Mesterværk i at afslutte projekter godt (med Patrice Embry)

Læs transskriptionen:

Vi prøver at transskribere vores podcasts ved hjælp af et softwareprogram. Bær over med eventuelle stavefejl, da botten ikke er korrekt 100 % af tiden.

Ben Aston:

Tak fordi du lytter med. Jeg hedder Ben Aston, og dette er Digital Manager-podcasten. Denne podcast er bragt til dig af Clarizen, der er førende inden for software til styring af virksomhedsprojekter og -porteføljer. Besøg clarizen.com for at få mere at vide.

Vi bruger meget tid på at tale om projektopstart, om at kickstarte vores projekter og om, hvordan vi kan få dem til at fungere godt helt fra begyndelsen. Men det kan faktisk være lige så stor en udfordring at afslutte projekter, for i starten af et projekt er alle interesserede i det, alle er begejstrede, alle er optagede af det, men hen mod slutningen har alle faktisk en tendens til at være lidt trætte af det og er ikke længere særligt positive.

Hvis vi ikke passer på, bliver vi sjuskede og dovne. Vi holder op med at interessere os, vores team holder op med at interessere sig, og så bliver kunden bare ved med at bede om mere og mere. Så hvis vi ikke afslutter det ordentligt, kan vi ende med at overse ting, overskride budgettet, gøre vores team og kunden sure og slet ikke lære noget af projektet. Vi kan altså miste en masse værdi, blot fordi vi letter foden fra speederen lige til sidst.

I dag taler jeg med Patrice, og vi skal tale om, hvordan vi kan afslutte projekter bedre. Vi gennemgår en tjekliste over, hvad man skal gøre, og hvad man ikke skal gøre, så du kan afslutte dine projekter godt og med momentum og samtidig skabe et godt udgangspunkt for dit næste projekt. Hej, Patrice.

Patrice Embry:

Hej.

Ben Aston:

Det er kun et par uger siden, vi sidst talte sammen, men er der sket noget? Fortæl os faktisk om noget spændende, der for nylig er sket for dig. Du har lige været på en roadtrip. Vil du anbefale roadtrips?

Patrice Embry:

Jeg vil anbefale roadtrips til folk, der kan lide at køre bil og har det fint med at kigge på det samme i et stykke tid, hvis man skal køre gennem nogle af de større stater. Men ja, vi kørte fra det sted, jeg bor uden for Philadelphia, til Colorado Springs. Vi kørte gennem Pennsylvania, Ohio og Indiana, smuttede hurtigt op til Chicago for at spise middag, tog til Iowa, spiste frokost i Nebraska og kørte hele vejen gennem South Dakota. Vi overnattede i Wyoming, fortsatte ned i Colorado og fløj hjem, for efter så meget kørsel har ingen lyst til at se en bil igen.

Jeg tror faktisk ikke, jeg har forladt huset ret meget, siden vi kom hjem sidste fredag.

Ben Aston:

Godt. Fortæl os, om der skete noget sjovt undervejs. Hvad var det sjoveste, der skete? Der må være sket noget sjovt eller katastrofalt.

Patrice Embry:

Ja, det var både sjovt og katastrofalt. En af grundene til, at vi kørte så langt nordpå til South Dakota, var, at vi virkelig gerne ville se Mount Rushmore og Crazy Horse. De ligger tæt på hinanden og er fantastiske monumenter, som mange amerikanere drømmer om at se og har på deres ønskeliste. Men den eneste dag, vi havde til det, var der komplet og total tåge, nærmest whiteout.

Man kunne intet se. Bogstaveligt talt intet. Det var ikke engang sådan, at man kunne se omridset af det, men ikke rigtig skelne detaljerne. Man kunne bogstaveligt talt ikke se noget af det. Så vi kørte alligevel derhen i håbet om, at tågen måske ville lette. Det gjorde den ikke. Så det står stadig på ønskelisten, og jeg ved ikke, om vi nogensinde gør det igen. Det er måske bare ikke meningen, at det skal ske for mig.

Ben Aston:

Det er det værste, ikke? Når man lægger en særlig plan, og det ender i en katastrofe. Det er skuffende.

