Sådan finansierer du dine innovationsprojekter uden venturekapital

Galen Low: Gør vores regering et godt nok arbejde med at leve op til sine løfter om at finansiere innovation, og hvis ikke, hvad er så de største barrierer?

Rachel Huang: Det går ganske enkelt meget langsomt. Processen kan tage alt fra et par måneder til flere år. Den er også meget kompliceret. Folk ved ikke, hvordan man skriver en ansøgning, og når det gælder ansøgningsgraden og anvendelsen af midlerne, er den nogle gange ikke så høj. Simpelthen fordi det er kompliceret.

Galen Low: Ser du, at verdenen for teknologisk innovation og teknologikommercialisering ændrer sig i den nærmeste fremtid? Og vil de små, seje virksomheder overhovedet have en plads i den fremtid?

Rachel Huang: Jeg er ikke helt sikker på, om det kommer til at ændre sig. Men jeg tror, at når det gælder store teknologivirksomheder i forhold til små, seje startups, er det vigtigste tema samarbejde.

Galen Low: Velkommen til The Digital Project Manager Podcast — programmet, der hjælper ledere med at arbejde smartere, levere mere gnidningsfrit og lede deres teams med selvtillid i AI's tidsalder. Jeg er Galen, og hver uge dykker vi ned i strategier fra virkeligheden, nye tendenser, gennemprøvede rammeværk og af og til en krigshistorie fra projektfrontlinjen. Uanset om du styrer massive transformationsprojekter, håndterer AI-arbejdsgange eller bare prøver at holde kaos under kontrol, er du landet det rigtige sted. Lad os komme i gang.

I dag taler vi om tilskud og anden finansiering til innovationsprojekter, hvor man finder dem, hvordan de kan hjælpe med at få godkendt forsknings- og udviklingsprojekter, og hvordan man kan gøre ansøgningsprocessen mindre smertefuld.

Med mig i dag har jeg Rachel Huang, grundlægger af ClaimKit. Rachel er tidligere professionel tennisspiller og kemiingeniør. Hun forlod sit liv i Australien og flyttede til San Francisco for at blive serieiværksætter. Hendes seneste projekt udnytter hendes baggrund inden for teknologikommercialisering og hjælper teams med at opdage og drage fordel af forskellige offentlige og private finansieringsmuligheder ved fuldt ud at automatisere dokumentations- og ansøgningsprocessen.

Rachel, tak fordi du er med i dag.

Rachel Huang: Hej, det er dejligt at være her.

Galen Low: Jeg blev så begejstret, da vi fandt frem til dette emne sammen. Jeg har elsket alle vores samtaler indtil nu. Du har en virkelig interessant baggrund. Det skal vi nok komme ind på, men det er noget, vi ikke taler så meget om, især ikke i denne podcast.

Noget af finansieringen — du ved, projektlederens plageånd, ikke? Budgettet. At få finansiering, bruge og mobilisere økonomiske ressourcer effektivt og nogle gange endda få projekter annulleret, fordi finansieringen var for begrænset. Men vi har aldrig rigtig fået talt om finansiering af forskning og udvikling, finansiering af innovation og andre kilder.

Jeg ved fra vores samtaler de seneste uger, at du arbejder hurtigt, og helt ærligt kan vi følge vinden, hvorhen den end blæser. Men for at begynde med et stort og vanskeligt spørgsmål vil jeg bare spørge direkte: Gør vores regering et godt nok arbejde med at leve op til sine løfter om at finansiere innovation, og hvis ikke, hvilke er så de største barrierer for at forbinde offentlige tilskud og anden finansiering af forskning og udvikling med de små, seje startups og mellemstore virksomheder, der faktisk flytter grænserne for innovation?

Rachel Huang: For at begynde vil jeg sige, at det altid kunne være bedre, men det kunne også altid være værre. Jeg anerkender, at der findes forskellige jurisdiktioner, og at alle regeringer gør forskellige ting. Men den overordnede tendens, jeg ser, når jeg arbejder med alle mulige startups og vores kunder, er, at det ganske enkelt går meget langsomt.

Uanset hvilken regering man søger hos, kan processen tage alt fra et par måneder til flere år. Den er også meget kompliceret. Folk ved ikke, hvordan man skriver en ansøgning, og der er mange forvirrende spørgsmål, som man aldrig tænker over i den daglige drift af en virksomhed, men som tilskuddet stiller af hensyn til berettigelsen eller for at få ansøgningen til at passe bedst muligt til kriterierne.

Så de gør meget, og der er mange budgetmidler. Man ser budgetter blive annonceret fra tid til anden, og der er mange penge. Men når det gælder ansøgningsgrad og anvendelse, er niveauet nogle gange ikke så højt, simpelthen fordi det er kompliceret. De mennesker, der tager sig tid til at søge, ender med at vinde. Måske vinder de efter et stykke tid, men ikke når de har brug for pengene. Det kan vi komme ind på senere. Min overordnede holdning er derfor, at de gør noget, og det er bestemt godt. Spørgsmålet er, hvordan virksomheder, der virkelig har brug for midlerne, kan få mere ud af dem.

