Sådan håndterer dygtige projektledere uventede interviewspørgsmål

Læs transskriptionen:

Vi afprøver at transskribere vores podcasts ved hjælp af et softwareprogram. Bær over med eventuelle stavefejl, da botten ikke er korrekt 100 % af tiden.

Kelsey Alpaio: Hej! Jeg hedder Kelsey. Og velkommen tilbage til The Retro på The Digital Project Manager-podcasten – hvor vi dykker ned i tidligere erfaringer, fremtidige tendenser, og hvad de betyder for din karriere.

Jeg vil gerne begynde i dag med et spørgsmål. Hvis du skulle beskrive dig selv som en chokoladebar, hvilken ville du så være? Jeg blev engang stillet det spørgsmål til en jobsamtale, og det slog mig fuldstændig ud. Jeg glemte med det samme navnet på alle eksisterende chokoladebarer.

Men blandt svære interviewspørgsmål er det faktisk ret mildt. Hvad sker der, når du bliver ramt af et rigtigt uventet spørgsmål? Noget, du ikke har forberedt dig på, og som går tæt på din erfaring eller dine kompetencer? Hvordan bevarer du roen og svarer på en måde, der faktisk hjælper dig med at få jobbet?

For projektledere kan jobsamtaler især føles som en quiz om hvert eneste projekt, du nogensinde har arbejdet på. Det er som et minefelt af spørgsmål, der begynder med "fortæl mig om en gang...", og som kan få dig til at tvivle på, om du nogensinde faktisk har ledet et projekt i dit liv. Så det er det, vi skal tale om i dag – hvordan du forbereder dig til din næste jobsamtale som projektleder. Hvordan du håndterer de spørgsmål, du kan forudse, hvordan du svarer på dem, du ikke ser komme, og hvad du gør, når tingene ikke går helt perfekt.

Med mig i dag er Kayla Quijas, seniorprojektleder og karrierecoach, som hjælper professionelle med at få roller inden for projektledelse.

Kayla, velkommen til programmet!

Kayla Quijas: Hej, Kelsey! Tusind tak, fordi jeg måtte være med.

Kelsey Alpaio: Kayla, fortæl os lidt mere om dig selv og det arbejde, du udfører.

Kayla Quijas: Min professionelle karriere begyndte lidt utraditionelt. Jeg startede faktisk som professionel kagedekoratør. Det gjorde jeg i omkring fem år, og så indså jeg, at jeg sad fast i et blindgydejob. En bestemt dag arbejdede jeg en 12-timers vagt og blev derefter bedt om at komme tilbage, og den dag knækkede noget indeni mig, som fik mig til at indse det.

Det var en komplet blindgyde. Det førte ingen steder hen. Og jeg sagde op på stedet den dag uden en plan B. Jeg besluttede mig for at gå ind i erhvervslivet. Mit første skridt var derfor at blive receptionist på et advokatkontor, og derfra klatrede jeg hurtigt op ad karrierestigen. I dag er jeg seniorprojektleder i et globalt advokatfirma, hvor jeg fører tilsyn med nogle af firmaets største kundekonti, og jeg elsker det.

Da jeg begyndte at se tilbage på min karriereudvikling, indså jeg, at coaches havde spillet en enorm rolle i min karrieresucces. Det fik mig til at finde min egentlige passion, som er at inspirere andre til at komme væk fra blindgydejob og forfølge deres egne meningsfulde karrierer. Nu er jeg også certificeret senior-karrierecoach, og jeg hjælper andre med at foretage bevidste karriereskift.

Kelsey Alpaio: Det er en virkelig interessant baggrund, og vi er meget glade for at have dig med i denne episode, som handler om uventede interviewspørgsmål. Det er spørgsmål, som du per definition ikke ser komme, men jeg vil gerne udfordre det lidt. Hvilke mindre almindelige og udfordrende spørgsmål kan vi forvente at blive stillet til en jobsamtale inden for projektledelse?