Patrice Embry:

De har dog nogle gode souvenirbutikker.

Ben Aston:

Meget fine, meget fine.

Fortæl os så: Nu hvor du er tilbage fra din episke roadtrip, hvilke projekter arbejder du på for tiden? Hvad skal du bruge sommeren på?

Patrice Embry:

Jeg har faktisk ikke så meget at lave hen over sommeren. Jeg afsluttede lige noget, der havde været langsigtet – en kontrakt på mere end to år – og jeg er freelancer, så det er virkelig lang tid. Jeg har lidt mindre at lave hen over sommeren, hvilket er fantastisk, for det var nogle hårde måneder, hvor tingene skulle afsluttes. Jeg har et par ting, jeg fortsat skal arbejde på, blandt andet vedligeholdelse for nogle af mine nonprofitkunder, og så må jeg se, hvor det hele fører mig hen. Jeg har et par jern i ilden, og vi får se, hvad der dukker op. Men jeg ville være helt tilfreds, hvis jeg var, som jeg er nu, resten af sommeren.

Ben Aston:

Så hvis du vil have en virkelig dygtig remote-projektleder til september, er Patrice åben for tilbud. Men du har faktisk noget på vej i september. Jeg ved, at du skal tale på Digital PM Summit. Jeg har aldrig været der, men for dem, der ikke har været på Digital PM Summit, vil du så fortælle, hvad det handler om?

Patrice Embry:

Det handler grundlæggende om at møde alle de mennesker i virkeligheden, som du ville elske at møde, fordi de kender alle dine udfordringer og problemer. Det er som at læse en af artiklerne på dit site, Ben, for man kan virkelig relatere til alt, bogstaveligt talt alt, hvad der sker på konferencen. På mange konferencer er det sådan, at man tager derfra og tænker: Okay, de her fire ting gælder for mit arbejde. Hvis det for eksempel er en teknologi- eller ledelseskonference, gælder det ikke altid direkte for dig. Men det gør det her.

Det er rart at kunne møde folk. Jeg glæder mig til at møde mange af dem, jeg har mødt gennem Slack, på din Slack-kanal, fordi nogle af dem kommer. Jeg ser virkelig frem til at se dem ansigt til ansigt, så det burde blive hyggeligt. Jeg holder et meget kort oplæg om projektreviews. Det er lidt en prøve for at se, om jeg kan tale foran folk uden at få nældefeber over hele kroppen. Så får vi se, hvordan det går.

Ben Aston:

Kommer du til at have dine sædvanlige pyjamas på?

Patrice Embry:

Det gør jeg nok. Vi får se, hvordan det går. Jeg kommer måske til at have rullekrave på, bare for at dække det, for jeg får virkelig nældefeber, når jeg kommer i stressende situationer. Jeg er god til at håndtere det foran kunder, men det her bliver på et helt andet niveau.

Ben Aston:

Ja, live og ansigt til ansigt bliver det ikke meget mere skræmmende. Og hvis du overvejer at tage til Digital PM Summit, men endnu ikke har købt billet, har Patrice et tilbud til dig, ikke også, Patrice?

Patrice Embry:

Jo. Hvis du bruger mit fornavn, Patrice, P-A-T-R-I-C-E, ved betaling, får du 100 dollars i rabat. Det foregår i Memphis, så de 100 dollars kan købe dig en masse fantastisk barbecue.

Ben Aston:

Ja, det er i begyndelsen af september, ikke?

Patrice Embry:

Jo.

Ben Aston:

Den 2. september, tror jeg?

Patrice Embry:

Ja.

Ben Aston:

Begyndelsen af september. Hvis du kan lide Patrice og gerne vil møde hende i virkeligheden og høre hendes korte oplæg om projektreviews sammen med en hel række interessante oplæg, så gå ind på Digital PM Summits site, som vist nok er bureauofdigital.com. Jeg elsker, at du siger P-A-T-R-I-C-E for at få dine 100 dollars i rabat. Du får også mulighed for at se Patrice samt nogle andre DPM-favoritter. Suze Haworth holder også et oplæg. Hvem ellers skal holde oplæg? Jeg kigger lige her: Kelly Sutter også. Så der kommer nogle gode mennesker. Så tag et kig.

