PM i bureau eller internt: Hvilken rolle er bedst?

Læs transskriptionen:

Vi prøver at transskribere vores podcasts ved hjælp af et softwareprogram. Bær over med eventuelle stavefejl, da botten ikke er korrekt 100 % af tiden.

Michael Mordak: Hej, det er Michael fra The Digital Project Manager, og velkommen til dagens medlemsportræt! Det er lykkedes os at samle den største og mest imponerende gruppe af projektledere, som skaber forandringer og udfordrer de eksisterende paradigmer i projekter i dag. Derfor deler vi deres historier – de personlige og professionelle drejninger og afveje, vi tager, mens vi forsøger at besvare det ældgamle spørgsmål: "Hvad vil du være?"

I dag taler vi med et værdsat medlem af fællesskabet og ledende konsulent for partneraktivering hos Teamwork, Melody MacKeand. Melody har bevidst opbygget sin karriere som projektleder. Hun har taget certificeringer, arbejdet som projektkoordinator, bureauchef for projektledelse, intern projektleder, programleder, porteføljeleder og nu som konsulent. I dag får vi høre fra hende, hvad der har fungeret, og hvad der ikke har fungeret, hvilke færdigheder der er vigtige for projektledere, samt hvilke råd hun ville give sit yngre jeg, hvis hun vidste dengang, hvad hun ved nu.

Melody, jeg er virkelig begejstret for at have denne samtale med dig, fordi vi indtil videre typisk har interviewet mennesker i vores portrætter og talt om, hvordan de fulgte en passion eller en form for karriereforløb. Og så endte de gennem et lykketræf som projektledere af nødvendighed eller ved at gribe en mulighed, der førte dem i den retning.

Men din vej er lidt anderledes, fordi du faktisk selv gik ud og valgte at blive projektleder – du opsøgte jobbet. Jeg vil meget gerne høre mere om, hvornår og hvordan du nåede frem til, at projektledelse var den karriere, du gerne ville følge?

Melody MacKeand: Det hjælper bestemt, at begge mine forældre var projektledere. Så jeg havde i det mindste en idé om, at jobbet eksisterede, selvom de ikke nødvendigvis pressede mig ind i rollen. Efter universitetet tog jeg nogle jobs, der i højere grad var drevet af passion, men jeg vidste, at jeg ville finde ud af, hvilken retning min karriere skulle tage. Jeg kendte til projektledelse, så det var én mulig vej. Jeg undersøgte også forretningsanalyse, fordi jeg havde hørt, at det på det tidspunkt var en rigtig god karrierevej.

Min tilgang var at tage certificeringer inden for begge områder. Målet var både at opkvalificere mig selv, så jeg overhovedet kunne få en stilling inden for området, og at få en fornemmelse af, hvordan de forskellige områder så ud, så jeg kunne træffe en beslutning. Efter at have taget certificeringer inden for begge områder besluttede jeg, at projektledelse var den vej, jeg ville gå.

Så fandt jeg en stilling som projektkoordinator i et digitalt bureau. Det er virkelig nyttigt at få uddannelsen og samtidig få en fod indenfor gennem certificeringen. Derefter kunne jeg tænke over, om det var den vej, jeg gerne ville gå, og om det var den vej, jeg ville fortsætte ad – især fordi jeg med det samme bevægede mig ind i det digitale område.

Michael Mordak: Når du fortæller det, kan man virkelig høre, at du er et produkt af to projektledere, fordi det lyder, som om du gik så metodisk til værks, som om du havde planer for begge muligheder. Du tog certificeringer. Og du tog ikke bare en certificering i projektledelse, men du havde også en beredskabsplan – en slags sikkerhedsnet, hvis det ikke lykkedes.

Da du voksede op som et produkt af to projektledere, var der så noget, dine forældre gjorde, som du ser tilbage på i dag og tænker: "Åh gud, jeg blev projektledet hele tiden?"

Melody MacKeand: Jeg vil sige, at jeg faktisk tror, jeg har levet et liv, hvor jeg blev projektledet, og nu lever jeg et liv, hvor jeg projektleder mig selv. Det er noget, jeg virkelig har sat pris på ved den måde, jeg blev opdraget på – måske mindre dengang og mere, når jeg ser tilbage på det. Selv ting som at jeg gik til SAT-forberedelse i en nok lidt for ung alder, og at jeg deltog i mange fritidsaktiviteter, fordi de omhyggeligt planlagde vores skemaer og de aktiviteter, som de mente ville være gode for vores opvækst.

