Sådan kan projektledere lukke tillidsgabet i AI-drevne sundhedsprojekter

Galen Low: Hvilken rolle spiller projektledere i opbygningen af denne tillid i AI-projekter inden for sundhedsvæsenet?

David Doan: Projektledere er ikke blot opgavebestyrere. De bør indramme et AI-projekt som mere end blot en teknologileverance; det er en menneskecentreret forandring. Det handler om at integrere teknologien med det, jeg kalder menneskeliggørelsen af AI-projektet.

Galen Low: Hvorfor er det så vigtigt, at sundhedsvæsenet finder måder at tage AI til sig på?

David Doan: Det, der i sidste ende står på spil, handler om mere end effektivitet og virkningsfuldhed. Det har en direkte indvirkning på patientbehandlingen. Hvis denne implementering mislykkes, er der en alvorlig risiko for, at patienter går glip af potentielt livsreddende indsatser. Der kan forekomme fejldiagnoser, hvis de prædiktive modeller ikke giver mening, især hvis AI-modellerne er trænet på ufuldstændige data. Derfor kan marginaliserede befolkningsgrupper opleve dårligere sundhedsresultater.

Galen Low: Sundhedsvæsenet er så interessant, fordi det som udgangspunkt er præget af grundighed. Det har så mange interessenter med så mange forskellige perspektiver, og derfor er det næsten en af de mest komplekse versioner af arbejdet med at implementere AI for at skabe løsninger, der giver bedre resultater for mennesker.

Velkommen til podcasten The Digital Project Manager — programmet, der hjælper leveranceansvarlige med at arbejde smartere, levere hurtigere og lede bedre i AI-alderen. Jeg hedder Galen, og hver uge dykker vi ned i strategier fra virkelighedens verden, nye værktøjer, afprøvede rammeværk og lejlighedsvise beretninger fra projektfronten. Uanset om du styrer massive transformationsprojekter, håndterer AI-arbejdsgange eller bare forsøger at holde kaos under kontrol, er du kommet til det rette sted. Lad os komme i gang.

Okay, i dag taler vi om AI's enorme potentiale i sundhedsvæsenet, og om hvad projektledere kan gøre for at opbygge tillid, synliggøre risici, fremme etik og i sidste ende skabe bedre patientresultater gennem AI-drevne sundhedsprojekter.

Min gæst i dag er David Doan, Director og Consult Partner for Healthcare & Government hos Kyndryl. David er leder inden for sundhedsteknologi og forretningstransformation med over 30 års klinisk erfaring og rådgivningserfaring. Han begyndte sin karriere ved patientens side som autoriseret sygeplejerske i de første 10 år og gik derefter videre som rådgiver hos McKesson, Accenture, Ernst & Young. I dag samarbejder han med kunder på direktionsniveau og IT-ledere om strategisk digital transformation, AI-innovation og værdibaserede sundhedsinitiativer hos Kyndryl.

Derudover er David formand for PMI Los Angeles-afdelingen, sidder i bestyrelsen for fem andre nonprofitorganisationer, er mentor for Asian American Professional Association, og det er indtil videre kun halvdelen af hans meritter og resultater.

Det er meget imponerende, David. Tak, fordi du er med i programmet.

David Doan: Det er mig en fornøjelse, Galen. Absolut.

Galen Low: Jeg ved, at vi zigzagger lidt, og da vi forberedte os på dette, kom vi vidt omkring. I denne episode håber jeg, at vi kan fokusere på begejstringen og frygten omkring AI-forbedret patientbehandling, og på hvad der kan gøres for at håndtere begge dele. Måske også bare på, hvad der står på spil for vores sundhedssektor, hvis vi ikke får AI rigtigt.

Hvordan et tillidsrammeværk kan hjælpe projektledere med at få forskellige interessentgrupper til at arbejde i samme retning. Og måske også hvordan projektledere, der har erfaring fra andre områder, kan komme ind på sundhedsområdet — og omvendt. Hvad siger du til det?

David Doan: Det lyder fantastisk. Gode samtaler, gode spørgsmål. Jeg får nok at se til, men jeg er ret sikker på, at jeg kan bidrage med lidt indsigt baseret på min erfaring. Men ja, det bliver en god diskussion.

Galen Low: Hvis jeg har lært noget om dig indtil videre, er det, at du er hurtig på fødderne, og at du ved, hvad du taler om. Så jeg vil udfordre dig. Jeg vil udfordre dig. Vi har en tradition her, hvor jeg begynder med det store spørgsmål — det ene brændende spørgsmål, som vi derefter kan zoome ud fra og opbygge konteksten omkring.

Så mit store spørgsmål er dette: Hvad er den største frygt, klinikere og sundhedsprofessionelle har, når det handler om at indføre AI i den måde, de leverer behandling på?

David Doan: Ja, gode spørgsmål. Et meget relevant spørgsmål. Jeg vil sammenfatte det i to emner. Det ene er frygten for at miste den menneskelige forbindelse og dømmekraften.

Så det berørte jeg kort. Det andet er i virkeligheden frygten for ansvar. Jeg begyndte faktisk min sygeplejekarriere med at skrive. Bogstaveligt talt skrive — der fandtes ikke noget, der hed en elektronisk patientjournal eller elektronisk lægejournal. Og da vi begyndte at tage teknologi i brug, selv når det blot handlede om at udlevere medicin fra en maskine kaldet en Pyxis-maskine, var vi altid bekymrede for, hvordan det på en eller anden måde ville afskære os fra patienten.

AI er bestemt endnu et eksempel på avanceret teknologi, der faktisk kan gøre det. Der findes for eksempel nu AI-værktøjer og maskiner med prædiktive funktioner, som faktisk kan aflæse billeder fra et røntgenbillede af brystkassen eller en PET-scanning. Så der er en frygt for ikke længere at kunne røre ved, mærke og have den menneskelige forbindelse — og også for at miste dømmekraften, for som du ved, er medicin og sygepleje.

Det er bestemt en videnskab, men det er også i høj grad en kunstform, og det kræver en masse data: kliniske data, ikke-kliniske data — og den sidste brik i sundhedsvæsenets puslespil er i virkeligheden den kliniske dømmekraft. Det er netop det, der adskiller ikke-klinisk personale fra en kliniker, der har en autorisation, som skal udøves på højeste niveau, men som også har en ansvarsfølelse.

Så jeg tror, at frygten for, at AI kan erstatte samtaler og dialoger med patienter ved sengekanten eller under et lægebesøg — og også sommetider ved fjernbehandling eller telemedicin — handler om, at de frygter, at de ikke kan og ikke bør miste den kliniske dømmekraft og deres beslutningstagning.

