Sådan håndterer du forventninger på den rigtige måde (med Natalie Semczuk fra Talkanatalk)

Læs transskriptionen:

Vi afprøver at transskribere vores podcasts ved hjælp af et softwareprogram. Tilgiv venligst eventuelle slåfejl, da botten ikke er korrekt 100 % af tiden.

Ben Aston:

Tak fordi du lytter med. Jeg hedder Ben Aston, og dette er Digital Project Manager-podcasten. I dag har jeg selskab af Natalie Semczuk, som er en af vores faste DPM-eksperter hos Digital Project Manager. Natalie, mange tak fordi du endnu en gang vil være med i programmet. Vi byder Natalie velkommen tilbage – jeg tror, det er tredje gang.

Natalie Semczuk:

Hej, det er rart at være her.

Ben Aston:

I dag taler vi om kommunikation. Vi ved alle, at kommunikation er en virkelig vigtig del af vores rolle, men hvilke værktøjer kan vi bruge til at blive bedre til det? Et af disse værktøjer er en kommunikationsplan. Hvis du nogensinde har oplevet, at dine kunder konstant presser dig efter information – eller omvendt, at du måske selv presser dem efter information, så det hele bliver lidt akavet – er du heldig, for i dag har vi et værktøj, som kan hjælpe med at løse alt det. Det er kommunikationsplanen, men først vil jeg fortælle lidt om Natalie. Lad mig præsentere hende ordentligt.

Natalie er digital projektleder og er faktisk netop gået fuldtid. Det er en stor ting for Natalie. Hun er fjernprojektleder i Arizona og arbejdede tidligere med freelanceopgaver, men er nu gået fuldtid. Hun har også sit eget nyhedsbrev, som du bør tjekke ud, DPMish, samt sin blog om PM-reaktioner, så tjek det hele ud.

Som en af vores DPM-eksperter kommer Natalie også til at medvirke i vores kommende kursus “Mestr digital projektledelse.” Hvis du ikke er sikker på, hvad jeg taler om, men ved, at du har brug for PM-uddannelse, så gå ind og se nærmere på det. Det er et intensivt syvugerskursus, som omfatter interaktive videolektioner, opgaver, gruppediskussioner og webinarer. Der er også mulighed for coaching, så gå til digitalprojectmanagerschool.com og tilmeld dig. Du finder Natalie derinde.
Natalie, fortæl os om … Faktisk vil jeg først spørge dig om dit DPMish-nyhedsbrev. Vi har ikke modtaget et i flere måneder. Hvad skete der?

Natalie Semczuk:

Åh nej. Jeg var bange for, at nogen ville konfrontere mig med det. Som du nævnte, har jeg for nylig fået et fuldtidsjob. Jeg holdt lidt pause efter ferien for at gentænke nyhedsbrevet og lægge en langsigtet plan for den type indhold og emner, vi gerne ville dække, gæsteredaktører og den slags. Midt i alt det fik jeg et fuldtidsjob, så mellem det, de freelanceopgaver jeg stadig tager i mindre omfang ved siden af, og det at vænne mig til det hele, har det taget lidt længere tid at få planen på plads. Men jeg lover, at et nyt DPMish snart udkommer. Vi har faktisk netop passeret étårsdagen for dets eksistens, så jeg vil bestemt gerne fortsætte med det.

Ben Aston:

Tillykke.

Natalie Semczuk:

Mange tak.

Ben Aston:

Godt. Fortæl mig noget. Jeg er dog nysgerrig, for du var efter min opfattelse en af vores rollemodeller inden for fjernarbejdende freelanceprojektledelse. Hvad fik dig til at tage springet tilbage til en fuldtidsrolle – væk fra friheden og tilbage til at være bundet?

Natalie Semczuk:

Jeg arbejder stadig på afstand, hvilket jeg er virkelig glad for. Det giver mig bestemt også en følelse af frihed – jeg har bogstaveligt talt pyjamasbukser på lige nu, og ingen ville have vidst det, hvis jeg ikke havde sagt det. Jeg arbejdede fuldtid som freelancer i fem år, og jeg begyndte at føle … Da jeg startede, var jeg ret junior. Jeg brugte lang tid på at lære håndværket og tage chancer i de projekter, jeg arbejdede på. Jeg følte bare, at det var tid til at udfordre mig selv lidt mere.