Godt, lad os tale om den artikel, du skrev til os. Den handlede ikke om projektreviews, men om det, jeg hentydede til i introduktionen: projektlukning og hvordan vi kan afslutte projekter bedre. Projekter kan virkelig falde fra hinanden i den sidste fase, som jeg sagde i begyndelsen, når vi letter foden fra speederen, fordi vi tror, vi er i mål og tror, vi er færdige. Men på en eller anden måde kan de sidste 2 % af projektet vare i ugevis. Det kan være virkelig svært faktisk at få et projekt afsluttet.

Lad os tale om, hvordan vi kan gøre det bedre, hvordan vi kan forhindre, at projekterne glider os af hænde i sidste øjeblik og skaber en verden af problemer for os selv, vores team og vores kunder. Hvordan gør vi det? Lad os dog tale om virkeligheden ved at afslutte projekter. Når vi når slutningen af et projekt, er det sidste, vi har lyst til, at lægge en indsats i det. Vi har andre projekter i horisonten. Hvordan holder du dig engageret i et projekt, når det er ved målstregen, når du ærligt talt har mistet interessen for det, og alle andre også har mistet interessen? Hvad motiverer dig?

Patrice Embry:

For min egen skyld og for alle på teamets skyld siger jeg grundlæggende: Se, det her er bogstaveligt talt det sidste, vi skal gøre, og så behøver vi aldrig tale om det igen – eller også kan vi tale om, hvor godt det gik, næste gang, afhængigt af hvordan projektet gik. Det handler om at minde alle om, at der kun er en lille smule arbejde tilbage til sidst. Meget af det skal projektlederen gøre, så man skal faktisk kun motivere sig selv til en stor del af det. Man kan få sig selv ind i en god rytme, når man ved, at linjen for dette projekt endelig kan fjernes fra timesedlen.

Ben Aston:

Ja, det er i sig selv motivation, ikke? Én ting mindre, der skal føjes til timesedlerne. Men du afslutter det til sidst, og lad os begynde der. Ofte mister vi engagementet i slutningen af projektet, fordi det næsten er overstået, og fordi vi er ved at løbe tør for projektbudget. Derfor har vi ikke rigtig lyst til at bruge mere tid på det. Hvad gør du, når vi skal gøre det ordentligt, men ikke har budgettet til det? Hvordan finder du en måde at afslutte ordentligt på, når der ikke er afsat budget eller tid?

Patrice Embry:

Når man ser på alle de forskellige ting, man skal gøre for at lukke et projekt, og ikke har meget tid eller budget til at gøre det hele, må man beslutte, hvad der er vigtigst for det enkelte projekt. Hvis det var et stort og kompliceret projekt med en kunde, der ofte skiftede mening, er noget af det, man skal sikre sig, at man gennemgår planer og tidslinjer for alt, man kan have overset, og kigger sine noter igennem. Det er de første ting på tjeklisten. Det er virkelig her, man senere kan komme i problemer, hvis kunden vender tilbage og siger: “Sagde vi ikke, at vi skulle gøre det her? Hvad skete der med det?”

Du skal være forberedt, også selvom der ikke er mere budget, og du ikke ville kunne gøre det, selv hvis du fandt det. Du skal finde det, før kunden gør, og hejse flaget. Hvis der ikke er mere budget, skal du i det mindste tale med nogen og sige: “Hvordan håndterer vi det her?” Hvis tiden og budgettet er begrænset, så find ud af, hvad der er vigtigst, og gør det. Men det er god praksis at forsøge at gøre alt på listen.

Ben Aston:

Lad os tale om den ting, du nævner i din tjekliste. Der er ni punkter på den. Vi når ikke alle, for man kan bare læse artiklen. Men du taler om at gennemgå planen og tidslinjen. Det hænger vel sammen med det andet punkt: at gennemgå sine noter og beskeder for at finde ting uden for scope eller ting, der er parkeret, så man får indblik i forskellen mellem det, vi sagde, vi ville gøre, og det, vi faktisk har leveret. Hvordan registrerer du typisk alle de ting, du finder, og holder styr på processen med at forklare kunden: “Projektet er afsluttet, så du får dem ikke nu”?