Uanset hvilken teknologi eller hvilket værktøj der er tale om, er det noget, vi virkelig skal håndtere, og det skal ske i samarbejde med klinikerne. Algoritmer, der udsender forudsigelser, skal sikre, at dataene giver indsigt på behandlingsstedet. Men man skal samtidig respektere klinikerens behov for at forstå og have tillid til dataene og indsigten og samtidig bevare det hellige forhold mellem kliniker og patient, så klinikeren stadig på en eller anden måde bidrager med data og kliniske vurderinger, der hjælper med at kvalificere beslutningstagningen.

Ansvarsdelen er også vigtig, for som du ved, er klinikere inden for medicin uddannet til ikke at gøre skade. Vi vil være sikre på, at AI- eller teknologimodellen faktisk fungerer, så dens anbefalinger er i overensstemmelse med evidensbaserede retningslinjer og anbefalinger fra andre anerkendte faglige organisationer.

Ansvaret handler også om, hvorvidt klinikerne stadig kan foretage den endelige gennemgang, så de i sidste ende fortsat er ansvarlige. Men AI-systemet — eller teknologien og de ingeniørmæssige løsninger omkring den — kræver en form for omhu for at sikre, at dataene ikke er falske, og dermed bidrage til at skabe tillid.

Det blev lidt langtrukkent, men jeg vil sige, at de to vigtigste frygter, hvis man bryder det ned, handler om de menneskelige forbindelser — at sikre, at de ikke går tabt — og den kliniske dømmekraft. Den anden handler om klinikerens ansvar, men også om ansvaret på teknologisiden.

Galen Low: Jeg elsker det, og jeg kan godt lide, at du indrammede det omkring, at det både er en kunst og en videnskab. Jeg tror, det nogle gange er nemt at lade sig rive med af en meget overordnet tanke om, at det bare er information. Vi kan uploade al vores medicinske viden, og så vil informationen være tilgængelig. Men jeg kan også godt lide den anden ting, du gjorde — jeg ved ikke, om det var med vilje — nemlig at der har været mange forstyrrende teknologiske fremskridt i sundhedssektoren.

Du nævnte nogle af appsene til receptfornyelse. Vi taler om telemedicin. Der har været mange ting, og jeg synes, at det gode ved dit svar er, at det er de grundlæggende principper, der har hjulpet os gennem alle disse forandringer. Og jeg ved, at elektroniske patientjournaler og elektroniske lægejournaler har været en lang rejse, ikke?

Da jeg arbejdede som rådgiver, var vi stadig i gang med at overføre systemer. På nogle måder handler det ikke kun om teknologiske fremskridt. Det handler om, at vi stadig opbygger tillid, og at vi stadig er forsigtige på grund af den ed, man aflægger, fordi vi ikke bare kan antage, at noget, der foregår i en sort boks, fungerer godt hver gang eller 90 procent af tiden.

Det er ikke helt godt nok. Det er dømmekraften og menneskeligheden, der skal bevares. Jeg synes, det er fascinerende. Og så synes jeg også, at idéen om konsekvens er interessant. Du nævnte konsekvens, og straks tænkte jeg på hallucinationer i AI. Det er fint i mit arbejde, ikke?

Det er sådan: Vent lige. Det var ikke det svar, jeg ledte efter. Eller jeg stillede det samme spørgsmål tre gange og fik tre forskellige svar. Det er fint — det kan jeg rette. Men når det handler om patientbehandling, er det noget, vi skal gøre helt rigtigt. Og jeg ville være meget forsigtig med det. Så jeg ved, at det var mange vigtige ting. Men jeg tænkte, om vi måske kunne zoome lidt ud, fordi vi har talt lidt om ansvar og tillid, patientoplevelsen og menneskeligheden i det. Vi har undervejs talt lidt om forskellige teknologier, og teknologi finder altid vej ind i sundhedsvæsenet af gode grunde.

AI virker på nogle måder lidt anderledes — eller måske gør det ikke — men jeg tænkte, at jeg ville spørge: Hvorfor er det så vigtigt, at sundhedsvæsenet finder måder at tage AI til sig på? Hvad står på spil her, og hvad er den største barriere for AI-implementering i sundhedsvæsenet?

David Doan: Det, der i sidste ende står på spil, er mere end effektiviteten og virkningsfuldheden af den måde, klinikere interagerer med deres medlemmer eller patienter eller med det team, der leverer sundhedsydelser.

For der er et helt team, der håndterer patienten, og det handler i sidste ende om at opnå positive sundhedsresultater. Derfor er der så store følgevirkninger, konsekvenser og overvejelser, man skal tage højde for. Det handler ikke bare om at gøre en persons arbejdsgang lettere eller skabe en bedre oplevelse. I sidste ende har det en direkte indvirkning på patientbehandlingen.

Og selv om denne patientbehandling foregår én til én med den praktiserende sundhedsprofessionelle på et givet tidspunkt, fører den i sidste ende til det, jeg på stor skala kalder befolkningssundhed. Den hænger også sammen med det femdobbelte mål, hvor det ikke kun handler om omkostninger eller adgang, men også om klinikeroplevelsen og patientoplevelsen.

Og til sidst, på toppen — det femte lag i denne trekant — kommer lighed på sundhedsområdet. Hvor kommer AI så ind i billedet? AI kan helt sikkert forudsige sygdomme ved at inddrage store mængder data: kliniske data, skadesdata, ikke-kliniske data, offentligt tilgængelige data og så videre. Alt dette hjælper med at forudsige, hvilke patientgrupper eller befolkningsgrupper behandlere, sundhedsplaner eller betalere hurtigt kan identificere for at gribe ind og bremse udviklingen af en sygdom eller kronisk tilstand.

Hvis implementeringen mislykkes, kan man se patienter, der burde have været fulgt op på, men ikke bliver det, eller patienter, der er blevet identificeret som havende noget, de faktisk ikke har. Der er også en alvorlig risiko for, at patienter og medlemmer går glip af potentielt livsreddende indsatser.

Der kan forekomme fejldiagnoser, hvis maskinen eller modelleringsværktøjet ikke giver mening. Og når vi tænker på teknologi, er der også mange mennesker, som ikke bor i store storbyer, men i landområder, hvor adgangen til hospitaler er begrænset. Vi kæmper stadig med teknologien.