Galen Low: Det er sjovt, for personligt accepterer jeg bare den slags, især her i Canada. Vi tænker: Okay, alting bliver en langsom, bureaukratisk regeringsproces.

Sådan er det bare. Det er kompliceret. Man har brug for en vejledning til vejledningen for overhovedet at finde ud af, hvordan man søger. Men alting bevæger sig meget hurtigt lige nu. Der er en følelse af hast. Jeg har arbejdet meget i den offentlige sektor, så jeg forstår godt behovet for at passe på skatteborgernes penge.

Der skal være en vis grundighed, men hvis jeg forstår dig rigtigt, kunne det godt gå lidt hurtigere, så innovationen faktisk kan ske. Der vil være personer, der snyder, og folk, der prøver at få fat i pengene, selv om de ikke er berettigede. Så en vis grundighed er nødvendig. Men jeg synes, det er en rigtig god pointe, at det kunne gå lidt hurtigere.

Rachel Huang: Og det kunne være lidt tydeligere, hvad de faktisk leder efter, og hvordan man får det.

Galen Low: Præcis. Evalueringsprocessen er i orden, men man burde ikke have brug for en dekoderring for at komme igennem ansøgningen. Lad os zoome lidt ud, for jeg nævnte tidligere, at du har en meget interessant baggrund. Din baggrund er faktisk inden for teknologikommercialisering, og din historie både før og efter det er også meget interessant.

Kan du fortælle os, hvordan du gik fra professionel tennisspiller til grundlægger af en teknologisk startup, og hvilken rolle og erfaring du har haft inden for teknologikommercialisering?

Rachel Huang: Tak, fordi du synes, min erfaring er interessant. Jeg var seks år, da jeg første gang holdt et tennisbat og besluttede mig for at blive professionel, for det er jo det, man gør.

Da jeg var ti år, flyttede jeg hele vejen til Australien og begyndte at træne hver dag og spille turneringer i weekenden. Jeg nåede vist op som nummer 102. Jeg kan ikke huske min præcise placering i australsk kvindetennis, da jeg var 15, og begyndte at spille internationale turneringer, men jeg blev skadet, som mange spillere gør, og skiftede til at studere kemiingeniørvidenskab og biomedicinsk videnskab.

På universitetet faldt jeg ind i iværksætteri gennem en ingeniørkonkurrence. Vi designede en vindmølle. Folk elskede den, og vi fik finansiering til et acceleratorprogram, da jeg var 18. Det var sådan, jeg fandt min passion: at løse problemer, løse dem hurtigt og løse meningsfulde problemer for mennesker.

Siden har jeg været ind og ud af startups, arbejdet som konsulent og fungeret som medstifter på kontrakt for en håndfuld startups, indtil jeg landede på mit seneste projekt inden for forskningskommercialisering. Det handlede om spildevand. Det var universitetsforskning, hvor jeg brugte mine evner som kemiingeniør. Jeg hjalp med at kommercialisere spildevandsteknologien gennem hele processen.

Jeg havde ikke forventet, at det ville gå så langsomt, eller at man skulle have så mange mennesker med om bord og sige de rigtige ting til forskellige interessenter. Det var på en måde min første smagsprøve på at være projektleder. Det var virkelig udfordrende, men også en fantastisk erfaring. Jeg besluttede at infiltrere teknologioverførselskontoret, fordi det var en af de interessenter, jeg skulle overbevise.

Jeg endte med at få et job der og arbejdede der i et år, men i sidste ende var det bare ikke noget for mig. Jeg vil sige, at det var en blanding af at sige op i frustration og en kalkuleret tilbagetrækning. Man rammer en mur og beslutter sig: Okay, efter alle disse år er det ikke det værd. Det er tid til at gå.

Men det var også en kalkuleret tilbagetrækning, for efter så mange år ville det allerede have bevæget sig et sted hen, hvis det skulle ske. Det passede bare ikke til mit tempo.

Galen Low: Jeg kan godt se, at det er temaet. Jeg forventede næsten, at du ville sige, at du sagde op i raseri, fordi alting gik så langsomt, eller at du bevidst koblede dig fra rollen, fordi den alligevel bare var en infiltrationsmission for dit andet projekt.

Jeg elsker overgangen fra professionel atlet — jeg siger det ikke af egen erfaring, men ud fra de professionelle atleter, jeg kender — for den kræver virkelig hårdt arbejde og vedholdenhed. Det, jeg elsker ved dette tema, er ønsket om at bevæge sig hurtigt.

Hvor fart er værdifuldt, og hvor man på mange måder bliver knust af kompleksiteten, tyngden og langsommeligheden i, hvor lang tid det tager at få ting gjort. Og så lægger man oveni, at regeringer ikke ligefrem er kendt for at være smidige eller hurtige. Er det overhovedet et ord? Nå, men hurtige er de ikke.

Jeg kan se, hvordan det hænger sammen med din nuværende mission, og hvorfor det er vigtigt for dig at forenkle og accelerere vejen til meningsfuld finansiering. Det synes jeg er fantastisk. I forbindelse med spildevandsprojektet og andre projekter: Søgte du mange tilskud? Gik du gennem denne proces, og fik du finansiering gennem nogle af de tilgængelige tilskud under projekterne?