Jeg elsker det, jeg laver, og jeg elskede at være freelancer. Det var virkelig sjovt, men jeg var også begyndt at blive lidt udbrændt af kontrakter på ét projekt ad gangen, som jo er sådan, mange bureauer arbejder. De har brug for ekstra hjælp på et projekt, du får et projekt, og så er du inde og ude igen. Jeg blev frustreret over, at når jeg arbejdede med så gode teams eller en ny proces, kunne jeg ikke rigtig bidrage på en varig måde ud over mit eget projekt. De freelanceforhold, jeg har haft, og som jeg har nydt mest, har været langsigtede, så jeg ville begynde at tænke mere over det og undersøge muligheden for måske at tage en pause og fokusere på min egen udvikling samt investere i et team.

Ben Aston:

Spændende. Hvilken type projekter eller hvilket bureau lokkede dig så over i fuldtid? Hvad arbejder du med lige nu?

Natalie Semczuk:

Det er faktisk lidt interessant. Tidligere, da jeg freelancede, lavede jeg mange projekter fra start til slut: redesign, udvikling og lancering af en hjemmeside. Min nuværende stilling handler mere om projektledelse efter lancering samt vedligeholdelsesstøtte. Jeg er virkelig glad for det. De seneste år har jeg specifikt holdt oplæg om vedligeholdelse efter lancering, hvordan man bygger en hjemmeside med det for øje, og hvordan kunden kommer til at bruge det indhold, vi giver dem på hjemmesiden – alle moduler, felter og den slags i administrationsdelen. Det er præcis det, jeg laver nu, så jeg hjælper med at føre projekter fra udviklingsprojekter over i vedligeholdelsesfasen efter lanceringen. Vi tager også alle ekstra funktioner, som ikke kom med i første fase, så jeg er faktisk den mystiske fase to.

Ben Aston:

Sker fase to virkelig?

Natalie Semczuk:

Ja, den findes faktisk, viser det sig. Hvem skulle have troet det? Jeg er virkelig glad for det. Det har været fantastisk, fordi det er en god måde at lære en kunde at kende på længere sigt. At kunne være fuldt engageret i deres succes efter en lancering – jeg ved ikke, om mange steder virkelig afsætter en fuldtidsmedarbejder til det – så det har været fedt at kunne hjælpe dem med at realisere deres vision og tage sig af sikkerhedsopdateringer og den slags, så vi virkelig understøtter en hjemmesides langsigtede sundhed.

Ben Aston:

Hvilke udfordringer har der været i overgangen fra freelance til fuldtid? Kan du fortælle om nogle af de udfordringer, du faktisk oplevede ved at gå tilbage til fuldtid?

Natalie Semczuk:

Ja.

Ben Aston:

Hvordan har det været?

Natalie Semczuk:

Helt ærligt var det første, der overraskede mig mest, positivt. Jeg var chokeret over, hvor mange mennesker der var klar til at støtte mig under introduktionen, fordi jeg er så vant til at være den eksterne konsulent, der kommer ind på et team som en enmandshær. Jeg tænker: “Hej, jeg skal have adgang til det her. Hej, min kontrakt skal opdateres.” Da jeg faktisk blev introduceret i denne virksomhed, spurgte folk: “Hvordan går det? Har du brug for mere oplæring?” Jeg tænkte: “Åh gud, det her er fantastisk.” Det var på en måde chokerende, fordi jeg ikke havde oplevet det i så lang tid.

Jeg tror, den største udfordring blot er, at tempoet og mængden er meget anderledes. Det er ikke min virksomhed. Det er ikke min egen fremtid, jeg selv styrer. Den virksomhed, jeg arbejder for, forsøger at få succes, så tempoet og mængden er meget større. Da jeg freelancede, havde jeg kun tid til måske fire til seks projekter ad gangen om året. Selvfølgelig har jeg, især i vedligeholdelsestilstand, mange flere kunder nu, men de har også et meget anderledes tempo. Det var et tempo, jeg ikke ville kunne forsørge mig selv med som freelancer. Så det har været en udfordring.

Kommunikationsmæssigt arbejder jeg også for én virksomhed, så vi holder mange videomøder og den slags, hvilket er fantastisk. Jeg freelancede i lang tid, hvor det bare var mig, og hvor jeg måske tjekkede ind med teams personligt eller via video et par gange om ugen. Jeg har indset, at jeg måske burde gøre lidt mere ud af mit udseende, men nej.