Teknologien kan være tilgængelig, men hvad med 5G-forbindelsen og netværksforbindelsen, internetforbindelsen, eller hvordan vi rent faktisk håndterer det? Og når jeg taler om lighed på sundhedsområdet: Forventer man, at en person, hvis modersmål ikke er engelsk, og som måske samtidig er udfordret af sin fingerfærdighed, sit uddannelsesniveau eller sin alder, kan bruge den telemedicinske løsning, der tilbydes?

Når man taler om AI, er der enorme konsekvenser. Det, der i sidste ende står på spil, er befolkningens sundhedsresultater. Den største barriere hentydede jeg allerede til: Der er en teknologisk barriere for den, der modtager behandlingen — patienten eller medlemmet. Men hvis jeg skal fokusere på klinikerne, dem der leverer behandlingen, og omsorgspersonerne, handler det virkelig om den tillid, vi taler om.

Fra et teknologisk perspektiv skal information integreres i arbejdsgangen og indgå naturligt i den. Hvis den ikke indgår naturligt i arbejdsgangen, kan AI tvinge klinikeren til at bruge endnu en teknologi, eller man kan være nødt til at have en lille enhed til at optage samtalen. Hvor ender den information?

Indgår den faktisk i eller præsenteres den som en del af det, jeg kalder klinikerens naturlige arbejdsgang? Hvis den ikke præsenteres på en måde, der er helt problemfri i arbejdsgangen, vil det ikke øge brugen eller udbredelsen af teknologien. Alt, der forstyrrer klinikerens tid med patienterne, vil føre til dårlig implementering.

Og til sidst er der fordomme. Hvis AI-modeller er trænet på ufuldstændige data, mangelfulde data, data, der ikke er normaliserede eller standardiserede, eller data, der på en eller anden måde er skævvredne, skaber det muligheder for, at patienter — især marginaliserede befolkningsgrupper — kan opleve endnu dårligere sundhedsresultater.

Så det, der står på spil, er enormt: sundhedsresultaterne og klinikernes implementering af teknologien.

Galen Low: Jeg er virkelig glad for, at du kom ind på patient- og klinikeroplevelsen. Min baggrund er inden for brugercentreret design, så vi arbejder for det meste med digitale løsninger, der løser et problem, gør noget mere effektivt og udnytter flere data, men som også grundlæggende skal være anvendelige.

De skal indgå problemfrit i en arbejdsgang, så de ikke skaber en yderligere barriere. Du sagde tidligere, at du som autoriseret sygeplejerske arbejdede ved patientens side og skrev tingene i hånden. Der er en mulighed for virkelig at give en sundhedsprofessionel noget af den tid tilbage, så vedkommende kan fokusere på patientbehandlingen.

Samtidig må man ikke tilføje endnu et trin, der faktisk kan føre til dårligere resultater eller skabe flere udfordringer i leveringen af behandlingen. Og det med lighed på sundhedsområdet havde jeg ikke rigtig tænkt på på den måde, men jeg talte med nogen i sidste uge om, hvordan AI på en måde udjævner spillereglerne på nogle områder.

Der er mennesker, der udvikler programmer ved hjælp af naturligt sprog, selv om de aldrig har været udviklere før. De har ikke uddannet sig til udviklere, men nu kan de skabe en applikation. Og omvendt kan tekniske personer, som ikke er blevet undervist i eller ikke betragter sig selv som fortrolige med forretningssprog, nu bruge nogle af disse værktøjer til at føre samtaler og nedbryde siloer.

Jeg arbejdede en smule med ambulant behandling og telemedicin fra et digitalt perspektiv, og det åbnede virkelig mine øjne. Det, du sagde om mennesker, der bor i storbyområder, over for størstedelen af befolkningen, som er spredt ud, er vigtigt. Infrastrukturen er anderledes.

USA har været ret aggressiv med at få bredbånd ud overalt og med 5G-omstillingen. Men det er stadig ikke tilgængeligt alle steder. Vi kan ikke bare antage, at alle har adgang til alt dette, har mulighed for at engagere sig i det, eller at det er åbent for alle.

Og jeg tror, det er den store udzoomning. Derfor synes jeg, sundhedsområdet er så interessant, for i modsætning til nogle af de ting, vi taler om i erhvervslivet, hvor vi siger: Vi kan få en skriveassistent til at hjælpe os med at skrive dokumenter — vi er alle en bestemt type vidensarbejder, der udfører en bestemt type arbejde.

Sådan er sundhedsvæsenet ikke. Sundhedsvæsenet er alle, ved du? Det påvirker alle. Det går på tværs af demografier og mange forskellige forhold, og derfor synes jeg, det er et så interessant og rigt emne. Selv hvis man ikke arbejder i sundhedsvæsenet, og man lytter til dette uden at være en del af sektoren, viser det i det mindste et billede af AI i stor skala.

David Doan: Absolut.

Galen Low: Med forskellige befolkningsgrupper og noget, der virkelig betyder noget: vores befolknings sundhed, patientresultater og i sidste ende sundhed. Jeg kunne også godt lide det, du sagde om forebyggelse. Det fik mig til at tænke på prædiktiv analyse.

Det er en af de ting, mange virksomheder har arbejdet med i årevis, så de kan forudse ting. Og så begynder jeg at tænke på ting som en sundhedsordning, der betaler for en ergonomisk kontorstol. På nogle måder er det forebyggende behandling, for hvis man ikke sidder i en elendig stol hele tiden, er det mindre sandsynligt, at man udvikler rygsmerter eller kroniske rygsmerter, som senere skal behandles.

Så begyndte jeg at tænke på belastningen af systemet. Der findes sundhedsadministratorer, sundhedsledere og folk på forretningssiden, som siger: Det er fantastisk. Ja, vi vil gerne forebygge, at nogle af disse ting udvikler sig for langt. Du sagde, at man skal gribe ind på det rigtige tidspunkt for at give folk den behandling, de har brug for.

Og nogle af disse mennesker har, uden at jeg mener noget negativt med det, ædle intentioner, men deres arbejde består også i at tænke på belastningen af systemet og på penge. Det bliver meget dyrere at behandle mennesker senere i deres sygdomsforløb, mens det kan være billigere, hvis man opdager det tidligt.

Det fik mig til at tænke på, at du faktisk arbejdede et årti ved patientens side som autoriseret sygeplejerske, før du gik ind i rådgivningsverdenen, og at du nu arbejder med ledende læger, tilsynsmyndigheder og andre beslutningstagere inden for sundhedsområdet. Med andre ord er du faktisk en person, der kan se tingene fra alle perspektiver.

Det fik mig til at tænke på tillid, men også på, hvordan man kan opbygge tillid til AI mellem patienter, omsorgspersoner, klinikere, tilsynsmyndigheder og erhvervsledere. De ser alle på det fra lidt forskellige perspektiver. Hvad skal der til for at forene alle disse perspektiver?

