Hvorfor EQ er nøglen til succesfulde AI-understøttede projekter

Læs transskriptionen:

Vi er i gang med at afprøve transskription af vores podcasts ved hjælp af et softwareprogram. Bær over med eventuelle stavefejl, da botten ikke er korrekt 100 % af tiden.

Galen Low: Hej alle sammen, og tak fordi I lytter med. Mit navn er Galen Low fra The Digital Project Manager. Vi er et fællesskab af digitale fagfolk med en mission om at hjælpe hinanden med at blive dygtigere, mere selvsikre og bedre forbundet, så vi kan øge værdien af projektledelse i en digital verden. Hvis du vil høre mere om det, så gå ind på thedigitalprojectmanager.com/membership.

Okay, i dag taler vi om den stadig vigtigere rolle, som emotionel intelligens spiller i projektledelse, og om hvorfor den måske bliver endnu vigtigere, efterhånden som vi arbejder mere og mere med AI-understøttede projekter.

Med mig i studiet i dag har jeg værten på podcasten Everyday PM og driftsdirektør hos TrueSense Marketing, Ann Campea.

Ann, mange tak fordi du vil være med i dag.

Ann Campea: Ja, jeg er virkelig glad for at være her.

Galen Low: Jeg er også begejstret, for du har en utrolig interessant baggrund. Tak fordi du havde mig med i din podcast, som er en fremragende podcast. Og jeg er meget beæret over at have dig med i min lille podcastudveksling her. Jeg glæder mig til at dykke ned i det her, for helt ærligt har jeg været overalt.

Jeg er sikker på, at alle her oplever det samme. Overalt hvor jeg kommer, taler folk om AI, og det er omdrejningspunktet. Og ja, i dag taler vi om AI, men jeg tror, at det, der bliver tydeligere for både dig og mig, er hele EQ-delen, ikke? Delen med den emotionelle intelligens, hvor menneskeligheden ender med at befinde sig midt i al denne forstyrrelse. Nogle gange er det positiv forandring, for det er ikke alt sammen dårligt, men jeg glæder mig til at dykke ned i det.

Ann Campea: Ja, det gør jeg også. Det er et af mine yndlingsemner.

Galen Low: Det elsker jeg. Og fordi det er tilfældet, vil jeg starte med et stort spørgsmål for at få os i gang.

Da vi talte sammen, før vi planlagde denne podcast, nævnte du, at du havde taget lidt tid væk fra projekter og drift for at arbejde på din doktorgrad. Hvad var det mest markante ved at vende tilbage til en verden med projektbaseret samarbejde, netop som AI begyndte at komme ind i billedet?

Ann Campea: Ja, jeg tror, det netop er det. Man træder ind i en situation, hvor der er så meget samtale om AI og dens indvirkning på projektledelse, uanset om man arbejder inden for digital eller traditionel projektledelse.

Jeg synes, det har været en god og velkommen forstyrrelse. Det tvinger os til at tale om, hvordan vi bedre kan integrere vores rolle som projektledere med kunstig intelligens. Når man deltager i den slags samtaler, opstiller folk stadig hypoteser om, hvad fremtiden for de to områder kan blive.

Jeg glæder mig til at være tilbage i den samtale, for jeg synes, vi i meget lang tid har siddet fast i denne vedvarende opdeling: Du har din teknologisk orienterede, digitale projektleder, og du har din mere traditionelle, prædiktive projektleder, der arbejder efter vandfaldsmodellen, og de to må aldrig blandes.

Men så lægger man EQ ovenpå. Og derefter lægger man AI ovenpå. Der er simpelthen så meget, vi kan drage fordel af på dette tidspunkt.

Galen Low: Ja. Rollen har så meget mere dybde nu. Mens du sagde det, tænkte jeg: Ja, vi plejede at sige, at projektledelse ikke ændrer sig hurtigt nok til, at vi behøver holde fingeren på pulsen af noget, der hele tiden bevæger sig.

Det var gennemprøvet. Vi havde denne vidensbase, som vi kunne bruge til at udføre arbejdet. Og så kom AI pludselig, ikke? Alt er lidt anderledes.