Patrice Embry:

Det er altid det svære. Hvis man under projektet bruger nogle af de gode metoder til at sikre, at man fanger alt i begyndelsen og undervejs, tager gode noter og måske har en separat liste over ting, man ved, man ikke skal lave, selvom de tidligere var en del af scope, så fjerner man dem ikke helt fra hukommelsen. Alle vil gerne gøre det, men man lægger dem til side og ved, hvor de er – på en parkeringsplads, om man vil – eller bruger den metode, man har til at holde styr på ting, man har besluttet ikke at gøre. Det gælder ikke kun ting, man har besluttet ikke at gøre, men også ting, man har besluttet at gøre, som måske er gået tabt undervejs.

Når du finder tingene, er første skridt at sikre, at de virkelig ikke er der, og at der ikke er noget, du kan sige: “Vi gjorde ikke det, fordi vi gjorde dette, og her er grunden.” Følg hver enkelt ting op så godt som muligt. Afhængigt af dit forhold til kunden kan du sige: “Jeg har fundet de her ting. Projektet er afsluttet, og vi har allerede lanceret. Vil du lave en fase to for at få dem med?” Nogle kunder siger: “Det forstår vi godt. Vi gjorde alt, lancerede og sagde, at vi var tilfredse. Der er nogle ekstra ting, så vi bør lave en fase to.” Andre siger: “Hvornår har du tænkt dig at gøre det for os uden at tage betaling?” Det vigtigste er at finde tingene, for det værste er, at kunden finder dem for dig, når du allerede sidder i den varme stol. Find dem først, så kan du beslutte, hvilken taktik du vil bruge.

Ben Aston:

Det er et godt råd. At gennemgå det hele og komme kunden i forkøbet, for når kunden vender tilbage en uge senere, efter at teamet er trappet ned, og siger: “Du sagde, at I ville gøre det her,” så er det for sent. Et klassisk eksempel er tracking. Efter noget går live, er det ofte først, når kunden begynder at se resultaterne i Google Analytics eller det værktøj, de bruger, at man opdager, at funnel-trackingen ikke er implementeret korrekt, eller at event-trackingen eller tags ikke fungerer.

Det er noget, kunden måske ikke opdager før efterfølgende, så vi skal komme alle de ting i forkøbet. Derfor kan statusrapporter og en log over alle de vigtige beslutninger under projektet virkelig hjælpe, når man skal have den samtale med kunden. “Ja, vi implementerede ikke event-tracking, kan du huske det? Vi gjorde noget andet i stedet, som du sagde var vigtigere.” Den statusrapport og en log over beslutningerne kan være et nyttigt værktøj.

Patrice Embry:

Helt sikkert.

Ben Aston:

Er der andre ting? Jeg nævnte tracking, men hvad plejer ellers at blive glemt i slutningen af et projekt, når vi har tendens til at blive lidt dovne?

Patrice Embry:

Det er grundlæggende alt det, hvor man når til slutningen af et projekt og siger: “Okay. Vi skal finde ud af, hvad MVP'en, det mindst levedygtige produkt, er, og kun fokusere på det. Vi tager os af resten senere.” Det her er resten. Ting som da jeg på et projekt opdagede, at der ikke var ALT-tags på billederne. Det var en lille ting, men kunden havde ikke gjort dem klar på det tidspunkt, og vi skulle videre. Jeg skrev det ned, men havde ikke bemærket det, da vi nåede slutningen af projektet. Kunden gjorde faktisk opmærksom på det og sagde, at de havde dumpet en tilgængelighedsrevision, fordi de ikke havde ALT-tags.

Det er den slags ting, hvor man siger: “Det er bare ALT-tags, det behøver vi ikke bekymre os om.” Men på et tidspunkt er vi nødt til at bekymre os om dem. Måske behøver man ikke gøre noget ved dem senere, men man skal i det mindste vide, at de findes, så man kan træffe en bedre beslutning.