David Doan: Ja. Du får mig virkelig til at arbejde. Men Galen, jeg er glad for at dele mit perspektiv på det vanskelige spørgsmål.

Når du nævner alle de personer, som jeg kalder interessenter, bliver det tydeligt, at sundhedsvæsenet aldrig kun består af én person. Det er altid det, jeg kalder et sundhedsøkosystem. Det økosystem kan bestå af mennesker, som sandsynligvis er usynlige for patienterne eller medlemmerne. Du nævnte for eksempel tilsynsmyndigheder.

Der er akkrediteringsorganer. Der er også Centers for Medicare and Medicaid Services, eller CMS, og Centers for Disease Control, og så videre. De ønsker styring og vil sikre, at den behandling, der leveres — uanset om man bruger avanceret teknologi eller ingen teknologi — faktisk er af høj kvalitet og sikker.

Man har også patienter, som ønsker tryghed. Tryghed for, at de behandlere eller læger, de møder, forstår den kultur, de er vokset op i, eller det sprog, de taler, fordi det har meget at gøre med den type mad og ernæring, de foretrækker. Klinikere vil naturligvis gerne se dokumentation.

De er uddannet til at gennemgå det, vi kalder fagfællebedømte artikler. Det er ikke bare mund-til-mund-metoden, hvor en CIO, en digital chef eller en dataansvarlig siger, at vi skal tage stemmebaseret AI i brug. Det er fint, men hvad er dokumentationen? Er der blevet gennemført forskning, der viser, at der er stor sandsynlighed for, at det er korrekt, og hvordan håndterer vi hallucinationer, når vi taler om AI, eller egentlige fejldiagnoser?

Det handler om tryghed. Jeg ønsker ikke at være det første hospital, der gør dette, eller den første sundhedsplan, der gør det. Findes der dokumentation? Når vi siger dokumentation, mener vi ikke bare et blogindlæg, men fagfællebedømte artikler, og det tager tid at opbygge den litteratur.

Og så nævnte du erhvervslederen. Jeg hader næsten at sige det, men det handler i høj grad om økonomiske resultater. Selv på et hospital er det en virksomhed. Derfor vil de se et konkret og kvantificerbart investeringsafkast af disse meget dyre avancerede teknologier. Lad mig derfor give dig nogle forslag til, hvordan man kan bygge bro over det gab for at sikre gennemsigtighed og et fælles sprog, der virkelig kan opbygge tillid.

Det første er det, jeg kalder forklarbarhed. Hvordan får man dataene til at give mening i et enkelt sprog? Hvordan skaber en teknolog, ingeniør, dataforsker eller produktchef forbindelse til en kliniker og viser, at de forstår forretningsproblemerne og mulighederne — altså de konkrete anvendelsesområder, hvor AI kan bruges?

Kan du forklare, hvordan det vil hjælpe? Kan du forklare, hvordan AI fungerer? Hvilke data bruges? Hvis de forstår det, kan du få opbakning, men også skabe det, jeg kalder samarbejde, så klinikere eller erhvervsledere kan stille spørgsmål, fordi de har travlt og ikke kender detaljerne bag teknologien.

Man skal tale om beskyttelse af information og data. Man skal tale om forbindelsen mellem flere datakilder, og om hvordan informationen præsenteres i arbejdsgangen på det, jeg kalder behandlingsstedet. Man skal kunne forklare det i et letforståeligt sprog på begge sider, fordi klinikere måske præsenterer et meget specifikt anvendelsesområde, som teknologen ikke fuldt ud forstår.

Det andet handler om inklusion i designprocessen. Du nævnte, at du har en baggrund inden for brugergrænseflade og brugeroplevelse. Man skal have kundernes stemme med. Hvem er kunderne? Patienterne, sygeplejerskerne og de praktiserende behandlere, men også fysioterapeuter, farmaceuter og alle andre. Man skal virkelig overveje det. Bare fordi man er kliniker, er en farmaceuts arbejdsgang meget anderledes end en sygeplejerskes eller en læges.

Det er den slags, man skal tage højde for. Modulerne i en elektronisk patientjournal konfigureres forskelligt på forskellige afdelinger og enheder. Man skal være inkluderende i designet, implementeringen og forandringsledelsen. Og det skal forankres i styring. Folk bliver hastet ind i implementeringen af AI uden solide politikker, uden rammeværk og uden en styringsstruktur.

Alle taler om rammeværk. Alle har et rammeværk for alting, især rådgivningsfirmaer, men vi skal føre det ud i livet. Hvilke sikkerhedsforanstaltninger eller værn omkring lighed, retfærdighed, skævheder, privatliv og ansvar skal vi håndtere? Jeg ved, det lyder lidt kedeligt, men uden det vil man ikke lykkes med udrulningen, og implementeringen vil ikke blive vellykket.

Der er også risici på det regulatoriske område. Og til sidst er der den kulturelle fortælling. Hvad handler det hele om? Det virker, som om det ikke passer ind, gør det? Hvordan forbedrer AI ikke kun tallene og det kvantificerbare investeringsafkast, men også patienternes liv?

Lad mig give et eksempel. De kunder, som jeg har haft fornøjelsen af at arbejde med, og som efter min mening har gjort det rigtigt, fortæller faktisk teknologiteamet, at uanset hvad de bygger, hvilke krav de skriver, eller hvad de tester, så bør de ikke arbejde på projektet, hvis de ikke forstår, hvordan det bruges af kliniker X eller forretningsbrugeren X, og hvordan det i sidste ende hænger sammen med en positiv patientoplevelse og et positivt sundhedsresultat.

Det er fremragende. Teknologiteamet bør være en forlængelse af klinikerne eller omsorgspersonerne. De bør faktisk være omsorgspersoner for omsorgspersonerne. Det er sådan, jeg mener, at tillid bliver opbygget. Uden tillid til teknologien har man ikke de rette mennesker, processer og den nødvendige opbakning.

Jeg tror, fortællingen handler om kundens stemme gennem samtale og samarbejde, om at skabe opbakning. Det bidrager til gennemsigtighed, og dermed kan tillid opstå.

Galen Low: Jeg elsker, hvordan du maler det frem som et økosystem, og jeg tror, mange forstår det som et økosystem med mange interessenter omkring en sag, der virkelig betyder noget — menneskers sundhed og livskvalitet. Men jeg kan især godt lide idéen om, at selv produktteamet og teknologiteamet er omsorgspersoner for omsorgspersonerne.

