Hvorfor din grad ikke er nok: De færdigheder, du har brug for i 2026

Galen Low: Uanset om vi kan lide det eller ej, forandrer arbejdsmarkedet sig hurtigt, og forventningerne forandrer sig med det. Men det føles næsten som et fuldtidsjob i sig selv at følge med i de færdigheder, der holder dig relevant som professionel. Så hvordan lærer og udvikler vi os i samme tempo som forandringerne? På den ene side mangler der ikke gratis viden derude.

Vi kunne binge-se YouTube og abonnere på hundrede Substacks og håbe på det bedste. På den anden side har håndgribelige kvalifikationer som certificeringer, MBA-uddannelser og universitetsgrader bestået tidens prøve. Men de er stadig dyre og tidskrævende at opnå, og deres pensum er ikke nødvendigvis opdateret.

Så hvad er den rette balance, hvis man skal lære hurtigt i AI-alderen? For at undersøge det har jeg inviteret to ledere inden for videregående uddannelse, som udfordrer uddannelses- og træningsområdet. Vi skal tale om, hvilke færdigheder der efterspørges i dag, men ikke blev efterspurgt for få år siden. Vi skal se på gennemprøvede strategier til at skabe en læringsrutine, der hjælper dig med at udvikle nye færdigheder i det tempo, markedet kræver.

Og vi skal tale om, hvad arbejdsgivere, regeringer, akademiske institutioner og enkeltpersoner kan gøre for at sikre lige og økonomisk overkommelig adgang til læring, så alle løftes, ikke kun dem, der allerede har privilegier. Jeg håber, du vil nyde episoden.

Velkommen til podcasten The Digital Project Manager – programmet, der hjælper ledere med ansvar for leverancer med at arbejde smartere, levere mere gnidningsfrit og lede deres teams med selvtillid i AI-alderen. Jeg hedder Galen, og hver uge dykker vi ned i strategier fra den virkelige verden, nye tendenser, gennemprøvede rammeværk og lejlighedsvise krigshistorier fra projektfrontlinjen. Uanset om du styrer massive transformationsprojekter, får AI-arbejdsgange til at fungere eller bare forsøger at holde kaos under kontrol, er du landet det rigtige sted. Lad os komme i gang.

Okay, i dag taler vi om, hvordan man udvikler efterspurgte færdigheder i samme tempo, som brancherne bliver forstyrret, og om de gennemprøvede modeller for universitetsuddannelse og efteruddannelse stadig giver mening for professionelle, der har brug for hurtigt at skifte retning.

Med mig i dag har jeg vores to ledere inden for videregående uddannelse, Sasha Thackaberry-Voinovich og Charlotte Bencaz fra New State University. Sasha og Charlotte har begge brugt årtier på at arbejde med alle mulige typer videregående uddannelsesinstitutioner. De tilbragte årevis ved bordet i de samme endeløse møder om at gøre videregående uddannelse mere færdighedsbaseret, mere lydhør over for arbejdsgivere og mere effektiv.

Men forandringerne skete ikke hurtigt nok, så de byggede det selv. New State University er en AI-fokuseret institution, grundlagt og ejet af undervisere. De går dybt op i kvaliteten af deres universitet og mener, at tiden er inde til innovation. Sasha og Charlotte, tak fordi I vil være med i dag.

Sasha Thackaberry-Voinovich: Tak fordi vi måtte komme.

Charlotte Bencaz: Det er dejligt at være her.

Galen Low: Jeg glæder mig virkelig til at dykke ned i det. Det er så rart. Jeg har elsket vores samtaler op til dette. Vi har forberedt os, og vi har bevæget os ned ad en masse forskellige kaninhuller. Det er et emne, der betyder meget for mig. Så jeg håber, at vi zigzagger lidt, men projektlederen i mig har lavet en lille køreplan for os i dag.

Til at begynde med ville jeg gerne sætte scenen ved at stille jer begge et stort og komplekst spørgsmål, som mine lyttere gerne vil høre jeres perspektiv på. Derefter vil jeg gerne zoome ud og måske tale om tre ting. For det første ville jeg gerne tale om status for stillinger på begynderniveau og mellemniveau, og hvilke færdigheder der efterspørges nu, men ikke blev efterspurgt for tre år siden.

Derefter vil jeg gerne gennemgå de praktiske sider af at tilegne sig disse færdigheder i 2026, og hvilke taktikker I har set virke for de mennesker, I har hjulpet. Til sidst vil jeg gerne høre jeres syn på fremtiden for lige adgang til færdighedsudvikling, og hvordan I forventer, at arbejdsmarkedet vil forandre sig i løbet af de næste tre til fem år.

Hvordan lyder det?

Sasha Thackaberry-Voinovich: Det lyder godt. Fem år føles som lang tid lige nu. Fem år.

Galen Low: Find krystalkuglen frem. Ja, måske skal jeg trække lidt i land. Vi kan se på horisonten for et til to år. Tingene bevæger sig så hurtigt, at det er svært at vide. Så jeg tænkte, at jeg ville begynde med ét stort og komplekst spørgsmål.

Jeg har talt med mange mennesker, som nærmest har hånet universitetsmodellen. Nogle hævder, at ChatGPT er den nye MBA. De spørger sig selv: Hvorfor skulle jeg overhovedet gøre det? Det virker langsomt, irrelevant og unødvendigt. Så jeg tænkte, at jeg ville spørge: Er den traditionelle model med universitetsgrader og efteruddannelse stadig relevant i en tid, hvor AI og andre forstyrrende tendenser hver dag ændrer, hvordan arbejde ser ud?

Sasha Thackaberry-Voinovich: Jeg vil sige sådan lidt, på en måde – det afhænger af det. For at være helt tydelig afhænger det af, hvem du er, og hvad dit mål er. For de fleste erhvervsaktive tror jeg ikke, at en traditionel model er nødvendig uden for bestemte områder som sundhedssektoren, eller hvis du vil være advokat, hvor der findes nogle ret traditionelle veje. Men for os, der arbejder inden for områder som projektledelse, produktledelse og forretning, er den nok ikke lige så anvendelig.

Vi ved nu, at vi har brug for noget hurtigere, mere behovsstyret, mere netværksbaseret, mere moderne og mere mobilt. Ikke?

Galen Low: Det elsker jeg. Ja. Og i introduktionen henviste jeg til noget af den moderniseringssamtale, der har foregået inden for akademiske institutioner og videregående uddannelse. Den har jo stået på i et stykke tid.

Føler I, at AI og forstyrrelserne på markedet nu tvinger dem til at handle? Eller sidder de stadig rundt om bordet og forsøger at beslutte, hvordan de skal modernisere?

Sasha Thackaberry-Voinovich: Jeg tror, der foregår langt flere samtaler om modernisering. Desværre har de fleste store institutioner, selv små institutioner, en masse teknisk gæld og ærligt talt ikke nok projektledere.

Eller mennesker med de rette færdigheder til at hjælpe dem med at bygge til fremtiden. Derfor ser man i mange institutioner ikke den slags forandring, selv når de ønsker den, på grund af deres teknologi, processer og strukturer. Det var derfor, vi overvejede, da vi ville starte dette projekt: Køber man en institution, der er ved at gå konkurs, og forsøger at lave den helt om?

Vi tænkte: Nej, vi vil begynde med det muliges kunst. Vi vil begynde med et blankt stykke papir, helt ny teknologi og bygge det, så det kan være yderst relevant og yderst overkommeligt, for folk er færdige med gæld på titusindvis af dollars. De er færdige med det. Det var vi også.

Galen Low: Det er et modigt og dristigt skridt. Jeg læste noget online – citer mig ikke for det – hvor indlægget handlede om, at elektricitetens fremkomst ikke ændrede fabriksmodellen i årtier. Hovedsageligt fordi alle disse fabrikker var bygget til at køre på damp, gas eller hvad det nu var.

