Brænd ud, brænd ud (med Lynn Winter fra Manage Digital)

Læs udskriften:

Vi prøver at transskribere vores podcasts ved hjælp af et softwareprogram. Bær over med eventuelle stavefejl, da botten ikke er korrekt 100 % af tiden.

Ben Aston

Velkommen til DPM-podcasten, hvor vi går videre end teorien for at give ekspertrådgivning om projektledelse og skabe bedre digitale projekter. Tak fordi du lytter med. Jeg er Ben Aston, grundlægger af The Digital Project Manager. Jeg spekulerer på, om du nogensinde har følt, at lige meget hvor meget du gerne vil, så er du ganske enkelt ligeglad – eller måske endda føler, at du ikke længere kan bekymre dig. Du føler dig udmattet, apatisk, og uanset hvad du gør, kan du virkelig ikke overskue mere. Måske føler du dig udmattet, som om du slet ingen energi har. Din hukommelse synes på en eller anden måde at svigte. Du sover ikke godt, og du bliver syg. Måske føler du dig mere fremmedgjort, isoleret og er måske lige begyndt at forsømme dig selv. Du er irritabel, eller måske føler du bare, at din præstation ikke er, som den plejer. Du overskrider deadlines, bliver mindre engageret i de projekter, du arbejder på, eller er ganske enkelt ikke i stand til at koncentrere dig ordentligt.

At have et eller to af disse tegn en gang imellem er egentlig bare en del af det normale liv for os alle, og vi har alle dårlige dage. Men når du begynder at indse, at disse symptomer har stået på i længere tid, kan der være tale om udbrændthed. I denne podcast skal vi tale om tegnene på udbrændthed, og hvordan vi kan håndtere det sammen med en person, der selv er brændt ud, men er kommet ud på den anden side. I dag har jeg Lynn Winter med. Lynn er freelance digital strateg. Hun arbejder hovedsageligt med nonprofitorganisationer og open source-fællesskabet. Hun er digital projektleder og indholdsstrateg og arbejder også med brugeroplevelse. Hun har derfor en holistisk tilgang til sit arbejde.

I år skal vi også tale om, hvad der faktisk skete sidste år, hvor Lynn lancerede Manage Digital-konferencen, som er en konference for lokale DPM'er i Minnesota. Det taler vi om om lidt, men hej Lynn.

Lynn Winter:

Hej. Tak fordi jeg måtte være med.

Ben Aston

Det er dejligt at have dig med. Først vil jeg gerne forstå, hvad du brænder for, for du er freelance digital projektleder, indholdsstrateg og UX-person. Hvordan positionerer du dig selv, og hvad ender du faktisk med at lave fra dag til dag?

Lynn Winter:

Jeg begyndte min karriere med projektledelse og gik fra tv-produktionsverdenen over i digitalt arbejde omkring 2008. Jeg var heldig at finde et meget lille bureau, hvor jeg fik mulighed for at prøve mange forskellige ting og udvikle mig. Da jeg først var blevet fortrolig med projektledelsen, begyndte jeg at arbejde med kundepleje, brugeroplevelse, indholdsstrategi, test og alle mulige andre ting. Da jeg senere bevægede mig videre til andre steder, fik jeg mulighed for at gå mere i dybden med det. Jeg blev freelancer for et par år siden og har især fokuseret på indholdsstrategi og brugeroplevelse. Jeg kan selvfølgelig ikke slippe projektlederarbejdet helt – det følger altid med, når jeg laver ting.

Ben Aston

Jeg er dog nysgerrig. Du siger, at du var på et mindre bureau, hvor du fik mulighed for at have mange forskellige roller.

Lynn Winter:

Mm-hmm (bekræftende)-

Ben Aston

Hvordan sørgede du i den proces for, at du ikke trådte nogen over tæerne? For jeg tror, at vi projektledere er kontrolfreaks, og at vi nogle gange gerne vil have fingrene helt ned i arbejdet. Hvordan gjorde du det uden bare at irritere alle?