Kayla Quijas: Det er et godt spørgsmål. Før jeg går ind i de konkrete eksempler, synes jeg, det er vigtigt at zoome lidt ud og tale om, hvorfor den slags spørgsmål dukker op. For uventede spørgsmål handler ikke om indhold, men om karakter og om den person, der ansætter.

De bruger dem til at se, hvordan du tænker, hvordan du leder, og hvordan du håndterer pres, når tingene falder fra hinanden – hvilket er præcis det, projektledelse kræver. Når nogen stiller dig et spørgsmål, der tager dig på sengen, holder de i virkeligheden øje med noget, der stikker dybere end det, der står på dit CV.

De vil vide, hvem du er under pres, for det er det, de ansætter dig til. Kan du bevare roen, når tingene går skævt? Kan du tænke klart, når du ikke har alle oplysninger? Kan du indrømme, hvad du ikke ved, uden at gå i forsvarsposition? Og kan du tilpasse dig undervejs og træffe fornuftige beslutninger, når planen må ændres? For i den virkelige projektledelsesverden er det jobbet.

Du spurgte til konkrete uventede spørgsmål. Jeg ser dem egentlig falde i to kategorier. Den ene er, når du aldrig har stået i situationen før, og den anden er, når du har stået i situationen, men historien ikke får dig til at se særlig godt ud. Jeg har et par modeller til begge dele, og dem kommer vi sikkert ind på undervejs.

Kelsey Alpaio: Helt sikkert. Jeg elsker den måde at indramme det på: Hvis du arbejder med projektledelse, har du sandsynligvis allerede mange af de kompetencer, du skal bruge for at svare på spørgsmål, der tager dig på sengen. Så lad os komme i gang. Fortæl mig lidt mere om modellen til at besvare den type spørgsmål og forberede sig på dem på forhånd.

Kayla Quijas: Ja, forberedelse er virkelig afgørende. Den bedste forberedelse handler ikke om at forsøge at gætte hvert eneste uventede spørgsmål, der kan komme, for du bliver vanvittig, hvis du prøver. Hvem skulle nogensinde tænke på at spørge, hvilken chokoladebar man ville være?

Det kommer du aldrig selv på. Så i den verden driver du dig selv til vanvid. Det, jeg opfordrer mine klienter til, er at opbygge en samling historier. Mindst seks, måske flere. Det er minimum. Når jeg arbejder med mine klienter, giver jeg dem det, jeg kalder projektledelses-flashcards.

På disse flashcards skal de finde historier frem om bestemte temaer: naturligvis succeser, men også fiaskoer. Situationer, hvor de har håndteret konflikter, håndteret risici, vist lederskab uden formel autoritet og håndteret tvetydighed. Historierne skal være fleksible nok til at kunne bruges på flere måder.

Det er altså her, du skal begynde: med en stærk samling historier. Derefter kobler du dem til nogle få nøgleegenskaber. Én historie kan vise lederskab og problemløsning, mens en anden kan vise følelsesmæssig intelligens og tilpasningsevne. Så øver du dig i at tænke højt.

Det er næste vigtige skridt, fordi uventede spørgsmål ikke kun handler om indhold, men også om, hvordan du bearbejder information under pres. Og jeg garanterer, at det var det, spørgsmålet om chokoladebaren handlede om. De er ligeglade med, hvilken chokoladebar du er. De vil vide, hvordan du tænker dig frem til et svar, og hvad der sker, når du bliver præsenteret for et spørgsmål, der kommer helt ud af det blå.

Øv dig derfor i at forklare din logik trin for trin, så du kan bevare jordforbindelsen, selv når din hjerne siger: åh åh. Hvis du forbereder dig på den måde, lærer du ikke bare svar udenad – du opbygger en række muligheder. Det er den generelle forberedelse. Men jeg har også to meget konkrete modeller, vi kan tænke på. Den ene er til situationer, hvor du ikke har en relevant erfaring.

Det klassiske interviewspørgsmål er: Fortæl mig om en gang, hvor... Det kan føles som et uventet spørgsmål, hvis du tænker: Åh nej, jeg har ikke en sådan erfaring. Og så er der spørgsmålene, der er designet til at få dig til at se dårlig ud: Hvad er din største svaghed? Fortæl mig om en gang, hvor du fejlede.