Ben Aston:

En anden ting, jeg kom til at tænke på, er indhold. Ja, ALT-tags. Udviklere har også nogle gange en tendens til at bruge pladsholderbilleder i layoutet. Jeg har flere gange lanceret sites, hvor nogen havde glemt en side, som alle var blevet vant til med kattebilledet på, og så går man live og siger: “Vent lige, det er ikke det rigtige billede.” Pas på med pladsholderbilleder. Og dummyindhold. Det ligner almindelig tekst, hvis man ikke læser ordentligt. Indhold, billeder, tracking og ALT-tags. Er der andet i QA-processen, som er vigtigt, så vi har en ordentlig plan for vores kvalitetssikring, så den slags ikke bliver overset?

Patrice Embry:

Det kan være ting som, at vi havde tænkt os at bruge en widget til noget. Det er ikke nødvendigvis noget, QA ville fange, som ALT-tags eller forkerte billeder, men en konkret ting, man på et tidspunkt havde talt om og sagt: “Det tager vi os af senere” eller “Det kan vi ikke fokusere på nu.” Og så fokuserer man aldrig på det. Det kan være en funktion, som QA-personen slet ikke ved skulle være der, så vedkommende fanger den ikke. Man skal holde øjnene åbne i alle retninger.

Ben Aston:

Lad os antage, at vi har afsluttet det, og at vi faktisk prøver at lukke projektet. Det kan også være vanskeligt. På den ene side er der ting, der stadig skal gøres, og på den anden side skal vi stoppe projektet, fordi vi bare brænder penge af på det. Så længe budgettet stadig er åbent i timesedlerne, bliver folk ved med at registrere tid på det, fordi de kan. Hvad gør du for at trappe teamet ned, lukke tingene og trække en tydelig grænse? Hvad skal der til?

Patrice Embry:

Hvis du skriver en afsluttende besked til teamet, er det et godt sted at sige: “Og forresten: Nu hvor projektet er afsluttet, er der ikke mere fakturering.” Hvis du bruger et faktureringssystem som Harvest eller noget andet, der kan forhindre dem i at fakturere, er det også en påmindelse. Du skal alligevel skrive en afsluttende besked til teamet for at sige: “Vi gjorde det godt. Hvis I har feedback fra kunden, også selvom det bare er, at lanceringen gik problemfrit, eller at kunden var meget tilfreds med resultatet, så send det videre til teamet.” Anerkend alle, nævn måske en eller to ting, der var svære, og afslut det. Sig: “Det har været en fornøjelse at arbejde sammen med jer. Anerkendelse til denne person for dette. Der er ikke mere fakturering.” Send beskeden, og så er den interne del for teamet afsluttet, indtil I laver jeres review, hvis I har mulighed for det.

Ben Aston:

Lad os tale om reviews, for det er dit emne og dit oplæg. Jeg vil ikke afsløre det hele. En af de ting, du taler om, er anonyme spørgeskemaer. Vi har faktisk talt en del om projektreviews på det seneste, men jeg tror ikke, andre har nævnt anonyme spørgeskemaer. Hvordan får du det til at fungere? Hvad spørger du folk om? Hvis det er anonymt, hvordan får du dem så til at svare? Ved du, om de har svaret eller ej?

Fortæl os, hvordan anonyme spørgeskemaer fungerer.

Patrice Embry:

De har fungeret rigtig godt for mig, fordi folk er mere tilbøjelige til at sige noget, de måske ikke ville sige personligt. Selv hvis svaret kan forbindes direkte med dem, er de ofte mere oprigtige, og det er det, man ønsker. Man vil kende både det gode og det dårlige. Man skal vide, hvordan det gik, så man kan gøre noget bedre næste gang. Det kan man ikke, hvis man ikke får ærlig feedback, men kun høflige svar, som man måske får, hvis man sætter nogen på plads i et møde.

Jeg bruger anonyme spørgeskemaer og stiller bare tre spørgsmål: Hvad gik godt? Hvad gik ikke godt? Og hvad bør vi gøre igen? Hvis jeg har en gruppe, der er meget engageret, stiller jeg måske et par ekstra spørgsmål. Men hvis jeg ved, at engagementet allerede er på vej ned, holder jeg det enkelt.