De var bogstaveligt talt nødt til at begynde helt fra bunden, og det tog tid at indse det. Det tog tid at aflære de gamle vaner. De var institutioner i deres egen ret, men den virkelige forandring begyndte, da man byggede nyt, som en ny fabrik. Så jeg kan godt se parallellen: Universiteter, højskoler og videregående uddannelser er institutioner, og nogle af dem er hundredvis af år gamle.

De er kulturelt noget, vi ser på en bestemt måde med hensyn til anseelse og prestige, som den klogeste gruppe mennesker, man kan samle. Og alligevel forstår jeg fuldstændig, hvad I siger om hastighed og overkommelighed – adgang og faktisk mulighed for at få økonomien til at hænge sammen.

Jeg tror, det er to meget stærke aspekter, der ændrer samtalen om en universitetsuddannelse. Er der andre elementer, som efter jeres opfattelse driver grundlaget for New State University og gør det anderledes? Hvilke andre faktorer har adskilt det fra den verden, I kom fra inden for videregående uddannelse?

Sasha Thackaberry-Voinovich: En af de vigtigste ting er, at vi mener, at al læring tæller. Hvis du har lært noget professionelt, har det betydning. Hvis du har tilegnet dig noget gennem en certificering, har det betydning. Men i et traditionelt universitetsmiljø – bortset fra nogle meget specifikke tilfælde, som en certificering fra det amerikanske ingeniørkorps – findes der som regel ikke en fuld anerkendelse af det, en person allerede bringer med sig.

Det gør vi på to måder, og vi ønskede, at det skulle være grundlaget for det, vi gør: en grundlæggende respekt for de færdigheder og evner, folk bringer med sig til et uddannelsesforløb. En del af vores arbejde er at skabe en struktur omkring det, så der er indbyggede færdigheder og kompetencer.

De fleste kommer til uddannelse med nogle færdigheder og kompetencer – eller overførbare færdigheder. Dem vil vi anerkende. Det hjælper også med at forkorte vejen til en kvalifikation. Og så har vi vores egne mikrokvalifikationer. Man kan begynde med noget meget lille og stadig bygge det sammen til en grad.

Det var meget vigtigt for os, at vi forvaltede folks læring ansvarligt, uanset hvor den kom fra. Det vil jeg sige er den første ting. Den anden ting er, at vi begge har været i systemer, hvor man næsten skal kæmpe mod optagelsessystemet. Ikke fordi nogen ønsker at gøre det så komplekst, vanskeligt og langvarigt som muligt, men fordi der er systemer og økonomiske incitamenter, der gør optagelsen langvarig, kompliceret og opdelt i mange trin.

Når man vil have noget gjort, vil man have det gjort nu. Man vil ikke have det gjort over seks uger og derefter vente yderligere fire uger på at begynde et semester. På New State University kan du bogstaveligt talt ansøge, blive optaget og begynde på undervisningen samme dag. Det er baseret på, hvad du har brug for som individ, ikke på hvad institutionens processer over tid er blevet bygget til at håndtere.

Galen Low: Jeg elsker den filosofi, I beskriver: Man kommer ikke til bordet med et blankt stykke papir. Og efterhånden som man lærer, samler man mere til sig. Man ved ikke pludselig noget på sin dimissionsdag. Man bygger faktisk op undervejs.

Sasha Thackaberry-Voinovich: Ja, lige præcis.

Galen Low: Når man pakker de ting ud, tænker man: Nå ja, selvfølgelig.

Men institutionerne er blevet bygget på en bestemt måde. De er designet omkring den postsekundære model, hvor man tænker: Okay, du kommer lige fra gymnasiet. Du ved kun det, man lærer i gymnasiet, så lad os undervise dig fra det punkt frem til, at du bliver en professionel voksen og et bidragende medlem af samfundet.

Det er ikke rigtig sådan, folk gør i dag. Folk vender tilbage til skolen. De begynder på uddannelse senere. De får erfaring, før de begynder på en uddannelse. Det synes jeg er fantastisk. Sig til, hvis jeg tager fejl, men jeg føler, at I begge også har rådgivet virksomheder om, hvordan de driver faglig udvikling.

Charlotte, jeg vil måske stille dig dette spørgsmål: Når man siger noget som New State University, reagerer folk så stadig lidt negativt og tænker: Åh nej, universitet, det er ikke det, jeg har brug for. Jeg har bare brug for, at folk lærer noget. Er det noget, I møder?

Charlotte Bencaz: Jeg synes, det er et godt supplement, at vi tilbyder den kortsigtede læring lige i rette tid, som vi gennem personlig erfaring har fundet ud af, at mange virksomheder har brug for.

De har bare brug for det hurtigt og nu. Og så kan det tælle med i ens personlige læringsmål, mens man fortsætter. Hvis det støttes af ens arbejdsgiver og virksomhed, er det fantastisk. Og hvis det er noget, man vil vende tilbage til, når tiden er rigtig, støtter vi også det.

Den fleksibilitet, Sasha talte om, er virkelig unik, fordi den giver den studerende magten til at træffe disse beslutninger. Jeg vil også sige, Galen, at noget af det, vi lærte gennem samarbejdet med virksomheder, der leder efter uddannelsespartnere, er, at de virkelig værdsætter anvendeligheden, og det er præcis sådan, vores undervisning er bygget op.

Man arbejder med projekter, man har gang i. Man har ting, man løser i løbet af dagen ved skrivebordet og om aftenen på sin bærbare computer, og der er en sammenhæng mellem det hele. Sasha er forskeren, men jeg ved, at der er lavet veldokumenterede undersøgelser, som viser, at det giver en forbedret læringsoplevelse.

Det tror jeg, virksomheder og enkeltpersoner sætter pris på. Det sidste, jeg vil nævne, er, at vi sørger for, at fællesskabet er en stor del af det, vi bygger på New State U. Vi har et privat fællesskab for alle vores studerende, undervisere og alumner. Vi har endda nogle alumner, der er kommet med, og det er en permanent ressource for dem, så længe de ønsker det.

Vi taler om ting som: Wow, det her er vanvittige AI-nyheder. Eller: Wow, det her har fuldstændig ændret mit arbejde. Hvad gør vi ved det? Der er virkelig en ånd både i undervisningen med underviserne og i fællesskabet: Lad os finde ud af det sammen.

Galen Low: Boom. Ja. Jeg elsker den anvendelighed.

Jeg kan godt lide, at fællesskabet næsten hjælper uddannelsen med at fungere i samme tempo som forandringerne. Før nogen kan bygge et kursus om et emne, kan vi tale om det og dele information. Og på en måde, Sasha, som du sagde, kommer vi alle til bordet med viden og erfaring. Selv erfaringsudveksling mellem ligemænd – ikke nødvendigvis fra professoren – er stadig utrolig værdifuld.

Sasha Thackaberry-Voinovich: Helt sikkert. Folk bringer så meget med sig. Det gør de virkelig. Og vi er tvunget til at lære hurtigere end nogensinde før. For os, der er kæmpe nørder, er det sjovt, men vi er tvunget til at lære hurtigere end nogensinde. Vi lærer så meget sammen: Se lige det her, som vi netop fandt ud af. Vi underviser ikke kun i AI i virksomheder; vi forbedrer hele tiden vores drift.

Det er en del af den måde, vi skaber ekstremt lave omkostninger på: Vi har ikke lag på lag af administrative processer. Vi bruger AI til at drive vores virksomhed effektivt. Vi overgår vores vægtklasse, som vi siger. Og det underviser vi også i.

Her er noget praktisk, du kan anvende i dag for at forbedre dit liv i morgen.