Det er faktisk ét billede, som forskellige interessenter må se gennem forskellige linser, fra forskellige vinkler. Den ledende læge eller forretningslederen har eksempelvis en forretningsmæssig linse på tingene. De er nødt til at bekymre sig om penge, for hvordan leveres patientbehandling? Det kræver finansiering og penge.

Det er også et område, der er stærkt reguleret. Vi har disse ting på plads. Og det er interessant at sammenligne med erhvervslivet. Du og jeg kommer begge fra rådgivningsverdenen, så jeg tror, vi kan sige det sådan: Hver anden uge udgiver BCG, McKinsey, Accenture eller EY en rapport, og alle deler den på sociale medier eller via e-mail.

Så siger vi: Det er en god idé. Lad os begynde på det med det samme. Men har det været offentliggjort i et fagfællebedømt tidsskrift? Du nævnte ting som stemmebaseret AI, der lytter. Jeg har ikke været tæt på et medicinsk tidsskrift på det seneste, men det er interessant, hvordan man på den måde kan efterprøve idéer med den højeste grad af grundighed af mennesker, der forstår teknologien samt de sundhedsmæssige og menneskelige konsekvenser.

De er kritiske over for hinanden for at sikre, at dette er det rigtige at gøre og ikke bare noget, man kan prøve. Det er et helt andet billede end den måde, mange tænker på AI. Også dem, der lytter med. En del af mig tænker måske: Burde det ikke være nemt? Skal vi ikke bare lave et lille pilotprojekt og derefter skalere det? Være iterative? Er det ikke altid sådan, vi arbejder?

Nej, desværre skal CDC også være med, så man er nødt til at have hele systemet med.

David Doan: Det er rigtigt.

Galen Low: Det er noget helt andet. Men jeg synes også, at alle kan lære noget af dette. Det er næsten et makroperspektiv på, hvor vi er på vej hen.

Vi begyndte med AI i erhvervslivet og på mindre regulerede områder, hvor vi bare prøvede os frem. Så støder vi ind i styringsmuren. Vi støder ind i muren omkring datakvalitet. Vi støder ind i alle de ting, der lyder kedelige for os nu, men som snart kommer til at betyde noget for alle.

Og det er derfor, jeg synes, sundhedsvæsenet er så interessant: Det er grundighed som standard, og det har som standard så mange interessenter med så mange forskellige perspektiver. Det er næsten en af de mest komplekse versioner af arbejdet med at implementere AI for at skabe løsninger, der giver bedre resultater for mennesker.

Det er virkelig interessant. Jeg elsker den slags rammeværk. Jeg spekulerer på, om jeg også kan bringe det tilbage til projektniveauet. Jeg anerkender, at du og jeg brænder for den slags. Vi kan tale på et meget højt niveau. Vi har talt om tillid, og jeg har indrammet det omkring AI-drevne eller AI-relaterede sundhedsprojekter, hvad enten det handler om at implementere AI-teknologi eller bruge den i projektet. Men det vender stadig tilbage til tillid. Det er et ret komplekst billede.

Hvilken rolle spiller projektledere i opbygningen af den tillid? Har de, der leverer nogle af disse projekter, et ansvar? Ligesom du sagde, at teknologerne er omsorgspersoner for omsorgspersonerne — hvilken rolle spiller en projektleder i opbygningen af denne tillid i AI-projekter inden for sundhedsvæsenet?

David Doan: Det er et spørgsmål, jeg brænder for, netop på grund af vores forbindelse til projektledelse generelt. Som du nævnte, er jeg formand for Project Management Institute, PMI, i Los Angeles, så jeg vil bestemt gerne fremhæve nogle af PMI's begreber og metoder i denne ramme.

Hvad angår projektlederens rolle i opbygningen af tillid, har projektledere strategisk set været i stand til at koordinere alle interessenter og alle medlemmer af projektteamet. De befinder sig i en meget privilegeret og kritisk rolle, hvor de kan se alle aspekter. Jeg vil sige, at projektledere først skal være strategiske, men også være i stand til at oversætte, så klinikere, forretningsfolk og alle andre interessenter forstår hinanden.

Det er vigtigt, at vi taler det samme sprog — eller rettere, at vi ikke blot taler, men virkelig forstår hinandens behov, intentioner, krav og alt det andet.

Som en slags koordinator skal man derefter kunne rejse risici tidligt og proaktivt og gøre det gennemsigtigt. Man skal indramme et AI-projekt som mere end en teknologileverance; det er en menneskecentreret forandring. Det handler om at integrere teknologien med det, jeg kalder menneskeliggørelsen af AI-projektet, hvor vi minder projektteamets medlemmer om, at det i sidste ende handler om sundhedsvæsenet.

Jeg taler ud fra et sundhedssektorperspektiv: Det, der introduceres, skal forhåbentlig øge produktiviteten og give mere af det, jeg kalder ansigt-til-ansigt-tid med patienter eller medlemmer. Og det skal på en eller anden måde føre til bedre sundhedsresultater.

Jeg tror, det hele handler om resultater. Det kunne være et helt emne i sig selv: Hvordan måler man overhovedet sundhedsresultater, og hvilke værktøjer og data er nødvendige? Men tilbage til projektledelse. Jeg har været fortaler for, at projektledere ikke blot skal være opgavebestyrere. Vi er ikke her bare for at fortælle folk, hvornår og hvordan de skal gøre ting. Det kan en robot gøre.

Jeg mener, at projektledere ikke udnytter deres visionære, strategiske problemløsnings- og kritiske tænkningsevner nok. Lad mig give et eksempel. Jeg vil henvise til PMIs formand Pierre Le Manh. Han og hans team introducerede et koncept kaldet PMI:Next for omkring to år siden. Jeg tror stadig, at afdelinger og projektledere forsøger at forstå, hvad det betyder.

For mig handler det om visionen for PMI eller projektledelse generelt. Hvad er visionen? Vi siger ofte, at visionen handler om formålet med det, vi gør, for at løfte projekters succes og muliggøre en form for transformerende forandring i verden.

Det skal bygge på strategi. Man skal ikke blot levere værktøjernes værdi, men også muliggøre kontinuerlig læring. Der er også kultur og værdier, og det rammeværk, der understøtter visionen eller gennemførelsen af visionen, kalder PMI MORE.

MORE er et akronym, der handler om at maksimere succes gennem mere end traditionelle målinger. Vi kender scope, budget og tidsplan. Men hvad er det reelle resultat eller den positive indvirkning i sundhedsvæsenet? Giver det bedre sundhedsresultater? Redder vi faktisk liv? Forlænger vi patienternes liv — ikke kun målt i antal år, men også i kvaliteten af deres oplevelser og den måde, de lever på?