Rachel Huang: Ja. Jeg glemte faktisk at nævne, at jeg arbejdede hos KPMG med tilskud og skatteincitamenter til forskning og udvikling. Jeg havde ikke planlagt, at erhvervslivet skulle fylde så meget i min karriere, men det lærte mig faktisk meget. I den proces hjalp jeg alt fra multinationale virksomheder til startups med at søge hundredtusinder og millioner af dollars i tilskud og skattefradrag eller tilbagebetalinger for forskning og udvikling. Det var sådan, jeg lærte at skrive i overensstemmelse med kriterierne.

Hos KPMG havde de de faktiske spørgsmål, men også en oversættelse af spørgsmålene. Når man skriver, besvarer man ikke nødvendigvis det, der står synligt på hjemmesiden; man besvarer de underliggende spørgsmål. Det lærte mig aldrig bare at læse teksten på overfladen. Man skal gå dybere og forstå, hvorfor de stiller spørgsmålet.

Hvad vil de se for at godkende ansøgningen? Det var meget nyttigt. Da jeg begyndte med forskningskommercialisering, brugte jeg den samme tankegang og startede med at spørge: Hvad prøver dette spørgsmål egentlig at finde ud af? For det er ikke længere så enkelt. Så jeg søgte en masse tilskud, mens jeg kommercialiserede teknologien.

Det var alt fra føderale tilskud til små organisationer, der nogle gange havde private muligheder eller finansiering. Jeg søgte mange af dem, og nogle af processerne tog op til otte måneder, før man fik svar. Jeg søgte et tilskud helt i begyndelsen af min forskningskommercialiseringsproces og fik afslag to gange, fordi kriterierne vist ikke var særlig tydelige.

Jeg kunne ikke vurdere præcist, om vi opfyldte berettigelseskriterierne eller ej. Efter to ansøgninger lykkedes det tredje gang, men da havde jeg allerede sagt op. Jeg sagde op i januar, og i marts eller deromkring skrev de til mig og sagde: Tillykke, du har fået dit tilskud.

Og jeg tænkte: Wow. Jeg ved ikke rigtig. Tillykke til resten af gruppen, tror jeg?

Galen Low: Ja, den del fortsatte jo, ikke? Det var ikke sådan: Jeg har ikke brug for det længere. Beklager.

Rachel Huang: Nej. Resten af gruppen drager fordel af tilskuddet, så vi lavede en ændring i ejerskabet. Det skabte en masse stress for resten af gruppen, fordi jeg var ansøgeren og den ledende undersøger.

De andre var mere støttepersoner. Vi måtte navigere i, hvor bekymrede folk var over processen. Det viser lidt, hvilket billede regeringen har. Det er sådan: Din leder er væk. Jeg ved ikke, om I stadig får tilskuddet. Selv om det er præcis det samme projekt. Så ja, jeg søgte mange tilskud, og siden har jeg talt med grundlæggere, efter at jeg sagde op.

Jeg sprang tilbage til startup-verdenen og lavede en masse markedsundersøgelser for at finde ud af, hvad jeg kunne hjælpe folk med. Det begyndte med projektledelse, fordi alle klager over projektledelse. Alle har noget at sige om det, og det er et af de områder, man nemt kan falde ned i og tænke: Jeg kan optimere projektledelse.

Jeg kan gøre så meget for at forbedre ingeniørernes liv og projektledernes liv. Men området er enormt. Man skal begynde et sted. Man går ikke bare ud og erstatter Jira med det samme. Man erstatter heller ikke Confluence eller Asana med det samme. En ting, der virkelig stod frem i en af mine første samtaler, var, at teknologichefen i en startup til flere millioner dollars sagde: Jeg bruger meget tid på at indsamle dokumentation til forskning og udvikling.

Hvis du arbejder med projektledelse og organiserer data, så de bliver mere tilgængelige, kan du så ikke gøre det for mig? Kan vi anvende det på forskning og udvikling? Og jeg sagde: Ja, selvfølgelig. Ikke alene kan vi anvende det på forskning og udvikling — jeg kan skrive hele ansøgningen for dig. Jeg kan lave et system, der skriver hele ansøgningen for dig, og det kan spare dig for titusindvis af dollars.

Lige nu ansætter du et af de fire store revisionshuse, og de tager mange penge, fordi de kan, selv om du udfører det meste af arbejdet, laver al dokumentationen og skriver alle ansøgningerne.

Jeg præsenterede idéen for et par startups, og alle sagde: Ja, det vil jeg gerne prøve. Der er ingen risiko. Hvis det ikke lykkes, eller hvis de ikke kan lide det, jeg laver, giver jeg pengene tilbage, fordi jeg stadig tester løsningen. Så kan de gå tilbage til den konsulent, de brugte før, og få det gjort til præcis samme pris.

Jeg vendte det så hurtigt, at der ikke var noget tidstab. Det tog kun så lang tid, som det tog for nogen at svare på deres e-mail. Det var en af de ting, jeg faldt over, som gav mening med det samme. Derfor besluttede jeg at starte ClaimKit.