Den slags. Jeg har to modeller. Den første er udviklet til spørgsmål, hvor du ikke har en historie at trække på. Den hjælper dig med at navigere elegant i situationen, samtidig med at du viser de egenskaber, en ansættende leder leder efter hos en projektleder. Det handler om at bevare roen, omformulere spørgsmålet og tænke strategisk.

Jeg har formuleret den, så projektledere forhåbentlig kan genkende den uden at rulle med øjnene. Jeg kalder den RAID-modellen, RAID. R står for at genkende hensigten. Hvad prøver de at finde ud af? I stedet for at gå i panik skal du stoppe op et øjeblik og finde ud af, hvad hensigten er. Prøver de at finde ud af, hvordan du leder?

Prøver de at finde ud af, hvordan du håndterer konflikter? Eller handler det om prioritering? Hvad er det underliggende mål? Stop op og sig: Det er et godt spørgsmål. Jeg tænker over, hvad der bedst kan vise, hvordan jeg typisk håndterer den type situationer.

Det er første trin. A står for at anerkende hullet. Tag ejerskab over det. Gør det modent og uden at gå i forsvarsposition. Hvis du ikke har en direkte historie, så sig det. Det er ikke en svaghed. Det viser ærlighed og selvindsigt. Sig blot: Jeg har ikke stået i præcis den situation, men jeg har håndteret noget lignende, hvor jeg brugte de samme typer kompetencer.

Derefter kommer I'et, hvor du identificerer den overførbare situation og finder en parallel historie fra din erfaringssamling. Den behøver ikke passe perfekt. Den skal bare være relevant. Det viser, at du kan finde løsninger, og at du kan være fleksibel på tværs af forskellige situationer. For eksempel havde jeg på et projekt en erfaren interessent, der pressede hårdt på for at ændre en tidsplan.

Det var ikke præcis samme scenarie, men det lærte mig meget om at lede opad og sætte grænser. Det er det, jeg lærte af det. Og til sidst – og det minder om spørgsmålet om chokoladebaren – skal du beskrive din tænkning og føre dem gennem den mentale proces højt. Det er D'et.

Beskriv tænkningen. Vis, hvordan du ville gribe det an, og bryd det ned, som du ville gøre i en arbejdsplan som projektleder. Du ved ikke alt som projektleder, og det forventes heller ikke. Men du skal vide, hvordan du vil gribe alt det an, der bliver kastet din vej. Du kan for eksempel sige: Hvis det kom op, ville jeg gribe det sådan her an.

Det er RAID-modellen, som jeg har udviklet.

Kelsey Alpaio: Jeg elsker den. Jeg tror, vi alle kan genkende panikken, når man ikke føler, at man har et godt svar under en jobsamtale. At kunne sætte farten ned og sige: Okay, R-A-I-D. Genkend hensigten. A: Anerkend hullet. I: Identificer den overførbare historie. Og D: Beskriv tænkningen.

Jeg elsker virkelig den model. Fortæl os lidt mere om modellen til det andet scenarie, hvor du bliver stillet et spørgsmål, der er designet til at få dig til at se dårlig ud.

Kayla Quijas: Vi tror, at de prøver at få os til at se dårlige ud, ikke? Det er sådan, det føles. Men i virkeligheden prøver de at teste, hvordan du tænker hurtigt, og hvordan du håndterer nogle af den slags situationer.

Vi ved ikke, at de kommer, og de rammer bestemt som et slag i maven. Nogle gange er spørgsmålene designet til at se, hvordan du håndterer at være menneske i en situation med højt pres og store konsekvenser. Og lad os være ærlige: En jobsamtale er sådan for nogle af os mere end for andre, afhængigt af situationen.

Det vigtige i situationer, hvor de tester dig, er ikke, om du tidligere har håndteret noget perfekt. Det er, hvad du lærte af det, og hvordan du tager den læring med ind i din praksis som projektleder fremover. Jeg har udformet denne model som en efteranalysemodel, hvilket projektledere kender godt fra efteranalyser og opsamling på erfaringer.