Galen Low: Det elsker jeg. Det er som at spise sin egen hundemad – sådan driver I jeres virksomhed. I gør det allerede selv.

Sasha Thackaberry-Voinovich: Ja, helt sikkert.

Charlotte Bencaz: Jeg ville sige, at Sasha og jeg også bruger fællesskabet til vores egne forretningsproblemer.

Galen Low: Præcis. Det er fantastisk. Jeg spekulerede på, om jeg kunne zoome lidt ud, for som jeg nævnte, er uddannelse og faglig udvikling vigtigt for mig. Det er et vigtigt emne. Men jeg ville gerne berøre og understrege konteksten: Hvorfor er det vigtigt nu? Her er min optakt.

Min optakt er, at mit feed de seneste måneder har været fyldt med snak om, at der ikke længere er nogen stillinger på begynderniveau – at stillinger på begynderniveau er væk. Der er bestemt data, som viser, at der er færre juniorstillinger til rådighed, og jeg tror, følgevirkningen er, at der er mange mennesker, der konkurrerer om de samme jobs.

For eksempel kæmper nyuddannede mod hinanden om stillinger, der ikke er på begynderniveau, men snarere ligger på mellemniveau. Samtidig konkurrerer de med folk midt i karrieren, som forsøger at skifte karrierespor, eller med mennesker, der er blevet ramt af en fyringsrunde.

Der er bare mange mennesker, der kæmper om disse stillinger. Den typiske placering på begynderniveau findes ikke længere på samme måde, hvilket betyder, at alle forsøger at springe op på anden sal, og det bliver lidt rodet. Men uanset niveau ville jeg gerne spørge: Hvilke færdigheder og kvalifikationer efterspørges generelt i vidensarbejderroller, som måske ikke blev efterspurgt tidligere? Og er det kun AI, der driver disse ændringer, eller er der mere på spil?

Sasha Thackaberry-Voinovich: Jeg tror, det er mere end bare AI, men jeg vil også sige, at AI nok primært er drivkraften. Undervurder ikke, hvor stor en del af denne samtale AI udgør. Mange af stillingerne på begynderniveau var stillinger, hvor de opgaver, man skulle udføre, i praksis er opgaver, som generativ AI kan udføre for dig.

Det betyder ikke, at man ikke har brug for kvalitetskontrol. Det betyder ikke, at man ikke har brug for processer bag det, og intet er bare en magisk pille eller løsning. Men det var den slags grundlag, hvor medarbejdere på begynderniveau lærte deres fag at kende. De lærte håndværket og deres område.

Man kommer ud af en traditionel bacheloruddannelse med et vidensgrundlag – jeg sætter luftanførselstegn om traditionel, fordi det, vi gør, ikke er traditionelt – og man kommer ud med en samling viden og nogle ting, man kan gøre. Men arbejdsgiverne vil se, at man kan bevise, at man kan gøre det.

En del af vores model handler derfor faktisk om at skabe arbejdsprodukter, som man kan dele. Men det er så svært for mennesker, hvis de ikke har et arbejdsmiljø. Hvordan skaber man arbejdsprodukter? Hvordan beviser man sin værdi? Jeg mener, at det er et mere konkurrencepræget område. Jeg synes også, det er mærkeligt dårligt til at matche lige nu.

Når man sidder på den anden side, er det også ekstremt svært at ansætte. Man får en masse ansøgere til stillinger, som med god grund ikke burde have så mange ansøgere. Men mange af dem befinder sig ikke inden for det rette område, har ikke den rette baggrund og taler ikke engang det sprog, man leder efter.

Det er noget, man skal forberede sig på. Læringsfællesskaber som det, vi har på New State, er designet til at hjælpe med det. Men det er også bare en realitet, at man ikke kan stole på det vidensgrundlag, man tilegnede sig tidligere. Det er ikke en kasse, man bare kan samle op og tage med sig.

Fleksibilitet er vigtigere end nogensinde. Evnen til at lære hurtigt er vigtigere end nogensinde. Evnen til at arbejde sammen med AI er vigtigere end nogensinde. Jeg kan ikke understrege det nok. Der går et meme rundt om, at AI ikke tager dit job, men det gør den person, der arbejder sammen med AI. Vi griner af det, men jeg tror, det er helt sandt.

Hvis man ser på jobopslag, er antallet, der nævner AI, steget voldsomt de seneste par år. Der er endda en lønpræmie ved ansættelser baseret på, hvor meget af jobbet der henviser til AI, eller hvor mange AI-færdigheder man siger, man har. Det er noget, folk skal være opmærksomme på og reagere aktivt på.

Det er ikke tiden til at læne sig tilbage eller bare snuse lidt til det. Tiden, hvor man kunne nøjes med at prøve sig frem, er forbi. Det stoppede sidste efterår. Nu er det tid til at være bevidst om, hvad man lærer, og hvordan man lærer det.

Selv i vores egen drift har jeg en ekstra computer stående derovre. Den arbejder for mig lige nu. Jeg har en anden, som jeg snart sætter op. Vi får altså en lille computerfarm med alle vores agenter på, og man er nødt til at gange sig selv med ti. Jeg griner, men det er helt sandt. Man kan faktisk udrette meget mere, hvis man er den person, der fortæller den historie. Så får man jobbet.

Hvis man siger: Jeg har leget med dette værktøj og dette værktøj, og jeg ved, hvordan man bruger det, så er det værdifuldt. Og en anden ting: Vær ikke en person med færdigheder inden for kun ét mærke. Sig ikke: Jeg kender kun Googles værktøjer, men jeg er virkelig dygtig til dem. Den tid er også forbi. Man skal kunne bruge værktøjer på tværs af hele området.

Man skal kunne tage noget andet op på en fleksibel måde. Det er efter min mening bare en del af arbejdslivet nu. Hvis man vil være god til det, man gør, og have de muligheder, man ønsker, skal man være aktiv og målrettet omkring sin læring.

Galen Low: Jeg kan godt lide det, du siger om, at man lige nu i jobmarkedet og i sin karriere er nødt til at vise mere, end man fortæller.

Det er sandsynligvis ikke nok bare at sige, at man kan disse ting, eller at skrive AI på sit CV. Jeg elsker, at jeres programmer faktisk giver mulighed for at skabe noget, for det er præcis det, jeg ville bede om som ansættende leder. Jeg ville sige: Fint, vis mig det, og gå mig igennem, hvordan du tænkte over det.

Jeg kan godt lide det, du siger om den periode, hvor man bare rodede rundt, eksperimenterede med AI og så, hvad der virkede. Den er forbi nu. Men AI-færdigheder er også ret brede. Du talte om jeres team af computere, der sidder og arbejder uden menneskelig overvågning.

Det får mig til at tænke på, hvordan man skal pakke den færdighed ud. Charlotte, måske vil jeg stille dig dette spørgsmål: Hvilke professioner – og måske kan vi bruge projektledelse som eksempel – og professioner omkring projektbaseret arbejde skal i hvilken grad blive til skabere, der kan oprette en hel farm af agenter og drive en virksomhed, i stedet for bare at kunne åbne ChatGPT hver dag og bruge det som sparringspartner?

Findes der en øvre og nedre grænse, eller en bestemthed i branchen eller professionen, hvor man tænker: Ja, det er for meget AI. Vi har ikke brug for, at du er ingeniør. Det er okay.

Charlotte Bencaz: Der kommer helt sikkert retningslinjer. Virksomheder arbejder hårdt på at implementere regler for, hvordan man kan bruge det sikkert, og det er vigtigt.

Når jeg vender tilbage til de yngre professionelle, synes jeg, det er en helt særlig mulighed. Jeg læste nogle gode råd fra en af de hundrede Substack-artikler, jeg har læst i denne uge. Hvis man tænker på tre områder, hvor man er stærk – hvis det er projektledelse, er det projektledelse, måske design og måske en tredje færdighed, som er en stor del af ens karriereinteresse.

