Sådan frigør du dit bedste jeg som projektleder gennem fællesskab

Læs transskriptionen:

Vi prøver at transskribere vores podcasts ved hjælp af et softwareprogram. Bær over med eventuelle tastefejl, da botten ikke er korrekt 100 % af tiden.

Michael Mordak: Hej, det er Michael fra Den digitale projektleder, og velkommen til dagens medlemsprofil!

Du ved måske ikke dette, men det er lykkedes os at samle den sejeste samling af projektledere, der findes – mennesker, som skaber forandring og udfordrer de paradigmer, der findes i vores projekter i dag. De her mennesker er så fantastiske og så nytænkende, at jeg følte mig forpligtet til at dele nogle af deres tanker, indsigter og erfaringer med dig.

I dag taler vi med DPM-eksperten og mangeårige medlem af fællesskabet Matthew Fox. Matthew har været involveret i fællesskabet i over 10 år og fortjener nok en eller anden form for pris for den værdi, han tilfører diskussionerne dag ud og dag ind. Så lad os springe ud i det og tale med Matthew om, hvordan fællesskabet har påvirket hans professionelle karriere, og hvorfor du bestemt bør engagere dig i adventure racing.

Matthew Fox, velkommen! Jeg er så glad for, at du havde mulighed for at bruge denne tid sammen med mig og tale om fællesskab, for vi har jo lige talt sammen de sidste, jeg ved ikke, 20 minutter. Jeg tænker på den indflydelse, et fællesskab kan have på mennesker, uanset branchen, og på forskellige måder at få folk involveret på. Derfor glæder jeg mig til at tale med dig om det i dag.

Matthew Fox: I lige måde. Jeg synes, du gør utrolig meget for DPM-fællesskabet, og jeg ved, at der ligger mange bevidste overvejelser bag det. Det er et fantastisk sted, som jeg ved, vi talte om lige før – jeg tror, det har eksisteret i omkring 10 eller 9 år eller noget i den stil. Det er i hvert fald længe, og jeg har været ind og ud af det gennem den tid.

Michael Mordak: Ja, det går helt klart forud for min tid, men jeg er bare heldig, at jeg faldt over det, da jeg gjorde. Det er virkelig spændende at springe ind i det her og være en del af noget, hvor man taler med mennesker, der har været her i over 10 år, og som har set alle de forandringer, vi har gennemgået, og hvordan vi har udviklet os til at nå dertil, hvor vi er i dag. Det er virkelig interessant.

Jeg synes dog, en god måde at starte på ville være, at du kort fortæller, hvem du er, hvor du befinder dig, og måske nævner én ting, du arbejder på lige nu.

Matthew Fox: Ja, helt sikkert. Jeg kan altid godt lide at tænke på mig selv i forhold til orienteringsløb.

Meget projektledelse, især inden for det digitale område, handler om at finde vej, når man er faret vild. Det beskriver meget godt, hvor jeg for det meste befinder mig som projektleder, for man er ikke altid helt sikker på, hvad der foregår. Det går tilbage til begyndelsen af min karriere, hvor jeg startede hos Discover Card. Jeg var lige blevet færdig med min uddannelse og vidste virkelig ikke, hvad der var op og ned. På det tidspunkt arbejdede jeg med projektledelse inden for marketing.

Jeg gik videre til digitalt arbejde som forretningsanalytiker og var i et reklamebureau, der hed Arc Worldwide, i et stykke tid. Derefter havde jeg nogle forskellige jobs og endte som projektleder og forretningsanalytiker i endnu et meget lille bureau. Siden slutningen af 2015 har jeg arbejdet som freelancer.

For mig hænger det sammen med mange af principperne fra orienteringsløb, hvor man tager et kort, har et foruddefineret område og nogle kontrolposter, man forsøger at finde. Det er meget af det, jeg mener, vi gør inden for projektledelse: Vi prøver at forstå det kort og det område, vi befinder os i. Derefter forsøger vi at finde de vigtige kontrolpunkter, efterhånden som vi bevæger os gennem processen eller projektets udvikling. Det bringer mig frem til, hvor jeg er i dag. Jeg hjælper med proceskonsulentarbejde, drift, salg og selvfølgelig kunde- og projektledelse.