POST: Først skal du tegne et billede. Giv tilstrækkelig kontekst til, at vi forstår, hvad der skete. O står for at tage ejerskab over fejlen. Erkend den. Det viser modenhed og følelsesmæssig intelligens. Ingen er perfekte. Vi begår alle fejl, men hvis du forsøger at undvige ansvaret og pege fingre, er det et stort advarselssignal.

S står for at vise konsekvensen. Jeg gjorde dette, og som følge heraf skete der det her. Og så skal T omsætte læringen til positiv værdi. Vis, hvordan du udviklede dig, eller hvilken forskel det gør nu. Det handler ikke om at forsvare dig selv, men om at demonstrere udvikling. Jeg har faktisk et rigtig godt eksempel fra min egen erfaring som projektleder, hvis du vil høre det.

Kelsey Alpaio: Ja, det vil jeg meget gerne.

Kayla Quijas: Som projektleder fungerer jeg faktisk meget mere som programleder. Jeg arbejder med mange indflydelsesrige interessenter med meget stærke personligheder. En gang videresendte jeg en e-mail fra en af disse interessenter til en anden, bare med et hurtigt FYI, og det var det. Jeg havde travlt.

Jeg tænkte ikke nærmere over det. Jeg tænkte bare: Denne interessent har brug for at vide det. Bum. Sendt som FYI. Det var det. Til min store rædsel kontaktede interessent nummer to interessent nummer et for at få hende til at stoppe det, hun var i gang med, og satte mig på som kopimodtager. Hun skrev grundlæggende: Kayla har fortalt mig dette, så stop det, du gør.

Interessent nummer et blev mildest talt rasende. Hun blev taget fuldstændig på sengen og mistede en stor del af sin tillid til mig – en tillid, jeg havde arbejdet meget hårdt for at opbygge. Hun gjorde det helt tydeligt for mig på mange måder. Jeg gav det lidt tid til at køle ned og satte derefter et videomøde op med hende.

Jeg arbejder på afstand, men i en situation som den er det meget vigtigt at have så meget menneskelig kontakt som muligt. Jeg gik lige til sagen og tog ejerskab over fejlen. Jeg sagde: Det er jeg ked af. Der var ingen ond hensigt, og jeg vil gøre alt, hvad jeg kan, for at genvinde din tillid. Jeg valgte ærlighed og sårbarhed i situationen.

Hun mødte mig med sin egen ærlighed og sårbarhed og sagde direkte: Jeg håber, du kan genvinde min tillid, men det kommer til at tage tid og kræve en indsats fra din side, Kayla. Vi fastlagde klare retningslinjer for, hvordan hun forventede, at jeg fremover skulle holde hende orienteret, og jeg var meget omhyggelig med at følge dem.

Til sidst genvandt jeg hendes tillid. Denne oplevelse var svær, men lærte mig, hvor vigtigt det er tidligt at forstå interessenternes forventninger til kommunikation og handle i overensstemmelse med dem. Hvis man træder et skridt tilbage, var det en situation, hvor jeg begik en fejl – en alvorlig fejl. Men jeg lærte virkelig noget meget værdifuldt af den.

Kelsey Alpaio: Ja, det elsker jeg. Og det er et fantastisk eksempel, som jeg tror, mange lyttere kan relatere til. Kan du også fortælle lidt om de forkerte måder at håndtere et uventet spørgsmål på? Hvilke fejl og udfordringer bør vi undgå, når vi svarer på spørgsmål, der kan bringe os ud af fatning?

Kayla Quijas: Helt sikkert. Jeg elsker dette, fordi de fleste ikke er klar over, at de største fejl ved uventede spørgsmål ikke ligger i selve svarene, men i den måde, du griber dem an på. Som vi har talt om. En af de største fejl, du kan begå, er at gå i panik eller gå i stå. Du hører spørgsmålet, og de kan se det på dit ansigt.