Ann Campea: Ja. På en god måde. Jeg ved ikke, hvordan du ser på det, men jeg ser meget positivt på det.

Galen Low: Ja, jeg synes bestemt, at det har imponeret mig.

Jeg har været en smule skuffet – det er nok ikke det rigtige ord – men lidt tøvende over for menneskers reaktion på AI. Teknologien er fantastisk, og den udvikler sig hver dag. Har dit team kastet sig over at få AI ind i deres arbejdsgang?

Ann Campea: Godt spørgsmål. Og apropos mit arbejde med doktorgraden, så er jeg studerende. Derfor har AI naturligvis været tæt integreret i de uddannelsesmæssige dele af min rejse. Hvad angår det projektlederteam, jeg leder hos TrueSense, er vi absolut begyndt at åbne samtalen om, hvordan vi kan supplere det, vi gør, med AI.

Jeg har et teammedlem, der undersøger gentagne processer og områder i vores arbejdsgang for at se, hvor vi kan automatisere yderligere, samtidig med at vi bruger AI til at udnytte mulighederne og fremskynde automatiseringen. Så der er mange sunde samtaler, der lige er begyndt.

Jeg synes, det er det perfekte tidspunkt at undersøge det sammen med sine teams, hvis man ikke allerede er gået i gang, fordi PMI også udgiver en masse om AI, blandt andet om, hvordan man kommunikerer med generativ AI. Jeg ved ikke, om du har taget det endnu, Galen. De prøver virkelig at forstå, hvordan man forener vores rolle med AI.

Galen Low: Jeg tror, der er en form for begejstring – sandsynligvis den samme, som jeg beskrev tidligere, men på global skala: Projektledelse ændrer sig. Det er spændende. Vi behøver ikke afholde endnu et webinar om risikostyring. Ikke at der er noget galt med webinarer om risikostyring.

De er meget vigtige, men der har ikke været så meget udvikling på området, og nu er det pludselig sådan: Der er innovation. Der sker noget nyt. Lad os springe med på det. Det sætter jeg virkelig pris på.

Ann Campea: Og lad os være ærlige. Som projektledere er vi måske ved at blive lidt trætte af den gentagne opdatering af PMBOK. Jeg ved det ikke. Jeg ved ikke, hvordan du har det med det, men jeg har i hvert fald været det.

Galen Low: Jeg synes, der har været nogle meget positive bevægelser, især afspejlet i PMI med den syvende udgave af PMBOK. Den ottende udgave er under udarbejdelse. Jeg har nogle venner i mit netværk, der er involverede, og det bevæger sig i en rigtig god retning – ikke kun med fokus på teknologi, men også på forretning. Og på det, vi taler om, nemlig menneskeligheden. Jeg synes, det bliver vævet langt mere ind, og det er spændende.

Jeg forestiller mig lidt et Captain America-øjeblik, hvor Steve Rogers vender tilbage til arbejdet med sit team, og pludselig er alt anderledes. Der er alt dette, man skal tilpasse sig, alle AI-elementerne, og du er i høj grad fortaler for teams med høj EQ. Hvad var det ved AI, der slog dig som en mulighed for at hjælpe os med at øge den emotionelle intelligens og den psykologiske tryghed i vores måde at arbejde på?

Ann Campea: Hold da op, sikke et godt spørgsmål. Jeg tror, der er en mulighed i forhold til at supplere den måde, vi ser på, hvordan vi udfører vores roller.

Og med det mener jeg, at jeg har et team af projektledere på forskellige niveauer. Nogle er lige begyndt, mens andre har arbejdet med det i lang tid. Uanset hvilken dag på ugen det er, kan man vågne op og føle en meget stærk grad af bedragersyndrom i forhold til det, man laver.

Projektledelse er i sig selv ofte meget gentagende. Nuancerne opstår naturligvis, når man arbejder med forskellige typer mennesker og personligheder, som tilfører det menneskelige aspekt og gør vores roller lidt mere komplekse. Når man ser på AI og på, hvordan den kan hjælpe os fra et psykologisk perspektiv, kan den på nogle måder hjælpe os med at falde til ro omkring spørgsmål som: Træffer jeg den rigtige beslutning?