Lynn Winter:

Det blev egentlig områder, som vi havde brug for at udvikle som virksomhed. Da jeg arbejdede der, var vores gennemsnitlige projekt vist omkring 30.000 dollars, og til sidst var det nærmere en kvart million. Vi var nødt til at udvide vores ydelser, og det var i bund og grund: »Her er denne ting, som vi skal være gode til – hvem er interesseret?« Hvis det var noget, jeg interesserede mig for, og en anden sagde: »Det går jeg ikke så meget op i«, kunne jeg gå helhjertet ind i det. Det fungerede bare med forskellige personligheder. Det handlede derfor mindre om at træde nogen over tæerne. Der var en anden på bureauet, som arbejdede med brugeroplevelse og design, men hun arbejdede på et højere strategisk niveau. Når jeg ville lave et regneark med 20.000 stykker indhold, var hun helt ude, mens jeg var helt inde i det. Det blev en god kombination, hvor jeg kunne lave mit arbejde og give det videre til hende på det niveau.

Ben Aston

Fedt. På nogle af de bureauer, jeg har arbejdet på – de større bureauer, hvor rollerne er mere tydeligt definerede – bliver man på en måde sat i bås som projektleder. Man får kun lov til at lave projektledelse, fordi der er en, der arbejder med indholdsstrategi, en anden med brugeroplevelse, en anden, der er strateg, og måske tre forskellige slags strateger på det samme projekt. Jeg synes, det er fantastisk, at du har fået mulighed for at få fingrene ned i arbejdet og har en passion for mere end bare projektledelse. Det har gjort det muligt for dig at lave det, du gør nu. Hvilke organisationer arbejder du med i øjeblikket, og hvilke projekter er du involveret i?

Lynn Winter:

Jeg arbejder med tre-fire forskellige bureauer. Nogle lokale her i Minnesota og andre rundt omkring i landet, og det afhænger lidt af deres behov. Lige nu har jeg meget arbejde inden for uddannelse: et skoledistrikt, en universitets hjemmeside, og jeg arbejder også med almene boliger og et advokatfirma. Det er lidt af hvert og afhænger af, hvad der dukker op på folks tallerkener.

Ben Aston

Når du arbejder så meget med nonprofitorganisationer og velgørende organisationer, oplever du så, at din tilgang til at lede et projekt i den sektor er anderledes end i den private sektor?

Lynn Winter:

Ja, absolut. Jeg endte med at arbejde med nonprofitorganisationer, fordi det passer godt til mig. Da jeg arbejdede med tv, var jeg på en PBS-station, så jeg begyndte i en nonprofitorganisation og har siden hovedsageligt arbejdet inden for det område. For et par år siden arbejdede jeg på et bureau, der lavede både handels- og kommercielle projekter, og jeg følte bare, at vi talte forskellige sprog. Det er mere mit område at kunne tale om mission og effekt. Ledelsen er meget anderledes, fordi en nonprofitorganisation typisk sparer op i flere år for at kunne gennemføre en stor forandring eller et stort projekt, og det betyder meget mere for dem. De har også ofte flere ting på tallerkenen og sætter pris på muligheden for at skabe denne store forandring.

Jeg oplever derfor, at det er lidt mere samarbejdsorienteret: »Vi er sammen om det her.« I kommercielle virksomheder har de måske flere penge eller foretager ændringer oftere, så det føles lidt mindre værdifuldt for dem. I kommercielle virksomheder bliver jeg derfor ofte mere striks med dokumentation, regler, timer og opfølgning. Hos nonprofitorganisationer er stemningen mere afslappet, og de stoler på dig. Det er også anderledes, fordi jeg ofte ikke arbejder med nogen i en marketingafdeling. Eller også er marketingafdelingen én person, mens den i en kommerciel virksomhed måske består af ti personer. Det giver en anden stemning, og jeg er nødt til at tilpasse min måde at håndtere dem på.

Ben Aston

Noget andet interessant er, at når vi arbejder med kunder, der er marketingfolk og vant til at arbejde med bureauer, er det meget anderledes end at arbejde med en nonprofitorganisation, hvor dette måske er deres store projekt i årtiet. De har måske slet ingen idé om, hvad der skal ske. Det kræver meget mere støtte, men det kan også være sjovt, fordi man får mulighed for at lære dem tingene undervejs.