Galen Low: Jeg elsker det, for især i startup-verdenen — og jeg tænker specifikt på software-startups, men egentlig alle startups — tænker man på finansieringsrunderne og på, hvordan man opbygger kapital på hvert trin af virksomheden. Man taler ofte om startkapital, engleinvesteringer og de serier, man skal igennem. Det er den primære finansiering, men finansiering til forskning og udvikling er også penge.

Det er også kapital. Det er ilt i tanken, som man kan bruge til at komme lidt længere og hurtigere. Og beviset ligger i resultatet: Tidligere tænkte jeg, at du var dekoderringen. Men KPMG har faktisk en afdeling, der er et helt team af dekoderringe, som ser på ansøgningen og ikke tager spørgsmålene bogstaveligt, men pakker ud, hvad man reelt står over for, og hvorfor de stiller spørgsmålene.

Hvordan giver vi det bedste svar, så vi kan sikre finansieringen for vores kunder? Det er naturligvis meget værdifuldt, hvis det var teamets formål. Jeg tror, du har ret i, at adgang til penge måske er et supplement. Jeg ved ikke, om dine kunder ligefrem baserer deres forretning på at vente ti måneder på finansieringen, så det er den centrale finansiering, der får projektet til at fungere. Det virker mere supplerende, men jeg kan godt lide idéen.

Rachel Huang: Jeg vil faktisk tilføje noget. Nogle virksomheder ender med økonomiske problemer. Nogle startups, jeg har arbejdet med, ringer og spørger: Hvornår kan vi indsende det? De taler om skat for forskning og udvikling, hvilket næsten er garanteret, hvis man udfører berettigede aktiviteter.

Det er næsten en garanti for finansiering, og man får pengene tilbage via selvangivelsen. Nogle siger: Hvornår kan vi få det gjort? Jeg svarer, at jeg kan gøre det på et par dage eller måske i dag. Så siger de: Åh gud, det ville være en stor hjælp. Vi har to måneders økonomisk råderum. Vi har brug for, at pengene står på kontoen om to måneder.

Så siger jeg: Okay. Hold da op. Lad mig fremskynde fremskyndelsen.

Galen Low: Det er som at knuse glasset i nødstilfælde og udløse nogle af disse skattefradrag og finansieringsmuligheder. Jeg vil ikke bede om en hel masterclass, men kan du give os et overblik over landskabet? Forskellige regeringer har forskellige fradrag og tilskud. Processerne er forskellige. Tidsplanerne er forskellige. Kan vi gå det igennem ud fra ClaimKits perspektiv — hvad det gør, hvordan det samler dokumenter, og hvordan det indgår i finansieringsstrategien for en virksomhed, der prøver at fortsætte sin innovation?

Rachel Huang: Der findes alle mulige tilskud, og forskellige lande har forskellige strategier. Jeg vil begynde med skat for forskning og udvikling, fordi mange lande har denne ordning, og den varierer fra sted til sted. Lad os begynde med USA. Det er et skattefradrag, hvilket betyder, at hvis du har overskud og betaler skat, kan du få et fradrag i selve skatten.

Det er ikke kontanter direkte ind på bankkontoen, men det er stadig meget nyttigt, fordi det er gratis penge. Hvis du betaler skat, vil du naturligvis gerne betale mindre. Hvis du ikke har overskud, kan du i stedet måske gøre krav gældende mod lønsumsafgiften. Hvis du betaler medarbejdere, kan du altså betale mindre dér.

Et andet eksempel, som jeg virkelig godt kan lide, er den australske ordning, hvor man får kontanter tilbage, hvis omsætningen er under 20 millioner dollars. Hvis man udfører berettigede aktiviteter og har dokumentationen til at bevise det, udfylder man en enorm ansøgningsformular. Hvis man gør det selv, ønsker jeg dig held og lykke. Man skal sandsynligvis bruge lang tid på det.

Konsulenter bruger normalt nogle uger til en måned, afhængigt af hvor meget dokumentation man har, og de skriver ansøgningen for en. De tager måske en procentdel, fem til 20 procent, hvilket er meget højt, og det tager nogle gange op til to måneder eller længere.

ClaimKit fortolker selve lovgivningen, retningslinjerne for, hvad der er berettiget og ikke berettiget, hvad der finansieres og ikke finansieres, og hele spørgeskemalisten, som findes på en hjemmeside kaldet OZ Industry Portal. Systemet har alle disse sammenhænge og ved derfor lige så meget som en konsulent. Det formulerer alle svarene ud fra disse perspektiver.

Det endnu bedre er, at startups og virksomheder, der vil gøre krav på skat for forskning og udvikling, ikke selv behøver at lave det meste af dokumentationen. De kan fortsætte deres daglige arbejde, have opgaver i Jira og bidrag i GitHub, og vi forbinder os til disse kilder for at skabe en tidslinje over den løbende fremdrift i et projekt.

Vi kan generere en rapport hver måned, der viser, at virksomheden udfører kontinuerlig forskning og udvikling, og hvad den kan dokumentere for hver uge eller måned. Det gør processen utrolig nem for selve virksomheden. Vores kunder siger, at de er glade for at arbejde med rådata.

Et eksempel er en kunde med tre virksomheder. En af dem havde en treårig kontrakt med et af de fire store revisionshuse. En anden virksomhed var ny og havde ingen fast kontrakt, så kunden ville prøve ClaimKit med den og lade den tredje gå til revisionshuset. Vi var meget hurtigere og arbejdede gerne med rådata.