Det har været virkelig godt, og jeg synes, det er interessant at nå til et punkt, hvor jeg er investeret i et team, men samtidig har vi, fordi vi alle arbejder på afstand, nogle gode grænser omkring vores privatliv. Arbejde og fritid flyder selvfølgelig sammen, men vi respekterer hinanden mere, fordi vi bare kan træde væk, hvilket har været fantastisk. Som freelancer får man ikke rigtig det, fordi arbejdet er livet, så det er rart igen at have lidt balance eller finde den for mig selv.

Ben Aston:

Når man starter i et nyt bureau, er der selvfølgelig nye processer, systemer og værktøjer. Har der været noget i det nye bureau, hvor du har tænkt: “Det her er fantastisk,” fordi de har fundet ud af noget på en virkelig god måde, som du ikke havde mødt før?

Natalie Semczuk:

Helt sikkert. Det har været rigtig godt. Den person, jeg arbejder sammen med og støtter, den anden projektleder, har så mange fantastiske processer for dokumentation. Det er en meget struktureret måde at mødes med en kunde på, finde ud af, hvad der foregår, have en solid proces i vores projektstyringsværktøj og derefter dokumentere det hele for dem. Jeg har stadig en lille freelanceopgave ved siden af, og jeg har taget det med tilbage til mit freelancearbejde og sagt: “Hold da op, jeg kunne skrive meget mere dokumentation.” Det har været fantastisk.

Jeg tror også, at teamet er meget erfarent, og det er virkelig fedt at se udviklere og designere påtage sig ledende roller. Det aflaster mig og giver mig mulighed for at fokusere mere på præcis kommunikation og strategiske ting for kunderne.

Ben Aston:

Det er godt. Bruger de nogle værktøjer, du ikke har set eller brugt før, som andre burde kende til?

Natalie Semczuk:

Ja, vi bruger Teamwork. Jeg har aldrig brugt Teamwork før, men jeg forstår, at det er en stor aktør på området. Jeg synes, det er godt, fordi det er så omfattende i den måde, vi bruger det på. Alt, hvad vi gør, kommer ind i Teamwork, hvilket har været virkelig nyttigt – ikke kun under introduktionen, men også fordi jeg har haft sygefravær og ferie, siden jeg startede. At have alt dokumenteret ét sted, også når jeg dækker for en anden, gør en kæmpe forskel. Jeg blev så glad for at se det, fordi det er noget, jeg tidligere har oplevet som et problem, især når man introduceres til et enkelt projekt i et bureau. Hvis det ikke er dokumenteret nogen steder, er det meget svært at komme ind i arbejdet.

Ben Aston:

Ja, det er derfor, vi bad dig tale om det på kurset i mestring af digital projektledelse. Man kan have de bedste værktøjer, men det er vigtigt at have én fælles sandhedskilde og ét værktøj, som måske ikke er fantastisk til alt, men som binder det hele sammen. Det er især nyttigt, når man skal introducere folk til et projekt, og de siger: “Den slags diskussion foregår altid i Basecamp, den slags i Slack, og de her filer gemmer vi i Dropbox.” Hvis man ikke kender alle de ting, er det svært at komme ind i arbejdet.

Natalie Semczuk:

Præcis.

Ben Aston:

Det er interessant, når de værktøjer, der skal være “ét værktøj til at herske over dem alle”, faktisk fungerer. Der findes nogle gode, men de er typisk ikke lige så pæne eller populære, så det er godt at høre, at nogle af dem virker.

Natalie Semczuk:

Ja, og du rammer hovedet på sømmet: Alle værktøjer kommer ikke til at være flotte eller fungere perfekt alle steder, men så længe man har konsekvens og faktisk bruger værktøjet, er det det vigtigste.

Ben Aston:

Helt sikkert.
Så i dag taler vi om kommunikationsplaner. Natalie, for dem, der endnu ikke har læst din fantastiske artikel, som er fuld af praktiske og nyttige råd – så gå ind og læs den – hvad er en kommunikationsplan?

Natalie Semczuk:

Det er et godt spørgsmål. Da jeg skrev artiklen, søgte jeg rundt på nettet og læste om andres syn på kommunikationsplaner for projekter. Jeg tror, at essensen i sidste ende er, at den definerer, hvordan kommunikationen skal foregå gennem et projekt: hvordan strukturen ser ud, hvor ofte kommunikationen finder sted, hvem der siger hvad, hvornår og hvor. Det er grundlæggende en omfattende afstemning af forventninger til selve kommunikationen. Den er ikke nødvendigvis baseret på milepæle eller leverancer; den beskriver, hvordan du kommunikerer fremdrift, problemer eller spørgsmål i et projekt, og hjælper både dit team og din kunde med at forstå forventningerne.