Lynn Winter:

Ja, uddannelse og vidensdeling betyder meget for mig. Jeg sætter pris på at kunne give den viden videre og hjælpe med at lære dem, hvordan de kan fortsætte med at gøre tingene, efter at vi er færdige med projektet.

Ben Aston

Når vi taler om vidensdeling, så lad os tale om Manage Digital-konferencen, som du startede sidste år, ikke?

Lynn Winter:

Jo.

Ben Aston

Hvordan opstod den idé?

Lynn Winter:

Jeg deltog i et DPM-topmøde, som Bureau of Digital stod bag. Jeg kan ikke huske, hvor mange år siden det var, men det var i Austin, måske for fem år siden. Det var et stort øjeblik for mig. Indtil da havde det bureau, jeg arbejdede på, været meget engageret i Drupal-fællesskabet, som også er et fantastisk fællesskab, men på det tidspunkt hovedsageligt bestod af udviklere. Jeg kunne tage til en konference med 2.000 eller 3.000 mennesker og kun finde udviklere. Hvis jeg fandt én projektleder, opsporede jeg dem på en lidt uhyggelig måde. Det var rart at have en ligesindet, som man kunne dele viden og erfaringer med.

Da jeg tog til det første DPM-topmøde, var det sådan: »Åh gud, jeg kan finde andre, der er ligesom mig. Vi går op i de samme ting, og vi kan dele erfaringer.« Jeg satte virkelig pris på den mulighed. I årene efter kom folk hele tiden til mig og spurgte, hvem de skulle ansætte, om jeg kendte mentorer, og hvad man gør i forskellige situationer. Jeg indså, at der var et hul i det lokale fællesskab, fordi projektledere ikke havde mange muligheder for at lære. Det er dejligt at se jer lave ting og andre mennesker udvikle sig, men området havde været ret tørt i lang tid. Jeg ville derfor virkelig gerne lave noget lokalt, og da jeg skiftede job og blev freelancer, tænkte jeg: »Nu har jeg endelig tid.« Det varede selvfølgelig kun et øjeblik.

Men på det tidspunkt havde jeg allerede fået momentum, og gennem mund-til-mund-metoden arrangerede vi en konference sidste år, hvor 140 mennesker dukkede op. Det var virkelig spændende.

Ben Aston

Hvad kan man se frem til på konferencen det kommende år? Den er ikke så langt væk nu, vel?

Lynn Winter:

Nej, det er den ikke. Den er den 9. maj. Den ligner sidste års konference, men formatet er lidt anderledes. Konferencens primære fokus er netværk først og læring bagefter. Grunden er, at jeg gerne vil opbygge et lokalt netværk af projektledere, der kan støtte jobsøgning og mentorordninger. Derfor får vi flere muligheder for at netværke. Vi skal have borddiskussioner med forskellige emner, hvor folk kan dele erfaringer.

En del af den feedback, jeg fik sidste år, var, at selv om workshops og hovedtalerne var rigtig gode, var der også enormt meget viden i rummet. Det er så rigtigt. Folk får derfor tid til at mødes, netværke og lære af hinanden. Vi har også rykket den sociale time lidt tidligere, så folk kan nå at forbinde sig med andre, inden de tager hjem og henter deres børn fra skole. Der bliver ganske enkelt lidt flere muligheder og mere fri plads til det.

Ben Aston

Hvis folk vil vide mere om konferencen, hvor skal de så gå hen?

Lynn Winter:

De skal gå til managedigital.io. Billetterne bliver solgt hurtigt, så hvis du er interesseret, bør du tilmelde dig nu.

Ben Aston

Det er en endagskonference, ikke?

Lynn Winter:

Korrekt.

Ben Aston

I Minnesota?

Lynn Winter:

I Minneapolis.

Ben Aston

I Minneapolis, ja. Du ved, min amerikanske geografi-

Lynn Winter:

Det er tvillingebyerne. Kom nu, der er en lufthavn i nærheden.