Har jeg rådført mig med de rigtige mennesker? Har jeg alle aspekter af det pågældende emne eller problem med, før jeg kommer med mine anbefalinger? Jeg tror, det er dér, vi begynder at bruge AI i mit team: som validering eller kontrolpunkt, hvor man faktisk kan interagere med AI. Ser det her rigtigt ud?

Har jeg formuleret dette korrekt til mine interessenter? Er der noget, jeg mangler, som du har identificeret som et hul i denne statusrapport? Den slags interaktioner kan man nu have med AI, og de kan hjælpe med at afbøde det bedragersyndrom, der typisk dukker op.

Uanset hvor længe man har arbejdet med projektledelse, har jeg stadig den følelse næsten hver dag. Og jeg synes, der er endnu en mulighed for, at man ikke kun behøver at interagere med sine kolleger fra et menneskeligt perspektiv. Man kan også bruge AI til at hjælpe med at skabe balance i den følelse.

Galen Low: Jeg elsker ordet validering. Og jeg synes, det er så vigtigt, især i forbindelse med bedragersyndrom og især inden for projektledelse, fordi jeg i hvert fald i min karriere har oplevet, at projektledelse kunne være lidt ensomt. Der er som regel én projektleder, der leder projektet. Man kan godt være en del af et team af projektledere, men de teams, jeg var på, var ofte lidt konkurrenceprægede og bestemt ikke så sårbare og ydmyge, at jeg altid bad mine kolleger om hjælp eller om at dobbelttjekke noget.

Så der ville som regel alligevel være en forsinkelse, men jeg elsker tanken om bare at kunne spørge: Har jeg overset noget? Lad mig lige dobbelttjekke. Og resultatet er, at man bliver lidt mere sikker i sin rolle, uanset hvor man befinder sig på sin rejse. Det er det fantastiske ved især de store sprogmodeller: De har noget at tilbyde alle. Man kan validere noget grundlæggende eller bede om et perspektiv fra en mere erfaren person.

Og det kan også være et læringsværktøj. Man kan lære noget i det øjeblik, man har brug for det, uden at skulle sætte sig ned og tage et kursus. Det er den validering og det dobbelttjek, jeg holder af.

Ann Campea: Ja, og man får virkelig mere fremdrift og effektivitet, lige som du siger. Man kan spørge den om noget meget hurtigt: Hvordan definerer du dette? Og så har man informationen med det samme. Ja, man kan gå på Google og søge, men samlingen af information – og man skal naturligvis validere det, AI fortæller – giver i det mindste et forspring i søgningen efter den information, man leder efter.

Som projektledere kan jeg derfor se vores hastighed stige betydeligt, netop fordi AI supplerer vores rolle.

Galen Low: Det elsker jeg. Det er lidt et effektivitetsblik, og jeg har ikke set nogen rapporter om det, men jeg ville elske at se en om forholdet mellem bedragersyndrom og effektivitet, for jeg mærker det hele tiden.

Da du sagde, at du også har bedragersyndrom, tænkte jeg: Det har jeg bestemt også. Og jeg ved, at det har givet mig små tøven i alt, hvad jeg gør. Nogle gange er det en god realitetstest, men det er rart at have en slags sparringspartner at vende tingene med.

Ann Campea: Indtil videre har AI ikke fået en personlighed, så den bliver lidt fræk, når den svarer dig. Jeg synes derfor, den fjerner toneelementet.

Den giver dig bare data, og så kan du gøre med det, hvad du vil. Som du siger, Galen, får vi ikke feedback på en måde, der forstærker den følelse, vi allerede har. Det kan man ofte få, når man interagerer med et andet menneske. Nogle gange er man ikke engang på et opkald eller ansigt til ansigt. Det kan bare være en tekst eller en chatbesked, som bliver misforstået, fordi det er mennesker, der taler med mennesker.