Vi spildte ikke virksomhedens tid. Projektlederen er normalt den, der finder al dokumentationen og interviewer ingeniørerne: Hvad har I arbejdet på? Hvor stor en procentdel af tiden har I brugt på det? Vi henter i stedet alle oplysningerne direkte fra kilden.

Det sparer meget tid, er billigere og er altid tilgængeligt, så man kan gå tilbage og kontrollere det. Hvis man optager et lån på baggrund af det — for eksempel et lån mod skat for forskning og udvikling — kan man følge udviklingen og bruge fremskrivningen som løftestang til at søge om et større lån i det samme regnskabsår, øge sine udgifter og derefter få et større beløb tilbage.

På den måde kan man faktisk skabe overskud gennem lånene.

Galen Low: Det, jeg elsker ved det, er, at vi begyndte samtalen med at konstatere, at mange af de offentlige tilskud og finansieringsmuligheder er langsomme. Beslutningen, evalueringen og gennemgangen tager lang tid. Nogle gange opdager man, at man har fået tilskuddet lidt for sent.

Det, jeg godt kan lide ved ClaimKit, er, at løsningen forkorter den del, man selv kan kontrollere. Det ville normalt tage flere uger eller måske måneder bare at indsamle alle data og begynde at udfylde ansøgningen eller opbygge en proces til løbende rapportering. Og der findes konsulenter, der gør det, fordi det er så besværligt.

Jeg kan godt lide, at løsningen forkorter processen fra den side. Personligt husker jeg, at min søn var lille — vist omkring halvandet år — og jeg brugte hele juleferien på at udfylde en tilskudsansøgning. Når du siger alt dette, tænker jeg: Det var mig. Jeg stillede folk spørgsmål, samlede oplysninger og skrev dem på en måde, som jeg syntes var overbevisende.

Rådataene sagde bare tid og opgaver, som for eksempel at skrive noget kode. Det var ikke mærket eller kategoriseret. Det viste ikke, om det var forskning og udvikling, eller om vi gjorde noget innovativt, der ville gavne landet og økonomien. Jeg brugte al den tid og tænkte: Aldrig igen.

Jeg ville ønske, at jeg havde haft en løsning i ClaimKit-stil. Vi behøver ikke gå for teknisk til værks, men det er kunstig intelligens, der fortolker oplysningerne. I har jeres regelsæt, og systemet er konfigureret til ikke bare at fortolke spørgsmål bogstaveligt og finde svar, men til at forstå den underliggende mening. Det går ind i systemerne og genererer indsendelsen ud fra rådataene.

Rachel Huang: Det overtager det, en konsulent ville gøre: Her er spørgsmålene, og her er al lovgivningen eller retningslinjerne. Hvis spørgsmålet lyder: Hvor er I baseret, hvor mange medarbejdere har I, eller hvor mange medarbejdere får I, spørger det i virkeligheden: Hvor meget vil det styrke den lokale økonomi?

Jo større tallet er, desto bedre. Den slags ting er meget subtile. Et sted i retningslinjerne står der, at tilskuddet skal styrke den lokale økonomi, og det overser man ofte. Eller spørgsmålet kan være: Hvad laver I præcist i en forsknings- og udviklingsmæssig sammenhæng? Det er et vink om, at man skal formulere sig videnskabeligt.

Man skal sige: Dette er min hypotese, dette er den metode, jeg brugte, og skrive det som en naturvidenskabelig rapport på gymnasieniveau. Vi fortolker grundlæggende den slags og siger: I det ideelle tilfælde ville man bruge denne struktur. Derefter udfylder vi den med oplysninger fra rådataene.

Vi har også et menneske i processen. Nogle gange er det mig, nogle gange en anden skatteagent eller konsulent, der gennemgår materialet, før det sendes ind. Vi har altid et menneske med for at sikre, at vi har tillid til det, vi leverer.

Måske bliver kunstig intelligens meget dygtig i fremtiden, så en AI-agent kan gennemgå alt. Men indtil videre holder vi os bestemt til en menneskelig kontrol.

Galen Low: Selv om det med at skrive som en naturvidenskabelig rapport på gymnasieniveau netop var dér, jeg endte. Min rolle var lidt forretningsudvikling, lidt innovation og lidt projektledelse.

Jeg ved, at ikke alle projektledere, der lytter, udfylder tilskudsansøgninger. Men for dem, der gør, er det en stor besparelse af besvær. Kan vi se på andre fordele for projektledere eller projekter generelt? I min organisation og mange andre, jeg taler med, findes der projekter, der står i kø og venter på finansiering, eller som er gået i stå, fordi pengene slap op, eller fordi de blev nedprioriteret, da budgettet skulle omfordeles.

Hvilke andre måder kan projekter drage fordel af finansiering til forskning og udvikling på, ud over den tid projektlederne sparer?

Rachel Huang: Jeg tror, der er forskellige faser i et tilskud. Den første er at opdage, at man er berettiget. Mange projekter, der lige nu ligger i dvale i organisationen, kan være berettigede til finansiering.