En del af idéen er også at holde det overkommeligt, for det er svært at spare penge sammen til at tage til en stor konference. Vi er forbi early bird-prisen, men lige nu koster billetten 175. Det er helt overkommeligt for en endagskonference.

Ben Aston

Det er fantastisk. Lad os gå videre til at tale om dit indlæg og udbrændthed. Vi går lidt ud fra, at folk ved, hvad udbrændthed er. Jeg introducerede nogle af symptomerne i begyndelsen, men hvad er udbrændthed? Fortæl os, hvad det er.

Lynn Winter:

Det er grundlæggende en udtømning af både din fysiske og følelsesmæssige styrke. Du er stødt mod nogle mure på begge områder. Det er måske ikke kun fysiske forandringer, men også mental udmattelse. Du er ganske enkelt brændt ud, stresset og frustreret.

Ben Aston

Årsagerne kan naturligvis være mange, men ud fra din erfaring og dine samtaler med andre, hvad er så de primære drivkræfter bag, at man ender dér?

Lynn Winter:

Jeg tror, det er tredelt, og det handler grundlæggende om den måde, verden har ændret vores arbejdsplads og os selv på. Verden og arbejdslivet har ændret sig, ikke?

Ben Aston

Mhm.

Lynn Winter:

Folk kommer ikke bare hjem klokken fire eller fem, lukker ned for dagen og tager sig af problemerne næste dag. Vi har tablets, ure, telefoner og Slack-kanaler – alle mulige måder at få fat på folk på alle tider af døgnet. Det har vi ændret. I begyndelsen var det en fantastisk bekvemmelighed og hjælp, men det er blevet en ulempe for den måde, vi arbejder på. Vores branche har endda et endnu dårligere ry for den slags problemer. Jeg er sikker på, at Silicon Valley er en del af årsagen, men den digitale branche gør det virkelig svært at trække en grænse mellem arbejde og fritid.

Det andet område er arbejdspladsen. For projektledere handler det i høj grad om, hvor meget arbejdspladsen værdsætter projektlederrollen, hvordan de ser på den, og om de støtter den. Vi talte tidligere om, at folk ofte slet ikke kalder os projektledere. Måske er det en forkert eller uønsket titel. Jeg har været mange steder, hvor man ikke engang viste, hvor mange timer eller hvor store omkostninger der var forbundet med en projektleder, fordi man troede, at folk ikke ville se det eller betale for det. Hvorfor skulle de ikke betale for det? Hvis du er på en arbejdsplads, der ikke anerkender din værdi, giver dig muligheder eller sørger for, at du ikke får for meget arbejde, kan det skabe mange problemer.

Den sidste ting er selvfølgelig os selv. Det er en stor del af mit personlige problem, for jeg har været på både gode og dårlige arbejdspladser. Jeg har altid været den, der sagde ja: »Jeg kan godt tage det, jeg kan gøre det, jeg kan hjælpe teamet.« Jeg har bare påtaget mig flere og flere ting og opbygget dårlige vaner. Jeg har også mødt mennesker, der skifter til projektlederbranchen senere i livet, er nye i branchen eller er ældre i branchen – måske ikke 20, men 40 eller 50 år – og som mangler selvtillid. Der kan opstå en følelse af, at vi skal knokle for at indhente det forsømte eller nå derhen, hvor vi skal, selv om det måske blot er en opfattelse og ikke noget, vi faktisk behøver.

Ben Aston

Det er en balance, for jeg tror, at følelsen af, at man skal knokle, faktisk kan være reel, når man er i en ny rolle eller prøver at gøre et godt indtryk. Problemet opstår, når man presser det for langt og bliver udbrændt. Hvad er din historie om at blive udbrændt, og hvordan opdagede du det?

Lynn Winter:

Jeg tror nok, jeg blev født sådan. Jeg tog ekstra fag på universitetet og har haft flere job, siden jeg blev færdig. Jeg har et hemmeligt liv, hvor jeg optager sport til enten tv eller interne videoer. Jeg har derfor haft flere job i lang tid. For mig handler det først og fremmest om, at vi alle bør se på os selv først. Hvis vi gør det, vi skal, kan vi derefter se på vores arbejdsgiver og vores omgivelser. Vi kan ikke pege på andre som årsag til vores problemer, før vi har set grundigt på os selv.