Du går blank eller skynder dig ind i et rodet svar bare for at udfylde stilheden. Når man selv sidder i den modtagende ende, føles stilheden som en evighed, ikke? Jeg forstår det godt. Det er ubehageligt. Men det bedste, du kan gøre, er at holde en pause, trække vejret og give dig selv lidt tid. En rolig pause på fem sekunder er bedre end en spiral på 60 sekunder.

Det sjove ved at holde pauser i samtaler er, at det faktisk opfattes som mere karismatisk, fordi det viser, at du tænker over det, de sagde. Du er eftertænksom. Det er altså meget bedre end at gå i panik. En anden ting: Lad være med at lade som om. Opfind ikke en historie, og føl dig ikke presset til at stykke noget sammen.

Hvis du ikke har erfaringen, så tag ejerskab over det. Brug RAID-modellen. Find noget parallelt, og sig derefter: Hvis jeg stod i den situation, ville jeg gøre sådan her. Den måde, du håndterer det på, er en styrke, ikke en svaghed. Og lad være med at tale udenom. At være kortfattet og undgå at vrøvle er bestemt noget, du skal være opmærksom på.

Det er derfor, disse modeller er så nyttige. Og lad være med at undskylde. Når man befinder sig i ubehagelige situationer, er det meget naturligt at udfylde rummet med: Det er jeg ked af. Eller: Åh gud, jeg har ikke noget svar. Det er en menneskelig reaktion. Men en undskyldning, når den ikke er nødvendig, signalerer lav selvtillid og måske, at du ikke er kvalificeret til stillingen. Det er nogle af de ting, jeg vil anbefale, at du holder dig fra.

Kelsey Alpaio: Ja. Jeg har bestemt selv gjort nogle af de ting. Jeg vil altid gerne udfylde stilheden. Det er noget stort for mig, som jeg har skullet lære gennem min karriere: Bare lad der være et par sekunder.

Du er den eneste, der overtænker, hvor lang tid der er gået, siden nogen sidst sagde noget.

Kayla Quijas: Helt sikkert. Og det med at sige undskyld hører jeg også meget fra mine klienter. At holde pauser. Ja, helt sikkert. Det er en stor ting. Lad være med at udfylde stilheden. Og det med at sige undskyld – folk vil bare gerne gøre det; det er en reaktion.

Generelt er det en kæmpe fordel at erstatte "undskyld" med "tak". Det gør virkelig en forskel. Jeg opfordrer alle, der lytter, til at prøve det. Det er enormt.

Kelsey Alpaio: Ja, helt sikkert. Jeg elsker det råd. Jeg hørte dig nævne både selvtillid og karisma, da du talte om fejl og ting, man skal være opmærksom på, når man besvarer den slags spørgsmål.

Jeg ved, at de spiller en stor rolle her. Jeg har også hørt dig tale om karisma som noget, man ikke nødvendigvis er født med, men som er en færdighed og en muskel, man kan opbygge. Kan du fortælle lidt mere om det? Hvad er den bedste måde at forfine den færdighed på og bruge den i denne sammenhæng?

Kayla Quijas: Helt sikkert. Selvtillid og karisma er ekstremt vigtige til jobsamtaler, og jeg tror, det grundlæggende bliver misforstået. Folk tror, at man enten er født med det eller ikke er. Men det passer ikke. Det er færdigheder, muskler, der kan opbygges, ligesom når man går i fitnesscenteret og ikke ved, hvad man laver.

Når du begynder et sted og tager handling, opbygger du musklerne over tid. Det samme gælder selvtillid og karisma. Jeg har arbejdet med masser af stille og introverte mennesker, som virker usikre. Men vi kommer igennem det. Det siger folk ofte til mig: Du hjalp mig med at få selvtillid. Og det handler om øvelse.

Det handler om øvelse og om at give sig selv tilladelse. Det er ligningen: Selvtillid er lig med forberedelse plus tilladelse. Forberedelse betyder, at du kender dine historier og dine værdier og har de modeller, vi har talt om. Tilladelse er ærligt talt den sværeste del. Du skal give dig selv følelsesmæssig tilladelse til at fylde rummet, holde op med at nedtone din erfaring og eje både dine sejre og dine fiaskoer uden at undskylde.