Først skal man finde ud af, om der findes et tilskud. Det er faktisk en meget stor forhindring. Regeringer og private virksomheder annoncerer ikke altid mulighederne, så alle ved, at der uddeles penge. De antager på en måde, at hvis man vil have penge, leder man efter dem. Men hvis man er projektleder og arbejder i den daglige drift med andre ting at styre, leder man ikke nødvendigvis efter finansiering.

Det er den første opdagelsesfase. Vi forsøger at have et godt overblik over alle tilgængelige muligheder og matche dem med vores kunder. Vi kan sige: Jeg kan se, at I arbejder inden for dette område. Denne mulighed er kommet op. Jeg ved ikke, om den er relevant, men hvis den er, kan I prøve. Vi kan hjælpe jer med at skrive ansøgningen.

Den anden fase er at afgøre, om man er berettiget. Det handler om at fortolke retningslinjerne og finde ud af, om man er den rigtige virksomhedstype og ligger i det rigtige omsætningsinterval. Den slags kan være svært, fordi regeringstekster ikke altid er tydeligt skrevet. Vi hjælper naturligvis også med at afgøre berettigelsen.

Derefter skal man beslutte, om man vil bruge sin tid på at skrive ansøgningen. Det er ofte dér, folk går i stå. Selv hvis de er berettigede, tænker de: Jeg arbejder 90 timer om ugen og har ikke tid til endnu en ansøgning. Derfor automatiserer vi så meget som muligt. Vi stiller måske nogle få afklarende spørgsmål eller får kundens input med det samme, så vi former ansøgningen i den rigtige retning.

Vi fjerner selve skrivearbejdet og tvivlen: Er det her berettiget? Formulerer jeg det rigtigt? Nogle får bedragersyndrom halvvejs gennem ansøgningen og tænker, at teksten ikke lyder godt. Vi fjerner hele den smerte og leverer grundlæggende en PDF, som man kan downloade og sige: Okay.

Mange af vores kunder siger: Jeg vidste ikke, at man kunne skrive det på den måde. Nu ser det virkelig legitimt ud. Den sidste fase er indsendelsen. Hvis man har alle svarene, kan man indsende ansøgningen, hvad enten det er via en formular eller en rapport. Det er ikke den svære del. Hvis man allerede har alle svarene, venter man bare.

Men hele processen kan være vanskelig, fordi tilskud nogle gange kun er åbne i to måneder. Hensigtserklæringer, formularer og budgetter kan tage hele perioden, især hvis man har et fuldtidsjob ved siden af.

Galen Low: Det er nemt at gå glip af tidsvinduet.

Rachel Huang: Ja, det er meget nemt at gå glip af tidsvinduet. De mennesker, der faktisk indsender noget, får finansieringen, selv hvis deres ansøgning er mindre god end den, man selv havde, fordi de tog chancen.

Galen Low: Det er virkelig interessant. Jeg kan godt lide din pointe om opdagelse. Det er ikke nemt at kende til disse muligheder, ligesom med mange former for såkaldte gratis penge. De flyver ikke rundt med et banner, så alle kan se dem. Man skal grave efter dem.

Hvis man forstår forretningsmekanismerne omkring sit projekt godt nok, kan man måske sige: Hvis vi øger budgettet med dette beløb, kan vi øge projektets forventede eller potentielle værdi med dette beløb. Mange vil sige: Bed din sponsor om flere penge. Men vinklen med at søge dette tilskud er interessant. Hvis vi får det, er vi berettigede, og vores mulighed er her.

Det er en positiv risiko. Noget, der kan gå rigtig godt for os, hvis vi griber muligheden nu. Vi har allerede alle råmaterialerne og har brug for støtte til at samle det hele. Vi kan ikke forkorte gennemgangsprocessen, men vi kan sikre, at vi tager chancen. Hvis vi får pengene, kan det ændre, hvad vi kan levere med projektet.

Projektledere bruger ofte ekstra budget til at undgå, at projektteamet bliver overbelastet, udfylde huller eller dække overskridelser. Men man kan også bruge beløbet på et krav, der tidligere blev droppet, fordi det var for dyrt. Hvis vi kan levere det først på markedet, kan vi tjene langt flere penge.

Det er muligt at tjene flere penge på disse gratis penge, men det er også hele formålet. Pengene findes, fordi man leverer et resultat, der gavner befolkningen, regeringerne eller de private organisationer, der tilbyder finansieringen.

Rachel Huang: Ja.

Galen Low: Det er en fantastisk mulighed, der ellers ville være uoverkommelig. Jeg ville aldrig gå til en sponsor og sige: Jeg holder op med at arbejde i et par måneder, så vi kan gøre dette. Men i denne sammenhæng er det en god anvendelse af AI-integrerede systemer og viden om, hvordan systemet fungerer.

Det, der ofte får os til at tøve, er, at det virker intimiderende. Man får bedragersyndrom undervejs eller tænker: Er det her bare tom snak? Skriver jeg bare noget for at få en lille smule penge? Er det etisk? Jeg synes også, at spørgsmålet om berettigelse er vigtigt. Mange offentlige tilskud skal styrke den lokale økonomi.