Jeg har ærligt talt lagt pres på min familie og mit arbejdsliv og hele tiden sagt: »Det bliver lettere om fire eller seks måneder.« Det er ikke nogen måde at leve sit liv på. For et par år siden blev jeg sammen med et par kolleger afskediget fra mit job, nærmest ud af det blå. Jeg tænkte: »Hvad vil jeg gøre?« Så begyndte jeg at få telefonopkald: »Jeg har hørt, at du har mistet dit job. Vi har denne stilling – vil du have den?« Noget inde i mig blev ved med at sige: »Jeg er ikke klar. Jeg er ikke klar. Jeg vil ikke gøre det.« Jeg indså, at hvis der nogensinde var et tidspunkt til at se på mit arbejdsliv, min balance, mine valg og mine mål, så var det nu.

Jeg tog mig tid til langsomt at finde tilbage til det, jeg gerne ville, og foretog nogle personlige ændringer i forhold til kost, motion og det at være gladere, så jeg kunne skabe en forandring for mig selv.

Ben Aston

Det er godt. Min erfaring er, at jeg gennem hele min karriere altid har presset mig selv. Jeg var meget ambitiøs og ville nå et sted, hvor mit mål var at blive vicepræsident. Den måde, jeg gjorde det på, var ved at arbejde ekstremt hårdt. Jeg sad konstant i fly og rejste rundt i USA og Canada. Jeg rejste hver uge, og til sidst var jeg bare udmattet. Det sidste, der fik bægeret til at flyde over, var faktisk ikke arbejdet, men at jeg fik mit andet barn. På det tidspunkt fik jeg endnu mindre søvn, og det var det, der knækkede mig.

Det, der skete, var ikke kun psykisk – selv om det måske også var psykisk. Jeg fik gigt, som jeg stadig har. Det kom grundlæggende af udmattelse efter at have arbejdet for hårdt i for lang tid. Det kan være ambitioner, der driver det, eller en følelse af hele tiden at skulle holde hovedet oven vande og imponere. Men konsekvensen er i sidste ende ikke det værd, vel?

Lynn Winter:

Jeg havde også et fysisk problem. Jeg vidste noget om ting, der foregik i virksomheden, og jeg begyndte at få det, der føltes som hjerteanfald. Midt om natten gjorde mit bryst så ondt, at jeg vågnede i store smerter og bogstaveligt talt måtte undersøge, om jeg var ved at få et hjerteanfald. Det var panikanfald midt om natten. Jeg ville gerne sige, at jeg var klog nok til at se tegnene og selv foretage ændringen, men det gjorde jeg ikke. Efter at jeg havde talt om emnet på DPM-topmødet, kom så mange mennesker hen til mig og fortalte deres historier.

Jeg fik det dårligt på deres vegne, men tænkte også: »Okay, lad os tage kontrol over det her. Hvad kan du gøre ved det?«

Ben Aston

Ja.

Lynn Winter:

Livet er kort, og det kan ske. Noget andet, der fik mig til at ændre ting, var, at en nabos mand døde af et hjerteanfald som 40-årig, og at en af mine klienter fik brystkræft. Tiden er begrænset, og hvor tilfredse vil vi egentlig være med det, vi laver, og de valg, vi træffer?

Ben Aston

Når det handler om at håndtere det, taler du i dit indlæg om at starte i det små og vælge ét område at fokusere på den første måned. Men selv det kan føles overvældende. Hvad gjorde du for at skabe momentum og forandring?

Lynn Winter:

Det første, jeg gjorde, var at begynde at motionere og spise bedre. Når man mister sit job, kan tingene blive følelsesmæssige og ude af kontrol, og man ved ikke, hvad der foregår, eller hvad man skal gøre som det næste. Det foregående år havde jeg taget 20 pund på ved bare at sidde ved computeren hele dagen og natten uden at passe på mig selv. Jeg begyndte derfor på en ulækker kur med grønne smoothies, som jeg stadig drikker hver morgen. Den er mindre ulækker nu, fordi jeg har ændret den lidt. Min søster havde prøvet en smoothie-kur for at rense kroppen, så det gjorde jeg også. Det førte til, at jeg holdt op med at spise hvede, hvilket har været rigtig godt, og begyndte på en glutenfri kost.