Så skal man finde ud af, hvilket område man er stærkest inden for. Det kan man udvikle endnu mere, og det er dér, man når til at gange sig selv med ti. Man kan virkelig opbygge det. Man skal altså se på, hvordan AI kan hjælpe med at udvikle noget, man allerede er stærk i.

Derudover er der især inden for softwareudvikling meget snak om produktteamet, udviklingsteamet og designteamet. Det er et godt eksempel på, at alle produktfolk vil få AI til at vejlede dem i udvikling og design.

Alle designfolk vil få hjælp til de to andre områder. På de områder, hvor der findes tilknyttede eller understøttende fag, som man måske ikke er så stærk i, kan man bruge AI til at styrke den færdighed. Det vil bare gøre en mere alsidig som professionel.

Galen Low: Det elsker jeg. Jeg kan godt lide den måde, du ser det på, som en forstærkning af nogle af ens kernefærdigheder.

Og jeg kan godt lide den slags genbalancering af trekanten. Jeg talte med en, der arbejder med go-to-market inden for software, hvor trekanten bestod af marketing, salg og kundesucces. Hun var ved at opbygge et team af AI-kolleger, som hun kaldte dem, der kunne udfylde hullerne. Det er svært at finde de enhjørninger, hvor alle er gode til alle tre ting.

Men man kan sige: Fint, jeg er bedst til denne ene ting. Jeg har nogle områder, jeg kan forbedre inden for de to andre, men jeg har også mulighed for at udnytte teknologi, især AI, til at udfylde hullet og bruge det som en forstærkning og partner.

Charlotte Bencaz: Jeg synes, det er vigtigt at dele eksempler og forsøge at finde ud af disse værktøjer sammen.

I denne uge dykker vi virkelig ned i Claude. Jeg tror, næste uge handler om en lille Perplexity-computer. Når værktøjerne bliver introduceret, skaber vi et rum, hvor studerende, alumner og undervisere kan hjælpe hinanden med at finde ud af det sammen. Den artikel, der gik viralt for nogle uger siden om de funktionærjobs, der er i fare, læste jeg et virkelig godt svar på.

Det lød, at den nok var på rette vej, men at rådet burde ændres. Rådet var at bruge en time om dagen på AI, og sammenligningen var med det, man gjorde under COVID for seks år siden på denne tid: Vask bare hænderne.

Det er et godt råd. Det er vigtigt, og det hjælper med mange ting. Måske også COVID, måske ikke – det må vi finde ud af. Derfor handler det om at have en mere guidet vej til anvendelighed: Hvordan bruger jeg faktisk dette på arbejdet? Det er det, vi handler om.

Galen Low: Det er lidt som det minimale råd om ét æble om dagen: Ja, brug en time om dagen på at uddybe dine færdigheder og din forståelse af AI, men der er mere, man skal gøre.

Det er ikke det hele. I begyndelsen stillede jeg et todelt spørgsmål, og du sagde, at AI er centrum for det, men måske ikke det eneste, der gør opkvalificering og efteruddannelse så vigtigt lige nu. Hvilke andre faktorer og variable driver behovet for hurtigt at opkvalificere sig, selv hvis det ikke handler om AI?

Sasha Thackaberry-Voinovich: Jeg tror, en del af det handler om dynamikken i vores samlede økonomi og det, der sker rundt omkring i verden. Men selv uden AI-delen var automatiseringskomponenten på vej og ved at accelerere. Fra et driftsmæssigt perspektiv forveksler mange mennesker også automatisering eller mere dramatiske forbedringer med noget, der nødvendigvis er skabt af AI, selv når det ikke er tilfældet.

Den fortsatte teknologiske udvikling og evnen til at automatisere hurtigere var altså på vej uanset hvad. Derudover kommer mere selvbetjening. Nogle generelle værktøjer, som alle kan bruge, for eksempel kalenderstyring, var tidligere noget, hvor en travl leder skulle have en personlig assistent til rejseplanlægning og e-mails.

Der er ikke noget magisk ved et kalenderlink. De har eksisteret længe, men de bruges langt bredere nu. Folk har altså efterspurgt mere automatisering, større effektivitet, bedre arbejdsgange og bedre forretningsprocesser, og det har accelereret. Men AI sammen med disse makroforandringer er enormt betydningsfuld.

Jeg tror også, at AI vil føre til en ny bølge af iværksætteri på måder, vi aldrig før har set. Da Sam Altman sagde, at man bare kan bygge tingene nu, var mange – især softwareudviklere – meget skeptiske. Men man kan faktisk bare bygge tingene nu.

Det betyder ikke, at det første, man skaber, eller en MVP, bliver smuk og problemfri. Selvfølgelig ikke. Men adgangsbarrieren for mange ting er blevet lavere. Så selv om vi er bange for, at der ikke bliver ansat lige så mange på begynderniveau, fordi AI kan udføre nogle af opgaverne, giver det ikke mening at lære de ting, AI kan gøre for dig. Lær det, AI ikke kan gøre for dig.

Det betyder ikke, at din viden ikke er værdifuld. Faglig ekspertise betyder stadig noget, fordi man skal vide, hvordan man udfører opgaven, fejlsøger, undersøger og tænker på alle mulighederne.

Forskellen er, at man i stedet for at arbejde sammen med et separat udviklingsteam eller et separat team for forretningsprocesser arbejder sammen med AI. Man kan selv udvikle værktøjerne, så de autonomt kan udføre ting, mens man arbejder på det næste.

Jeg tror derfor, den store forandring ikke bliver selve teknologien. Absolut ikke teknologien. Jeg har måske en vag bekymring for, at Skynet en dag kommer, men teknologien bekymrer mig ikke. Det, der bekymrer mig, er den ujævne anvendelse af AI og brugen af den i forretningsmæssige sammenhænge.

Det bliver afgørende for vindere og tabere de næste fem år, fordi AI-adoption varierer voldsomt. Man kan være forrest eller bagerst.

Galen Low: Det kan jeg virkelig godt lide, og jeg vil også gerne dykke ned i adgang senere. Det, jeg godt kan lide ved det, du siger, er samspillet mellem flere ting. Der er økonomiske faktorer, alt fra geopolitik til oliepriser og alt muligt andet. Men også en person, der siger: Jeg har ikke råd til et betalt abonnement på ChatGPT lige nu bare for at lære det.

Jeg kan bruge gratisversionen, men alle online siger, at den ikke er den samme. Jeg får andre resultater, så lærer jeg overhovedet noget nyttigt? Så opstår der en økonomisk drivkraft. Og som du antydede tidligere, er den gamle institutionelle model stadig til stede. Folk har stadig studiegæld fra deres tidligere uddannelse.

Den gamle model og den kasse, de fik, som skulle gøre dem klar til resten af livet, betyder ikke nødvendigvis, at de har en masse kontanter til rådighed til at dykke ned i disse værktøjer. Og når vi taler om generalisme – ikke at specialisere sig dybt i én ting – betyder det også potentielt, at man skal sprede sine penge ud over hundredvis af nye værktøjer, der introduceres hver dag.

Det bliver lidt: Hvor begynder og slutter jeg? Jeg kan godt lide det tema, vi berører: at menneskelig dømmekraft stadig bliver nødvendig. Du nævnte softwareudviklere og den lidt pinlige reaktion: Nu kommer alle til at udvikle en app.

Det handler ikke bare om frygten for at blive erstattet af mennesker, der kan vibe-kode. Der er mere i det end at skrive kode og sige, at man vil have, at det skal se sådan ud. Der er arkitektur, kvalitetssikring og meget andet.