Og så er der karismaaspektet. Jeg tænker på det som energi plus intention. Karisma er ikke højlydt, og det er ikke det samme som charme. Der findes to forskellige ord, fordi det ikke er det samme. Det handler om den energi, du bringer ind i et rum, og din evne til at skabe forbindelse til mennesker. Til jobsamtaler betyder det, at du er nærværende og ikke overdrevent indøvet.

Det betyder, at du holder øjenkontakt. Det betyder, at du spejler kropssprog. Det betyder, at du taler tydeligt og viser, at du er glad for at være der. Ikke desperat, men engageret.

Kelsey Alpaio: Hvad så med mennesker, der ikke har så meget erfaring med projektledelse? Hvordan finder man selvtilliden i sig selv under jobsamtaler?

Kayla Quijas: Det er et rigtig godt spørgsmål. Som jeg sagde, kommer selvtilliden fra forberedelse og tilladelse, og en stor del af det er tilladelse. Det handler om ikke at nedtone sin erfaring. Bare fordi jeg var kagedekoratør, betyder det ikke, at jeg ikke håndterede krav, deadlines og kvalitet.

Det var præcis det, jeg gjorde hele tiden – ofte i situationer med meget hurtige deadlines, stort volumen og højt pres. Når jeg ser tilbage nu, kan jeg se det, fordi jeg ikke havde nogen, der fortalte mig det. Derfor valgte jeg et brojob. Jeg gik fra kagedekoratør til receptionist og arbejdede mig derefter lidt op.

For mig gav det ærligt talt mest mening, fordi det nok ikke havde været logisk at gå direkte fra kagedekoratør til en lederstilling i erhvervslivet. Men det handler om at eje sin erfaring og erkende, at man har værdi. Du har erfaringen. Og hvis du har brug for at tale med andre, der er lidt længere fremme på deres rejse, så gør det.

Folk vil gerne hjælpe dig. Det vil de virkelig. Find mennesker, der er fem år foran dig. LinkedIn er fantastisk til det. Tal med dem. Hør deres historier, og skab forbindelse til dem. De vil hjælpe dig. Når du får den forbindelse og begynder at se dine egne værdier og det, du faktisk gør, så vil du opdage, at det er projektledelse.

Find de historier frem, og forbered dig.

Kelsey Alpaio: Hvis du under en jobsamtale til en projektlederstilling føler, at du har svaret virkelig dårligt på et eller to spørgsmål, hvad gør du så? Kontakter du intervieweren igen? Gør du noget i øjeblikket, eller gør det bare mere opmærksomt?

Kayla Quijas: Jeg elsker det spørgsmål, og jeg elsker, at du selv besvarede det – nemlig at det sidste bare skaber mere opmærksomhed. Helt ærligt vil jeg kraftigt anbefale, at du ikke sender en opfølgende besked som: Du spurgte om dette, og jeg kunne have svaret bedre. Her er mit svar. Det virker, som om du tvivler på dig selv, ikke ejer din styrke og er lidt desperat.

Medmindre du er helt sikker på, at det vil styrke dit kandidatur, hvilket jeg vil sige, det ikke vil ni ud af ti gange, så lad det ligge. Send i stedet en stærk takkehilsen. Jeg kan næsten høre folks øjne rulle, når jeg siger det.

Men jeg har så mange gange hørt folk sige: Jeg får ikke længere takkebreve. Så når jeg får et, betyder det virkelig noget. Det forbløffer mig, at folk ikke gør det fra begyndelsen. Hvis den er god og henleder opmærksomheden på dine styrker og på, hvorfor du passer godt til rollen, er det fantastisk. Især hvis du nævner noget fra interviewet, som gjorde indtryk på dig.

Jeg har selv været en del af et interviewpanel, og når jeg får stærke takkebeskeder, er det som prikken over i'et – især efter en jobsamtale, der gik godt. Jeg kan ikke understrege nok, hvor vigtigt det er. Gør det.