Galen Low: Det kunne være en god model for mennesker.

Ann Campea: Ja, præcis.

Galen Low: Vi kunne sikkert lære noget af det. Man får svaret: Gang celle C med celle D. Man mener det måske godt, men den anden tænker: Det lyder, som om jeg stillede et dumt spørgsmål. Det gør jeg ikke igen.

Ann Campea: Undskyld. Ja, præcis.

Galen Low: Hov, ro på.

Det kunne være en god overgang til den anden side, for jeg synes, der er mange positive ting. Men hvad er en eller nogle få måder, du ser kunstig intelligens blive brugt på i dag, som kan begynde at udhule vores forståelse af emotionel intelligens, hvis vi ikke holder øje med det?

Ann Campea: Det er et virkelig godt spørgsmål. Som projektledere er der, som du nævnte, stadig fokus på menneskelige kompetencer, også i den næste udgave af PMBOK. Det er de EQ-kompetencer, vi har fremhævet. Der vil altid være et element af emotionel intelligens, som vi skal være gode til som projektledere.

Man arbejder ofte med mennesker, og man kan ikke forudsige, hvordan folk har det med en bestemt ting. Når man bryder det ned, handler det hele om følelserne omkring noget. En af de bekymringer, vi ser med AI, er derfor, at den fjerner det menneskelige aspekt af interaktion og kommunikation.

Hvor meget af det er vigtigt eller afgørende for det, vi laver som projektledere? Jeg synes stadig, der er et niveau, som skal være en del af vores rolle: evnen til at påvirke og måden, man taler med forskellige mennesker på. Hvis man beder AI om at kommunikere med ti af sine interessenter, vil den gøre det samme over for alle ti.

Den forstår ikke nødvendigvis, at én interessent sætter pris på meget direkte kommunikation, mens en anden måske foretrækker noget mere afdæmpet og personligt. De forskellige måder, vi kommunikerer på som projektledere, tror jeg ikke bliver fjernet af AI.

Men der er en frygt for, at jo mere vi bruger AI som vores primære kommunikation eller til at hjælpe med vores primære kommunikation, jo mere risikerer vi at fjerne dele af menneskeligheden. Hvis vi begynder at generere statusrapporter og e-mails på den måde, bevæger vi os ind i en situation, hvor vi fjerner dele af den menneskelighed, som er en del af vores superkræfter.

Galen Low: Jeg elsker det. Det er næsten et poetisk modspil, ikke? ChatGPT er for eksempel ret trygt. Den svarer med fakta. Den bliver ikke fornærmet over dit spørgsmål og prøver ikke at få dig til at føle dig dårligt tilpas.

Men hvad nu, hvis det bliver vores forventning til mennesker? Hov, jeg glemte, at der er følelser med i ligningen, når jeg stiller et spørgsmål. Man kan ikke bare sige: Hej, driftsdirektør, optræd som min chef. Jeg skal svare på en tilbudsanmodning, og her er kravene. Og så svarer de: Hvad har du lavet?

Ann Campea: Der er bestemte elementer, og jeg elsker det, for jeg er lige begyndt at lege med at bede den om at svare med en femårigs stemme.

Jeg ved det ikke, vel? Men jeg tror, vi kan få den et vist stykke. Vi skal stadig gøre vores hjemmearbejde og sikre, at vi ikke bare kopierer og indsætter det, ChatGPT spytter ud. Man er nødt til at tilføje sit eget præg på tonen og måden, man angriber et bestemt emne på.

Man kender sine interessenter bedre end AI gør. Derfor skal man stadig finpudse det, den kommer med. Selv hvis jeg beder den om at skrive i en driftsdirektørs tone, skal jeg stadig tilpasse det.

Galen Low: Helt sikkert. Og jeg tror, nuancerne i alt det, jeg kan komme i tanke om, vil hjælpe os med at forstå, hvordan og hvorfor vi kommunikerer.