Ændrer de faktisk adfærd? Det er positive sundhedsresultater. Hvordan organiserer vi effekten ved at give vores fagfolk mulighed for at opbygge et stærkere fællesskab? Og hvordan gentænker og genaktiverer vi økosystemet af interessenter?

Alle disse ting er vigtige for den rolle, projektledere har i ethvert projekt, men især i sundhedsprojekter, der muliggør AI. Det handler om at indtage den tankegang, der ligger i PMI:Next og PMI MORE. Det er den meget vigtige rolle, en strategisk projektleder har i ledelsen af teknologiprojekter i sundhedsvæsenet.

Galen Low: Jeg elsker det. Jeg elsker forbindelsen til at være oversætter, den oversættende koordinator, og hvordan det hænger sammen med din forklarbarhed.

Der er et meget menneskeligt element i det. Selve det, at du siger, at det er projekter, der handler om mennesker, og at vi er nødt til at menneskeliggøre teknologiprojekter, er for mig selve manifestationen af alle de opslag og inspirerende grafikker på LinkedIn, der siger: Vær mere strategisk. Lad AI løfte dig ind i en mere menneskelig rolle.

Men her er det mere end ord. Det er faktisk sådan, det ser ud. Især i sundhedsvæsenet, hvor det handler om patientresultater og reelle konsekvenser for menneskers liv.

Jeg spiller djævlens advokat, for du berørte det tidligere. Der er stadig folk, der forsøger at forstå det. Der er gået et par år. Disse rammeværk er relativt nye i projektledelsens store sammenhæng. Men de er også svære, fordi kritikerne vil sige: Pierre forsøger bare at gøre alle projektledere til strategiske ledere på direktionsniveau.

Der er et stort gab mellem at lære at styre scope, tidsplan og budget og at forstå sin branche og menneskene i den så godt, at man kan påvirke resultaterne. Det virker næsten som et ufatteligt spring. Men det er naturligvis muligt, for jeg ser mennesker gøre det hver dag.

Hvordan ser det spring ud for folk? Hvis man har ledet projekter i sundhedsvæsenet og haft den luksus at kunne sige: Jeg sørger bare for, at tingene bliver gjort, men jeg behøver ikke rigtig engagere mig i resultaterne — hvordan begynder man så sin rejse mod MORE-rammeværket, hvor man kan tænke på resultater og maksimere projekternes effekt?

David Doan: Det er et godt spørgsmål. Jeg tænker på det som en modenhedsmodel eller en kurve. Hvis en person lige er blevet færdig på universitetet, uanset om vedkommende har en MBA eller ej, og ønsker at arbejde med projektledelse, skal personen først og fremmest lære at lede et projekt.

Hvad er metoden? Uanset om man læner sig op ad PMI, agil projektledelse eller Scrum, findes der mange variationer. Det tager nogle år at forstå mekanikken og metoden. Når man har mestret det, når projektledere et punkt, hvor de føler, at de kan gøre det i søvne. Men som vi ved, er det altid et tegn på, at man skal udfordres, og at man sandsynligvis ikke længere lærer noget.

Det, vi gerne vil, er, at projektleder 1, 2 og 3 — eller projektkoordinatoren — bliver til projektleder, programleder og porteføljeleder. Det er en udvikling for dem, der ønsker at tænke bredt over effekten af, hvor effektivt projekter gennemføres.

Det handler ikke kun om omkostninger og effektivitet. Når et produkt eller en service leveres tidligere, kan slutbrugerne få glæde af det, og resultaterne kan realiseres. Vi er også nødt til at anerkende de ting, vi allerede gør godt i projektledelse.

Vi skal tale sproget om investeringsafkast fra mange forskellige perspektiver, ikke kun om den kvantitative investering i kroner, besparelser eller reduktioner i genindlæggelser, eller om øget omsætning, fordi vi bliver belønnet for at gøre noget godt i sundhedsvæsenet.

Hvordan gør det faktisk en forskel for en befolkning, et lokalsamfund eller en marginaliseret befolkningsgruppe? Jeg tror, det er en opfordring til projektledere om at skabe en vej derhen. Jeg forventer ikke, at nogen bare ændrer deres tankegang fra den ene dag til den anden, men det skal undervises i. Det skal trænes.

Der skal være mulighed for dem, der måske endnu ikke tænker strategisk, til at få mulighed for at gøre det. Og jeg vil udfordre PMO-organisationerne, projektlederkontorerne og organisationernes ledere til virkelig at tilbyde træning, men også muligheder og støtte, så vi kan tænke strategisk.

Det er sådan, man udvikler sig som leder, uanset om man er projektleder eller ej. Det er udfordringen og opfordringen til handling. Jeg tror virkelig, at mennesker ønsker at forstå forbindelsen til det, de gør. Hvordan påvirker det nogen?

Jeg tror, mennesker grundlæggende gerne vil kende den arv — det er et stærkt ord — men den indvirkning, de efterlader, når de lykkes med noget.

Galen Low: Det er nok det klareste svar, jeg nogensinde har fået på det spørgsmål. Det, jeg kan lide ved det, er, at det er ambitiøst, men ingen forventer, at man gør det fra dag ét. Det er en modenhedsmodel. Man når dertil.

Og nogle af de ting, vi taler om, er ting, projektledere gør hver dag uden at blive anerkendt for det. Det er ikke et så stort spring. Når man holder op med at tænke på projektledelse som scope, tidsplan og budget, målbare økonomiske resultater eller KPI'er, som grundlæggende ikke er resultater, men indikatorer, hvad gør vi så?

Vi arbejder sammen med mennesker, skaber samarbejde, samler synspunkter og arbejder hen imod resultater. Så selv om det lyder som et stort spring på papiret, er det, når man indrammer det, som du gør, faktisk bare en fortsat rejse.

Jeg elsker også det med, at hvis man føler, man kan gøre det i søvne, har man nok brug for at blive udfordret. Og jeg tror, vejen går højere, end vi normalt forestiller os. Vi tænker: Seniorprojektleder — så er toppen nået, og derefter foretager man nogle laterale skift i karrieren.

Men der er faktisk mulighed for at skabe en arv. Det er måske et stærkt ord, men ikke for stærkt, når man taler om projekter, der forandrer menneskers liv.

David Doan: Jeg vil udfordre de projektledere, der lytter. Når du er færdig med et projekt — lad os sige, at du har ledet et AI-projekt i sundhedsvæsenet — vender du så nogensinde tilbage til den slutbruger, som det var tiltænkt, og spørger: Hvordan fungerede teknologien for dig?