Jeg kan virkelig se fordelene ved det nu. Det gav mig en meget stærk uddannelsesmæssig baggrund. Og jeg er projektleder, ikke kun karrieremæssigt, men også personligt. Jeg er meget omhyggelig med planlægning, tidsstyring og budgetstyring. Så alle de områder kommer bare naturligt til udtryk hos mig på dette tidspunkt.

Michael Mordak: Jeg må forestille mig, at meget af det sikkert kom fra din opvækst. Jeg kan kun forestille mig, at dine forældre var ret strikse med budgetter, planlægning, tidsstyring og den slags.

Melody MacKeand: Absolut, ja.

Michael Mordak: Okay. Så du tog din certificering som projektleder og fik rollen som projektkoordinator. Og efter at du var gået ind i det, kan du så fortælle lidt om, hvordan din karriere har udviklet sig siden da, og hvad du gik videre til?

Melody MacKeand: Ja, helt sikkert. Jeg fortsatte i bureaubranchen i nogle år endnu og arbejdede for flere forskellige bureauer, hvilket var virkelig sjovt. Jeg arbejdede sammen med nogle fantastiske virksomheder og mange meget talentfulde mennesker. Så jeg følte mig meget heldig over at være i det miljø og lave noget, jeg virkelig brændte for: projektledelse.

Og jeg gjorde det i en verden, der var meget kreativ og interessant. Så jeg elskede den periode i mit liv, men vidste, at der på et tidspunkt igen ville ske et skifte i den retning, jeg ønskede, at min karriere inden for projektledelse skulle tage. For nogle bliver de i bureaubranchen gennem hele deres karriere, og det er fantastisk. Andre kan måske skifte til en intern rolle eller til et helt andet område.

Jeg blev kontaktet af en tidligere kunde, en stor nonprofitorganisation, om en intern stilling. Det var et interessant karriereskifte, fordi jeg bevægede mig internt og dermed væk fra bureauverdenen. Det var en nonprofitorganisation, som jeg brændte meget for. Og arbejdet lå tæt på projektledelse, men var ikke helt det samme. Så jeg følte, at det var en god mulighed, fordi jeg havde opbygget erfaring inden for projektledelse, til at undersøge: "Er der andre stillinger eller områder, som ville interessere mig endnu mere?"

Jeg fik mulighed for at administrere en projektledelsesplatform for organisationen, som faktisk er det sted, jeg arbejder nu. Jeg administrerede også kreative og digitale ressourcer. Så jeg trak virkelig på min bureauerfaring inden for ressourcestyring, og der var også en porteføljeleder. På den måde fik jeg erfaring med flere forskellige roller – fra ressourceleder til porteføljeleder – og jeg lavede også enkelte projektledelsesopgaver i disse roller for at holde færdighederne ved lige.

Det var virkelig nyttigt at se, hvilke områder inden for det større projektledelsesfelt jeg kunne lide og ikke kunne lide, og hvilket område jeg ønskede at bevæge mig over i. I den periode udviklede jeg en stærk interesse for forandringsledelse og procesudvikling. Hvis jeg var blevet i en specifik projektlederrolle, havde jeg måske ikke fået lige så mange af de muligheder.

Og nu er jeg igen skiftet – til teknologiområdet og produktområdet hos Teamwork. Det har været rigtig sjovt at se en anden side af projektledelsesverdenen og bureauverdenen. Nu hjælper jeg organisationer og bureauer med at gennemføre deres projekter mere effektivt gennem selve produktet.

Michael Mordak: Det er en virkelig interessant historie. Jeg elsker, hvordan det næsten er kommet hele vejen rundt: Du startede på et bureau, gik internt og er nu i en slags hybridrolle, hvor du rådgiver bureauer. Det er faktisk virkelig interessant, fordi forskellen mellem projektledere på bureauer og interne projektledere er en samtale, der ofte dukker op i vores fællesskab.

Er der noget, der især skiller sig ud for dig og virkelig trækker grænsen mellem de to? Var der noget, du måske fandt mere attraktivt på den ene side af diskussionen end på den anden? Foretrækker du en intern rolle frem for en bureaurolle?