Har I et kursus på New State, der ikke ligefrem hedder vibe-kodning, men måske systemtænkning for mennesker, der vil skabe en app uden selv at kode? Noget om, hvad man skal tænke over.

Sasha Thackaberry-Voinovich: Ja. Nogle af vores AI-kurser handler faktisk meget om arkitektur, datalag og hvordan man skal gribe det an. Vi sender også folk videre til forskellige værktøjer, så de kan få erfaring med flere ting.

Jeg synes, det er interessant, for når man skaber disse kurser, skal man virkelig overveje, hvad der er tidløst, og hvad der vil ændre sig hurtigt. Derfor har vi fællesskabet til de ting, der forandrer sig hurtigt. Det er dér, vi placerer live-webinarerne. Jeg talte netop med en person, der skal lave et kursus om vibe-kodning for os i løbet af de næste par uger.

Den slags ting, der hele tiden opstår, har vi et mere levende rum til, for det er man næsten nødt til. Omvendt vil jeg sige, at når det gælder datalag, arkitektur og API'er, der taler sammen og bygger sig selv, så kan du godt sætte uret. Om fem måneder vil du også kunne prompte det.

Vi har derfor haft en stærk filosofi om at være tidlige følgere af teknologi. Vi er ikke de første, der bevæger os, og vi er ikke på den blødende forkant. Men når noget er stabilt nok, bevæger vi os i den retning længe før resten af flokken, fordi det kommer.

For mange virksomheder behøver man ikke være på forkant. Lad nogen få fejlene rettet, og køb derefter løsningen. Jeg ser så mange virksomheder få problemer, fordi de forsøger at være udviklingsdrevne først, selv om det ikke er noget, alle virksomheder er gode til.

Det er meget vigtigt at lære værktøjerne, men også at vide, hvornår man vil involvere sig i hvad. At forstå arkitekturen, de forskellige lag og hvordan ting taler sammen, er afgørende for eksempelvis at flytte data fra punkt A til punkt B.

Galen Low: Findes der måske en tærskel, man når, når vi taler om ujævn anvendelse? Man kan forsøge at være den første til at tage en ting i brug eller bygge noget selv. Men selv hos New State må I have en tærskel, hvor I siger: Okay, nu er tidspunktet kommet, hvor vi bør skabe undervisning om dette for at udjævne den ujævne anvendelse.

Sasha Thackaberry-Voinovich: Når det gælder det undervisningsindhold, vi producerer, og noget går fra måske – det kunne ske, folk kunne gøre det – til at det faktisk sker, skaber vi indhold den uge og opdaterer kurserne. Det sker næsten dagligt. Når vi pludselig skal gøre dette, er det en del af designet af vores institution med disse dele, der kan stables, at vi kan gøre det løbende.

Alle vores systemer er indstillet, så vi kan oprette nyt indhold relativt hurtigt. Filosofisk venter vi som lille virksomhed, der drives af kvinder, dog på, at nogle kritiske ting er på plads, eksempelvis grundlæggende sikkerhed. Gør det mig skade? Vi vil ikke have, at nogen afpresser nogen. Vi venter på den model, indtil den er stabil.

Men når ting når det andet niveau af anvendelse – når de ikke længere bare er en to ugers dille – begynder vi at bruge dem. Ny funktionalitet i etablerede værktøjer tager vi i brug med det samme. Vi er straks i gang med at undersøge, hvad det kan gøre for vores økonomiske modellering eller andre områder.

Med nye værktøjer vil jeg sige, at vi mindst venter et par uger efter den første begejstring.

Galen Low: Jeg kan godt lide den model.

Charlotte Bencaz: Det udtryk, vi leder efter, er den ikke-tekniske målgruppe. Og så siger vi: Ja, det er os.

Galen Low: Bogstaveligt talt i en pressemeddelelse eller hvad?

Charlotte Bencaz: Ja. Jeg brugte en time sidste uge på at finde ud af clog-kode, og jeg tænkte: Nej, jeg tror, jeg bliver nødt til at blive ved med at samarbejde lidt endnu.

Galen Low: Ja, det kommer.

Charlotte Bencaz: Det gør det.

Sasha Thackaberry-Voinovich: Ja, det kommer helt sikkert. Jeg talte med en mand i dag om vibe-kodning, som siden har konstrueret en hel arbejdsform.

Jeg vil sige, at det er en ret unik model, hvor man arbejder på tværs af flere platforme for at generere virkelig gode ting, men uden at acceptere ét enkelt værktøj. Man arbejder med ét værktøj, trækker ting ud, sammenligner dem og triangulerer. Vi bruger for eksempel Perplexity meget til at kontrollere nøjagtigheden.

Alle værktøjerne har deres plads, og man skal vide, hvordan man arbejder på tværs af dem for at få dem til at spille sammen. Vi siger alle sammen orkestrering, men jeg kan godt lide at sige koreografi. Man sætter alle disse dele sammen. Det er musik, dans, bevægelige kroppe – alt det.

Galen Low: Jeg kan godt lide det. Jeg kan godt lide ordet koreografi.

Charlotte Bencaz: En vigtig del, som vi berørte for nogle minutter siden, er at have kritiske færdigheder inden for en bestemt disciplin.

Vi forsøger at finde en balance. Man lærer de grundlæggende principper i projektledelse, hvis det er ens spor. Man lærer de grundlæggende principper i ledelse og forretning, hvis det er ens spor. På den måde kender man de rigtige spørgsmål og den rigtige måde at forme sin interaktion med AI på. Det er den del, vi øver sammen.

Galen Low: Det er en virkelig god måde at gribe det an på.

Sasha Thackaberry-Voinovich: Projektledelse indgår faktisk i alle vores bacheloruddannelser. Vi betragter det som en kernefaglighed. Det er den ægte historie.

Galen Low: Helt ærligt tror jeg, det bliver vigtigt. Alle de ting, vi taler om – vores transformationsprojekter – projekter er forandringens valuta lige nu.

Sasha Thackaberry-Voinovich: Ja.

Galen Low: Nå, men det var min prædikestol. Jeg spekulerede på, om vi kunne skifte over til – faktisk at skifte retning. For de mennesker, vi har talt om, handler det om at lære at opbygge færdigheder og om uddannelsessystemet. Men virkeligheden er, at der er mennesker, der arbejder fuldtid lige nu, måske endda arbejder fuldtid og kører Uber om aftenen for at få enderne til at mødes.

De ved, at det job, de har, kan ændre sig dramatisk, at de kan blive fyret, eller måske allerede er blevet fyret. De har brug for at opkvalificere sig og skifte retning, enten til en ny rolle eller måske til en helt anden branche, fordi den rolle, de havde, let kan erstattes af AI, og det sker allerede.

Hvilke vaner og taktikker har I set virke for de mennesker, I har hjulpet, når de skal skifte retning, men allerede er på grænsen af deres kapacitet? De arbejder fuldtid, tager sig af børn og tænker: Åh gud, jeg skal lære disse færdigheder.

Vi talte om det daglige æble – at bruge en time med Claude. Fint, men vi er også nødt til at gøre mere. Hvad er det mere, I ser virke effektivt? Hvad er blandingen?

Sasha Thackaberry-Voinovich: Jeg ved ikke, om Charlotte vil sige noget, for vi er begge arbejdende mødre med komplicerede liv, børn og alt muligt. Jeg må sige, at Charlotte nok er en af de bedste – hvis ikke den bedste – personer, jeg nogensinde har set, når det handler om at lære aggressivt.

Jeg lærer af Charlotte hver dag, fordi hun lærer så målrettet. Shar, vil du dele et par tips?

Charlotte Bencaz: Ja. Jeg læser så meget, jeg kan. Når man er midt i noget – og det har jeg virkelig lært med AI – havde vi under pandemien en periode, hvor jeg begyndte at følge epidemiologer, fordi de talte om, hvad der skete i frontlinjen.