For nylig interviewede jeg en person, og til sidst spurgte jeg kandidaten, om han havde nogle spørgsmål til mig. Han stillede et par stykker. Det sidste var: Må jeg få din e-mailadresse? Og jeg vidste det med det samme. Jeg tænkte: Han sender mig en takkehilsen. Og det gjorde han.

Det, at han tog ejerskab over situationen og ikke gjorde sig afhængig af en rekrutteringsmedarbejder eller en tredjepartstjeneste til at finde min e-mailadresse, var meget imponerende. Det viste handlekraft og evnen til at tage kontrol over situationen. Den slags små ting virker måske ubetydelige, men det er ikke kun måden, du besvarer spørgsmålene på – selvom det naturligvis er vigtigt. Det handler også om den måde, du håndterer situationer på.

Kelsey Alpaio: Det elsker jeg. Vi er næsten løbet tør for tid. Kayla, jeg har et sidste spørgsmål til dig. Hvis du skulle beskrive dig selv som en chokoladebar, hvilken ville du så være?

Kayla Quijas: Det er et rigtig godt spørgsmål. Når jeg tænker på mig selv som projektleder, er jeg god til at håndtere alle slags interessenter og forme mig efter forskellige situationer.

Jeg tilpasser min adfærd efter situationen. Hvis det er en situation med højt pres, tilpasser jeg mig det, mens jeg i en almindelig hverdagssamtale med mennesker tilpasser mig den situation. Så i chokoladebar-verdenen ser jeg mig selv som en, der falder i alles smag. For mig er en KitKat sådan en chokoladebar. Jeg føler, at de fleste tænker: Jeg siger ikke nej til en KitKat. Jeg var lige ved at sige Reese's Pieces, men nogle mennesker er allergiske over for jordnøddesmør. Så tænkte jeg, at det måske ikke var noget, alle kunne lide. Jeg vælger en KitKat.

Kelsey Alpaio: Det elsker jeg. Ja. Problemet med det spørgsmål for mig er, at jeg faktisk er allergisk over for chokolade, så jeg skal vælge en chokoladebar uden chokolade – hvis det overhovedet findes. Så jeg tænker: Jeg ved det ikke, jeg er måske en Nerds Rope eller sådan noget.

Kayla Quijas: Det handler om, hvordan du taler dig gennem spørgsmålet.

Ja. Da jeg svarede, talte jeg mig gennem det og forklarede, hvordan jeg ser mig selv som projektleder. Du kunne også sige: Jeg er allergisk over for chokolade, og som projektleder er jeg meget observant. Selvom jeg ikke selv kan spise chokolade, lægger jeg mærke til mine venners og min families favoritter, og jeg ser, at de fleste kan lide [indsæt svar]. Derfor tror jeg, at det er den type chokoladebar, jeg ville vælge. Det er bare et forslag, men det tager udgangspunkt i din situation.

Kelsey Alpaio: Det elsker jeg. Det er fantastisk. Okay, et helt sidste spørgsmål, så vi kan runde af. Kan du give os én ting, vi kan gøre i dag for at stille os bedre til jobsamtaler?

Kayla Quijas: Én ting: Ræk ud til en person, der er dér, hvor du gerne vil være, og opbyg en relation til vedkommende – også selvom det bare er en kaffeaftale på 15 minutter. Det er utrolig værdifuldt. Folk vil gerne hjælpe.

Kelsey Alpaio: Det elsker jeg. Ja, meget konkret. Vi tager bare et par minutter. Kayla, tusind tak, fordi du brugte tid sammen med mig i dag. Det har været virkelig nyttigt.

Kayla Quijas: Tak, Kelsey. Det var virkelig en fornøjelse at være med.

Kelsey Alpaio: Det var alt for dagens Retro. Husk at følge programmet, så du aldrig går glip af en episode. Og hvis du vil fortsætte samtalen med et fællesskab på over 1.000 projektledere, der forstår dig, så kom med på thedpm.com/membership. Tak, fordi du lyttede!