Når jeg stiller spørgsmål som “Hvad gik godt?”, er folk ofte ikke tilbøjelige til at svare, hvis det bare er et åbent spørgsmål. Derfor prøver jeg at tænke på ting, som jeg synes gik godt, eller som jeg tror, de synes gik godt, og tilføjer dem som multiple choice. Derefter er der mulighed for at skrive et andet svar. De kan vælge noget, jeg allerede har formuleret, og som jeg ved måske var et problem eller gik godt. På den måde får jeg i det mindste noget feedback. Det kan også få dem til at tænke: “Ja, men hvad med den anden gode ting, vi gjorde?” og motivere dem til at skrive det. Jeg samler alle oplysningerne og sammenfatter dem, når jeg holder reviewet. Folk kan som regel godt regne ud, hvilket område feedbacken kommer fra.

Ben Aston:

Designet var forfærdeligt.

Patrice Embry:

Ja, det ved jeg. Vi formulerer det lidt blødere. Jeg fortæller folk, at de kan skrive, hvad de vil. Jeg tager ikke deres ord og indsætter dem ordret i reviewet. Jeg skal bare vide, hvad der skete. Folk har været rigtig gode til at være ærlige, også om deres egen rolle i, hvorfor noget ikke fungerede. Så de anonyme spørgeskemaer har fungeret rigtig godt for mig.

Ben Aston:

Jeg kan virkelig godt lide idéen med at udfylde nogle svar på forhånd, for folk går ofte helt i stå, især når man sidder sammen og skal lave et review af et projekt. Man kan have alle siddende der og spørge: “Hvad synes I gik godt?”

Patrice Embry:

“Det ved jeg ikke.”

Ben Aston:

Og så bliver der helt stille.

Patrice Embry:

“Vi er færdige.”

Ben Aston:

“Jeg tror, det gik okay.”

Patrice Embry:

Ja.

Ben Aston:

“Jeg tror, designet ser okay ud.”

“Okay, folkens, her er tre ting, jeg selv har tænkt på.”

Og så siger de: “Ja, det er rigtigt.”

Det er virkelig godt at give dem en idé eller et udgangspunkt: “Hvad med de her ting?”

Jeg synes også, anonymiteten er god. Folk er meget mere tilbøjelige til at fortælle, hvad de virkelig mener, og det er sådan, vi forbedrer os, ikke? Hvis folk er ærlige i stedet for at være bange for at gøre den person ked af det, der sad ved vinduet, og som de stadig skal arbejde sammen med på næste projekt. Det er en rigtig god idé.

Er der noget ved anonyme spørgeskemaer, som efter din erfaring ikke har fungeret? Har nogen på en eller anden måde fundet ud af, hvem der skrev hvad?

Patrice Embry:

Det eneste, der virkelig ikke fungerer, er, at folk beslutter ikke at svare. Hvis spørgeskemaet er helt anonymt, ved man ikke, hvem der ikke har svaret, så man kan ikke følge op med bestemte personer. Man er nødt til at rykke alle, og det kan være lidt frustrerende. Nogle gange laver jeg noget, der næsten er anonymt. Jeg kan se, hvem brugeren er, fordi e-mailadressen vises, men jeg ville aldrig afsløre dem. De stoler på, at jeg ikke udleverer dem. Hvis jeg siger, at jeg ikke vil afsløre, hvem der sagde hvad, så gør jeg det ikke. Jeg har deres tillid.

Hvis du vil gøre det på den måde, så du kan følge op med folk, kan du gøre det. Men generelt følger jeg kun op én gang. Hvis du skal jagte folk efter information til et review, bliver informationen ikke særlig nyttig, for så kommer de bare til at ville slippe hurtigt igennem.

Ben Aston:

Gøre det fra hjertet.

Patrice Embry:

Ja. Man vil ikke have, at nogen siger: “Åh, hvad som helst, her.” Man vil have ægte information.

Ben Aston:

Ja.

Patrice Embry:

Det er typisk den sværeste del ved et anonymt spørgeskema: at man ikke kan følge specifikt op med folk.