Hvordan har du det med at stole på teknologien? Når man stiller disse spørgsmål, får man kvalitativ feedback, men man hører sikkert også ting som: Jeg kan egentlig godt lide det, men jeg ville ønske, at det kunne gøre X, Y og Z.

Det er dér, vi skal skabe forbindelsen til de menneskelige brugere. Jeg tror, det er noget, vi ikke gør særlig godt i projektledelse.

Vi er gode til at sætte flueben og sige: Jeg har leveret et vellykket projekt. Men jeg ved ikke, om vi nogensinde vender tilbage og virkelig taler med dem, der modtager de fantastiske ting, vi har bygget, eller undersøger andre muligheder for forbedring.

Galen Low: Jeg er meget skyldig i det. Jeg kommer fra en bureauverden, så det var bogstaveligt talt sådan, at man afsluttede et projekt, gik videre til det næste og ikke så sig tilbage.

Man havde ikke engang mulighed for at se sig tilbage. Mange i mit netværk siger stadig: Men David, jeg har ikke mulighed for det. De sætter mig på et andet projekt, og jeg er ikke nødvendigvis en del af kerneteamet. Jeg bliver flyttet rundt, hvor der er brug for mig.

Men det slår mig også, at sundhedsvæsenet er så håndgribeligt og virkeligt. Du påvirker rigtige patienters liv. Der er i det mindste i nogle tilfælde mulighed for at vende tilbage til et projekt og videreudvikle det som en del af et initiativ. Det sluttede ikke dér. Det fortsatte. Vi evaluerer stadig resultaterne.

Sundhedsvæsenet lyder spændende. Det lyder alvorligt. Det lyder som hårdt arbejde. Indsatserne har meget store konsekvenser. Men det er også en meget genkendelig linse at se gennem: Hvordan gik det for dig?

Nu har vi denne forebyggelsesenhed, der er fastgjort til dig, eller stemmebaseret AI, der lytter, eller disse værktøjer. Hvordan går det for dig? Det betyder noget for den måde, vi tager os af befolkninger på.

Jeg har berørt sundhedsvæsenet lidt tidligere i min karriere, men jeg taler om hospitalswebsteder, ikke kliniske systemer eller egentlige patientløsninger. Jeg er ikke sundhedsprofessionel og har ingen uddannelse på området.

Men for dem, der lytter og synes, det er interessant — måske leder de projekter i en anden branche, men vil gerne skifte til sundhedsvæsenet, enten fordi de føler sig knyttet til formålet, eller fordi det lyder spændende — hvilke færdigheder eller hvilken viden bør de opsøge? Skal de blive læger eller sygeplejersker? Hvad bør de fokusere deres uddannelse på?

Jeg tror, det andet, du sagde, var, at det handler om at få den rette uddannelse for at lykkes.

David Doan: Det er et godt spørgsmål. Og til alle, der lytter, er det korte svar: Nej, absolut ikke. Man behøver ikke være kliniker af nogen art for at skabe værdi i et sundhedsprojekt.

Faktisk tror jeg, der er brug for flere mennesker med friske perspektiver og erfaring fra andre brancher, så man kan krydsbestøve og forhindre, at sundhedsvæsenet bliver mystificeret og isoleret, som det har været tidligere.

Hvad angår de nødvendige færdigheder, har man allerede et godt udgangspunkt, hvis man blot er projektleder. Når man tager sin PMP-certificering eller noget tilsvarende, bliver man faktisk bedt om at kunne lede projekter i alle brancher. Det er givet.

Det andet handler om at påvirke mennesker og kommunikere effektivt for at skabe forandring. Det kræver lederegenskaber, og det gælder i alle brancher.

Jeg synes, yngre generationer bør udnytte mulighederne inden for AI og datakompetence, for alt, vi taler om med AI, skal begynde med grundlæggende datastyring, datanormalisering, standardisering, dataintegritet og så videre. Man kan lave en enkel søgning på nettet.

At have lyst til at lære mere om data og AI eller om datakompetence generelt er et fantastisk færdighedssæt. Vi har brug for flere mennesker med de egenskaber.

Man skal også være opmærksom på bestemte brancher. Sundhedsvæsenet er, som alle ved, stærkt reguleret, ligesom finans- og banksektoren. Det er nyttigt at lære om de regulatoriske krav. Jeg nævnte CMS og CDC tidligere. Alle har hørt om HIPAA eller den amerikanske lægemiddelstyrelse.

Fordyb dig mere i de regulatoriske krav, der er kommet, og som vi alle skal kende. Selv klinikere lærer disse regler, mens vi taler. Føl derfor ikke, at du er bagud, bare fordi du ikke er kliniker. Vi forsøger alle at fortolke dem lige hurtigt, uanset vores kliniske baggrund.

Endelig er det vigtigt at have empati, og det burde ikke være svært. Jeg tror, mennesker søger ind i sundhedsvæsenet, fordi de har en personlig historie eller en nær relation — en bror, søster eller bedsteforælder — der har gennemgået det, jeg kalder en behandlingsrejse, uden at opleve, at den var optimal.

Det er det, der driver dig. Det er den indre motivation, der giver formålet næring, og den passion kommer til udtryk. Når du arbejder med et projekt, kan du forestille dig, hvordan det omsættes til et projekt, du leder i sundhedsvæsenet.

Det bliver tydeligt, at du lytter efter nuancer, og at du interesserer dig for, hvem der faktisk leverer behandlingen. Empati hjælper også nogle gange, og det har intet at gøre med at være kliniker.

Det hjælper dig med at være nysgerrig og ydmyg og med at skabe forbindelse mellem en teknolog, en dataforsker, en infrastrukturspecialist, en kvalitetssikringsspecialist og de forskellige klinikere.

Så nej, det behøver man ikke, og på vegne af mine kolleger vil jeg sige, at vi byder ingeniører, økonomer og andre velkommen til at bidrage med kvalitetssikring og hjælpe os med at udnytte mangfoldigheden i både tanker og færdigheder.

Galen Low: Jeg elsker det. Jeg elsker også, at næsten alle har en historie om selv at have været igennem en form for sundhedsforløb eller om en nærtstående eller en person, de kender.

Det er så menneskeligt at sige: Denne del kunne have været bedre — og lade det drive ens nysgerrighed. Jeg kender mennesker i mit liv, der er blevet påvirket af en sundhedshændelse eller sundhedskrise, og som har taget ansvaret på sig for at lære.