AI lærer af os og af de input, vi giver den. Men hvor meget af vores handlinger styres faktisk af noget, vi ikke giver den som input? Den ved ikke, at man måske blev mobbet i skolen, og at man derfor har intens angst omkring konfrontationer i grupper. Den vil ikke kunne lære det.

Forhåbentlig vil den dog øge vores egen bevidsthed om de underliggende forhold og alle de erfaringer, AI ikke kender til, fordi vi ikke har fortalt den om dem. Det er stadig de ting, der påvirker den måde, vi handler og gør ting på.

Ann Campea: Ja, enig.

Galen Low: Uden at kende alle fakta, fordi vi ikke har fortalt dem.

Ann Campea: Jo mere vi som individer vænner os til det, jo mere kan jeg næsten se mig selv nå et punkt, hvor jeg bruger det hver dag til mange forskellige ting. Men den ekstreme side af anvendelsen kan blive, at der er for meget AI og ikke nok af mig.

Så begynder man at spørge sig selv: Hvor meget af dette er mig og mine egne tanker om et bestemt emne? Og hvor meget er bare AI, der giver de svar, den ønsker? Personligt er jeg nødt til at sætte farten ned i nogle situationer, fordi jeg tænker: Lyder det her overhovedet som mig længere?

Hvad lyder jeg egentlig som som individ? Hvad skete der med min stemme? Vi er nødt til at moderere os selv som mennesker, især med et så stærkt værktøj, som folk let kan blive begejstrede for. Man skal finde en balance i brugen af det, ligesom med mobiltelefoner.

Man ønsker ikke at være på sin telefon døgnet rundt.

Galen Low: Jeg elsker, at det straks blev til en eksistentiel krise. Hvem er jeg?

Ann Campea: Jeg ved ikke længere, hvem jeg er. Jeg tror bare, jeg er denne ChatGPT-bot. Ja, præcis.

Galen Low: Det er også et interessant omdrejningspunkt. I begyndelsen talte vi om, hvordan AI kan hjælpe dig med at føle dig mere styrket og værdsat i dit arbejde, fordi den kan tage sig af nogle af de gentagne og automatiserbare opgaver.

Du har denne hjælper, som du kan stille spørgsmål, og så tænker du: Nu er jeg stærk. Men så tipper det let over i: Vent, den udfører hele mit arbejde for mig. Hvad skal jeg så lave? Hvad er min kompetence?

Ann Campea: Ja. Og det fører tilbage til det allerførste, du sagde, hvor du fjernede dig lidt for at fokusere på din doktorgrad.

Når man vender tilbage, er det bestemt en bekymring, jeg har set hos mange, der aktivt taler om AI. Frygten er, at man går så langt ind i brugen af det, at det overtager det, vi laver.

Men hele kernen i denne episode handler om EQ og AI. Min meget stærke holdning er, at de supplerer hinanden. De kan være tæt forbundne, men de bliver aldrig det samme. De bliver aldrig den samme person.

Jeg ser ikke AI overtage en projektleders rolle fuldstændigt. Vi skal bare lære, hvordan vi kan supplere hinanden. Vi skal lære hinanden at kende og finde ud af, hvad der fungerer.

Galen Low: Jeg får billeder af den film ind i hovedet. Vi er nødt til at date den.

Ann Campea: Præcis. Den var forud for sin tid. Vi kunne have en meget lang samtale om den, men jeg tror, det er den ekstreme version af, hvad der kan ske med AI, hvis vi ikke opstiller grænser.

Galen Low: Lad os dykke ned i det. Måske ikke hele datingdelen med AI, men det at væve tingene sammen. Den er måske aldrig det samme og måske heller ikke en direkte erstatning.

Der er en balance, der skal findes. Ud fra dit perspektiv, hvordan kan projektledere og projektteams få mere EQ ind i deres praksis, efterhånden som de går dybere ind i AI? Og hvad er fordelen ved det frem for at lægge EQ til side og kun fokusere på AI?

Ann Campea: At sætte EQ i forgrunden bør være topprioritet for alle.