Michael Mordak: Fint. Det elsker jeg. Og som en, der for nylig selv er begyndt i en redningstjeneste, rammer orienteringsdelen virkelig plet. Det er noget, vi øver meget. Jeg tænker også på mange af de samtaler, jeg hører i vores fællesskab, hvor mange får idéer eller bare generelt diskuterer tanken om orienteringsløb.

Jeg tænker på, hvordan det ville være at springe ind i et projekt og blive en del af det – at få udleveret dette kort og skulle finde ud af, hvor grænserne går, hvor afgrænsningerne er, og som du siger, alle de kontrolpunkter, man skal nå undervejs. Så jeg synes, det er en virkelig god måde at opsummere det på. Det kan jeg godt lide.

Men ja, i dag skal vi tale lidt mere om fællesskab, og hvordan det har påvirket dig og din karriere. Jeg vil gerne høre lidt om, hvilke andre fællesskaber du er en del af. Det kan være relateret til projektledelse, orienteringsløb eller hvad som helst.

Matthew Fox: Jeg er bestemt et menneske, der orienterer sig mod fællesskaber, og Bureau of Digital har et meget tæt slægtskab med DPM. Uanset hvilken gruppe jeg er en del af, taler vi hele tiden om hinanden. Jeg prøver at komme i tanke om andre professionelle grupper, men jeg tror ikke, der er andre, der lige dukker op. Jeg er medlem af et par sociale grupper.

Den ene er en mandegruppe fra Evolutionary Power Institute i Boulder, Colorado. Jeg mødes med dem hver anden uge. En anden er Archipelago her i Denver, og det glemte jeg faktisk at nævne i introduktionen: Jeg befinder mig i solrige Denver, Colorado. Archipelago er faktisk et fantastisk sted for trivsel, hvor der er lydmeditation og healing, og jeg synes, det er en virkelig vigtig del af et fællesskab – hvordan man kan hele og drage omsorg for sig selv i et fællesskab.

Derudover er orienteringsløb og adventure racing andre fællesskaber, jeg er en del af. Denne weekend tager jeg for eksempel op til Wellington Lake i Colorado for at undervise i en workshop om orienteringsløb og derefter hjælpe med tre løb, der finder sted søndag: et adventure race på 6, 8 og 12 timer. Og den vigtigste læring fra alt det er nok den glæde, jeg får ved at lade fællesskaber krydsbestøve hinanden. Uanset om det er professionelt eller personligt, handler det om at finde ud af, hvordan man kan bruge styrken hos alle mennesker omkring sig, så alle skibe løftes, når tidevandet stiger.

Michael Mordak: Det er virkelig spændende. Jeg kan godt lide blandingen af personlige ting i det også. Har du selv deltaget i et adventure race, eller hjælper du primært frivilligt til?

Matthew Fox: Jeg stoppede tilbage i 2005, men jeg kommer oprindeligt fra Chicagoland. Fra begyndelsen af 00'erne deltog jeg i en masse forskellige løb. Det længste, jeg deltog i, varede 16 timer fra start til slut. Derefter meldte jeg mig frivilligt til en række løb, herunder – jeg tror, det længste løb, jeg var frivillig ved, varede 10 dage.

Michael Mordak: Det er et virkelig langt løb.

Matthew Fox: Det føles som hele ens liv i to uger. En gang tog jeg til Utah, og det var et arrangement produceret af Don Mann, der hed Primal Quest. Året efter var vi i Montana, og jeg har også været i British Columbia. Maria stod for Primal i et stykke tid, så ja, det har været ret vildt med alle de ting, jeg har set fra frivillig- og medarbejdersiden.

Michael Mordak: Det er fantastisk.

Ja, med de fællesskaber – hvad er så din primære grund til at deltage aktivt og regelmæssigt i dem?

Matthew Fox: Der er flere forskellige grunde. Jeg tror, én af dem er, at jeg er, hvor jeg er i dag, fordi jeg står på skuldrene af giganter, der kom før mig. Der er så mange mennesker, som – enten villigt eller uden at jeg har været klar over det – har hjulpet mig med at nå dertil, hvor jeg er i dag, helt tilbage fra mine første år i løbskredsløbet.

Jeg var tidligere en del af triatlon. Jeg deltog i løbene, men jeg kom virkelig til at forstå den frivillige side af tingene og hvor meget arbejde, der skal til for at afholde et løb. Jeg var frivillig ved Chicago Marathon. Jeg har været frivillig ved andre store løb, og det er fællesskabet, der gør alle disse ting i livet mulige.