Ben Aston:

Jeg tror, det er et af de artefakter fra traditionel projektledelse, hvor vi som digitale projektledere kan tænke: “Åh nej, dokumentation. Det er ikke smart,” eller måske rynke lidt på næsen af den slags dokumentation, som bare lyder som en masse arbejde for dokumentationens egen skyld. Hvad er dit syn på det? Hvad putter du i kommunikationsplanen, så den faktisk bliver nyttig og ikke bare endnu et dokument, der beskriver det samme som ti andre dokumenter?

Natalie Semczuk:

Jeg opfatter den som et meget fleksibelt dokument. Som du siger, er den et artefakt fra mere formelle projektledelsesmetoder, men den er virkelig nyttig uanset projektets størrelse eller din måde at lede projekter på. Jeg ser den som noget, jeg kan bruge til at minde mig selv om, hvad jeg skal gøre for projektet. Først og fremmest kan jeg godt lide at have noget til mig selv, fordi jeg typisk arbejder på flere projekter samtidig. Det er nyttigt at vide præcis, hvornår og hvordan jeg skal kommunikere med teamet eller kunden.

På den anden side er kunden sandsynligvis ikke særlig bekendt med vores projektprocesser. Der er altid en vis risiko og usikkerhed, når de giver dig mange penge for at gøre noget, de ikke selv ved, hvordan man gør. Kommunikationsplanen hjælper med at mindske den stress og usikkerhed og giver dem også en måde at strukturere det, de skal fortælle deres team, bestyrelse, leder eller de personer, der hjælper med arbejdet på deres side. På den måde får du en god tovejsforståelse af, hvordan I kommunikerer, hvad du skal gøre, hvad interessenterne kan forvente, og hvem de skal involvere.

Ben Aston:

Det er en vigtig del, at det er en tovejsproces. Planen definerer ikke kun, hvem vi kommunikerer med, hvor ofte, hvad vi sender, og hvornår vi sender det. Den siger også til kunden: “Det her forventer vi af dig. Du skal give os bestemte oplysninger på bestemte tidspunkter.”

Kommunikation går begge veje. Kommunikationsplanen handler ikke kun om, hvornår vi råber. Den beskriver også, hvordan samtalen skal foregå, og sikrer, at kunden har et ansvar. Hvis vi har brug for oplysninger, opdateringer om forsinkelser eller tidsplanen fra deres side, kan vi tage det med i kommunikationsplanen og holde dem ansvarlige.

Natalie Semczuk:

Det giver også den ekstra fordel, at det næsten fungerer som en nødtelefonkæde. Man får en forståelse af, hvem man skal gå til hvornår. Kommunikationsplanen giver et sted at slå op, hvis der opstår noget. Hvis jeg er på ferie, og en anden overtager mit projekt, kan vedkommende se planen og sige: “Vi forventer de her møder, og vi rammer en milepæl i denne uge, så det skal jeg gøre.” Det samme gælder, hvis en ny interessent fra kundens team bliver introduceret til projektet. Vedkommende kan se, hvad der kan forventes. Det er endnu et lag af dokumentation for de ting, som man ikke altid dokumenterer, selv om man på en måde dokumenterer samtalen omkring dokumentationen.

Ben Aston:

Hvordan bruger du dem konkret? Det er én ting at oprette dokumentationen, arkivere den i en mappe og tænke: “Hurra, jeg gjorde det.” Hvad er den bedste måde at bruge kommunikationsplaner på, så de bliver nyttige?

Natalie Semczuk:

Jeg vil sige, at det er vigtigt at dele den med projektteamet. Det giver dem en idé om kommunikationsplanen og rytmen, uanset om de selv deltager i aktiviteterne. Det er godt for dem at vide, hvor ofte du mødes med kunden, hvor ofte kunden følger op, og den slags. Afhængigt af projektet bør du også dele den med interessenter eller kunden. Jeg siger “afhængigt af projektet”, fordi den nogle gange kan være mest nyttig internt, hvis kunden eller projektet er svært at overskue.

Jeg vil altid anbefale at dele forventningerne til kommunikationen med kunden. Så kan kunden også sige: “Jeg har brug for en ugentlig opdatering i stedet for en milepælsbaseret opdatering, fordi min leder holder møder med mig hver uge.” På den måde kan du imødekomme deres behov. Al den deling gør virkelig en forskel.