Melody MacKeand: Godt spørgsmål. Jeg synes, at bureaubranchen er sjov, spændende og kaotisk, og ofte kan det næsten virke tiltalende at arbejde internt på grund af normaliteten og måske manglen på kaos.

Men når man arbejder internt, opdager man, at det bare er virkeligheden for projektledelse på tværs af hele området. Jeg tror, at begge sider kan se eller tænke, at græsset altid er grønnere, men der er flere ligheder end forskelle på det område. Selv i den organisation, jeg arbejdede for internt, behandlede vi faktisk vores projekter, som om vores programteams var kunder.

Som om vores kreative ressourcer og digitale ressourcer blev delt på tværs af disse kunder. På en måde fungerede vi altså næsten som et internt bureau. Det satte jeg pris på, fordi jeg havde den erfaring og baggrund, men også fordi jeg kunne se, hvordan det fungerer i en verden, hvor man ikke har kunder, der kommer ind ad døren med et budget.

Man har programteams, der arbejder sammen med en på mange måder, og som kommer med forespørgsler. Så jeg har set både det gode og det dårlige ved begge sider, og jeg vil ikke nødvendigvis sige, at jeg ville vælge den ene frem for den anden. Jeg synes, at bureaubranchen er fantastisk, især når man er ung og lige er begyndt, fordi man får rigtig mange kontakter.

Jeg har stadig professionelle kontakter og er venner med tidligere kunder. Jeg har tydeligvis også fået en stilling gennem det og flyttet tværs over landet på grund af det. Så jeg synes, at bureaubranchen giver mange spændende muligheder, fordi man arbejder med mange forskellige organisationer. Når man arbejder internt, får man ikke nødvendigvis den slags muligheder.

Michael Mordak: Jeg synes, du griber det an på en meget praktisk måde, hvor du trækker på den indsigt, at man kan behandle en intern organisation næsten som et internt bureau og gå til det på den måde. Det hænger direkte sammen med nogle af de samtaler, vi for nylig har haft i vores Slack-kanal om netop det spørgsmål.

Det er en virkelig nyttig indsigt, som jeg tror, de mennesker får meget ud af – og ikke kun folkene i vores fællesskab, men alle, der lytter til dette.

Melody MacKeand: Ja. Og jeg synes, at den interne verden har sine egne risici og udfordringer, som det kan hjælpe med at løse, hvis man leder sit team som et bureau.

Et af de største problemer, vi så internt, var opfattelsen af, at ressourcer er umiddelbart tilgængelige og grundlæggende gratis, fordi de er ens kolleger. I bureauverdenen har man derimod begrænsede kontrakter, et afgrænset omfang og et budget, og det holder man sig til. Så jeg synes, at det virkelig kan føre til bedre omfangsstyring, bedre tidsstyring og bedre ressourcestyring at drive et internt team som et bureau.

På den måde bliver ressourcerne ikke overbelagt og udbrændt, fordi det altid kan føles, som om der altid er arbejde, der skal udføres, og altid er mennesker til at udføre det, men uden begrænsninger. Så jeg tror, at det kan være meget nyttigt internt at arbejde med et bureauperspektiv af de grunde.

Michael Mordak: Jeg vil lige trække det lidt tilbage, fordi jeg føler, at vi næsten er kommet for langt ned i detaljerne.

Jeg vil virkelig gerne fokusere på nogle mere overordnede ting. Men jeg vil bygge videre på flere af de ting, du har sagt indtil videre. Når man har to forældre, der er projektledere, er man selvfølgelig nok vokset op med stor eksponering for færdigheder og begreber, der senere ville hjælpe en i rollen som projektleder.

Men var der andre egenskaber eller ting, du oplevede under din opvækst – måske fra tidligere jobs – som du kunne tage med ind i projektledelsen for at blive bedre på området, da du begyndte?

Melody MacKeand: Når folk tænker på projektledelse, kan det virke meget abstrakt. Man har begreber som projekter, omfang og tidsplan, men projektledelse handler i sin kerne om mennesker. Det handler om mennesker, der leverer fremragende arbejde. Det handler om mennesker, der har deres egne organisatoriske mål, som de forsøger at nå. Og vi kommer hver især til bordet med frygt, frustrationer og holdninger. Jeg synes, at meget af projektledelse i virkeligheden er menneskeledelse. Og meget af det, jeg oplevede før projektledelsesområdet, handlede om at arbejde sammen med meget forskellige mennesker, som havde stærke holdninger og kunne tage deres personlige frustrationer med ind i arbejdssamtaler.