Det samme gælder sundhedsområdet. Hvis man kan læse det, disse mennesker deler, og begynde at inddrage deres perspektiv i sine egne overvejelser og i beslutningerne om, hvordan man vil bruge sin tid, er det virkelig nyttigt.

En af de ting, Sasha og jeg ofte diskuterer, er, om man skal bygge det selv eller stole på et værktøj eller en virksomhed, der allerede har løst problemet. I den sande ånd er der et kompromis mellem de to muligheder.

For dem, der virkelig prøver at få det hele til at hænge sammen, er det svært. Derfor er det vigtigt at træffe kritiske beslutninger om, hvad der er rigtigt for en selv. Hvilket glas kan man tillade sig at slippe med den ene hånd? Den slags er afgørende.

En af de tilbagemeldinger, der har været meget nyttig fra vores studerende, er, at vi har tilrettelagt læringen i små bidder. En af vores første dimittender fortalte, at hun lavede en lektion, mens hun ventede på, at pastaen skulle koge til aftensmaden. Efter middagen havde hun 20 minutters fritid, som hun kunne bruge på at vende tilbage til det.

Andre taler om offentlig transport. Måske vil vi alle snart have Waymo-biler, der kører os rundt, så vi kan lære på bagsædet. Folk finder måder at få det til at fungere sammen med deres liv.

Vi har igen et mere fleksibelt miljø, flere værktøjer og flere muligheder lige ved hånden, som kan hjælpe os med at blive mere effektive.

Sasha Thackaberry-Voinovich: Jeg tror også, at læring er en vane. Jo mere man begynder at sætte motoren i omdrejninger, desto mere bliver hjernen optaget af nyhed og nysgerrighed.

Så får man lyst til at lære mere. De små bidder er vigtige. Lyt til en podcast. Vi har podcasts i vores undervisning. Lyt til sådan en podcast for at lære noget. Læg små ting ind, så du vænner dig til at lære. Man har brug for en form for struktur at hænge ny viden og nye færdigheder op på.

Man skal bare begynde processen. Men Galen, lad være med at få mig til at begynde på dette, for vi får mange spørgsmål om, hvordan man starter et nyt universitet. Er man uafhængigt velhavende? Svaret er nej. Jeg er uafhængigt sparsommelig.

Jeg har stærke holdninger til det. Jeg bor også i Cleveland, så jeg bekymrer mig ikke om priserne på Manhattan eller boligpriserne på vestkysten. Men alle træffer valg om, hvordan de bruger deres penge.

Der findes en historie om tre russiske brødre. Har du hørt den?

Galen Low: Det har jeg ikke.

Sasha Thackaberry-Voinovich: Det er kun mig, der har hørt den. Der er tre brødre, og kongen i kongeriget kan ikke beslutte, hvilken af sine tre sønner han skal overlade kongeriget til. Derfor giver han dem hver den samme mængde skatte og siger: Gå ud, gør jeres bedste og kom tilbage. Den, der klarer sig bedst, får kongeriget.

Den første søn tager af sted. Han vender hjem uden noget og siger: Jeg brugte mine fem år på at blive købmand. Jeg solgte mangoer. Det var sikkert ikke mangoer i den oprindelige historie, men jeg klarede mig godt og tjente mange penge. På vejen hjem forliste mit skib, og jeg mistede alle mine skatte.

Han kommer altså hjem uden en øre. Den anden søn kommer tilbage ugen efter. Han går også hjemad, men han har faktisk en krykke. Han er dårligere stillet, end da han tog af sted. Han siger: Far, jeg ved ikke, hvad der skete. Jeg rejste bort og gjorde noget fantastisk. Jeg tror, han var minearbejder eller noget i den stil. Han ejede diamantminer, men på vej hjem blev han overfaldet. De tog alle hans ting, og han endte uden noget.

Faderen er meget skuffet, men tænker, at den yngste søn måske vil klare sig. Han kommer op ad indkørslen uden noget. Han har ingenting. Kongen tror, at han virkelig har fejlet som far, men det viser sig, at sønnen brugte alle sine skatte på at lære.

Derfor havde han al den visdom, de færdigheder og de evner, han havde brug for, til faktisk at lede kongeriget til velstand. Det handler om prioritering. Man er nødt til at investere i sig selv nu, for der findes ikke længere noget, der hedder karrieresikkerhed. Den bedste investering, man kan foretage, er i sine egne færdigheder.

Charlotte Bencaz: Jeg vil også tilføje, især fordi vi er kvinder på arbejdsmarkedet, at kvinder statistisk set har langt mere på deres tallerken derhjemme.

Nogle familier får det til at fungere, og det er fantastisk. Vi stræber alle efter at nå dertil. Men det er meget vigtigt at have fremsynethed nok til at forberede sig, fordi kvinder vil blive uforholdsmæssigt hårdt ramt. Selv med nogle af de nyere undersøgelser fra filantropiske organisationer siger man, at mange job, som traditionelt eller statistisk varetages af kvinder – især kvinder med en gymnasial uddannelse – vil være blandt de første, der bliver påvirket.

Vi er nødt til at investere i os selv, så vi fortsat kan være de økonomiske motorer for vores familier.

Galen Low: Det er en utrolig vigtig pointe. Jeg vil faktisk kombinere de to ting, for på den ene side har vi historien om de tre brødre.

Jeg synes, det er et godt samtaleemne, fordi de for det første havde rigdom, hvilket ikke alle har lige nu. At investere i sig selv i stedet for at købe mad til familien er en belastning. Er vi på vej mod en situation, hvor det i en periode kun er de velhavende og privilegerede, der opkvalificerer sig, får job og skifter retning, mens de mindre velstillede bliver skubbet længere og længere ned i dårligere job?

I stedet for det løfte, at AI løfter dem op i mere selvstændige og styrkede job, bliver de måske skubbet ned. Hvad skal virksomheder, især arbejdsgivere eller undervisere, gøre? Hvordan kan vi støtte en mere lige adgang til denne træning, hvis vi ikke har den skattekiste fra familien, som vi kan bruge på læring?

Hvad er vores ansvar over for økonomien og arbejdsmarkedet, så det, Charlotte siger, ikke udsletter en bestemt demografisk gruppe eller minoritet – især kvinder? Hvad skal der gøres for at undgå, at de rige bliver rigere, og at det kun er dem, der klarer sig godt?

Sasha Thackaberry-Voinovich: Det er et problem. Og hele den fortælling er faktisk meget privilegeret.

Det er en af grundene til, at vi grundlagde dette universitet. Vi er meget bekymrede for middelklassen. Det rækker ud over enhver enkelt institution. Det er en nødvendighed for vores land, at vi har en stærk middelklasse. Den bliver udhulet. Nogle mennesker klarer sig meget godt.

Mange mennesker befinder sig lige på kanten. Vi skal derfor sørge for, at mennesker, der står på kanten, eller som bare ikke ønsker at optage mere gæld lige nu, får muligheder. Folk har så meget gæld. Det var netop derfor, vi startede dette: Vi mener, at mennesker bør have en virkelig radikalt overkommelig måde at få kvalifikationer og færdigheder på.

Det bør ikke koste 40.000 dollars at få en bachelorgrad. Det behøver det ikke. Det kræver bare en anden model. Der skal træffes nogle valg. En af vores MBA-studerende sagde: Man kan bare prøve det, for det koster omtrent det samme som mit Hulu-abonnement og min mobiltelefon.

Hvis man kan få reelle færdigheder, uddannelse og kvalifikationer til en virkelig overkommelig pris, kan man faktisk skabe det nu på grund af teknologien bag. Det handler ikke bare om, at man kan gøre det. Vi bør gøre det. Hvis vi ikke gør det, handler vi ikke rigtigt som land.