Ben Aston:

Det kan være meget nyttigt at gøre det i projektets opstarts­fase. Når vi mødes med kunden første gang, kan vi oprette en kommunikationsplan på forhånd og samarbejde om den. Hvem skal jeg sige hvad til, og hvornår? Hvilke oplysninger har de brug for? Hvad bliver nyttigt, og hvad bliver ikke nyttigt?

Ved at udarbejde kommunikationsplanen sammen med kunden får man en fornemmelse af, at man er partnere og på samme hold. Det giver også en måde at undgå at sende kunden enorme mængder information hele tiden. Hvis vi afstemmer forventningerne i begyndelsen, kan vi senere sige: “Det aftalte vi ikke fra start. Det bliver en ændringsanmodning.” Kommunikation er god, men den har en pris.

Natalie Semczuk:

Det er så sandt. Det er en virkelig god pointe. Den kan hjælpe med at definere grænserne. Man dokumenterer krav til projektets omfang og den slags, så det giver helt mening at gøre det samme med kommunikationen.

Ben Aston:

Har du nogle historier? Lad os være ærlige: Bruger du altid en kommunikationsplan? Har du prøvet ikke at bruge en, hvor tingene ikke gik helt efter planen?

Natalie Semczuk:

Helt sikkert. Jeg er sikker på, at mange lyttere kan genkende det. Det er dejligt at kunne sige, at man skal gøre alle de her ting, men så rammer virkeligheden, og man er heldig, hvis man overhovedet får dokumenteret opgaverne i projektet. Jeg lærte om kommunikationsplaner for projekter på den hårde måde. I artiklen fortæller jeg om en kunde, hvor alt var noget rod, men det viste sig først tydeligt, da det næsten var for sent. Der var mange små advarselsflag i begyndelsen, blandt andet at kunden ikke reagerede særlig hurtigt efter projektopstarten, selv om vi vidste, at det var et projekt, der skulle sættes hurtigt i gang. De besvarede ikke e-mails eller reagerede på de behov, vi havde for at starte projektet, så vi var blokeret fra begyndelsen.

Der var også mange tilfælde, hvor kunden ikke dukkede op til opfølgningsopkald. Møder blev udskudt eller aflyst, men samtidig forventede man, at tidsplanen blev overholdt. Det blev langsomt til et stort advarselsflag. Først havde jeg så travlt, at jeg tænkte: “De ved, at de udskyder det, så det må være i orden.” Så gik det op for mig, at vi slet ikke havde nogen rytme. Uanset hvad kalenderne sagde, var der ingen forventning om, hvor projektet var på vej hen, eller hvordan vi kommunikerede. Interessenten kunne ikke få det, de havde brug for, fordi jeg ikke selv fik det, jeg havde brug for.

I den situation ville en kommunikationsplan have gjort en enorm forskel. Den ville fra starten have givet mig strukturen til at sige: “Her er grænserne. Vi lever ikke op til nogen af disse ting, og det er et advarselsflag fra begyndelsen.” Det ville have hjulpet mig meget.

I dag forsøger jeg i det mindste at udarbejde noget internt på min egen side. Uanset om jeg deler det med kunden eller ej, er det meget nyttigt at vide, hvor meget kommunikation der passer til den enkelte kunde og det enkelte projekt, og hvad de ikke bare har brug for, men ønsker, når det gælder rapportering og opfølgning via telefon, video eller e-mail. Jeg laver typisk ikke et fuldt dokument for hver kunde, men jeg prøver at skitsere det fra starten i en løbende besked eller et dokument, som vi kan vende tilbage til med nogle møders mellemrum og spørge: “Sigt­er vi stadig efter al den kommunikation, vi har brug for? Hvis ikke, skal vi så tilføje eller fjerne noget?”

Ben Aston:

En af fristelserne kan være, at man siger: “Jeg formaliserer det ikke, for så bliver jeg holdt ansvarlig for det.” Man har planen i baggrunden, men fortæller ikke kunden om den, for hvis man ikke gør det, kan kunden heller ikke spørge: “Hvor er det, du lovede?”

For mig er en af de gode ting ved kommunikationsplanen netop, at den holder os ansvarlige. Når der er dårlige nyheder, tvinger den os nogle gange til at dele dem. Der er en rytme for deling af nyheder, så vi ikke bare venter et par dage for at se, om problemet løser sig. De par dage bliver til en uge, og pludselig har vi stadig ikke opdateret kunden. Hvis vi bare havde sendt statusrapporten fredag, fordi det var det, kunden forventede, havde vi været nødt til at fortælle, at noget var ved at gå galt. Derfor er den også et godt værktøj til risikostyring og ansvarlighed.

