg kan godt lide den fremadrettede tilgang, hvor det ikke handler om, at det her ikke kommer til at fungere for denne gruppe. Det handler om: Hvordan får vi det til at fungere for denne gruppe? Og så bliver det en samtale, en dialog og en form for konsultation.

I det arbejde, jeg har lavet, når vi kommer til overvejelser om tilgængelighed, er der altid en eller anden form for bedste praksis, overholdelse af regler eller regulering, ikke? Især med noget som skærmlæsere for brugere med nedsat syn på et website. Men når vi faktisk satte os ned og talte med disse mennesker om, hvordan de har tilpasset deres liv, så det fungerer for dem, var det som regel lidt nytænkende.

De havde selv fundet på innovative idéer, som ikke står i nogen lærebog. Og når man sætter sig ned og tænker over det, siger man: Okay, sådan bliver det faktisk brugt i virkeligheden. Ikke nødvendigvis bare: Her er nogle overvejelser, som måske er gode overvejelser, men som måske ikke afspejler, hvordan folk rent faktisk interagerer med det, når de befinder sig i disse situationer. Men jeg elsker idéen om bare at spørge, for de har nogle idéer.

De siger måske: Ja, Play-Doh kommer ikke til at fungere for mig, beklager. Men de kan også have idéer og sætte pris på at blive inddraget, så de kan deltage.

Theresa Bailey: Ja. Og hvis det ikke fungerer for dem, kan vi måske finde andre måder, de kan deltage på. Måske kan de give deres feedback på andre måder og reflektere over de spørgsmål, vi stiller. Der er mange måder at løse det på, men at spørge er den bedste og mest direkte måde at få den bedste information på.

Galen Low: For at runde af ville jeg gerne tale lidt om tiden efter workshoppen. Jeg ville spørge, hvordan du ved, at din session var en succes, men jeg tænkte, at jeg måske ville vende det om og spørge: Hvad er det bedste, nogen kan sige om en af dine workshops efter at have deltaget i den?

Theresa Bailey: Det er et godt spørgsmål. Og jeg tror nok, det er derfor, jeg elsker det, jeg laver, fordi jeg får feedback med det samme, og jeg beder om feedback. Jeg går rundt og spørger på en bestemt måde. Som regel beder jeg om ét ord, der opsummerer, hvordan folk har det. Jeg har faktisk haft folk, der har skrevet til mig bagefter for at fortælle, at det koncept, vi talte om, eller den måde, vi talte om det på, ændrede deres liv.

Det er ret stærkt. Og selvfølgelig får man også udtalelser. Men jeg havde en virkelig interessant oplevelse i går, hvor jeg arbejdede med en gruppe, mænd og kvinder. Jeg vil tro, at de var fra omkring 25 til 65 år, selv om jeg ikke kender det præcise aldersspænd.

Der var en gruppe bagest, som jeg troede ville blive en problemgruppe. Jeg tænkte: Det er mit bord, som jeg bliver nødt til at gå hen til igen og igen for at sikre, at de er på rette spor, og alt det der. Men til sidst, da jeg bad om et ord, og det var, undskyld, en gruppe mænd, gik jeg om til dem og spurgte efter det ord, der opsummerede, hvordan de havde det efter træningen. De sagde, at deres ord var "opfyldt".

Og jeg sagde: Opfyldt? Og de sagde: Ja. Så pegede de på to af mændene og sagde: De her to har aldrig leget med Play-Doh før. De havde det ikke derhjemme. Og de oplevede det som så frigørende, at det gjorde det muligt for dem at være kreative, bare lege som voksne og udtrykke idéer på forskellige måder. Så "opfyldt" var ret stærkt. Jeg får ikke det ord hver dag, men jeg fik det i går fra to mænd, som jeg vil tro var over 50.

Galen Low: Wow. Det er fantastisk. Og helt ærligt, det er jo magien. Uanset om ordet er "opfyldt" eller bare den tilfredsstillelse, man går derfra med, kan det at vide, at noget føles lidt mere som leg, faktisk være ikke bare produktivt, men også åbenbarende.

Er det et rigtigt ord? Det kan faktisk hjælpe dig med at se tingene anderledes, end du gør nu. Jeg elsker det. Og det er lidt derfor, vi gør det, vi gør; hvorfor facilitering er vigtigt, hvorfor sessioner er vigtige, hvorfor det er vigtigt at samle mennesker, og hvorfor det er vigtigt at sætte gang i innovation.

Theresa Bailey: Helt sikkert. Og hvis jeg ikke hørte ord som motiveret, engageret, samarbejdende, kreativ og forfrisket, ville jeg gå tilbage og omarbejde min workshop, så det var de ord, jeg fik til sidst.

Galen Low: Wow. Det elsker jeg.

Theresa, tusind tak for denne lille masterclass i, hvordan du faciliterer workshops på afstand og hybride workshops. Der var masser af gode tips. Det sætter jeg virkelig pris på.

Theresa Bailey: Det var så lidt. Jeg elsker det, jeg laver, og jeg elsker, når andre mennesker kan bruge noget af den viden, jeg selv har fundet frem til på den hårde måde, og gøre livet lettere for sig selv og alle andre.

Galen Low: Jeg har drillet med Play-Doh-delen hele vejen igennem. Hvordan kan folk lære mere om det, du laver?

Theresa Bailey: De kan gå ind på min hjemmeside, som er starfishsynergies.com, eller finde mig på LinkedIn. Jeg hedder Theresa Bailey, og jeg er hende med Play-Doh på mit coverbillede. Jeg elsker det, jeg laver. Det er fantastisk at samle folk og sætte ting i gang. Det er faktisk det, jeg bruger mest sammen med projektledere. Så jeg vil meget gerne tale med folk.

Galen Low: Fantastisk.

Okay alle sammen, så har I det. Som altid: Hvis du gerne vil deltage i samtalen med over tusind ligesindede forkæmpere for projektledelse, så kom med i vores fællesskab. Gå ind på thedigitalprojectmanager.com/membership for at lære mere. Og hvis du kunne lide det, du hørte i dag, så abonnér og hold kontakten på thedigitalprojectmanager.com.

Indtil næste gang: Tak fordi du lyttede.