Jeg synes, at meget af det virkelig kan overføres til projektledelsesområdet, fordi folk, der begynder inden for projektledelse, tænker: Jeg er nødt til næsten at studere feltet. Jeg skal vide, hvordan man gennemfører et projekt godt, hvordan man laver en perfekt tidsplan, eller hvordan man holder sig under budgettet. De ting findes, og de kan læres.

Men kernen er: Hvordan arbejder jeg sammen med mine ressourcer og mit team? Hvordan arbejder jeg sammen med kolleger, der har modstridende prioriteter? Og hvordan arbejder jeg sammen med kunder, der har meget specifikke behov og aldrig er bange for at fortælle dig det? Jeg synes, at meget af det – uanset om det handler om ens opvækst eller tidligere jobs – i virkeligheden handler om, hvordan man omgås mennesker, og hvordan man selv møder op.

Michael Mordak: Ja, det er en virkelig god pointe. Jeg synes, det peger på de bløde færdigheder – det at kunne læse et rum, forstå hvem man har med at gøre, og forstå alle de ting, der hænger sammen med den person, og hvordan vedkommende kan kommunikere, eller hvordan man selv kan kommunikere godt med dem. Du har tydeligvis en meget alsidig baggrund, men jeg vil prøve at finde nogle huller, fordi jeg ved, at der altid er fejl et eller andet sted.

Hvilke måder var der måske, hvor du, da du kom ind på området, begyndte at arbejde eller endda tidligere, vidste, at du havde brug for at opkvalificere dig? Og hvilke områder havde du brug for at arbejde med for at komme videre i din karriere og nå til næste punkt?

Melody MacKeand: Mange antager, at projektledere naturligt er meget organiserede mennesker, og jeg lever måske i mere kaos end de fleste projektledere – desværre for mine forældre.

Men jeg tror, at et stort udviklingsområde for mig tidligt var organisation. Jeg ved inde i mit hoved, hvordan alle mine projekter går, hvad jeg skal nå, og hvad mine daglige to-do-opgaver er, og jeg kan håndtere alt det i kaosset i min egen hjerne. Men det gør det ikke muligt for andre at vide, hvad der foregår. Og i det mest ekstreme eksempel var jeg for nogle år siden involveret i en bilulykke midt i et projekt, og nogen havde brug for at vide præcis, hvad der foregik i projektet, for hurtigt at kunne overtage det.

Så jeg tror, at det handler om at lære at være organiseret – ikke kun for sin egen skyld, men også om at erkende, at man er en del af en større struktur af projekter, som skal styres godt, og at skabe interne rytmer for sig selv. Og jeg vil sige, at det nok er noget, jeg kommer til at arbejde med resten af mit liv.

Jeg har prøvet så mange forskellige værktøjer. Jeg har haft post-it-sedler på mit skrivebord, der mindede mig om at være organiseret. Så jeg tror, at meget af det ikke falder mig naturligt, men at det er noget, jeg virkelig har måttet arbejde med: dokumentation, at sikre, at jeg har alle oplysninger let tilgængelige på måder, som andre kan se, og at jeg også styrer mit eget arbejde.

Michael Mordak: Ja, dokumentation er vigtig. Og én ting, der straks fik mig til at tænke, var, at vi havde en person, der kom og talte med os om det, jeg tror, blev kaldt lynregel. Det minder om det, du beskrev. Hvis du gik ud fra kontoret, ud på gaden, og blev ramt af lynet, ville projektet så kunne fortsætte?

Ville de kunne finde alt det, de havde brug for? Ville de kunne vide, hvor projektet stod, hvad de næste skridt var, og derefter fortsætte – naturligvis efter en passende sorgperiode? Det er virkelig en vigtig pointe, og jeg er glad for, at du nævnte den, for jeg kan personligt også genkende det.

At forstå kaosset, der foregår oppe i mit hoved, men derefter forsøge at finde en måde at dokumentere det på, få det organiseret, så andre kan forstå det og få adgang til det, hvis de har brug for det. Det er en stor del af det.

Okay, så når du ved alt det, du ved nu, har du naturligvis været igennem denne rejse. Du voksede op med forældre, der projektledede dig, tog dine certificeringer i projektledelse og formede din karrierevej, og du har tydeligvis lært mange lektioner undervejs.