Natalie Semczuk:

Ja, netop. Der er en tendens til, at hvis noget er ved at komme bagud, giver man det en dag mere og en dag mere, før man siger det højt, i håb om at det løser sig. Det gælder især ved fjernarbejde. Den første reaktion, når nogen siger: “Det her er meget forsinket, hvad sker der?”, kan være at forsvinde. Jeg føler, at jeg selv har gjort det over for dig med en artikel eller to tidligere.

Man tænker: “Åh nej, de har opdaget det,” og håber, at de ikke opdager det, før man afleverer. Men i virkeligheden står man allerede i projektørlyset.

Ben Aston:

Jeg stikker bare hovedet i busken.

Natalie Semczuk:

Det er præcis det princip i projektledelse, hvor man håber, at tingene kommer tilbage på sporet. Men man skal hellere sige det, mens det er et lille problem, end vente til det bliver et stort hul, fordi kunden forventer at blive opdateret. På den måde afstemmer man også forventningen: “De bliver måske lidt nervøse, men det er faktisk godt, for så forventer de måske mere.”

Ben Aston:

Det er godt. I sidste ende handler det hele om at håndtere forventninger og også til dels om risikostyring. Hvilke andre værktøjer bruger du til at håndtere forventninger sammen med en kommunikationsplan, enten formelt eller uformelt?

Natalie Semczuk:

Mange af dem udspringer af en projektledelsesstil med meget dokumentation. Det vigtigste er faktisk at have tingene på plads, følge dem og holde sig selv ansvarlig. Selvom det kan føles for formelt eller som ekstra arbejde, giver det struktur til alt det, vi skal styre.

Jeg har min egen ugentlige budgetskabelon til kunder. Den varierer efter projekt og kunde, men hvis jeg har et ugentligt eller månedligt opfølgningsmøde, sender jeg dem normalt en budget- og statusopdatering et par dage før mødet. Statusopdateringen kan handle om, hvor mange punkter der er afsluttet i denne sprint, hvad vi er på vej til at gennemføre, og hvordan det sammenlignes med den sidste sprint. Eller den kan vise alle aktuelt åbne opgaver, hvad der afventer kundens gennemgang, og hvad der allerede er afsluttet. Det giver kunden et hurtigt overblik, især hvis de har for travlt til selv at samle oplysningerne fra projektstyringsværktøjet.

Vi har også talt om RACI-matricer på siden, og det er også et meget nyttigt værktøj.

Ben Aston:

Ja.

Natalie Semczuk:

Det minder om kommunikationsplanen. Man kan tænke: “Jeg har måske ikke brug for noget så formelt,” men den hjælper virkelig med at fastlægge alles ansvar i et projekt. Fordelen ved den slags værktøjer er, at de synliggør problemer, man ikke nødvendigvis opdager, når man ser på tingene uformelt. De hjælper med at forstå, hvad der kan og ikke kan defineres inden for de rammer, man har sat. Derefter beslutter man enten, at man skal gå videre og definere tingene mere præcist, eller at man skal ændre de rammer, man arbejder inden for.

Ben Aston:

Godt. Det er virkelig nyttigt.

Hvis du ikke har prøvet at bruge en kommunikationsplan og undrer dig over, hvorfor din kunde altid følger efter dig, eller hvorfor kunden ikke svarer, så prøv en kommunikationsplan. Natalie har heldigvis ikke kun talt om det – vi har faktisk også en skabelon. Gå til thedigitalprojectmanager.com, søg efter “skabelon til kommunikationsplan”, og du finder den hurtigt. Prøv den, så vil du opdage, at den faktisk hjælper meget.

Natalie Semczuk:

Mange tak. Det har været dejligt at være med igen.

Ben Aston:

Natalie, mange tak fordi du ville være med. Det har været fantastisk at have dig med i dag. Godt. Hvis du vil bidrage til samtalen om kommunikationsplaner, så skriv en kommentar til indlægget. Gå også til sektionen med “ressourcer” på thedigitalprojectmanager.com for at tilslutte dig vores Slack-team. Der finder du mere end tusind andre DPM'er og alle mulige interessante samtaler, og du bør være en del af dem. Gå ind og se nærmere på det, men indtil næste gang: Tak fordi du lyttede.