Det bør ikke være et valg mellem gæld og job. Man bør kunne få et godt job uden at belåne sin families fremtid.

Charlotte Bencaz: Jeg vil også tilføje, Sasha, at tid bestemt er en faktor.

Galen, da du stillede spørgsmålet, handlede meget af det, jeg har læst, om en K-formet økonomi. Enten bevæger man sig opad, fordi man tilegner sig disse færdigheder og lader sine penge arbejde for sig, hvis man er uafhængigt velhavende, eller også risikerer man som dem, der står på kanten, at falde ned på den anden side.

Hvis man forestiller sig K'et, er det her, vi befinder os nu, men vi kommer til at ende langt herovre, hvor det bliver sværere og sværere at indhente det tabte. Derfor kan det være en god idé at investere. Måske er det denne sommer, man bruger sine feriepenge på læring. Måske er der nogle ofre, man vil gøre, fordi man skal investere i sig selv, mens tiden stadig er på ens side.

Galen Low: Jeg kan godt lide det. Jeg kan godt lide K-modellen, og jeg tror, du har ret. Vi befinder os ved et slags stort startpunkt, og det kan gå begge veje. Jeg forstår dig fuldstændigt, Sasha. Jeg ved, at ansvaret for uddannelse i høj grad ligger hos individet nu.

De dage er forbi, hvor en arbejdsgiver sagde: Fint, vi sætter dig på en kurs. Vi vil have, at du tager en MBA, så vi betaler for den. Det bliver sjældnere, og nu er det i højere grad op til individet at lære.

Jeg mener, at regeringer især bør være involveret i at gøre uddannelse overkommelig. Jeg mener, at forretningsmodeller som jeres er afgørende.

Jeg vil understrege noget, for vi har talt om det hele vejen: I nævnte begge podcasts, YouTube og små former for læring, man kan få gratis. Nogle vil sige, at de ikke har brug for et universitet. De vil bare fylde deres kop med podcasts og Substack, og det er fint.

Men Charlotte, jeg tror, du berørte noget tidligere. Der er det taktiske på jobbet, og så er der det, der rækker ud over det som individ – ens kvalifikationer og dokumenterbare færdigheder og viden.

Det er svært at sige: Jeg har set tusindvis af timers YouTube, så nu ved jeg, hvad jeg laver. Ansæt mig. Det er mere håndgribeligt at have gennemført et program med mentorer, praktisk arbejde og et fællesskab, hvor man lærer af hinanden.

Det kan overføres på tværs af job, ikke kun i én bestemt situation. Jeg vil gerne se fremad, for jeg kan godt lide den K-formede model. Den er skræmmende og kan gå skævt. Vi ser lige nu skærmbilleder om Claude-brug i bestemte brancher og om, hvad der sandsynligvis bliver påvirket.

Alle siger: Måske er det tid til at blive lastbilchauffør, for logistik ser ikke ud til at være lige så påvirket endnu. Hvis vi ser to eller tre år frem, ændrer arbejdsmarkedet sig så fuldstændigt? Skifter alle retning? Flyder vi rundt som væske i et kar, eller er der forstyrrelser, samtidig med at man kan blive på en bredere kurs og navigere inden for den?

Man behøver måske ikke pludselig blive Walmart-velkomstmedarbejder eller landmand eller foretage et enormt karriereskifte. Hvad er jeres tanker om fremtidens arbejdsmarked?

Sasha Thackaberry-Voinovich: Jeg tror faktisk, at Charlotte og jeg vil have forskellige svar, så jeg lader hende tale først.

Galen Low: Okay. Lad os gøre det.

Charlotte Bencaz: Når det gælder lastbilkørsel, ville jeg holde øje med udviklingen inden for selvkørende køretøjer. Der sker enorme fremskridt lige nu, og der var en interessant samtale i denne uge om at acceptere, at den autonome del måske er bedre end den menneskelige del.

Man kan tænke på de vagter, lastbilchauffører skal arbejde, og de forhold, de arbejder under. Det er et virkelig hårdt job at have og udføre godt. Hvis en maskine kan gøre det bedre, har vi mange andre måder, du kan bruge din tid på. Lad os løse de problemer, der virkelig kommer til at påvirke os.

Så jeg ville ikke vælge lastbilkørsel. Det er en af dem, jeg har set på en liste. Jeg mener også, at vi skal holde øje med fremskridtene inden for robotteknologi i produktion og håndværksfagene. Det er noget, jeg ikke tror, mange har på radaren, fordi det måske ligger tre eller fire år ude.

Men ifølge Elon Musk kommer der tilsyneladende flere robotter, end vi overhovedet kan forestille os. Det er noget, vi er nødt til at forholde os til. Et eksempel, jeg hørte for nylig, var: Hvad hvis man har et problem med rørene under huset? Måske kan en robot med et kamera gå derned, mens den førende blikkenslager rådgiver om, hvad der skal gøres, eller identificerer problemet.

Derefter kan man finde en løsning. Den interaktion bliver virkelig interessant. Jeg tror, AI på et tidspunkt vil berøre alle vores jobs.

Galen Low: Det er meget indsigtsfuldt. Det er en god påmindelse om ikke hovedløst at løbe i dækning og vælge noget, man måske ikke er god til, bare fordi man tror, det er sikkert. Det er ikke dommedagssnak; det betyder bare, at alt vil blive påvirket.

Charlotte Bencaz: Vi ved endnu ikke, hvad der er sikkert. Vi prøver at finde ud af det og bruger evidens. Men der er meget snak om borgerløn og en universel høj indkomst. Når man ser fem eller ti år frem, bliver det meget uklart, og verden kan se meget anderledes ud.

Jeg kan personligt godt lide den side af det, for hvis vi kan flytte flere ressourcer, især menneskelige ressourcer, over på mennesker og omsorg, er det et område, der føles meget underforsynet lige nu.

Jeg kan virkelig godt lide tanken om at bygge hen imod et fællesskab, hvor vi kan vende tilbage til vores rødder og tage os af hinanden.

Sasha Thackaberry-Voinovich: Jeg er lidt – jeg ved ikke, om desillusioneret er det rigtige ord. Jeg blev lovet selvkørende biler for ti år siden af Elon Musk, og jeg sidder stadig i en forholdsvis elendig Uber, hvis jeg kommer for sent til lufthavnen.

Jeg tror heller ikke, det bliver til Skynet. Forhåbentlig ikke. Men jeg tror, problemet ikke bliver kapaciteten. Ja, robotter vil eksistere. Ja, vi får fantastiske værktøjer, som kan gøre alle disse ting med AI. Men det vil tage organisationer år at tage dem i brug.

I den periode vil andre ting ske, og andre ting vil blive forbedret. Jeg så en video i går aftes om, hvor avancerede nogle havne er lige nu, med robotteknologi til af- og pålæsning af vogne og alt muligt. Der findes andre havne, hvor man bogstaveligt talt har forhandlet sig frem til, at kun mennesker må være kranførere.

Den ujævne fordeling af, hvordan teknologien bliver taget i brug, er altså enormt forskellig. At flytte store lastbiler rundt på et afgrænset område ad allerede etablerede ruter, der kan gentages, er meget anderledes end at køre på West Virginias kurvede veje. Jeg har kørt over de bakker. Det er svært selv i en almindelig bil, hvis man har drukket kaffe.

Jeg tror, sandheden bliver lidt mere rodet og ligger et sted midt imellem. Jeg er helt enig med Charlotte i, at det ville være fantastisk at nå frem til et sted, hvor vi kan bruge mere tid på den menneskelige side. Men jeg tror, anvendelsen vil tage længere tid og blive mere klodset.