Hvilke råd ville du så have til dit yngre jeg, som måske lige var begyndt?

Melody MacKeand: Jeg har masser af råd og meget overbærenhed med de versioner af mig selv, der har eksisteret tidligere. For det første vil jeg sige: Sæt altid dig selv først. Jeg tror, jeg lærte den lektie igen og igen, især da jeg var yngre i min karriere.

Du er en ressource for din virksomhed, du er en ressource for dine kunder, og du er en ressource for dine projekter. I sidste ende er den eneste person, der passer på dig, dig selv. Og du udfører dit bedste arbejde, når du sætter tydelige grænser. Når man er ung, føler man, at man har noget at bevise.

Men der er altid arbejde, der skal udføres. Der er altid kunder, man skal kommunikere med. Og det er meget let, at det påvirker ens privatliv. Jeg har personligt ladet min professionelle karriere påvirke mit privatliv, mit fysiske helbred og mit mentale helbred. Derfor er jeg nu meget opmærksom på at have disse grænser, for hvis jeg sætter mig selv først, møder jeg mere fuldt op på arbejdet, og i sidste ende er jeg en bedre medarbejder og kollega.

Det kan for eksempel betyde, at man ikke tjekker sin e-mail om aftenen eller i weekenden, eller at man har et fast tidspunkt, hvor arbejdsdagen slutter. Nu er jeg besat af boksning, og jeg elsker at kunne skifte fra arbejde til fritid med en træning. Jeg tror, at mit yngre jeg kunne have haft gavn af den slags grænser.

Michael Mordak: Det er fantastisk. Ja, jeg synes, det er så vigtigt. Nogle gange føler jeg, at du taler direkte til mig, fordi det er ting, jeg er nødt til at minde mig selv om hver dag: at sætte grænser og huske at holde en frokostpause, for eksempel.

Og at forsøge at sikre, at man stopper på et bestemt tidspunkt. Det synes jeg bliver vanskeligere, når man arbejder på afstand, fordi mange af os arbejder hjemmefra nu. Det er så let at blive hængende for at besvare endnu en e-mail eller en Slack-besked, eller hvad det nu måtte være, og så fører det en ned i et kaninhul.

Så endnu et virkelig vigtigt budskab, og jeg er glad for, at du tog det op.

Melody MacKeand: Ja, jeg vil også sige, at en stor lektie, jeg har lært gennem årene, og som jeg ville ønske, at mit yngre jeg havde vidst fra begyndelsen, er ikke at tage ting personligt og at antage, at andre har de bedste intentioner. Jeg tror, det fører os tilbage til samtalen om, at projektledelse i sin kerne handler om mennesker.

Vi tager virkelig hele os selv med på arbejde – både det gode og det dårlige. Når man er yngre, tager man ting så personligt. Hvis man har et projekt, der mislykkes, er det et personligt nederlag. Hvis en kunde eller kollega er ked af det, føles det som et personligt angreb. Jeg tror, at hvis vi bare træder ud af den situation, giver os selv lidt overbærenhed og antager, at folk kommer med et ønske om at samarbejde, arbejde sammen og løse det aktuelle problem, bliver man ikke kun bedre til det, man laver – man nyder det faktisk også mere.

Med den erfaring, jeg har nu, har jeg det meget sjovere på arbejdet. Da jeg var yngre, var det meget mere en kamp, fordi jeg tog alle de her ting personligt, selvom de egentlig bedst blev lagt fra mig.

Michael Mordak: Det er fantastisk. Jeg elsker den pointe, du kom med om at tage ting personligt.

Hvis nogen siger noget på en bestemt måde eller giver dig lidt feedback eller kritik, kan du i dit arbejde måske gøre noget lignende ved et andet projekt eller et leveret resultat, som en anden har fremlagt. Du gør det ikke nødvendigvis for at være uhøflig eller ond eller for at hakke på nogen. Du gør det, fordi du ønsker det bedste for projektet.

Du ønsker at samarbejde, som du sagde. Men det er sjovt, hvordan vi kan tage det så personligt, når rollerne er byttet om, og hvordan vi synes at tro, at alt er en afspejling af vores arbejde, når vi får feedback på noget. Så jeg er glad for, at du nævnte det. Det er en rigtig god pointe.