Hvis vi er berettigede, men ikke har medarbejdere på stedet, hvordan påvirker det så en virksomhed, der prøver at vokse? Taler vi om at flytte teams til disse geografiske områder, eller findes der andre løsninger?

Rachel Huang: Der er flere måder at gøre det på. Tilskud tillader ofte partnerskaber. Den ledende ansøger skal være berettiget. Hvis man gerne vil deltage i et tilskud i et bestemt land, kan man finde en lokal partner, der indsender ansøgningen. Hvis man ikke er den rigtige virksomhedstype, kan man finde en enhed, der er det, og fungere som støttepartner.

Parterne kan aftale, hvordan pengene skal fordeles, og hvilket arbejde hver organisation udfører. Det er ofte sådan, folk bliver berettigede. Derudover har nogle lande bedre incitamenter end andre. Det er regeringernes strategi for at tiltrække flere talenter eller de rigtige organisationer, så de etablerer hovedkvarter eller en afdeling der.

Singapore og Sydkorea har for eksempel rigtig gode incitamenter og tilskud. I Tyskland findes der tilskud til unge, som vil holde pause fra universitetet i et år og få betaling for at starte en virksomhed. Forskellige lande har strategier, der skal få folk til at skabe flere virksomheder, fordi landets bruttonationalprodukt afhænger af det.

I Australien har vi et godt skatteincitament til forskning og udvikling, hvor man får kontanter tilbage, hvis omsætningen er under 20 millioner dollars. Man kan have et lokalt australsk team, der arbejder med krav om forskning og udvikling. Hvis man alligevel hyrer medarbejdere offshore, kan Australien derfor være interessant. Det gør mange multinationale virksomheder.

Hvis de udfører en bestemt type forskning og udvikling, gør de det gennem deres australske afdeling, fordi de får mere ud af pengene. Det kan lade sig gøre. Man skal bare vide, at mulighederne findes.

Galen Low: Min baggrund er film — ikke dybtgående, men man kan tænke på nogle af disse skattefradrag som en god parallel. Visse lande tilbyder skattefradrag til store filmproduktioner, der optager der.

Jeg gik på universitet i det vestlige Canada, hvor det var en levedygtig økonomisk indtægtskilde. Der var altid en tv-serie eller film, der blev optaget på campus. Canada havde skattefradrag, og vi havde kvalificeret arbejdskraft, fordi industrien var blevet opbygget omkring det. Det blev en levedygtig finansieringskilde på universitetsniveau — en form for kommercialisering af området og ejendommen.

Når man zoomer ud, kan man se, hvad det egentlig handler om. Mange opfatter det som bureaukratiske forhindringer, meningsløse regler eller noget meget kryptisk. Men du har forklaret det godt: Landene er afhængige af deres økonomier og bruttonationalprodukt. De prøver at tiltrække talent og styrke den økonomiske velstand, hvor de kan.

Virksomheder fungerer på samme måde. Vi klager over budgetter, men penge får verden til at dreje rundt og hjælper projekter med at komme videre og startups med at vokse. Det er til gensidig fordel. Spillet handler ikke om at lyve eller manipulere. Det handler om at forstå, hvorfor tilskuddet findes, og placere det, vi gør, på en måde, der giver mening for interessenterne.

Vi har talt om at forklare det samme på forskellige måder til forskellige interessenter. Dette er det ultimative eksempel: Hvordan ser jeg det gennem øjnene på den person, der skal godkende finansieringen? Jeg vil gerne afslutte med at spørge til din vision for innovationens fremtid og for den måde, innovation bliver finansieret på.

Det, jeg har set, er investorer, der bruger mindre startups som forskning og udvikling og derefter køber dem op, når de har bevist, at produktet passer til markedet, eller når teknologien er levedygtig. Samtidig virker det næsten nytteløst for små virksomheder at konkurrere direkte med teknologigiganter som OpenAI, Google, Anthropic og Apple, der innoverer i stor skala med deres egne penge.

Ser du, at verdenen for teknologisk innovation og teknologikommercialisering ændrer sig i den nærmeste fremtid? Og vil de små, seje virksomheder overhovedet have en plads i den fremtid?

Rachel Huang: Det er et godt spørgsmål. Jeg er ikke helt sikker på, om det vil ændre sig, for den slags ændringer tager lang tid.

Det er uretfærdigt at give folk for store forhåbninger. Den bedste måde at se på det er derfor at spørge: Hvordan arbejder man med det system og den situation, man står i? Jeg ved, at offentlige budgetter ændrer sig. Mange tilskud forsvinder pludseligt og ophører med at eksistere. Det kan skyldes budgetnedskæringer eller at et team får andre opgaver.

Når det gælder store teknologivirksomheder i forhold til små, seje startups, er det vigtigste tema samarbejde. Man skal sørge for, at man ikke konkurrerer på de forkerte områder. Man skal innovere uden at røre ved den kage, der tilhører de store giganter. Ellers går man hurtigt konkurs, medmindre man har en meget stærk voldgrav, der gør virksomheden ekstremt konkurrencedygtig.

Medmindre man kan overbevise alle om, at man vinder, er det svært at rejse finansiering på et meget konkurrencepræget marked. Derfor findes der mange tilskud, der fokuserer på samarbejde mellem store virksomheder og små, nye startups. Det kaldes nogle gange industrisamarbejde eller et samarbejdsprojekt.