For eksempel har der været en opløsning af det, og jeg vil begynde og slutte med det religiøse perspektiv, at der er mange værdifulde ting, som fællesskaber af den slags bidrager med. Bagsiden er, at mange af os – i hvert fald her i USA – har bevæget os væk fra det. Derfor handler det om at engagere sig. Jeg ved, at eftersom jeg har arbejdet hjemmefra siden slutningen af 2015, har jeg ikke noget fællesskab at engagere mig i, hvis jeg ikke engagerer mig online i forskellige fællesskaber.

For mig knytter det sig også til en professionel situation. Selvom min lille barnlige hjerne gerne vil tro, at jeg ved alt, er jeg i sidste ende kun så god som de mennesker, jeg omgiver mig med. En anden stor fordel ved fællesskaber for mig er, at jeg har været med til at skabe en mastermind-gruppe her i DPM. Der er nogle fantastiske mennesker, som både afspejler mine styrker og hjælper mig med at forstå, hvor jeg måske har blinde vinkler, eller hvad jeg måske går glip af. Jeg synes, det gælder på tværs af alle de forskellige fællesskaber, jeg er en del af.

Michael Mordak: Jeg føler også, at man mange gange – selv hvis det er et fællesskab, man er blevet en del af online – som du nævnte, og som vi talte om før, kan støde på de mennesker i sin egen by. Måske er de på besøg, eller måske opdager man, at man bor på samme gade. Mange af de mennesker, man får kontakt med på den måde, ville man ellers måske aldrig have mødt, fordi man bare ikke ville have set dem på gaden, i butikken eller hvor det nu måtte være. Men det viser sig, at man har enormt meget til fælles og mødes hele tiden.

Matthew Fox: Det minder mig om noget, der skete i weekenden. Jeg har tidligere været taler ved Ignite Denver, hvor Ignite består af fem minutters lynoplæg med 20 slides, der skifter automatisk hvert 15. sekund bag taleren. Jeg havde talt der før, og så så jeg nogle af arrangørerne på et lokalt sted og opsøgte dem faktisk.

Og det er sådan noget med, at Ignite er fantastisk. Det er faktisk også sket med en anden gruppe, som jeg glemte at nævne, og som jeg løst er en del af, kaldet Ramits Brain Trust. Jeg var tidligere meget mere involveret i det fællesskab, men jeg har faktisk fået arbejde og venskaber gennem det. En del af grunden til, at jeg sidder i Denver lige nu, er, at jeg mødte en person i det fællesskab, og vi udviklede et meget dybt venskab, som inspirerede mig til at flytte tværs over landet.

Michael Mordak: Wow, det er virkelig interessant. Flyttede du dertil for at være tættere på dem?

Matthew Fox: Ja og nej. En del af det handlede om at ændre livsstil af en række andre årsager, men det var gennem det fællesskab, jeg havde – det er ligesom et indbygget netværk. Så jeg ved, og jeg forestiller mig, at det samme gælder for DPM, at uanset hvor i verden jeg tager hen, kan jeg skrive en besked i fællesskabet og sige: Hej, jeg besøger byen.

Så vil folk komme ud af træværket og sige: Vi vil meget gerne mødes, eller: Fortæl os, hvor du kommer til at være. Jeg ved ikke, hvor man ellers kan få den slags oplevelse, medmindre man har været meget heldig at have en stor familie.

Michael Mordak: Ja, det kan jeg sagtens se. Det er næsten som at sikre sig, at man uanset hvor man tager hen, har nogle mennesker, man kan række ud til og tilbringe tid sammen med.

Der er også en stor fordel ved det, for hvis man udforsker et nyt sted, har man måske en lokal person, der kan vise en rundt og vise nogle af de spændende steder. Og man ved, at man allerede har fælles interesser. Så der er ikke den samme akavede følelse ved at række ud til en tilfældig person, som måske ikke har noget til fælles med en. Man ved allerede, at man har et fælles grundlag, og det er virkelig fedt.

Jeg vil gerne høre lidt mere om noget, du nævnte. Er der nogle væsentlige karriereskift eller muligheder, du har mødt gennem et fællesskab, som du måske ellers ikke ville have kunnet finde på egen hånd?