Melody MacKeand: Ja. Og jeg vil sige, at det er meget almindeligt at antage, at man har gjort noget forkert, og at en anden er vred på en, når vedkommende måske sender en hård e-mail eller chat. Samtidig kan man selv gøre det samme mod en anden, fordi man har haft en frustrerende dag eller ikke har sovet godt natten før.

Jeg synes, at det handler om at træde ud af situationen og også erkende, at hvis der er feedback, der skal gives, hjælper den dig med at blive en bedre medarbejder og udføre dit arbejde bedre. Og på den anden side har jeg også lært meget om at give feedback gennem årene. Når man er yngre, kan det føles lidt aggressivt, især hvis man er kvinde på arbejdspladsen og ikke nødvendigvis ønsker at være så kontant eller direkte over for sine kolleger.

Men gennem årene har jeg virkelig lært værdien af at kunne give nogen mulighed for at høre feedbacken og foretage en ændring. Selv i evalueringsprocessen havde jeg tidligere en leder, der havde en regel om, at hvis man gav en kollega feedback i den årlige evaluering, og man ikke havde sagt den feedback direkte til personen, måtte man ikke skrive den i evalueringen.

Det var virkelig godt for mig at høre. Hvis jeg har noget, jeg skal kommunikere til en kollega, skal jeg kommunikere det direkte til vedkommende og give personen mulighed for at ændre noget, før det eskalerer. Og igen vender vi tilbage til, at vi alle er mennesker, og at vi alle fortjener overbærenhed i den måde, vi arbejder sammen på.

Vi fortjener alle muligheden for at ændre os. Jeg har fået meget overbærenhed gennem årene til at ændre mig. Jeg har foretaget mange ændringer i den måde, jeg styrer mit arbejde og mig selv på. Jeg er virkelig taknemmelig for, at folk tog sig tid til at give mig den feedback, og jeg vil gerne tilbyde det samme til andre.

Michael Mordak: Det er bare en så vigtig pointe, som jeg synes bliver undervurderet. Hvis du giver folk plads og mulighed, er det eneste, der kommer til at ske, at de giver det tilbage til dig. De bliver meget mere modtagelige over for dig, dine holdninger og den slags.

Det opbygger relationer til mennesker. Du kan få et bedre arbejdsforhold til dine kolleger i stedet for at have en form for konflikt mellem jer, for det ender ikke godt for dit mentale helbred. Hvis du har en form for bitterhed på arbejdspladsen, får du ikke lyst til at være der, og det påvirker dit liv generelt.

Så det er altid bedre at åbne op og være opmærksom på, hvordan det påvirker dem, og hvordan det også påvirker dig. Det har været en virkelig god samtale og et indblik i en lidt anderledes vej, som jeg nævnte. Ikke alle ender tilfældigt i projektledelse.

Nogle vælger det bevidst og går målrettet ind i det. Jeg synes, at den måde, du har struktureret din karrierevej på – ved at opsøge certificeringer, prøve en rolle som koordinator, begynde på et bureau og derefter langsomt bevæge dig over i en intern rolle – er en virkelig interessant vej og noget, som jeg tror, alle, der lytter til dette, vil finde nyttigt for deres egen rejse. Forhåbentlig kan de genkende sig selv i det og i mange af de lektioner, du har lært undervejs.

Ideelt set hører de disse lektioner, tager dem til sig og undgår nogle af de fejl, der kan opstå, når man prøver og afprøver alt hver eneste gang.

Melody MacKeand: Helt sikkert. Ja, jeg sætter virkelig pris på tiden i dag.

Michael Mordak: Fantastisk. Jeg er glad for, at du havde mulighed for at være med, Melody. Jeg ser frem til at fortsætte med at tale med dig i fællesskabet og høre om al den indsigt og erfaring, du har at dele med de andre medlemmer, fordi jeg ved, at du altid kommer med viden og, som vi talte om, giver folk plads og de bedste muligheder for at lære og komme videre. Tak.

Tak, fordi du lyttede til vores medlemsportræt med Melody MacKeand. Hun har meget mere viden og indsigt at dele med dig. Så kom og tal med os i Slack-kanalen sammen med hele vores fællesskab af digitale projektledere. Vi vil meget gerne have dig med. Du kan læse mere om medlemskab på vores hjemmeside på thedigitalprojectmanager.com/membership.

Tak, fordi du lyttede!