Ben Aston:

Et andet punkt på tjeklisten er at holde et review med teamet og derefter også bede kunden om feedback. Hvordan gør du normalt det? Gør du det uformelt, eller bruger du også et spørgeskema? Hvordan får du især feedback fra kunden, hvis projektet ikke gik så godt?

Patrice Embry:

Jeg siger normalt: “Det ville hjælpe os, hvis du kunne fortælle lidt om, hvad du synes gik godt, og om der er noget, vi bør tage med os for at blive bedre.” Der findes kunder og projekter, som er gået så dårligt, at man ikke engang har lyst til at åbne den dør.

Der findes også mange virkelig gode projekter og gode samarbejdspartnere. Vi husker altid de forfærdelige, men der er masser af gode derude. Hvis du har et godt forhold til kunden, kan du sige: “Det ville virkelig hjælpe mig, hvis du ville gøre det her.” De vil ofte helst svare skriftligt, så de kan tænke over det, i stedet for at tale om det, men det vigtigste er, hvad de føler sig mest trygge ved. Hvis de kan give dig bare en lille smule information, er det god information at have. Du kan beslutte, hvad der gik godt og dårligt internt, men hvis det ikke blev omsat til noget, kunden syntes var godt, hvor værdifuldt er det så? Selv lidt feedback fra kunden er en hjælp til at vide, hvad man skal gøre næste gang.

Ben Aston:

Det kan også nogle gange være akavet, hvis vi kun beder kunden om feedback ved projektets afslutning, især hvis feedbacken er dårlig.

Patrice Embry:

Helt sikkert.

Ben Aston:

Det kan være bedre som en del af den løbende dialog. Hvis vi for eksempel taler med kunden en gang om måneden og spørger: “Hvad går godt? Hvad går ikke så godt? Hvordan kan vi gøre det bedre for dig?” Så bliver det en løbende samtale, og man får nogle gange et mindre reaktionært svar, hvis noget lige er gået live og var helt elendigt.

Patrice Embry:

Hvis kunden under projektet sender en e-mail, hvor der står noget som: “Det var godt,” gemmer jeg dem i en særlig mappe. Det gør jeg virkelig.

Ben Aston:

Sætter dem i en ramme.

Patrice Embry:

Jeg læser dem, når jeg har det dårligt. Det er ikke løgn. Jeg læser dem faktisk, når jeg har det dårligt. Jeg gemmer også alt, der er meget kritisk undervejs. Selv hvis det er et dårligt projekt, og jeg ikke har lyst til at spørge kunden om noget ved afslutningen, kan jeg gå tilbage til e-mails og finde ud af, hvad der gik godt eller dårligt. Hvis du ikke kan spørge kunden direkte, kan du som regel finde noget, hvis du tager gode noter eller gemmer gode optegnelser. Så kan du undervejs se, hvad kunden syntes fungerede, og hvad der ikke gjorde.

Ben Aston:

Godt. Vi slutter her, fordi tiden er gået. Hvis du vil læse resten af punkterne på tjeklisten, så gå ind på thedigitalprojectmanager.com, hvor du finder Patrices artikel om projektlukning. Patrice, tusind tak, fordi du ville være med. Det har været dejligt at have dig med i dag.

Patrice Embry:

Tak.

Ben Aston:

Som en af vores DPM-eksperter kommer Patrice ikke kun til at medvirke på Digital PM Summit, men også på vores kommende opkald, der begynder i september. Det hedder avanceret digital projektledelse. Hvis du ikke er sikker på, hvad jeg taler om, men ved, at du har brug for PM-træning, så tag et kig. Det er et intensivt kursus på syv uger med videolektioner, ugentlige opgaver, gruppediskussioner og mulighed for coachingsessioner. Gå ind på DPM school.com, og tilmeld dig, før kurset bliver fyldt op. Hvis du gerne vil bidrage til samtalen om at afslutte projekter bedre, så kommentér på indlægget, og gå ind på thedigitalprojectmanager.com for at deltage i vores Slack-team. Gå derefter til ressourcesektionen, hvor du også finder alle mulige interessante samtaler. Indtil næste gang: Tak, fordi du lyttede.