Da jeg fik mere tid, scrollede jeg på Facebook og købte, som man jo gør, noget træningsudstyr derfra. Jeg begyndte bare at bruge det. Det var 20 minutters motion om dagen, tre gange om ugen, og det gjorde en kæmpe forskel. Jeg fik det bedre, og det klarede tankerne. Jeg tænkte: »Okay, jeg kan få det bedre. Jeg er ikke lige så stresset. Hvad vil jeg så gøre nu?« Jeg begyndte med den fysiske del af mig selv.

Ben Aston

Og du købte en enhjørning.

Lynn Winter:

Jeg købte en enhjørning, og jeg elskede den. Vi har den dog ikke længere.

Ben Aston

Jeg ville spørge, hvordan det går med enhjørningen. Hvis du ikke har set indlægget, så kig på det. Hvis du vil inspireres til, hvad du skal købe, og ikke ved hvad, så vælg en enhjørning.

Lynn Winter:

Jeg synes, alle burde gøre det og sige: »Pyt med det. I år køber jeg den mest latterlige ting.« Jeg overvejer at købe et oppusteligt enhjørningekostume og prøve at stå på vandski på det. Jeg er ikke nået så langt endnu, men det tror jeg, jeg gør. Den her ting var omkring fem meter høj og næsten fire meter bred.

Ben Aston

Hvor lang tid tager det at puste den op?

Lynn Winter:

Jeg gjorde det ikke selv, men min mand sagde, at det tog omkring fire timer og seks øl. Det var det hele værd, indtil en venlig fisker fik hovedet revet af med sin krog.

Ben Aston

Virkelig?

Lynn Winter:

Ja.

Ben Aston

Det var da trist.

Lynn Winter:

Vi havde derfor et oppustet hoved en del af sommeren, og fordi den lå i vandet hele sommeren, blev den lidt grøn og sådan noget. Så pakkede vi den væk. Men vi købte en af de der pølser – sådan en latterlig ting, man kunne ride på i Mexico i spring break. Vi købte en til denne sommer. Jeg har besluttet, at vi hvert år skal købe noget latterligt og sjovt til den korte sommer, vi har i Minnesota.

Ben Aston

Det lyder som en god plan. Men lad os tale om, hvordan vi undgår udbrændthed i første omgang. Når man først er blevet udbrændt, skal man komme sig, sætte nye grænser og måske ændre retning. Men det bedste er naturligvis at forhindre, at det sker. I dit indlæg taler du om tre ting, vi kan gøre: få kontrol over vores tid, skabe grænser mellem arbejde og hjem og investere i os selv. Vi har allerede berørt nogle af dem i forbindelse med din vej tilbage. Hvad angår kontrol over tiden – hvilke konkrete ting på arbejdspladsen har været mest effektive for dig, så du fokuserer på det rigtige og ikke ender med at arbejde sent og hele tiden?

Lynn Winter:

Den største ændring, jeg først foretog, var at holde op med at planlægge alt omkring alle andre og bilde mig selv ind, at jeg var usynlig og bare kunne få det til at fungere. Jeg gjorde det hele tiden. Jeg ser alle gøre det: »Jeg vil have, at projektet bliver færdigt til tiden, inden for budgettet, og at jeg svarer kunden. Så jeg presser dette møde ind, hvor som helst det passer, og så får jeg det til at fungere.« Resultatet er, at man hober for meget oven i hinanden. Arbejdsdagen begynder først klokken fire eller fem, når man endelig kan sætte sig ned, fordi alle andre er gået hjem. Så jeg holdt op med det. Hvad betyder det, om et projekt bliver færdigt en uge eller to tidligere? Det betyder ikke noget, for kunden forsinker det alligevel sandsynligvis på grund af indhold eller en anden beslutning.