De siger: Jeg er nødt til at lære så meget om dette som muligt, også selv om det betyder, at jeg skal læse medicinske tidsskrifter, som jeg kun forstår delvist, og bruge de værktøjer, der er til rådighed, til at blive klogere.

Det samme kan være tilfældet, hvis man skifter til sundhedsvæsenet. Svarene står ikke på en skriftrulle, der er skjult i et fjernt tempel. HIPAA-stoffet er ganske vist omfattende og udfordrende, men det er tilgængeligt. Hvis man er engageret, lærer man.

Og ved du hvad? Alle andre lærer også. Man er ikke nødvendigvis så langt bagefter. Det er perspektiverne og empatien, der virkelig driver det frem.

David Doan: Godt opsummeret, Galen.

Galen Low: Godt sagt fra starten. Det har været rigtig sjovt. Jeg ved, at vi kunne fortsætte i dagevis. Jeg vil meget gerne have dig tilbage for at tale om målbare sundhedsresultater.

Men for at afslutte — og bare for sjov — har du så et spørgsmål, du gerne vil stille mig?

David Doan: Åh, jeg har ventet på denne mulighed, for jeg vil også gerne lære af dig. Jeg vil sige, at du kender projektledelse godt og uge efter uge interagerer med og lærer af andre projektledere i forskellige brancher.

Hvad er den store tendens eller ændring i tankegang, du ser derude, når du ser digitale projekter uden for sundhedsvæsenet? Hvad kan en person, der er så dybt involveret i sundhedsvæsenet, tage med sig? Hvad kan være en projektledelseslektion, som sundhedsprofessionelle kan lære af andre brancher?

Galen Low: Jeg tror, det måske sker mere i sundhedsvæsenet, end jeg antager, men jeg vil sige, at det handler om krydstræning og krydsbestøvning mellem usædvanlige roller, der ikke nødvendigvis taler med hinanden.

Lad mig zoome lidt ud. Det, vi nogle gange ser — på godt og ondt — er, at digitale teams forventes at gøre mere med mindre. Måske gælder det overalt, men vi ser med andre ord mange hybride roller. Du er ansvarlig for dette og hint. Du er både forretningsanalytiker og projektleder, eller både kundeansvarlig og forretningsudvikler.

Der sker en form for sammenfald. Og den anden ting, vi ser, er, at forskellige roller kommer ind i blandingen. Jeg går lidt tilbage i tiden, men på et projekt arbejdede vi med en lingvist, fordi vi lavede naturlig sprogbehandling på kundedata og kundefeedback.

Det var en kollision mellem mennesker, der ved forskellige ting. De ser ikke ud til at passe sammen, men hvis alle kan begynde at se tingene fra deres perspektiv og lære af hinanden, kan det diversificere den måde, vi tænker på et team.

I enhver branche bliver vi let fastlåst i spørgsmålet om, hvilke mennesker vi har brug for til at udføre en bestemt opgave. Vi siger: A, B og C. Det er altid det samme team. Men vi kan ændre det langt mere og få flere forskellige perspektiver ind.

Vi kan med vilje lære af hinanden. Og undervejs tror jeg, at vi — på godt og ondt — vil kunne mere end blot ét job. Det kan faktisk være en fordel i AI-alderen. Det må tiden vise, for lige nu ser det ud til at handle om omkostningsreduktion, stramme budgetter og arbejdsgivere, der forsøger at få mere ud af deres talenter.

Jeg tror også, der er en optimistisk side af det hele. Det kan løfte os og vænne os til at arbejde med forskellige mennesker og tænke lidt anderledes.

David Doan: Det var meget nyttigt, Galen. Jeg skal huske det, du har delt, for sundhedsvæsenet kan få stor gavn af at implementere netop det.

Jeg håber, nogle af disse svar sætter gang i din og andres nysgerrighed.

Galen Low: Helt sikkert.

David Doan: Det har været en fornøjelse at dele og stille spørgsmål til hinanden. Jeg har lært en hel del.

Galen Low: I lige måde. Det har været en virkelig god samtale. Tak igen for din tid.

Til dem, der lytter: Hvor kan man lære mere om dig og det, du laver?

David Doan: Jeg er forholdsvis aktiv på LinkedIn, så jeg inviterer folk til at forbinde sig med mig. Den seneste måned eller deromkring er jeg blevet inspireret til at skrive min LinkedIn-blog, så når dette bliver offentliggjort, har jeg sandsynligvis en blog.

Min blog handler om en håndfuld emner, som jeg brænder for, og som viser min flerdimensionelle og autentiske side. Det handler ikke kun om sundhedsvæsen og teknologi, selv om det er områder, jeg brænder dybt for. Det har taget mig mange år at sikre, at teknologi skal muliggøre det, forretningsbrugeren har brug for.

Strategien bør ikke kun drives af teknologien. Den bør drives af forretnings- og kliniske ledere. Det andet, jeg brænder for, er lighed på sundhedsområdet. Det er ikke kun, fordi det er et af de fem mål i det femdobbelte mål. Jeg er asiat, men det handler ikke blot om at være asiatisk leder.

Jeg har mine egne personlige erfaringer med sundhed, og jeg har virkelig set det hos min mor og mine bedsteforældre, når det gælder deres behandlingsforløb. Derfor er diskussionen og mulighederne omkring lighed på sundhedsområdet vigtige for mig.

Jeg er også en passioneret fortaler for projektledelse generelt. Derfor har jeg været frivillig i mange år. Men hvordan bringer vi projektledelseslinser ind i alt? Det handler om mere strategisk projektledelse, og i min nonprofitorganisation er der mange synergier omkring det at give tilbage og føre tingene videre.

Det handler ikke kun om at føre et team med sig, men også om at se fællesskabet. Fællesskabet kan være ens lokale by eller kommune, men nogle gange er vores fællesskab globalt.

Det er nogle af de emner, jeg inviterer folk til at læse mere om på min LinkedIn-blog.

Galen Low: Det er virkelig spændende. Jeg kan godt lide, at bloggen er stedet, hvor det hele samles. Jeg glæder mig til at følge med. Jeg inkluderer links til din LinkedIn-profil og din blog, når dette udkommer. Jeg er meget begejstret. David, tak igen.

David Doan: Det var mig en fornøjelse. Mange tak for samtalen, Galen.

Galen Low: Det var alt for dagens episode af podcasten The Digital Project Manager. Hvis du nød samtalen, så husk at abonnere, uanset hvor du lytter. Og hvis du vil have endnu mere praktisk indsigt, casestudier og drejebøger, så gå ind på thedigitalprojectmanager.com.

Vi høres ved. Tak, fordi du lyttede.