Det er meget normalt i Europa, hvor økosystemet er bygget sådan op. Jeg vil ikke kommentere på, hvor hurtigt eller langsomt det går, men samarbejde er et fokusområde. Man skal identificere, hvad en startup gør rigtig godt: hastighed, afprøvning til meget lave omkostninger og fokus på én ting, som man gør virkelig godt.

Teknologigiganterne har langt flere kunder, funktioner, der skal leveres, og mere vedligeholdelse. De har ældre kode og ældre arbejdsprocesser, som skal vedligeholdes. Hvert nyt projekt skal godkendes på mange forskellige niveauer og involvere alle interessenter. I en startup kan tre grundlæggere derimod bare sige: Lad os sende det ud.

Det er sådan, startups bør fungere. De finder deres niche, bliver værdifulde og samarbejder med store virksomheder — måske med et salg som resultat.

Galen Low: Jeg kan virkelig godt lide den måde at formulere det på. Jeg ville aldrig have forbundet ordet samarbejde med det, men det er rigtigt. Nogle af tilskuddene hedder endda det.

Det seje og fleksible er værdifuldt. Man kan ikke selv være lille og fleksibel, så man samarbejder med nogen, der kan være det, og gentager processen omkring en smal del af et problem. Selv din virksomhed er et godt eksempel. Jeg ville ikke nødvendigvis have tænkt på idéen, men den er meget specialiseret, og det er noget, man kan gå i dybden med og forbedre hurtigt.

Hvis jeg var en større organisation, ville jeg måske sige: Jeg har ikke plads til det eller tid til det. Det kunne gavne mig, men det er ikke en prioritet. Du konkurrerer derfor ikke direkte med giganterne, men der er absolut et marked — og måske en dag et salg af virksomheden, hvis planen er, at den skal blive en del af et større system.

Rachel, tusind tak for dette. Bare for sjov: Har du et spørgsmål, du gerne vil stille mig?

Rachel Huang: Ja. Du har lavet denne podcast i et stykke tid. Hvilket emne brænder du mest for? Hvad glæder du dig til at tale om?

Galen Low: Mit trick-svar er, at jeg altid er begejstret for menneskecentreret design i det digitale rum. Det kan være rent digitalt eller oplevelsesbaseret med en digital komponent. Jeg elsker at tale om, hvordan digital teknologi gennem projekter gavner mennesker, forbedrer deres liv, udjævner muligheder og skaber nye oplevelser.

Det er altid det, jeg elsker at dykke ned i. Mit hemmelige trick-svar er, at jeg laver podcasten, så jeg kan flette det ind. Derfor glæder jeg mig til hver samtale, fordi alle samtaler kan bevæge sig i den retning. Det er det, jeg virkelig godt kan lide at tale om.

Teknologi er fantastisk, og forretning er vigtigt, men grundlæggende handler det hele om mennesker, interaktioner og innovation, der skal gavne andre mennesker. Det er den store mission — ikke min personlige mission, men sådan ser jeg missionen med projektbaseret arbejde og samarbejde. Det fremmer menneskelig udvikling og kan gøre vores liv bedre.

Rachel Huang: Du er bare et bredt interesseret menneske. Mit trick-svar er at kommercialisere teknologi for at skabe en positiv effekt for mennesker.

Galen Low: Ja, for det er netop det. Der er ingen ubehagelig faktor. Du kommer ikke og siger: I kan ti-doble jeres avance ved at udnytte dette tilskud. Du siger: Hvordan kan vi innovere mere uden at sidde fast i tidsplaner, der er uoverkommelige i en verden, hvor AI og anden ny teknologi tvinger os til at arbejde hurtigt?

Her er en finansieringskilde, der minder om en brønd med et meget langsomt spil. Der er vand, men det tager et år at få det op. Imens har alle brug for vand med det samme. Jeg sætter pris på din vinkel, og jeg sætter pris på, at du kom med i programmet. Det har været rigtig sjovt. Vi har talt om mange ting. Hvor kan folk, der vil vide mere om dig, ClaimKit og det, du laver, finde dig?

Rachel Huang: På LinkedIn og på hjemmesiden claimkit.co. Det er dér, produktet kommer til at være.

Galen Low: Sådan. Jeg inkluderer også links i shownoterne til din profil og ClaimKit-hjemmesiden. Rachel, endnu en gang tak, fordi du deltog. Tak for en god samtale. Det har været sjovt.

Rachel Huang: Selv tak. Det har også været rigtig sjovt for mig. Jeg kommer gerne tilbage.

Galen Low: Det skal du bestemt. Vi får dig tilbage.

Rachel Huang: Så kan vi tale om memes og projektledelsesmemes.

Galen Low: Ja, lad os gøre det.

Okay folkens, det var dagens episode af The Digital Project Manager Podcast. Hvis du nød samtalen, så husk at abonnere dér, hvor du lytter. Hvis du vil have endnu mere praktisk indsigt, casestudier og drejebøger, så gå ind på thedigitalprojectmanager.com.

Indtil næste gang: Tak, fordi du lyttede.