Matthew Fox: Helt sikkert. Ja, det begyndte nok at ske meget mere organisk i 2015, hvor jeg forlod en virksomhed og på det tidspunkt arbejdede sammen med en karrierecoach. Han anbefalede, at jeg tog ned til et kontorfællesskab, og der mødte jeg en person, som jeg stadig arbejder for i dag – det er syv år siden.

Og så var der IWT, som står for I Will Teach You To Be Rich, Ramit Sethis fællesskab. Jeg deltog i et 10-årsjubilæum for et af hans arrangementer og endte med at arbejde ret tæt sammen med en person fra den gruppe. Jeg holder stadig kontakten med en anden person, jeg mødte, og vi har stadig en-til-en-samtaler, og vedkommende er min mentor.

Der er også en anden gruppe uden for DPM, hvor de havde set mine opslag i DPM, og jeg blev inviteret til at tale for en klasse, de afholdt. Derefter har de hjulpet med at placere mig i forskellige stillinger over tid. Derfor er jeg for mig selv bevæget væk fra LinkedIn og Indeed og alle de andre steder, hvor folk slår stillinger op, fordi jeg er navnløs og ansigtsløs i de fællesskaber. I noget som DPM, Bureau of Digital eller andre netværk kan man derimod opbygge et omdømme og blive en ressource, som folk føler sig trygge ved at gå til. Det åbner en masse muligheder og døre, som jeg hverken forventede eller var klar over.

Hvis du havde fortalt mig for 20 eller 30 år siden, at det var her, jeg ville være i min karriere i dag, ville jeg have sagt: Nej, hvorfor skulle nogen gøre det? Det giver ingen mening. Det er ikke sådan, man får et job. Man skal skrive et cv og søge. Jeg vil argumentere for, at fællesskaberne understøtter værdien af det skjulte netværk i arbejdsverdenen, som jeg ikke tror, særlig mange mennesker udnytter.

Michael Mordak: Ja, det er en stor pointe. Jeg har for nylig undersøgt lidt om rekruttering og ansættelser og den slags, og jeg blev meget overrasket over at finde en række steder og forskellige kilder, der angav lignende statistikker. Noget i retning af 80 % af alle stillinger bliver besat, før de overhovedet bliver slået op nogen steder, udelukkende gennem netværk.

En stor del af det kommer fra fællesskaber, hvor folk får nys om et job og slår det op i et fællesskab, de er en del af, før det faktisk bliver offentliggjort. Derefter bliver det besat gennem den forbindelse. Det er en enorm mulighed. Der er selvfølgelig meget mere ved fællesskaber end bare at få et job og ansætte folk, men det er en stor fordel.

Matthew Fox: Jeg vil tilføje, at noget af det virkelig interessante, som jeg ikke tror, folk på mellem- eller seniorniveau i deres karriere forstår, er, at det ikke handler om, hvem du taler med, men om hvem der ser, hvad du laver i fællesskabet. For det meste er det sådan, at hvis man får et af de fantastiske jobs, der findes, og tænker: Hold da op, det lyder fantastisk.

Hvordan fik du det? Så er svaret ofte: Jeg opbyggede et omdømme et sted, hvor jeg lavede noget, jeg virkelig brændte for, og hvor jeg engagerede mig. Nogle gange er det fællesskabet, og disse mennesker skaber forbindelser bag kulisserne. Man kan måske udvikle virksomheder sammen med andre, skabe venskaber og finde mentorer.

Det handler alt sammen om professionelle netværk. Uanset hvad der sker i verden, er det dem, du kender, og hvordan I kan støtte hinanden, der hjælper jer gennem de svære tider.

Michael Mordak: Ja, det er virkelig en vigtig pointe. Jeg er nysgerrig: Tror du, der er noget særligt ved, at nogle af de fællesskaber, du taler om, er betalingsfællesskaber i stedet for gratis fællesskaber som LinkedIn?

Matthew Fox: Ja, faktisk skifter jeg mening om det, for jeg synes, adgangsbarrieren kan være vanskelig for nogle mennesker. Der er bestemt folk, som jeg ved, har økonomiske problemer, eller som har brug for støtte på det område. På den anden side tænker jeg, at hvis man investerer enten tid eller – som du nævner – penge, er der et ekstra engagement, fordi man kan sige: Jeg er en del af et bestemt politisk parti, og jeg donerer til det.