Som du siger, bliver det fortsat fremhævet i vidensbasen, og jeg tror fuldt og fast på, at de mest effektive projektledere er dem, der har fundet ud af, hvordan de bruger deres EQ på tværs af interessenter og i deres daglige arbejde.

Det er ligesom mindfulness: Man skal øve sig på det hver dag. Man ved ikke, om Galen på en mandag tænder sin computer og opdager, at alle er frustrerede, fordi noget gik i stykker i weekenden. Pludselig er alles temperatur høj, og man træder ind i et miljø, hvor situationens klima får alles følelser til at stige.

Som projektleder kan man ikke forvente, hvilken slags miljø man kommer til at arbejde i den dag. Man skal altid være klar. Det er en praksis. Man skal lære folk at kende, sætte sig ned med dem én til én og spørge: Hvordan kan du bedst lide at arbejde?

Det er et af mine yndlingsspørgsmål, når jeg for første gang interagerer med en person på arbejdet: Hvordan vil du gerne modtage kommunikation?

Jo mere man kan handle lidt som AI – på samme måde som vi træner AI ved at give den en masse information, så den lærer at tale vores sprog – desto mere skal vi som mennesker interagere med dem, vi arbejder sammen med. Vi skal indsamle viden om, hvordan vi kan interagere med dem, og derefter øve os på det hver dag.

Når jeg skal til møde med Galen, ved jeg, at han gerne vil tale om bestemte emner. Han vil også gerne have gode, gennemarbejdede noter med handlingspunkter, der er tildelt forskellige personer, ved mødets afslutning. På den måde lærer man virkelig sine interessenter at kende.

Projektledere kommer aldrig til et punkt, hvor de har mestret EQ. Lad os være ærlige: Det sker aldrig, for der vil altid være nye mennesker, man arbejder sammen med. Man øver sig hver dag, som om man træner til De Olympiske Lege.

Vi skal også forstå, hvordan AI kan supplere det, vi laver, uden at overtage det. Vi kan altid lægge AI til side, når vi vil. Derfor forsøger jeg at være meget bevidst, når jeg taler med mit team om de forskellige dele af vores arbejdsgang, som vi vil opstille grænser for.

Denne del bruger vi AI til. Det giver mening her, men måske ikke nødvendigvis dér. Vi skal forstå, hvor vi kan væve AI ind og ud, uden at den overtager hele processen.

Galen Low: Det elsker jeg. Du sagde tidligere, at EQ er vores superkraft. For projektledere og måske for mennesker generelt. Jeg elsker det, du sagde om inputtene og spørgsmålet om, hvordan man bedst kan lide at arbejde.

Det er en praksis, der er blevet mere udbredt, men jeg tror, de fleste grundlæggende misforstår, hvorfor man stiller spørgsmålet, og de er måske ikke bevidste om, hvordan de skal svare på det.

Vi har aldrig rigtig været nødt til at tænke over det, fordi vi ikke har været den slags samarbejdspartnere, der interesserede sig for, hvordan andre arbejder. Alle arbejder lidt forskelligt. Fortæl mig om dine præferencer. Og når man kender sine egne præferencer, opdager man måske, at man faktisk godt kan lide detaljerede noter.

Jeg elsker tanken om, at vi lærer hinanden at kende og ikke kun lærer maskiner. Hvis jeg gør det for AI, bør jeg måske også gøre det med mit team.

Ann Campea: Præcis. Jeg mener, man bør begynde dér, før man overhovedet taler om AI og dens rolle i organisationen. Få menneskerne til at blive bedre til at interagere med mennesker. På den måde mister man aldrig det element. Teamet forstår, at det er en praksis og ikke en rejse med et slutpunkt.

Galen Low: Det elsker jeg.

Jeg tænkte, at vi kunne runde af med et kig ind i fremtiden. Vi kommer til at spekulere lidt. Jeg spekulerer på, om du kunne opstille en hypotese om, hvordan EQ vil komme til udtryk i AI i fremtiden. Hvis AI kunne vide, hvordan vi havde det, og måske endda selv føle følelser, hvordan ville vi så begynde at bruge den anderledes?