Det skal fordeles efter behov. Jeg siger altid til kunder, at jeg kan fortælle omtrent, hvornår de store ting kommer til at ske i en del af projektet, men jeg giver ikke præcise datoer, før vi er kommet i gang. Enten ændrer kunden tidsplanen, eller også er jeg nødt til at ændre den af gode projektmæssige grunde. Hvis jeg for eksempel skal på ferie onsdag, tænker jeg ikke længere: »Hvor mange ting kan jeg presse ind?« Jeg tænker: »Kan dette møde foregå uden mig, mens jeg er væk? Fint, så kører det. Det andet kan vente en uge, til jeg er tilbage.«

Det andet handler om at planlægge arbejdstid. Uanset hvilket kalendersystem du bruger, kan jeg godt lide at blokere tid og sige: »Det er det her, jeg skal lave de næste to timer, og jeg laver kun det.« Hvis folk forstyrrer mig, arbejder jeg mest hjemmefra nu, så jeg slår mine Slack-kanaler fra, så jeg ikke får beskeder fra fire forskellige kanaler. Hvis du arbejder på et kontor, kan du sætte et »Forstyr ikke«-skilt op, så længe det kun er et par gange om ugen.

Du kan sige til teamet: »Her er, hvad jeg laver. Mine grænser er dårlige, jeg når ikke noget, og det stresser mig. Jeg vil prøve denne teknik. Det betyder ikke, at jeg er ligeglad med jer, men på disse tidspunkter sætter jeg et skilt op. Hvis I vil respektere det, så lad os prøve. Om et par uger følger jeg op for at se, om det skaber problemer for vores arbejde, eller om det fungerer.«

Ben Aston

Hvis det ikke fungerer, kan du også forlade kontoret, tage din bærbare computer med til en café og gøre dig utilgængelig. Jeg plejede at bruge frokostpausen som det første tidspunkt på dagen, hvor ingen ville acceptere et møde.

Lynn Winter:

Ingen, der forstyrrede dig?

Ben Aston

Ja.

Lynn Winter:

Indtil de opdager, at du er på kontoret hver dag ved frokosttid.

Ben Aston

Du taler også om at holde pauser, og jeg elsker det, du siger om ikke at planlægge alt omkring alle andre. Det betyder næsten altid, at man selv betaler prisen: man kommer tidligt, går sent, holder ingen pauser og brænder ud. Så ja, det er virkelig vigtigt at have kontrol over sin tid.

Lynn Winter:

En anden ting, jeg for nylig har gjort, er at samle møder på én eller to dage. Det gør jeg ofte, fordi jeg ellers befinder mig i det mystiske sted, der hedder Minneapolis, hvor der kan være 40 minutters kørsel i morgentrafikken. Jeg prøver derfor at samle alle mine møder på én eller to dage om ugen, så jeg ikke skal rejse hver dag. Det giver mig halvanden time ekstra. Hvis du arbejder på et kontor, kan du måske beslutte: »Det her er dagen, hvor jeg ikke får noget fra hånden, fordi jeg går ind og ud af møder, men i morgen har jeg ingen.« Det gør også en stor forskel.

Ben Aston

Du har fortalt, hvordan du opdagede, at du var udbrændt, foretog nogle ændringer og nu arbejder på en anden måde. Hvilke udfordringer ser du, og hvornår er der risiko for, at du falder tilbage i gamle vaner? Hvad skal folk være opmærksomme på, hvis de er ved at falde tilbage? Hvilke tegn er vigtige for dig?

Lynn Winter:

Jeg er faktisk selv lidt på vej tilbage lige nu, fordi jeg arbejder på konferencen. Det er en ekstra ting, jeg har valgt at gøre. For mig er det et stort tegn, når jeg begynder at have computeren åben om aftenen. Hvis du har besluttet, at du gør det én gang om ugen, er det fint, men hvis det bliver tre dage om ugen eller sker flere uger i træk, er det et tydeligt tegn. Det samme gælder udmattelse. Hvis du har lagt en plan om at gå i fitnesscenteret eller gå ture, og det ikke sker, så spørg dig selv, hvad der foregår. Hvis du har en familie derhjemme, og du bliver mere irritabel og har mindre tålmodighed, skyldes det sandsynligvis dit arbejde. Det er nok ikke, fordi dit barn pludselig er blevet ondt, fordi det er kommet ind i en ny fase. Det er mere sandsynligt, at du ikke har energien eller tiden.