Eller: Jeg er en del af nogle andre grupper, der ikke lige dukker op i tankerne, som Earth Hour eller noget i den stil, hvor folk donerer, fordi der er en vis cool-faktor ved at gøre det. Men for nichegrupper som DPM betyder en lille adgangsbarriere for mig, at folk er her af en grund. Man er seriøs omkring at være her, og det fungerer faktisk som et forhåndskvalificeringstrin. Hvis jeg leder efter nogen at ansætte, eller hvis jeg leder efter et fællesskab af professionelle og ligesindede, som gør det, de siger, de gør, vil jeg gerne finde et sted, hvor folk betaler for at være med.

Selv hvis en virksomhed betaler for det, er der stadig en følelse af, at det ikke er sådan, at alle bare kan oprette en profil på LinkedIn. Jeg synes, det er en anden måde at se det på. Her skal man have en bestemt intention, eller også foregår der en form for godkendelse. Så ved man, at man får en bestemt type eller kvalitet af mennesker.

Michael Mordak: Ja. Det er bestemt også den fornemmelse, jeg får – i hvert fald gennem min erfaring med DPM. Jeg oplever bare, at de mennesker, der kommer ind, virkelig engagerer sig, og som du siger, har de en grund til at være der. De har betalt for det, helt bogstaveligt.

Det er ikke bare en gratis fil, der bliver delt rundt. Så ja, jeg kan virkelig godt lide det perspektiv, du har på det. Det var faktisk alt, jeg havde til dig i dag. Jeg synes, vi kom lidt mere ind på nogle af spørgsmålene, end jeg havde planlagt, og det er fantastisk.

Jeg vil ikke optage hele din dag, men jeg sætter virkelig pris på din tid og på, at du har gennemgået de her spørgsmål og givet et bedre indblik i dine erfaringer med fællesskabet. Du delte en bog med mig på forhånd, som jeg helt sikkert vil kigge nærmere på, og jeg vil også dele den her med alle andre.

Den hedder Belong. Du sagde, at du havde læst dele af den, ikke? Hvis du vil give en kort opsummering?

Matthew Fox: Ja. Der er en gruppe, der hedder Daybreaker, som Radha – jeg kan ikke huske hendes efternavn lige nu – grundlæggende er en fantastisk person, der skabte et fællesskab omkring sundhed, trivsel, dans og forbindelse. For mig er det nogle af fællesskabets hjørnesten: forbindelsen, det at finde et trygt og ikke-dømmende sted, hvor folk kan møde op, præcis som de er, og føle sig trygge ved at stille spørgsmål, de normalt ikke ville stille.

Der har været tidspunkter i min karriere, hvor jeg kunne have gået til virksomhedens ejer eller en leder og følt, at jeg stillede det, jeg ville betegne som et dumt spørgsmål, eller noget, jeg syntes, jeg burde vide, og derfor måske ikke havde spurgt om det.

Så gik jeg glip af muligheden. Når man ser på det fra fællesskabets perspektiv, handler det om at have et trygt rum, hvor man kan gå ind og sige: Jeg ved ikke, hvad jeg laver her. Det her er, hvad jeg tror, der sker. Kan nogen bekræfte det? Så ja, jeg er stor fan af Daybreaker og fællesskaber – og af Belong. Hvis du får mulighed for at kigge på bogen, og du prøver at opbygge et fællesskab, kan den være et godt sted at starte.

Michael Mordak: Ja, helt sikkert. Fantastisk. Tak for anbefalingen. Jeg vil bestemt kigge nærmere på den. Men ja, det har været rigtig sjovt. Jeg har allerede sendt alle dine gaver, så de er på vej. Jeg sendte dem med posten for et par dage siden, så hold øje med posten. Jeg glæder mig til vores næste samtale, og så holder vi bare kontakten i DPM Slack.

Tak, fordi du lyttede med til vores medlemsprofil med Matthew Fox. Hvis du gerne vil fortsætte samtalen eller tale mere med ham en-til-en, så kom forbi os i Slack-kanalen. Du kan læse mere om det på vores hjemmeside, thedigitalprojectmanager.com/membership.

Indtil da ses vi i næste afsnit.