Jeg tror også, at vi måske ikke er på den blødende forkant, men vi bevæger os mod forkanten på grund af det, vi gør hver dag, det vi lytter til, og hvordan vi interagerer. Det må påvirke den måde, jeg ser verden på.

Jeg tror derfor, man ønsker, at ens uddannelsesinstitution – eller hvem det nu er – kigger lidt længere frem end det sted, man selv står på det tidspunkt. Det tager tid at gøre tingene.

Jeg tror ikke, vi vil se hundredtusindvis af ekstra arbejdsløse fra den ene dag til den anden. Jeg tror, der vil blive opdaget nye ting med hensyn til job og muligheder, efterhånden som udviklingen skrider frem. Det ved man kun, hvis man lærer.

Der findes ingen nem knap til at få fremtidens job. Der findes mere og mindre effektive samt mere og mindre omkostningstunge måder at lære ting på, men man kan ikke længere vælge ikke at lære.

Galen Low: Jeg kan virkelig godt lide den del om, at der stadig sker ting i mellemtiden. Vi behøver ikke se alt for langt frem og være bange i mellemtiden. Tidsskalaen føles akut lige nu. Mit LinkedIn-feed føles bestemt akut. Det er som om, man skal skifte retning på en femøre og allerede have regnet det hele ud.

Jeg kan godt lide det, I siger om, at en del af uddannelsens eller uddannelsesinstitutionens rolle er at hjælpe en med at se lige langt nok frem – ikke nødvendigvis alt for langt. Ikke give panik over, hvad man vil lave, når man går på pension som 22-årig.

I mellemtiden sker der ting. Og Charlotte, din pointe er også vigtig: Der er en mulighed for at vende tilbage til at hjælpe hinanden med de menneskelige ting. Der er stadig plads til det menneskelige.

Vi tænker ofte på disse ting som meget binære. Enten udfører robotter arbejdet, og vi holder op med at arbejde, eller også arbejder vi, mens robotterne sidder og ser streamingtjenester. Sandsynligvis ligger sandheden et sted midt imellem.

Der er ting, vi kan gøre i mellemtiden. Læring er en del af det, og optimistisk set får vi begge dele: robot-blikkenslagere i krybekælderen og bedre forbindelser mellem os som mennesker.

Charlotte Bencaz: Ja. Og Galen, psykologerne får meget travlt de næste par år.

Rådgiverne inden for forandringsledelse får også meget travlt, når vi ruller dette ud til rigtige mennesker. Noget andet, der især i USA skal justeres, er, at vi knytter vores identitet til vores professioner. Det bliver en meget interessant migration at følge.

Men Sasha, jeg elsker det, du siger om at se sig selv som lærende og som en modstandsdygtig professionel. Jeg kan lære mig selv ting. Jeg har værktøjerne. Jeg kan tilpasse mig på en femøre til det, der ændrer sig i denne vanvittige verden.

Det er den del, jeg tror på: Hvis vi kan centrere os omkring en anden måde at beskrive os selv på end bare at sige, at dette var mit hovedfag, og dette er mit job, burde det føre til en sundere tilgang.

Sasha Thackaberry-Voinovich: Og faktisk til antifragilitet.

Vi arbejder på at fokusere på at blive en kraftfuld medarbejder i stedet for en vidensarbejder. Begrebet antifragilitet betyder, at man kan skabe sig selv på ny. Hjernen gør det. Neuroplasticitet findes, og man bliver bedre til hjernens neuroplasticitet, jo mere man bruger den.

Man kan tilegne sig ting, der bliver stærkere af uorden. Når kaos opstår, er man godt forberedt på at tilpasse sig, se muligheder og trives.

Galen Low: Sasha og Charlotte, det her var fantastisk. Jeg elsker samtalen. Jeg kunne sikkert fortsætte i dagevis, men jeg bør nok slutte her. For sjov: Har I et spørgsmål, I gerne vil stille mig?

Charlotte Bencaz: Har du set noget, eller har vi talt om noget, som du mener er en vigtig manglende ingrediens på New State U?

Jeg vil meget gerne have din feedback fra virkeligheden.

Galen Low: En af de ting, der ligger mig nært, og som vi berørte, er fællesskab. Selvom vi mennesker taler meget om fællesskab – fordi vi siger, at vi er mennesker, og fællesskab er noget, vi gør – vil jeg gerne se mere undervisning i, hvordan man effektivt bygger et fællesskab på tværs af kulturer, globalt, online og i den virkelige verden.

Jeg tror ikke, folk helt forstår, at det ikke bare handler om at putte mennesker i en spand sammen og sige: Gå i gang. Nogle af de ting, I nævnte om måden, I driver fællesskabet på, handler ikke bare om at håbe, at alle får en god oplevelse til den fest, man har inviteret dem til. Det handler om at facilitere samtaler, kuratere emner og den slags.

Jeg ville elske at se et kursus om det, et slags New State U-kursus om fællesskaber. Har I et?

Sasha Thackaberry-Voinovich: Ikke endnu, men giv os fem minutter. Nej, jeg laver sjov.

Charlotte Bencaz: Det er et godt råd. Det kan vi se på som en tilføjelse.

Galen Low: Det er fantastisk at se jeres model fungere. Jeg elsker alt det, jeg hører. Jeg synes, det er virkelig vigtigt, det I gør.

Lige adgang til læring, der er hurtig, kan stables, er umiddelbar og relevant, og som faktisk fungerer i samme tempo som forandringerne lige nu. Mine lyttere har helt sikkert fået mange tips – uanset om det bliver New State eller ej. Substacks, man kan følge, podcasts, man kan lytte til, og en anden måde at skabe sin blanding på.

Læring skal være en vane, og det handler om at identificere sig som en, der lærer kontinuerligt, ikke nødvendigvis om at lære én gang, dreje til venstre og håbe, at det er et sikkert sted at gå hen.

Sasha Thackaberry-Voinovich: Helt sikkert. Du rammer plet.

Charlotte Bencaz: Galen, den måde, du leder det fællesskab, du har bygget, og faciliterer og leder samtaler som denne, betyder måske, at du kan være gæsteunderviser på det kursus, vi udvikler.

Sasha Thackaberry-Voinovich: Ja. Måske kan du blive vores fagekspert.

Galen Low: Det havde jeg ikke planlagt, alle sammen. Men ja, det vil jeg meget gerne. Det var en ære at have jer begge med i programmet. Tusind tak. Jeg inkluderer nogle links i shownoterne. Hvis du lytter eller ser med, inkluderer jeg et link til New State U i shownoterne. Sasha og Charlotte, hvis folk gerne vil have kontakt til jer, hvor kan de så gå hen?

Sasha Thackaberry-Voinovich: De kan altid gå til vores websted, newstateu.com, og de kan kontakte Charlotte direkte. Jeg er på sasha@newstateu.com. contact@newstateu.com er nok den foretrukne kanal, men man er også velkommen til at kontakte mig direkte.

Charlotte Bencaz: Jeg vil også sige, at vi findes som New State U på mange af de sociale platforme.

Ikke alle, for der er så mange lige nu, men på de fleste. Vi har mange rigtig gode samtaler på vores YouTube-kanal, så det er et godt sted at begynde.

Galen Low: Fantastisk. Det elsker jeg. Jeg inkluderer alle links i noterne. Sasha og Charlotte, tak igen. Det var virkelig godt.

Charlotte Bencaz: Tak.

Sasha Thackaberry-Voinovich: Tak.

Galen Low: Det var dagens episode af podcasten The Digital Project Manager. Hvis du nød samtalen, så husk at abonnere dér, hvor du lytter. Hvis du vil have endnu mere taktisk indsigt, casestudier og spillebøger, kan du oprette en gratis konto hos os på thedigitalprojectmanager.com.

Indtil næste gang – tak fordi du lyttede.