Ann Campea: Lige nu bruger jeg den meget til at skrive en e-mail i en driftsdirektørs stemme. Det er de prompts, jeg kender i øjeblikket: Skriv den i stemmen fra en bestemt person.

Men jeg ville ikke blive overrasket, Galen, hvis den i den nærmeste fremtid begyndte at opfange tone, for der findes allerede muligheder for tone. Skal det være direkte, afslappet, venligt eller imødekommende? Den har allerede nogle af disse signaler indbygget.

Spørgsmålet er så, om sproget når et punkt, hvor det faktisk føles menneskeligt. Det tror jeg, det gør. Hvis man har leget med ChatGPT, ved man, at selv en lille ændring af tonen med den samme prompt kan give et meget anderledes resultat.

Galen Low: Det er interessant. Jeg tænker på et Apple Watch. På et tidspunkt bliver softwaren opgraderet, og der kommer en ny funktion. Så tænker man: Det betyder, at sensoren har været der hele tiden.

Den har indsamlet data, og jeg tror, du har ret i, at tonen allerede er indbygget. Der er en emotionel betoning i den måde, AI fortolker vores prompts på.

Det kan føre mange forskellige steder hen. Og så fører det mig tilbage til begyndelsen af samtalen: Gør det vores interaktioner med AI lige så komplicerede som vores interaktioner med mennesker? Er AI i dårligt humør den dag? Skal man være forsigtig og meget høflig i sin prompt, fordi AI er på kanten på grund af noget, der skete i weekenden?

Ann Campea: Det er det, jeg er bange for. Det er grundlæggende den eksistentielle ting, vi talte om. Den kommer til at vide mere om mig, end jeg selv ved om mig.

Jeg er forbløffet over udviklingen, især siden jeg begyndte at få fødderne under mig i projektledelse igen. På meget kort tid kan man gøre så meget. Det handler ikke længere kun om verbale eller skriftlige prompts, men også om grafik og alle mulige andre elementer.

Et område, jeg er meget nysgerrig på, og som jeg vil begynde at arbejde med i mit eget team, er at få AI til at generere en statusrapport for os. Nå frem til et punkt, hvor AI automatisk kan gøre det for os uge efter uge.

Det er den slags fremtid, jeg gerne vil se for mit team: at få nogle af disse værktøjer tilpasset og standardiseret på tværs af projektlederne. AI kan udføre det indledende arbejde, så projektlederne frigør deres kapacitet til virkelig at fokusere på EQ-elementerne.

Forestil dig, hvis dine projektledere hver uge fik genereret statusrapporten automatisk. De behøver ikke bekymre sig om at indsamle alle data og sætte dem ind. De skal bare validere, at den er korrekt, og sende den ud.

Så kan de fokusere på, at ledelsen forventer en præsentation om et bestemt emne. De kan brainstorme og udføre de menneskelige dele af jobbet bedre. Det er sådan, jeg ser den nærmeste fremtid – i hvert fald er det det, vi forsøger at opnå med mit team.

Galen Low: Det er en fantastisk mulighed for, at et team kan erkende, at EQ er deres superkraft. AI kan hjælpe med en statusrapport, og det giver mulighed for at gentænke sin værdi, selv i sin egen rolle. Det kan være meget styrkende.

Ann Campea: Absolut. Det er jeg helt enig i.

Galen Low: Mange tak fordi du ville bruge tiden sammen med mig i dag. Jeg sætter pris på din indsigt og dine perspektiver.

Ann Campea: Selvfølgelig. Det var sjovt.

Galen Low: Det var sjovt, ikke? Lad os gøre det igen.

Ann Campea: Det lyder godt.

Galen Low: Så er der ikke mere, folkens. Som altid kan I slutte jer til samtalen med over tusind ligesindede forkæmpere for projektledelse ved at blive en del af vores fællesskab. Gå ind på thedigitalprojectmanager.com/membership for at få mere at vide. Og hvis I kunne lide det, I hørte i dag, så abonnér og hold kontakten på thedigitalprojectmanager.com.

Indtil næste gang – tak fordi I lyttede.