Vinteren er generelt svær for mig, fordi jeg optager det meste af min sport om vinteren og samtidig arbejder med Manage Digital-konferencen. Jeg prøver derfor en lidt anden tilgang. Jeg kan godt lide fleksibiliteten til at gå midt på dagen og hente mit barn eller gøre noget andet. Jeg er begyndt at tænke på det som en Marie Kondo-situation, hvis du ved, hvem hun er.

Ben Aston

Ja.

Lynn Winter:

Når jeg vurderer, om jeg skal påtage mig noget ekstra, og det vil bryde min balance, spørger jeg mig selv, om det vil give mig meget glæde. Det handler ikke kun om, hvorvidt det får mig et niveau op, men om det faktisk giver mig glæde. Når jeg har meget arbejde, kan jeg sige: »Jeg valgte det her, og jeg er glad for det.« Så får jeg en anden indstilling.

Ben Aston

Det er så vigtigt. Tidligt i karrieren tænker vi ofte på at klatre op ad stigen, være ambitiøse og sætte et aftryk på verden. Nu forstår jeg, at det handler om de ting, der faktisk betyder noget i livet, og om det realistisk betyder noget, om et kundeprojekt leveres to uger eller en måned senere. Forskellen mellem at slave dag og nat for at nå en urealistisk deadline og at have en mere afbalanceret tilgang er enorm. Vi kan være mennesker, der gerne vil gøre alle tilfredse og se godt ud, men hvis vi tager den vanskelige samtale i begyndelsen og køber os selv lidt tid, bliver vi meget gladere til sidst.

Lynn Winter:

Andre tegn kan være, at du virkelig har set grundigt på dig selv og gjort en seriøs indsats for at finde det rigtige, men stadig støder mod de samme problemer på din arbejdsplads. Så arbejder du måske bare ikke i den rigtige kultur eller på det rigtige sted. Jeg arbejdede engang et sted, hvor jeg sagde: »Jeg har for meget på min tallerken. Jeg holder juleferie og kan først levere rapporten, når jeg er tilbage.« De svarede: »Vi forstår, at du har for meget arbejde, men du skal få det gjort.«

Hvis det er det svar, du får igen og igen, må du måske finde et sted, der passer bedre til det, du har brug for.

Ben Aston

Det er et godt råd. Der findes mange gode job og bureauer. Hvis du leder efter et job og endnu ikke er med i vores Slack-team, så gå til digitalprojectmanager.com/slack. Vi har en kanal for job, hvor du kan finde alle mulige stillinger, herunder fjernarbejde og job hos gode bureauer. Hvis du lider, så overvej dine muligheder.

Lynn Winter:

Ræk ud. Ja.

Ben Aston

Det har været fantastisk at have dig med i dag. Tak fordi du deltog.

Lynn Winter:

Jeg vil også gerne sige tak, fordi I er sponsor for Manage Digital. Det betyder enormt meget, og vi kan ikke arrangere en konference uden mennesker som jer, der støtter vores fællesskab. Det sætter vi virkelig pris på.

Ben Aston

Det var så lidt. Hvad tænker du? Er du selv ved at blive udbrændt? Har du gode råd mod udbrændthed? Fortæl os, hvad du synes. Kommentér på indlægget, og gå også til digitalprojectmanager.com/slack og bliv medlem af vores Slack-team. Her finder du alle mulige samtaler om digital projektledelse og job. Hvis du kunne lide det, du hørte i dag, så abonnér, og brug et par minutter på at skrive en ærlig anmeldelse af DPM-podcasten på Apple Podcasts. Det hjælper os enormt meget og gør det muligt at tilpasse programmet. Det sætter vi stor pris på. Indtil næste gang: Tak fordi du lyttede.

Lad os sammen forandre arbejdslivet! Se dette: Workshop: Lad os sammen skrive et kapitel til DPM-håndbogen!